En nat han lå ved hendes side,
følte han atter en vældig angst.
Jomfruen spurgte ham da igen
hvad der var galt med ham nu.
178r|»Min kære jomfru, med al respekt,
jeg ved ikke selv hvad der nu er sket mig,
men jeg kan tydeligt mærke
at det gør vældig ondt i mit hjerte.«
Jomfruen svarede ham rent ud:
»Du har ret i at sukke så sørgeligt nu,
for hedningerne er kommet igen
og gør din morbror megen skade;
de går voldsomt til angreb på ham
og vil brænde hele hans land.
Hvis ikke du snart tager dertil,
vil herren lide sorg og kvaler.«
Da hun sagde sådan, den gode jomfru,
blev han bedrøvet i hjertet
og svarede så respektfuldt jomfruen:
»I må vide, min hjertenskære,
at jeg på alle måder vil gøre
hvad I befaler og råder mig til.«
Jomfruen svarede ham derpå
og sagde nu til junkeren:
»I morgen tidlig, skal du vide,
vil hest og skib være klar.
Begiv dig da så hurtigt du kan,
hen hvor hjorten blev borte fra dig.
Så vil du endnu en gang dér finde
at den gamle mand står klar.
Hvad han dér har med sig,
det tilbyder han dig straks.
Tag imod det med det samme
og drag så til din morbrors land
178v|og optræd derefter sådan
at alle mænd vil tale om det.
Denne krig vil du også vinde,
det siger jeg dig nu.
Når du har vundet krigen,
så uddel guld og sølv
blandt de folk der tjener dig.
Kom så hurtigt tilbage til mig,
og inden en måned er gået,
skal du med den allerstørste glæde
få mig at se,
det kan du være sikker på.«
Da jomfruen havde talt sådan,
svarede junkeren og sagde:
»Min kære, med al respekt,
jeg gør med glæde det I råder til,
lige med det samme.«
Da blev de begge glade,
han kyssede hendes rosenmund,
deres kærlighed grundedes dybt i hjertet.
Senere hen stod junkeren op
og drog straks fra hende og ud af landet
derhen hvor hjorten blev borte fra ham.
Her må jeg med det samme sige
at straks han satte sin fod på land,
kom den gamle mand ham i møde
med meget guld og sølv i hånden:
»Din kæreste gode ven har sendt dig dette,
hende du altid tænker på,
179r|og som du skiltes fra i morges.«
Da han fik guldet i hænde,
red han straks til sin morbrors land
og lod det rygtes vidt og bredt
at alle der ville ride til ham
og tjene ham med ære,
dem ville han give det pure guld.
Derpå red han til kongens gård,
hvor der ikke blev sparet på mjød og vin.
Hans morbror modtog ham med hæder
og bød ham i Guds navn velkommen.
Samtidig modtog ham også
fruer og piger og høviske kvinder;
de hædrede ham på mange måder
og viste ham al den ære de kunne.
Så blev de enige om
– både kristne og hedninge –
om at to skulle træde frem
som skulle stå for kampen;
det ville volde mindre sorg
end hvis så mange folk skulle dø.
Den hedenske konge havde med sig
en kæmpe som både var stærk og dygtig.
Den kristne konge havde ingen
der turde stå op mod den hedenske kæmpe.
Persenober sagde da til kongen:
»Den hedenske kæmpe tør jeg møde
og kæmpe imod.
For ham vil jeg ikke vige en fod.«
Den hedenske kæmpe gjorde sig rede
da han fik denne besked at høre,
179v|at Persenober stod op imod ham
og ville møde ham ene mand.
De tegnede så en kreds på jorden
og ingen af dem sagde et ord.
De fægtede frygteligt med hinanden,
én ville ikke give tabt for den anden.
Den hedenske kæmpe gik ham så nær,
det vil jeg i sandhed sige,
at han nær havde givet fuldstændig fortabt.
Da kaldte han straks på Gud
og bad ham hjælpe denne gang
så han overvandt denne hedning.
Da kom der en stemme der talte
til Persenober og sagde:
»Tænk på din elskede,
der har gjort dig så megen ære!«
Da blev han så fri i hjertet
at han glemte alt om sorg og nød,
og alle de sår han fik,
dem glemte han med det samme.
Persenober huggede da så hårdt
at hedningen ikke kunne skærme sig,
og han huggede hovedet fuldstændig af
så kroppen faldt bagefter.
Da flygtede hedningerne så godt de kunne,
og kom på mange måder galt afsted.
Persenober red tilbage til slottet;
hans morbror var ikke sen til at handle:
Han lod med det samme en læge hente
som skulle forbinde junkerens sår.
Fruer og jomfruer passede ham
180r|lige så længe han lå der.
