Dronningen havde en datter dér,
kongens steddatter var det,
hun fik så kærlige følelser for ham
at hun aldrig ville fra ham
og hendes eneste tanke var
at hun skulle have ham til mand.
Da kongen og dronningen indså det,
spurgte de den gode junker
om han ville blive hos dem
og have den nævnte jomfru.
Persenober svarede med det samme
og sagde nu til den mægtige konge:
»I skal vide i sandhed
at jeg ikke vil blive her længere
og ikke love mig bort til nogen kvinde
før jeg kommer hjem til den fornemme jomfru
som jeg af hjertet elsker
mere end alle andre i verden.«
Da kongen og dronningen hørte
den gode junker svare sådan,
boede hans mor ikke langt derfra.
Kort efter lod de derfor
bud gå ud til hende
med et opbud af riddere og svende
at hun skulle komme til dem med det samme,
og tænkte at det ville hjælpe
at hun gav ham det samme råd
som kongen og dronningen gjorde.
Da denne frue kom,
havde hendes råd heller ingen virkning.
Fruer og piger og høviske kvinder nødte ham,
180v|det hjalp hverken fra eller til.
Svende og riddere nødte ham,
det nyttede heller ikke.
Persenober svarede alle
at han ville ikke blive der længere,
og ingen pige ville elske
før han kom hjem til den fornemme jomfru
»som jeg ærligt har lovet
at jeg aldrig vil svigte hende.«
Hans mor tav ikke længere stille,
hun talte til ham og sagde:
»Jeg beder dig, min kære søn,
sig hvad det er for en jomfru
der har gjort dig den store glæde,
det vil jeg meget gerne vide.«
Han fortalte straks sin mor
hvem hun var, den fornemme jomfru,
og sagde: »Jeg kan ikke se hende,
det bedrøver mig mest,
men hun har vist mig megen ære,
det skal I vide, mor,
og jeg længes virkelig efter hende,
Gud give jeg snart kan møde hende.«
Da moderen hørte ham tale sådan,
svarede hun ham straks:
»Jeg er bange for, min kære søn,
at det kan være en djævel
som du begærer sådan,
og jeg frygter at hun bedrager dig.
Jeg giver dig her en guldring,
når du drejer stenen,
181r|så vil du tydeligt se
hvad hun er for en kvinde.«
Da kongen og dronningen nu forstod
at de ikke kunne ændre hans mening,
lagde de, da junkeren var gået i seng,
den nævnte jomfru hos ham,
og mente så at han skulle få lyst til hende
og samtidig glemme den anden.
Da han vågnede op og så
at jomfruen lå i sengen hos ham,
sprang den gode ridder op
og blev meget vred.
Han klædte sig på, den fornemme junker,
løb til sin hest med det samme
og red så af sted, den ædle mand,
til han kom ned til den strand
hvor hans skib lå rede.
Han satte sejl, det gjorde han,
og sejlede så til den fornemme jomfru
som han altid havde i tankerne.
Den jomfru jeg netop talte om,
hun fik så stort begær efter ham
at hun i det samme blev syg
og sørgede meget over ham.
Da junkeren var kommet hen
hvor han havde længtes efter at være,
blev han modtaget med den største glæde,
det skal I alle vide,
endnu større end før,
det siger jeg jer ganske klart.
Om aftenen da de sad ved bordet,
181v|sagde ingen det mindste til ham,
og han så hverken mand eller kvinde,
det gik junkeren nær til hjertet.
Jomfruen gad ikke sidde længe,
hun lod sin junker føre i seng,
og snart fulgte hun efter selv,
det siger jeg jer i sandhed.
Da de kom sammen i sengen,
talte de meget og morede sig
og tog straks hinanden i favn;
deres glæde var stor og mangfoldig.
Hun takkede samtidig junkeren
fordi han havde optrådt med ære,
og bad ham have tålmodighed:
»Når der er gået en måned,
skal vores bryllup stå,
og så skal du se mig i al min pragt.«
Det blodige tøj tog hun fra ham,
og hun gav ham nyt tøj på.
Han nød megen ære og glæde dér,
alt det gode var rede til ham,
og han havde opnået større ære
hvis han havde gjort som jomfruen sagde,
og fuldstændig lystret hendes ord
– så var han ikke blevet afvist.
Den anden nat, kan jeg nu fortælle,
da han lå der, den ædle mand,
og fornemmede at jomfruen sov,
kom det råd ham i hu
som hans mor havde givet ham
den sidste gang de skiltes.
182r|Han drejede ædelstenen
der sad i den gyldne ring.
Den lyste da så klart
at han tydeligt kunne se
at det var den skønneste kvinde
som nogen kunne finde i verden;
en skønnere jomfru havde han aldrig set
eller nogen sinde hørt om.
Hun var så smuk i enhver forstand
at han ikke kunne holde op med
at betragte den skønne jomfru,
og det kom ham selv til skade.
Lyset stod i hendes øjne,
og derved vågnede den gode jomfru.
Da hun så at hun var forrådt,
skældte hun ham voldsomt ud
og sagde til ham:
»Dit store fjols, hvorfor gjorde du det?
Du har både bedraget og svigtet mig;
det kommer jeg aldig over!«
Hun sprang med det samme ud af sengen,
og havde smerte og sorg i hjertet.
Hun satte sig foran sengen,
og hun græd så meget, det gjorde hun,
og sørgede ganske bedrøveligt,
så ynkeligt græd hun og fældede tårer.
Junkeren lå der i sengen,
han græd og sørgede også
og jamrede voldsomt over
at han var kommet til verden
kun for at han skulle svigte hende
182v|og derved knuse sig selv.
Snart efter bad han jomfruen:
»I skal lade mig miste hovedet,
for jeg ved udmærket selv
at jeg gjorde stor uret imod jer.
Derfor vil jeg hellere dø
end leve længere i sådan en jammer.
Jeg handlede som den usleste mand
der kan findes i verden.«
Hvad kan jeg mere sige om det?
Hele natten lå de sådan
og sørgede ynkeligt begge to
med gråd og ulykkelig klage.
Næste morgen da det blev lyst,
gik de uden for huset
som jomfruen boede i.
Fruer og piger og tjenestekvinder
og riddere og svende,
som skulle tjene jomfruen,
stod rede med vand og håndklæder,
for det var tiden hvor hun skulle stå op.
Her må jeg også fortælle
at hendes søster var mellem dem.
Hvis nogen vil vide hendes navn,
hed hun jomfru Frago.
Hun var anstændig, den ædle jomfru,
det måtte junker Persenober takke for;
havde hun ikke været der, den ædle kvinde,
havde han mistet livet nu.
Så snart hun så den fornemme junker,
sagde jomfruen straks:
»Min kære søster, jeg spørger dig nu:
183r|Hvad er det for en mand
der er så hemmeligt sammen med dig,
vil du ikke sige mig det?«
Hun svarede så, det skal I høre:
»Jeg troede ikke han ville
svigte mig på tro og love,
som han gjorde, det store fjols.
Derfor beder jeg dig, kære søster,
lad ham ikke være her længere,
lad ham halshugge med det samme,
så svigter han aldrig flere kvinder.«
Da jomfru Frago fornemmede
at han var en hæderlig mand,
så tænkte hun på dyd og ære
og ville ikke knuse ham nu.
Hun overlod ham til en skipper;
han skulle bringe ham med sig derfra
og få lavet et harnisk til ham
som passede til en ridder.
