Droningen haffde jen dotter thæræ,
koningens stibdatter mon thet wæræ,
hwn fæk til hanum sa gode williæ
ath hwn willæ seg aller fra hanum skilliæ,
och acthet ther fuldstadelig aa
at hwn skulle hanum til hosbwnde faa.
Ther kongen och droningen thet forstod,
tha sporde the then jwncker godh
om han wilde hiemmæ hoss them wæræ
och hawæ then samme jomfrv medh æræ.
Percenober swared tha snarlig
och sawdhe saa til then konning rig:
»I skullæ thet wedæ for sanden hæræ
ath jech wil hæræ jckj lenger wæræ,
och jngen qwinnæ tha wil jech lowæ
førræ jech kommær til then stalte jomfrwe
ther jech hawer i hierthet kier
for allæ the i werdhen ær.
Ther kongen oc dronningen thet forstod
ath han sa swared then jwncker god,
hans modher bode jckj lankt therfra,
the lod tha snarlig giøræ saa
bodh effter hennæ ath faræ,
ridder och swennæ i skaræ,
ath hwn skullæ snarlig til them komme,
och tencte ath thet skwlde noghet frome
ath hwn skulde hanum thet samæ radæ
som koningen och droningen giorde bode.
Ther hwn war kommen, then frwe,
tha kwnde hinder rad jckj heller dwe.
Hanum bad frwer och møør och høwske qwinnæ,
180v| thet halp tha ee lenger och mynne;
hanum bad och ridder och swenne,
thet kwnne jckj heller tiene.
Percenober swared them allæ thæræ
ath han wilde ther jckj lenger wæræ,
och jngen møø tha will han lowe
førræ han kam til then staltæ jomfrwe,
»ther jech hawer lowed sannelig
ath jech skal hende aldrig swige.«
Hans moder tha ey lenger tawdæ,
hwn taled til hanum och sawdhe:
»Jech beder thik, myn søn kieræ,
seye mæg hwad jomfrv thet mon wæræ
ther thik hawer giord then mygel glede,
thet wil jech gansze gierne wede.«
Han sawde sin moder snarlig
hwo hwn war, then jomfrv rig,
och sawde »jech kan hinnæ jckj see
thet giør mæg mest i hierthet wee,
dog hawer hwn giord mæg mygel æræ,
thet skal I, moder, wedæ hæræ,
och lenges mæg gansze saræ effter hindæ,
Gud gawe jech matte hinnæ snarlig finde.«
Ther moderen hørde hanum tale saa,
then jwncker swarede hwn snarlig tha:
»Jech frycther thet, myn søn kieræ,
ath thet mon jen diewlæ wæræ
ther thu hawer til sa mygel figh,
och frycther saræ hwn skal thik swig.
Jech wil thik giwæ jen gulderingh,
inaar thw wendher then stien omkringh
181r| tha matte thu klarligh see thæræ
hwrædan qwinnæ hwn man wæræ.«
Tha kongen och dronningen kwnne thet kienne
ath the kwnde hans how ey omwende,
sidhen then jwncker war gongen at sowe,
thy lawde hoss hanum then sammæ jomfrve
och mynte han skwlde faa williæ til hinnæ
och gløme then annen i same sinnæ.
Tha han wognedap och han saa
then jomfrv hoss hanum i sengen laa,
tha sprank han ap, then ridder godh,
och wortæ tha i sith hierte modh.
Han kleddæ sægh, then jwncker righ,
sprang til sin hest snarligh
och redh sidhen, then edlæ mand,
saa lenge han kam til then strand
som hans skib til redæ laa.
Han want ap seyel och giorde saa,
och foor saa til then stalt jomfrve
ther han haffde jdeligest i howe.
Then jomfrw ther jech nw sawde fra,
hwn fæk til hanum sa mygel traa
thet hwn worte syg i same tidh
och bar for hanum sorig och qwidh.
Tha then jwncker war kommen thæræ
som han haffde lengy tradh ath wæræ,
han worte vndfonghen medh mygel glede,
thet skullæ i for sanden wedhæ,
halwe myeræ æn han tilforne war,
thet seyer jech eder obenbaræ.
