49. Aff væyen til riggæ jgeen fram at eet rigæ Cassan oc Ribok oc aff ten rigæ Epolone

Capitulum 49.

Aff te stikcæ som iek saa oppa myn hiemwey ta iek tæden ford, vel iek scrifuæ nogræ ord. Myn vey fall frem at ten nørræ sidæ jgiømmæn Presbitteri Johannis keysærærigæ, først til land oc saa til skibs. Wy seyldæ meth Gutz hielp frem at mangæ øør mangæ dagsferd oc kommæ til eet rigæ hether Kassan. Thet 90ra [179a]|er oc eet aff tee femten rigæ som foræ ær screfuit aff. Thet er trysinztyuæ dagsferd lankt oc hoos trætyuæ dagsferd breth, oc er tet nafnkundestæ oc bæstæ aff allæ te andræ rigæ. Tok kommæ enghæ kiøpmen tid aff cristindommend. Man skal nøuæ tenkæ nager ting som menniskæ behøfuer, at man finner ther ey nagit aff. Thet rigæ er fulth aff godæ kiøpstæder oc aff folk, sa at man finder j een godh kiøpstæd oppa huer halfuæ dagsferd. Ther er oc een mektik koning; han hafuer een deel aff rigit aff Presbitero Iohanne oc een deel aff Grantkan.

Thernest foræ vy ud aff fornefndæ rigæ oc kommæ til tet rigæ Ribok, som oc 90rb [179b]|er eet aff te femten rigæ. Tet er eet got rigæ stor oc bret oc fult aff allæ honnæ rigdom. Thet holler keysæren aff Tartaren vnner sek. Ther eer een mektik stad ouer allæ te andræ; ther hafuer koningin eet skønt palatz, oc ten øpperstæ affgudæbescoph, som ther hether labassy, han hafuer ter eet heterlict sædhæ. Alt folkit som j righit er, giør hannum lidelssæ oc er vnner hannum ligerviiss som cristnæ vnner paffuen. Han byuder och velsiner oc gifuer prester therris afgudeslæn oc beneficia. Oc allæ stader eræ ther mwritæ met sortæ oc huidæ stenæ firækaant. The hollæ sa megin høytid 90va [180a]|aff therræ offer huilkit tee offre therris affgud, at spiltæ nagher mand een taar menniskessblod eller aff fææ, tet tee offræ, ta gullæ tet hans liff.

Tee hafuæ ter oc saadan sedh ath nar een man ther døør, ten som nafnkundic eer, ta skal hans søn eller næstæ arwing tilsammæn byudæ allæ venner oc frendher oc hetenskæ prester. Tee følghæ allæ then dødæ kropp oppa eet høyth bierg. Ther gaar then verdicstæ prelatæ frem oc sker hofuidit fran then dhødæ oc faar thet hans søn eller hans arwing udi een desk aff guld, och thernest syungæ te een sinnerlich sangh oppa 90vb [180b]|therris maal. Ther sankcæss ta mangæ honnæ fulæ — ørnæ, rafnæ, kragher oc andræ fulæ — oc prelathen hugger chroppæn j sma stikcæ oc kaster thet foræ thøm. Tee menæ vesth at thet er alth Gudz englæ, oc skullæ føræ hans kropp udhy Paradiis. Men tettæ skeer eller gørs, ta syunghæ tee gantzæ gudælighæ som wy giøræ pro defunctis: sub uenite sancti angeli et cetera. Oc tet som te siæ, tet er sa megit at siæ: »Seer, allæ, huor hellikt ok rethuisth tettæ menniskæ wor huilken Gutz ænghlæ nw føræ in udi Paradiis.« Ternest tha gaa thee allæ heem meth sangh, oc arwynghænæ 91ra [181a]|giøræ thøm eet goth gestæbud, oc foræ ten sistæ reth faa te huer therræ eet stikcæ aff ten dødiss hofuith, vel sadit och tilreet, oc drikcæ allæ ud aff hofuitskallen, huilken arwingænnæ ladæ uell polleræ oc rensæ oc drikcæ ther siden alltid aff ten dødæ til ammynnelsæ.

