50. Om affattelsen af denne bog i den ærværdige by Liège

På hjemvejen fra det netop omtalte rige kom jeg til mange 92vb [184b]|store øer der hører til Tatarien, og hvor jeg så mange usædvanlige, bemærkelsesværdige og utrolige ting. Jeg har ikke skrevet en hundrededel af det jeg har set og hørt, og jeg kunne heller ikke huske det hele. Der er også meget jeg for høfligheds skyld har forbigået og fortiet af det jeg kunne huske. Jeg vil også lade dem der har været i de lande før mig, og dem der skal komme der efter mig, skrive noget. Derfor vil jeg afslutte og forkorte mine ord her for denne gang.

Da jeg ankom til den gode by Liège – det var i år 93ra [185a]|1355 efter Vorherres fødsel – og lå syg dér i en gade der hedder Basesa, havde jeg besøg af nogle læger der fra byen, og blandt dem der kom, var en gammel, gråhåret mand, der var klog og meget erfaren i sit fag. Han hed magisterA Johannes de Barbam. Vi talte sammen så længe at vi kom i tanke om et gammelt venskab som vi havde haft sammen hos sultanen i Kairo, og som jeg har nævnt før. Da han havde udøvet sit fag på mig og helbredt mig for min sygdom, rådede han mig til at 93rb [185b]|skrive noget af det jeg havde set og hørt på min lange pilgrimsrejse, sammen så folk kunne have det at læse efter min død. Derfor affattede jeg denne bog, hvad jeg dog ikke havde tænkt mig at gøre før jeg var kommet til England. Jeg tror det var en særlig bestemmelse fra Gud at jeg drog ud på denne lange rejse, for efter at jeg drog af sted, kom to af vores konger af England i krig indbyrdes og raserede land og rige med rov og brand og drab. Hvis jeg var blevet hjemme, 93va [186a]|var jeg død for længe siden, eller også havde jeg begået mange grove synder, hvilket jeg nu med Guds hjælp har undgået.

Det er nu 33 år siden jeg drog ud, og jeg befinder mig nu i den nævnte by Liège, som ligger to dagsrejser fra Det Engelske HavA, og jeg har nu sikker information om at de to konger har forliget sig. Derfor begiver jeg mig nu hjem til England, og med Guds hjælp vil jeg nu leve i ro og mag i min alderdom og for min sjæls salighed skyld tjene den almægtige Gud, som vil give mig og alle der tjener ham trofast, 93vb [186b]|evig fred og glæde med sig i Himmerige. Amen etc. slut.