171v|Jomfruen som jeg talte om,
sørgede så med trolddom for
at hun samme aften ankom dér
hvor Persenober var.
Hun sørgede også med trolddom for
at ingen kunne se hende.
Så betragtede hun den gode junker
på gulvet hos kongen hvor han stod.
Han behagede hende meget,
det kan jeg sige jer ganske sikkert.
Da hun havde set på junkeren,
hvilket var hvad hun kom der for,
tøvede hun ikke længe,
men øvede snart sin trolddom igen,
det kan jeg sige jer uden at lyve.
Samme nat kom hun hjem til sit land,
og hverken mand eller kvinde,
vidste hvad jomfruen foretog sig.
Men da nu, en kort tid efter,
kongen af Frankrig fik lyst til at ride
i skoven på jagt efter hjorte og hinde,
var Persenober med i hans følge.
Da kongen red ind i skoven,
kom en hjort løbende frem
og løb hurtigt igennem skoven.
Persenober, den ædle mand, løb efter
og fulgte hjorten så længe
at han ikke vidste hvor hans herre var.
Det blev nu hen ad aften
172r|og han red stadig efter hjorten;
han red så længe, den ædle mand,
at han kom ned til stranden
og så et skib foran sig dér.
Da vidste han ikke hvor hjorten var.
Natten kom hurtigt over ham,
han vidste ikke hvorhen han skulle.
Så kom han til at tænke:
»Nu hvor det er gået sådan
at jeg er kommet bort fra min herre,
bliver jeg beklemt om hjertet.
Men nu hvor jeg er kommet her,
vil jeg gå ind på dette skib
og blive der natten over
og tage det som Gud nu vil det.«
Skibet som jeg talte om,
de sejl der var på det,
var prydet smukt med guld
og besat med ædle stene,
tovværket var af den rene silke,
og meget andet vidunderligt var der:
Masten var af det pure guld,
den var også besat med kostbare stene.
Hvad skal jeg sige mere om det?
Han gik om bord på skibet
og lod også sin hest springe ind.
Han så hverken mand eller kvinde derinde
172v|da han kom om bord, den ædle mand,
det kan jeg sige i sandhed.
Derinde fandt han så
at mad og vin stod rede,
og foder og krybbe til hesten.
Der var også bygget en seng,
redt med det dyreste klæde
som en konge kunne ligge på.
Tidlig om morgenen da det blev dag,
stod junkeren op.
Han så ud over havet,
og straks gik det op for ham
at han var ud for en mægtig by.
Han var ikke meget glad
for at det var gået sådan
at han var dér i et fremmed land.
Da tænkte han ved sig selv:
»Herre Gud, du må hjælpe mig
så jeg kan få at vide
hvad det mon er for en mægtig by.«
Da den ædle mand havde tænkt sådan,
lod han sin hest springe ind på land,
og red så straks ind i byen.
Han var ikke meget glad,
for han kunne ingen mennesker finde,
hverken mand eller kvinde.
Da han ingen mennesker så,
begyndte han at tænke:
»Herre Gud, hvad mener du med
173r|at jeg skal gå her ganske alene?«
Han red da endnu videre frem.
Et mægtigt slot lå uden for byen.
Da blev han bekymret:
»Herhen vil jeg på stedet ride,
så vil Gud vel sørge for
at jeg enten ser eller hører nogen.«
Da han kom hen til slottets port,
– derover stod et mægtigt tårn –
åbnedes porten i samme nu,
og junkeren red så straks derind.
Hurtigt førte de hesten bort,
men han så ikke hvem de var.
Så blev han fulgt ind i stuen.
Der så han hverken mand eller kvinde.
På bordene lå hvide duge,
og der brændte lys i hvert et hjørne.
Stuen var lys som krystal,
men han så ingen mennesker.
Det smertede ham dybt i hjertet
at han hverken så eller hørte nogen.
Han tænkte så ved sig selv:
»Herre Gud, hvad mener du nu?
Jeg er jo skyldig at dø for dig
fordi du selv led døden for mig,
lige så godt nu som en anden gang,
så er mine sorger glemt.«
I samme øjeblik så han nu
mange blus komme ind i stuen.
Han hørte fløjte- og harpespil,
men hvem der spillede, så han ikke.
Så kunne han forstå
173v|at en fornem jomfru kom derind,
som blev fulgt ind i stuen for at spise.
Han sad nu der og blev ganske stille.
Derpå kunne han mærke
at der rundt omkring ham kom mange hænder
og fulgte ham bort, den ædle mand,
med jomfruen for at vaske hænder.
Derpå blev han sat til bords,
ingen sagde det mindste til ham.
Som han sad der, forstod han nu
at han skulle spise af fadet med hende.
