Da kejseren hørte om hende, sendte han bud og lod hende komme for sig og bad hende af hele sit hjerte om at helbrede hans bror for spedalskhed. Hun svarede: »Det vil jeg gerne gøre med Guds hjælp, dog på den betingelse at han bekender sine synder højt for paven, jer, mig og hele det romerske råd.« Da svarede den spedalske bror at han hellere ville dø. Kejseren sagde at han absolut skulle gøre det og lod hele sit råd møde op sammen for paven. Da sagde den spedalske til sin bror, kejseren: »Jeg har begået en synd mod dig. Hvis jeg bekender den, lader du mig ikke leve.« Kejseren sagde: »Vær ikke bange og sig frem! Jeg vil tilgive dig alt.« Da begyndte han at fortælle det hele ord for ord fra start til slut, om hvordan han havde bagvasket kejserens hustru så falsk og uretfærdigt. Da kejseren hørte det, begyndte han 35r [69]|at græde og fik det så forfærdelig dårligt. Og alle de der var til stede — kejseren allermest — græd og sørgede over den ædle fyrstinde, at hun var blevet behandlet så skammeligt uden skyld. Da gav hun urtedrikken til kejserens bror, og han blev straks helbredt. Derefter sagde hun til kejseren: »Herre, jeg er en og samme jeres hustru som har lidt denne sorg uden skyld. Velsignet være Gud og Jomfru Maria, de har hjulpet mig af min sorg.« Hvor lykkelig og glad kejseren da blev, og hele det romerske råd og almindelige mennesker med! — det er ikke til at beskrive.