© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Jeg må sige jer at da jeg med mit selskab på fjorten mænd fra mange 80rb [159b]|lande mødtes, drøftede vi længe om vi ville gå ind. Nogle af os tilrådede det, andre frarådede det. Men i vores gruppe var der to munke af den hellige Frans’ orden fra Lombardiet som ikke tog meget hensyn til sig selv. De beroligede os og mente at vi skulle gå ind, og sagde: »De der vil skrifte og tage imod Vorherres legeme, dem følger han.« Dermed blev vi alle enige om at vi ville gå ind. Derefter måtte hver især klare sig så godt som Gud gav ham nåde til. Så trådte straks fem af os frem, 80va [160a]|og de ville gå i forvejen. To af dem var fra Grækenland og tre fra Spanien. De gik en anden vej ind end os. Dem så vi aldrig siden. Hvor de blev af eller hvad der hændte dem, det ved vi ikke.
Vi ni der så var tilbage, gik uden et ord frem i dalen, hver med den gudfrygtighed han kunne samle i sit hjerte, og så snart vi var kommet lidt ind, så vi at der lå store bunker af guld og sølv og kostbare kar. Så siger jeg sandelig at jeg ikke rørte noget af det, for jeg forstod udmærket 80vb [160b]|at det var Djævelens svig og falskhed. Med det ville han fylde vores hjerter med tåbeligt begær og grådighed. Jeg passede på mit hjerte så godt jeg kunne, og holdt mig til den gudfrygtighed jeg havde. Da vi gik fremad, skete det i mørke, og vores gru og rædsel voksede mere og mere, for alle vegne rundt om os og under vores fødder så det ud som om der lå døde kroppe, og nogle af dem var der stadig liv i; når vi trådte på dem, gav de sig, og nogle af dem knurrede og jamrede, hvilket 81ra [161a]|jeg ikke tror var andet end Djævelens gerninger, for der kunne ikke på kort tid være kommet så mange mennesker derind af egen fri vilje som vi oplevede at der lå dér døde, og nogle levende. Hvis de var kommet derind længe før, ville deres kroppe have været rådnet eller ædt.
Da vi var kommet omtrent en mil ind i dalen, fandt vi en god vej. Derefter forsvandt dagslyset for os, og vejen blev meget snæver og ujævn og dårlig. Da så vi billeder af Djævelen oppe i luften til begge sider i skikkelse af frygtelige dyr og fugle, som gav mange 81rb [161b]|grove og uhyggelige lyde fra sig. De snerrede og skar tænder og åbnede deres gab som om de ville sluge os, så vi fra tid til anden talte sammen og bestyrkede hinanden i at vi skulle være hårde og trofaste og ikke blive bange.
Da vi havde gået omkring to mil, var dagslyset helt borte så ingen kunne se hinanden. Da fik vi flere plager end dem vi havde været i før. På jorden rundt om vores ben og op på vores skinneben løb noget der lignede dyr af mange slags: bjørne, svin, ulve, geder 81va [162]|og andre dyr, og de stødte os ind i hinanden så vi faldt ned på hænderne, på knæene og ned på hovedet og nogle gange helt ned på jorden. Og derudover kom der store mængder af vind og storm og torden og lynild og hagl og regn så jeg aldrig har set så meget på noget tidspunkt i alle mine dage. Det slog os ofte til jorden, og vi led større nød end jeg nogensinde kan beskrive. Fra tid til anden følte vi hårde slag på siderne og skuldrene og på vores maver og på vores rygge, nogle hårdere end andre. Jeg kan tænke mig at vi hver fik efter 81vb [162b]|vores handlinger, og da vi var kommet nær midten af dalen, var vi meget trætte, elendige og kraftesløse af alle disse plager og pinsler. Da fik vi hver et voldsomt slag så vi alle styrtede til jorden og lå der i nær ved to timer som om vi var døde. Og mens vi lå der, så vi hver især et ganske forunderligt åndeligt syn, som overgår al skrift og tale. Det syn jeg oplevede, tør jeg hverken at tale eller skrive om. De andre, mine rejsefæller, turde 82ra [163a]|heller ikke tale eller skrive om noget af det de oplevede, med undtagelse af det vi håndgribeligt så og tydeligt oplevede.
