44. Om den dal der kaldes Vallis InfausteA og hvordan den ser ud

I den yderste ende af det føromtalte rige, ikke langt fra floden Pishon, er der en forunderlig 79rb [157b]|og meget uhyggelig og skræmmende by, der overgår al menneskelig forstand med farer, anstrengelser og al slags nød og ulykker, som jeg og mit selskab tilfældigvis kom til på min rejse, hvilket jeg hidtil har fortiet, men nu vil tale om.

Der er en dal mellem bjergene, som kaldes Vallis Infauste, som er nær ved fire mil at gå igennem. Der er mange slags djævelskab og livsfare derinde så der dag og nat høres råb og skrig fra alverdens grumme dyr og fugle, hvilket er en samling af djævle, som er sammen dér. 79va [158a]|Midt i den dal, op ad et bjerg, er der ganske synligt åbenbaret et djævlehoved, som når ned til skuldrene; og intet menneske tør se direkte på det hoved for uhygge og rædsel. Når nogen ser på ham, ser han igen og drejer øjnene med et grusomt ansigt, og hans øjne gnistrer som en flammende ild, og andre djævle farer i vejret i dyre- og fugleskikkelse og råber og truer ad de mennesker der kommer derind. Derinde er der også mørke og røg og ubehagelig stank. De 79vb [158b]|mennesker der vil gå derind, synes at der lige i indgangen ligger meget guld og sølv og kostbare kar og stoffer og mange forskellige kostbare sager, hvilket uden tvivl alt sammen er djævlens gerninger og uhyrer. Mange gale mennesker er tidligere gået derind af grådighed, og de går stadig derind for at hente guld og sølv og rigdomme. Få af dem der går derind af den grund, kommer ud igen, men kristne mennesker der har den rette tro med fuldkommen anger 80ra [159a]|og skriftemål, og som er beskærmet af Vorherres legeme og vil udstå en straf for deres synders skyld og fremdeles vil vogte sig for synden og betegner sig med det hellige kors – jeg mener nok at de kan gå sikkert ind og ud igen til deres liv. Men de bliver ikke fri for den store fare, grusomhed, slid, sorg og pine som bliver dem til del for de synders skyld som de har gjort.