47. Om den ø der hedder Brahmanernes Ø og om andre øer

Denne ø ligger omtrent midt i Jon Præsts rige, og det folk der bor der, er hedninge. De har en god, simpel og naturlig levevis. De er ikke grådige, ikke hovmodige, ikke misundelige, ikke arrige, ikke ødsle; de sværger ikke, de lyver ikke, de bedrager ikke hinanden, de udfører korporligt arbejde, og de overholder et naturligt bud idet de gør mod hinanden 85vb [170b]|som de ønsker at andre skal gøre mod dem. De beder til den gud der har skabt alting, og håber fra ham at få det Paradis der er på jorden. De spiser og drikker kun lidt, og lever derfor længe. Når nogen af dem handler i strid med deres sædvaner eller lov, forviser de ham straks fra landet, og eftersom de lever et retfærdigt, enkelt liv, oplever de aldrig pest, krig, storm eller hungersnød. Der løber en stor flod gennem byen som kaldes TheneA, den giver fisk at spise og vand til planter til deres ernæring. Derfor ville kong Alexander drage i krig 86ra [171a]|fra Grækenland mod dem og underlægge sig dem, og han skrev en krigserklæring til dem. De skrev tilbage til ham blandt andet at de ingen kostbarheder havde i deres land som var noget værd for sådan en herre kunne. De var ikke bange for at miste noget som helst, ud over den gode fred som de havde haft uantastet indtil da. Derefter fik kongen andet at tage sig af, og kort tid efter døde han, og Gud lod dem beholde den fred som de før da havde haft for deres simple godhed. Tilsvarende får de der krænker ret og skel og fred, alle hurtigt ufred.

86rb [171b]|Der er en anden ø, der hedder PithanA. Der bor kun få og små folk, der er lidt højere end pygmæer og har smukke ansigter. De spiser aldrig, men de har en slags æbler som de altid bærer på sig, og lever af den lugt de afgiver. De der ikke har æblet med sig, visner straks og dør inde den tredje dag. De er ikke særlig kloge og laver ikke andet end det tøj de har behov for. De lever ikke længere end tolv år.

Der er også en anden ø, hvor folk er vilde som dyr og meget stærke. De går klædt i deres eget hår. 86va [172a]|De er også helt lodne bortset fra ansigtet og hænderne. De jager og fisker, og det de fanger, spiser de råt. Hen over den ø løber en flod som hedder BuemarA. Den er to en halv mil bred. Vi turde ikke sejle over den, for på den anden side er der en stor ørken, femten dagsrejser lang eller mere, og der var mange forskellige mærkelige og farlige dyr og slanger, drager, gribbe, hugorme og andet af den slags så selv 100.000 bevæbnede mænd ikke ville kunne komme gennem til Solens og Månens Træer som jeg havde 86vb [172b]|tænkt mig. Men det siges at Alexander den Store var der dengang han regerede, og talte med Solens og Månens Træer, og han fik svar af dem. Ved de træer vokser der også balsam, som er så god at den ikke findes bedre noget sted i verden. Det siges også at de folk der bor i nærheden, af og til får frugt af dem og af denne balsam, og derfor lever de dér i 400 år og mere. Hertug Otger af Danmark var der og talte med disse træer og spiste af frugten og af balsammen, og derfor er der 87ra [173a]|nogle ufornuftige mennesker der mener at han stadig lever et eller andet sted på jorden. Jeg tror snarere at han lever hos Gud i Himmerige fordi han arbejdede så meget for den hellige tro og kristendommens udbredelse.

Hen imod de østlige lande i Indien er der et stort rige som hedder TaprobaneA, og som er rigt på alverdens varer. Der sejlede vi til på otte dage. Dér skal de altid vælge deres konger. De tager ikke hensyn til kongens slægt eller fødsel når de skal vælge. Det er et af de femten omtalte kongeriger som Otger erobrede. Der er to somre og to vintre, og man kan altid finde grøn 87rb [173b]|frugt. De der bor der, er meget hæderlige og høflige. Der kommer ofte købmænd dertil og handler med dem. Mange steder bor der kristne mennesker, som er meget rige. Der ligger to øer, den ene hedder TrilleA, den anden hedder OrgitaA. På den ene er der miner, hvor der udgraves og renses guld, på den anden sølv.

Der løber et rødt hav frem som er adskilt fra Det Vestlige Hav, og på øen Trille finder og udgraver mænd, kvinder og børn, der er oplærte i det, meget kostbart guld. I bjergene er der også særlige dyr, der ser ud 87va [174a]|som myrer og er på størrelse med katte. Disse dyr graver guld, renser det og bærer det ud og ind under store anstrengelser, og man kan kun få det fra dem med stor behændighed fordi det er så farligt. Fra tid til anden kan de dog få fat i det når det er meget varmt og dyrene ligger og hviler sig. Så sniger de sig med dromedarer eller heste til i en hast at tage hvad de kan få fat i, og bringe det bort. De plejer også at tage guldet på denne måde: De tager en hest der netop har født sit føl, og hænger to store kurve af frisk træ på den så de hænger 87vb [174b]|ned mod jorden, og lader hesten blive godt sulten. Så lukker de føllet inde og driver hesten op på bjergene dér hvor dyrene er, og lader den gå og græsse. Når dyrene får øje på den, løber de ud og leger med hesten og med de kurve den har på. Det ligger i deres natur at altid vil fylde det de ser er tomt. Derfor løber de som en leg hen og henter guld og putter det i kurvene. Når menneskene så er sikre på at kurvene er fulde, lader de føllet komme ud og vrinske efter moderen, og når hun hører det, kommer hun travende med kurvene 88ra [175a]|fulde af guld. På denne og andre måder får de guldet fra dyrene.