Jtem fran tettæ fornefndæ righæ oppa myn hiemferd ty dagsferdh er een stor øø oc rigæ oc een koning, megit mektik oc righ, oc aff alt tet som iek ther saa, vel iek siæ eet oc thermeth endæ. Ter bodæ een man, then rigesthæ som j alt thet righæ vor, han bar oc alltiid kostæligæ clædher. Han ood ouermadæ skinligæ 91rb [181b]|oc cresligæ. Han villæ ey hedæ herræ, ey førstæ, ey hertug, ey greuæ, ey banæræherræ, ey riddæræ. Tok wor han een herræ ouer nager margreuer oc banæræherræ. Hans gotz oc rentæ løbh huer aar ouer trætyuæ cuman gildennæ, oc huert cuman giør ty tusennæ gildennæ. Han skøttæ enghinting, udhen allenæstæ at lefuæ cresligæ effter sith legemmes løsth udi tettæ verdhen, oc therforæ burdhæ hannum at jordis udhy heluites affgrund meth ten righæ Epulone. Tennæ forscrefnæ lefnit hafuer han eruith effter sinæ forældræ, oc hannum skall han oc ladæ sinæ 91va [182a]|effterkomæræ, arwinghæ. Han boor udi eet palatz kostælict som thet voræ een keysæress palatz. Tet eer een mill omkringh oc mwrith meth kostælich gerningh. Therudi hafuær han træægardhæ oc wingardhæ, keldher, rynnendæ vaten oc søæ oc yrtægardh ok skiønæ salæ oc herbæræ giordæ indæntil meth guldh oc kostælighæ malæthæ. Han hafuer och eet skønt sinnerlicht mak mit udi salen, som kostæligæræ eer aff gerning end allæ tee andræ, bigd oppa tree pellæræ lighæsom thet worræ een aff woræ kyrker, all sammæn forgilt meth 91vb [182b]|subtiil gerning.

Han gaar sielden eller aldræ udh aff thet palatz; han gar terinnæ oc spacerer naar hannum løster met eeth tall skønæ iomffruær, oc te ledæ hannum oc bæræ hannum melløm therræ hendher nar han nogher stædh aff salen ud gar, sa at han j tessæ madæ oc j mangæ andræ madhæ hafuer sin løsth til allæ sinæ feem sin: Til sin døøn met vell-luctendæ yrtir oc meth all annit thet som vell-lucter. Til sin følelsæ meth alt tet som leen oc bløt er, oc meth skønæ iomffruær, som altid hoos hannum æræ. Til sin tæff meth wæltæfuændæ madh och dryk til sin welgæ. Til 92ra [183a]|sin seendæ meth alt tet som løstælicht oc hans øuen behøfuælict er. Til sin hørennæ meth søder sang oc lyufligh snak och tiltalelssæ, sa at han entæ faar at høræ uden tet hannum uelbehauer. Han hauer och altidh hoos sek halfftrediæsinztyuæ udualdæ skønæ iomfruær, som hannum altid varæ tagher oc tiænæ effter all hans velliæ til hans bord, til hans drik, til hans seng oc til hans løsth. Nar han sider ued sith boer, tha bæræ tee hannum alltiid feem rettær til hobæ in meth sød sang oc løstælich, oc sommæ aff thøm tee bytzæ foræ hannum oc skæræ hans mad j sma stikcæ, sommæ stingæ madin udi 92rb [183b]|hans mund, oc sommæ strigæ hans læbæ meth eet rent clædæ, ty at hans egnæ hender ligghæ kwæræ oppa bordit. Saadan lefnit hauer han huer dagh. Han beuærer sek meth engæ te stikcæ som han kan hauæ vmagæ eller mødæ aff. Sa lefuer han all sin tiidh frem udi legemmens velløsth. Oc forty han lefuer som eet swiin meth kropphen, tha skal heluætæ tagæ ued siælen nar han dør. Oc som iek sadæ, at han leger hennernæ quæræ oppa bordit, han kan entæ tagæ eller hollæ meth hennernæ forty at hans neylæ æræ gantzæ langæ och chrogædæ voxnæ, thy at the skæres aldræ. Te hollæ tet 92va [184a]|foræ stor ædlæhed ter udi rigit at ladæ sinæ neylæ voxæ, oc mest meth thøm som tiænæræ hafuæ som thøm tiænæ mwæ. Sommæ te hafuæ sa langæ neylæ oc krogædæ at therræ hender sinæs som te woræ vapntæ. Oc allæ ædlæ qwinnæ hafuæ sma føder aff therræ ædlæhed. Te pleyæ at bindhæ therræ fødher hordæligæ nar te liggæ j voggæ, sa at tee ey faa therris halfuæ voxist som tee ellers fongit hadhæ et cetera et cetera.