previous next

Hun fandt der et spedalsk menneske og gav ham noget af urten at drikke, og i samme øjeblik blev han helbredt. Deraf gik der rygter over hele landet, at der var kommet en fremragende læge, meget klog og vis.

Og da var ridderen som havde myrdet sin brors barn, blevet spedalsk. Da herren hørte om hende, sendte han bud til hende og bad 34r [67]|hende ydmygt om at komme og helbrede hans bror af spedalskhed. Hun kom til herren og sagde: »Hvis jeres bror vil blive helbredt, skal han fortælle højt om sine synder og ugerninger til jer, mig og syv andre.« Da svarede den spedalske ridder: »Jeg vil hellere dø end nogensinde gøre det!« Hans bror sagde at han absolut skulle gøre som hun havde sagt. Så begyndte han at fortælle en del af sine synder, men han turde ikke sige at han havde myrdet barnet. Da sagde kvinden: »Her skjules der stadig noget. Det skal han nødvendigvis fremsige hvis han vil have sin helse igen.« Da sagde ridderen: »Sig nøjagtig frem alt det der tynger dit hjerte!« Han svarede: »Jeg har begået en synd mod dig, som jeg på ingen måde tør sige.« Broren svarede: »Sig dristigt frem! Jeg lover dig på min ære: Jeg vil tilgive dig alt.« Da gik det op for ham hvor løgnagtigt hans bror havde bagvasket den ærlige kvinde, og at han — drevet af det had han havde til hende da hun ikke ville lade ham få sin vilje — havde myrdet barnet ved siden af hende og stukket kniven i hendes hånd. Da blev den hæderlige herre af hele sit hjerte vældig vred på sin bror og bekymrede sig mere om den ærlige kvinde end om sin søns død og sagde: »Tænk at den gode kvinde skulle miste livet så uretfærdigt! Det vil jeg angre så længe jeg lever.« Da svarede 34v [68]| kvinden: »Jeg er en og samme kvinde, kære herre! Besvær jer ikke for min skyld! Gud og Jomfru Maria har hjulpet mig af mine sorger.« Og så gav hun urtedrikken til ridderen og han blev straks helbredt. Derpå ville hun rejse videre, men herren bad hende blive og lovede at han ville sørge for hende så længe hun levede. Hun takkede ham men rejste sin vej til Rom, hvor hun var ukendt for alle og helbredte mange for spedalskhed.