Det nævnte slag fik vi ikke alle på det samme sted, nogle på halsen, andre på brystet og andre på ribbenene og andre på bagen, andre på skuldrene. Hver af os havde bagefter et mærke så stort som en mands hånd der hvor han var slået. Mit slag fik jeg på halsen så jeg ikke kunne forestille mig andet end at mit hoved havde været af halsen, og mit slag forblev i atten år så sort som det var den første dag jeg fik det. 82rb [163b]|Senere blev det noget hvidere, og det forbliver det indtil den dag jeg skal dø.
Da vi med Guds hjælp var kommet nogenlunde til live igen efter det slag, talte vi til hinanden og hjalp hinanden på benene igen. Derefter lysnede det noget foran os som røg, og så kom vi ind til midten af dalen, hvor den også blev noget bredere. Der fik vi øje på det frygtelige djævlehoved der er beskrevet ovenfor. Derpå mærkede vi en ubegribeligt fæl stank og røg. Da ville vi gerne have flygtet fra det sted hvis vi 82va [164a]|havde kunnet, på grund af den rædsel som vi fik af dette hoved. Vi var dybt forfærdede. Vi turde ikke gå tilbage igen den vej vi var kommet; vi var heller ikke kommet levende igennem. Vi turde næppe heller gå fremad, men vi måtte gå fremad. Vi gik så fjernt vi kunne fra det hoved og den djævelskab. Heller ikke se derhen eller på hvad er skete, turde vi af bar skræk og rædsel. Så vi gik fremad og satte alt vores håb og al fortrøstning til Guds nåde.
Derefter kom vi ind i et mørke, og blev mødt af voldsom storm, torden, 82vb [164b]|lyn, hagl og regn så vi led stor nød ligesom da vi gik ind. Der kom også frygtelige dyr mod os og væltede os omkuld og stødte os til jorden som de havde gjort tidligere. Jeg selv blev væltet om og slået til jorden mere end 500 gange under denne vandring ind og ud. Men derefter, da vi havde vandret en tredje mil udad, begyndte vi at skimte dagslyset. Da fik vi håb og hvilede os og priste med hænderne hævet mod himmelen den almægtige Gud, som havde givet os styrke og hjulpet os gennem 83ra [165a]|denne rejse. Vi var lykkelige over at vi ikke havde mistet nogen af os ni som var gået ind sammen. Og dog så vi stadig djævlene fare rundt i luften med underlige og rædselsvækkende bevægelser, og jeg kan virkelig ikke på nogen måde til fulde beskrive alt det jeg dér udstod, følte og så, for de var meget grufulde og rå. Jeg turde heller ikke se på det hele for ikke at miste den gudfrygtighed jeg da havde. Jeg har heller ikke kunnet huske det for den store sorg og smerte jeg dengang oplevede.
Da vi kom ind på den fjerde mil, fandt vi 83rb [165b]|døde kroppe under vores fødder ligesom dem vi fandt da vi gik ind. Da vi derefter kom til den yderste ende af dalen og skulle forlade den, lå der guld og sølv og mange kostbarheder, som ingen af os rørte.
Nu, kære venner, beder jeg alle jer der læser dette, prise den almægtige Gud, som dengang i sin store nåde og miskundhed frelste os ud af den nød og pine og det mørke vi var kommet i, og som vi selv valgte at udstå for vores ungdoms synders skyld. Jeg ville aldrig nogensinde råde nogen af alle dem der spurgte mig til råds, til at gå 83va [166a]|derind. Da vi derefter nåede frem til mennesker og huse, måtte vi blive der en tid og opfriske os med mad og bad og læge de sår og slag vi havde fået, og hver enkelt bestemte sig for hvad han så ville foretage sig. Derefter rejste vi hver især derhen hvor Gud gav os lyst til at tage hen.