Der sad han så, den ædle mand,
det kan jeg sige i sandhed,
han var så ræd som en hare,
for alting skræmte junkeren.
Der kom også vin i kostbare kander,
men hvem der bar dem, så han ikke.
Han mærkede også, den gode junker,
at der ved jomfruen stod en mand med en kniv
og skar et stykke for hende,
og samtidig skiftevis et til ham.
Da gjorde han korsets tegn:
»Herre Gud, du må hjælpe mig nu.
Jeg skal spise af denne mad
som jeg ser ligge på dette fad,
og senere drikke hvad jeg kan få,
så må det gå som det kan.«
Der blev sørget for ham på alle måder
både med føde og drikkevarer.
Det der var allerværst for ham, var
at han skulle sidde der helt alene.
174r|Hvad kan jeg mere sige om det?
Den aften blev han siddende sådan
og hørte mange dejlige toner
både på lut, basun og harpe.
Alligevel gjorde det ham tung om hjertet
at han ingen kunne se eller høre.
Hvad mon de derefter foretog sig?
Mange blus dukkede op foran ham.
Da tænkte han ved sig selv:
»Hvad er dog dette for et postyr?«
Han grublede meget over det
og var bange for at de ville ham ondt.
Senere hen kunne han mærke
at der kom mange hænder,
der fulgte ham ud af stuen
til en prægtigt bygget seng,
redt med kostbare stoffer
som en konge kunne ligge på.
Der blev han liggende for en stund
og følte mange sorger.
Senere så den gode junker
at der stod mange blus ved sengen,
og snart efter kunne han mærke
at jomfruen var derinde,
og han tænkte ved sig selv:
»Skal hun mon i seng med mig?«
Så gik alle bort, både piger og svende,
kun jomfruen blev ved sengen.
Derpå satte hun sig på den;
Persenober vendte sig om mod væggen
174v|og tænkte ved sig selv:
»Hjælp mig, Maria, den rene!
Gid hun vil passe på mig nu
så der ikke sker mig noget ondt.«
Jomfruen rørte ved ham med list
og lod som om hun ikke vidste
at junkeren var i sengen.
Hun spurgte hvordan han var kommet der,
og råbte op og sagde:
»Du skal miste dit hoved!«
»Min kære jomfru, ved jeres ære,
jeg ved ikke selv hvordan jeg er kommet hertil.«
Jomfruen spurgte ham så ud:
»Du skal sige mig hvad du hedder,«
sådan talte hun listigt til ham,
hun vidste udmærket hvad han hed.
Han lå der så ræd som en hare
og turde dårligt svare jomfruen:
»Gør med mig, med al respekt,
hvad Gud råder jer til.
Jeg er en fattig svinehyrde,
jeg ved ikke selv hvordan jeg er kommet hertil.
Hvordan jeg end kom ud på denne rejse,
så er mit navn ikke meget værd.«
Jomfruen svarede med det samme
og sagde til junkeren:
»Troede du på at jeg ikke vidste
at du hedder Persenober?
Jeg siger dig lige ud
175r|at du skal vide dette:
Hvis du vil gøre som jeg nu råder dig til,
så vil der slet ikke ske dig noget ondt.«
»Min kære jomfru, jeg adlyder jer
og gør med glæde hvad I beder mig om.
Og I skal vide med sikkerhed
at jeg vil være jeres ringe tjener
og handle efter jeres ordrer,
det skal I få både at se og høre.«
Da svarede den fornemme jomfru ham:
»Jeg siger jer med bestemthed
at jeg vil have dig til herre
og ingen andre i mine dage.
Du skal være et halvt år her
og hver dag nyde den største ære,
men ingen skal få det at vide
andre end dig og mig alene,
og ingen mand skal se dig.
Hver nat skal du ligge hos mig,
men der skal ikke forgå andet
end at du skal ligge ærbart hos mig
og intet utugtigt gøre mod mig
hvis du vil lystre mit ord.
Det siger jeg dig med bestemthed:
Om natten vil jeg snakke med dig,
og det skal være os begge til glæde;
det skal du vide i sandhed.
Men gør dig ingen forhåbninger om
at du skal få mig at se.
Først når det halve år er gået,
med megen glæde og hæder,
og da skal vort bryllup stå.«
Junkeren svarede – det må I høre:
»Min kære jomfru, jeg skal villigt,
adlyde jer på alle måder;
det vil jeg aldrig nægte at gøre.«
Hvad kan jeg mere sige om det?
Det blev så i en måned sådan
at han hver nat lå i hendes arm.
Men det der plagede ham mest,
var at han ingen folk måtte se eller høre;
det var hans største smerte.
