169v|Her vil jeg fortælle et eventyr
for hvem der vil lytte til det,
om en stor og mægtig konge;
der er ikke mange som ham i dag.
Ved en by der hed Konstantia,
der lå det slot han boede på.
Tolv konger kan jeg nævne
der alle måtte betale ham skat
og være ham til tjeneste;
det kan jeg i sandhed fortælle.
Nu havde Gud bestemt
at hans dronning ingen sønner kunne få.
Dog havde han mange døtre,
som var smukke og meget skønne.
Den yngste, hvis I vil vide det,
– Konstantianobis var hendes navn –
hun var så smuk en jomfru
at ingen andre var hendes lige,
hverken i kløgt eller evner.
Hun var en blomst der overgik alle.
Da hendes far forstod
at hun var så klog, den gode jomfru,
fik han hende sendt til den sorte skole
for at møde og modtage lærdom.
I tre år var hun dér
og lærte alle de kunster de havde.
Og da de tre år så var gået,
sendte han bud til hende
170r|at hun skulle komme hjem igen,
hvad hun også ufortøvet gjorde.
Da jomfruen nu kom hjem til landet,
var det ganske klart for hendes far
at hun var så klog og vis
som nogen magister i Paris,
og var den klogeste af dem
der boede i alle hans lande.
Men efter et halvt års tid
blev han syg, den gode konge,
og mente han ikke kunne leve.
Han kaldte da riddere og svende sammen
og gav dem den besked
at han ikke kunne være deres herre længere.
»Derfor råder jeg alle jer herrer
til at gøre min datter til dronning,
den yngste, hvis I vil vide det,
– Konstantianobis er hendes navn –
og love at tjene hende.
Jeg siger jer med det samme
at ingen fyrste kan skade jer
så længe hun bestyrer landet.«
De svarede ham som I må høre:
»Herre, vi gør med glæde
det I beder om og råder os til,
hvis det kan ske uden skade for os.«
Da han var død, den mægtige konge
– det siger jeg jer i sandhed –
blev han fulgt til graven med værdighed
som en fyrste bør.
170v|Den yngste datter jeg nævnte før,
kaldte så snart efter
riddere og svende sammen,
og de lovede alle at tjene hende.
