En nat da junkeren lå i sengen
sukkede han dybt,
og jomfruen spurgte straks:
»Hvorfor sukkede du sådan? Svar mig på det.«
Han svarede hende listigt
at han ikke vidste af det.
Men jomfruen svarede ham igen:
»Du har god grund til at sukke nu:
Hedningerne er i din morbrors land
og vil vinde det fra ham.
Hvis ikke du kommer med det samme,
vil de overtage landet fra ham.«
Junkeren svarede – det må I høre:
»Jeg gør hvad I råder mig til.«
Jomfruen svarede ham derpå
og sagde sådan til junkeren:
176r|»I morgen tidlig når du står op,
så vil du finde din hest herude,
lige hvor du forlod den
den aften du ankom hertil.
Rid på stedet ned til stranden
hvor du først kom her til landet.
Du finder så med det samme dit skib,
som du sejlede i over vandet hertil.
Rejs så hurtigt du kan dertil
hvor hjorten blev borte fra dig.
Du skal nok få gunstig vind,
alt skal gå som du ønsker,
og når du kommer derhen,
finder du dér en gammel mand;
guld og sølv har han med sig.
Det vil han tilbyde dig med det samme,
og når du har det guld i hånden,
rid da straks til din morbrors land,
og lad det så over landet rygtes
i øst og vest af hvem der vil høre,
at enhver der vil tjene dig,
giver du det pure guld og sølv.
Når du har samlet mange folk,
så skal du gå i krig.
Og jeg siger dig nu med det samme
at krigen vil du med sikkerhed vinde,
og du skal samtidig vinde den hæder
at du skal frelse din morbrors land.
Når du så har vundet den strid,
uddel da straks både guld og sølv
176v|blandt alle de folk omkring dig
som har tjent dig og fulgt dig med ære.
Send dem hjem med det samme
og kom så straks tilbage her,
og lad din morbror forstå
at det var dig der frelste landet.«
Junkeren svarede – det må I høre:
»Min kære jomfru, at gøre det
som I beder mig om og råder mig til,
det vil jeg bestemt ikke afslå.«
Tidlig om morgenen da det blev dag,
ville junkeren nu stå op.
Da tog de hinanden i favn,
deres kærlighed var tusindfold.
Da han stod op, den ædle mand,
fandt han ganske snart
at hest og skib var rede.
Junkeren rejste derfra,
og det gik ham på alle måder
sådan som jomfruen havde sagt ham.
Junkeren sejlede til det sted
hvor hjorten var blevet borte for ham.
I samme stund han gik i land,
kom den gamle mand hen til ham;
og han tav ikke længe,
men gjorde præcis som jomfruen sagde:
Han havde med sig
mere end fire æsler kan bære,
af det pure sølv og guld
og dertil mange ædle stene.
177r|Han gav junkeren det i hænde:
»Din kæreste gode ven har sendt dig dette,
hende du tænker allermest på,
og som du skiltes fra i morges;
hun bad dig gøre det for din æres skyld.
Du skal kun kort tid være væk fra hende.«
Så snart han fik guldet i hænde,
red han så til sin morbrors land
og lod forlyde over landet
at alle der ville tjene ham,
dem ville han give sølv og guld
indtil de havde pungen fuld.
Han fik så samlet mange folk,
og derpå drog han ud i krig
og optrådte sådan, den ædle mand,
at han frelste sin morbrors land.
Og da han havde vundet krigen,
var alle hans kvaler glemt.
Så kaldte han sine tjenere sammen
og gav dem alle guld og sølv
og delte det hele ud på stedet
ligesom jomfruen havde befalet,
og lod dem samtidig vende hjem.
Hans morbror takkede mange gange
fordi han havde gjort ham den ære,
og bad ham blive hos sig.
Junkeren svarede og sagde nej:
»Jeg har ikke tænkt mig, slægtning, at det skal ske;
jeg vil følge en anden vej.
Må Gud bevare jeres liv og ære.«
Om det vil jeg ikke sige mere.
177v|Han red ned til skibet,
hvor han satte sejl, og inden længe
kom han tilbage igen til sin jomfru
og blev modtaget dér med hæder,
endnu større hæder end før.
Om aftenen da han sad til bords,
sagde ingen et ord til ham.
Om natten da de lå sammen,
talte de meget og morede sig.
Hun takkede da junkeren
for at have optrådt med ære,
og spurgte hvordan det var gået ham
efter han var rejst fra hende.
Han sagde listigt til hende
at jomfruen udmærket vidste det;
hun spurgte ikke den ædle mand
fordi hun ikke vidste det lige så vel som ham.
I en måned derefter blev han der sådan
at han hver nat lå i hendes arm;
om dagen kunne han ingen se
som kunne spille eller le med ham.
Deraf havde han mange kvaler,
men jomfruen gjorde ham glad om natten.
Her vil jeg nu lade sagen stå;
junkeren vandt her megen ære.