Om afften ther thy sad ower bordh,
181v| jngen taledh til hanum jet ordh,
jckj saa han anthen mand heller qwinne,
thet giek then jwncker nær i sinnæ.
Then jomfrv ey lyste ath siddæ længy
hwn lod sin jwncker fylligæ i sengy,
fuldsnarlig hwn sielff effter giek,
thet seyer jech edher sannelig.
Tha the kam i sengy samel,
the taled mant och giorde them gammel
och toges i fagen i same stwnd;
thieris glede war saa mangelwnd.
Hwn tackede then jwncker thæræ
for han haffdæ sæg stilled medh æræ,
och bad hanum jckj ladhæ segh lange
»naar jen moned kan forgange,
tha skal wort brøllop wæræ,
och skalt thw mæg see medh mygel æræ.«
The bloduge kleder togh hwn hanum fraa
och fæk hanum nyy kleder aa.
Han haffde ther mygel æræ och glede,
allæ gode ting war hanum til redæ;
och mieræ æræ han fonghet haffde,
haffde han giord som jomfrwen sawde
och lyd fuldkommelig hinnes rad,
tha haffde han jckj wort forsmod.
Then annen nat, wil jech seye for sand,
som han laa then edelæ mand
och fornam ath jomfrwen sow,
hans moders rad kam hanum i how
som hwn hanum raddæ och bad
then sistæ tid the skildis ath.
182r| Then dyræ stien wænde han omkring
som sad i then guldering,
hwn lystæ tha saa klarligh
thet han matte giørlig kienne och see
ath thet war then feyerstæ qwinnæ
ther nogher i werdhen kwnne findæ,
jen feyer jomfrv han aller saa
heller nogher tidh haffdhæ hørd seye fraa.
Hwn war saa wen i allæ made
thet han jngenlwnde kwnne affladhe
ath skodhe then jomfrv reen
thy wortæ thet hanum sielff til mien.
Then skien i hinnæs øwen stod,
theraff wognedh then jomfrv godh,
Tha hwn saa seg forradh ath wæræ,
ower hanum mon hwn sarlig kieræ
och sawde til hanum tha:
»thin fulæ bowe, hwi giorde thu saa?
Thu hawer mægh giordh bodhe falsk och swig,
thet skal jech kieræ daweligh!«
Hwn sprangh aff sengen i same tid
och hawdhæ i hierthet sorigh och qwidh.
Hwn satte seg for sengen tha,
sarligh hwn gred och giorde saa
och sørighet jammerligh saræ
fuld ønckelig gredh och felde taræ.
Then jwncker ther i sengen laa,
han gredh och sørighet och saa
och mon seg sorligh kieræ
thet han i werdhen skulde fød wæræ
ath han skwlde giøræ hinde then swig
182v| och forderwe saa sielwer sægh.
Han badh then jomfrw snarlig tha,
»I ladher mægh howdhet hoge fraa
thy ath jech wedh thet sielff wel
ath jech giorde eder stor wskiel,
thy wil jech nw heller dødh
æn lewe lenger wed tøllig nød!
Jech giordhe som then vslestæ mand
ther i all werdhen wæræ kan.«
Hwad skal jech ther myeræ seye fra?
Then lange nath the lodhæ saa
sørighet jammerlig bodhæ
medh grod och ønckeligh ladhe.
Annen morighen dagen war lyss,
tha kame the vdh for thet hwss
som jomfrwen hwn laa jnnæ
,
frwer och møer och tiennestæqwinnæ
och thertil ridder och swænnæ
som then jomfrv skwllæ tiene
medh wandh och handklede til redhæ tha,
for thet war tidh hwn skulde ap staa.
Jech wil och seye for sannen hæræ
ath hinnæs syster mon thermedh wæræ,
how hinnes naffn wil wedhe,
jomfrv Frago mon hwn hiede;
hwn war dygdelig, then edelæ jomfrve,
thet matte jwncker Percenober lowe;
haffde hwn jckj weredh then edele qwinne,
han haffde myst liwet i same sindhæ.
Thet fyrstæ hwn sa then jwncker righ,
tha sawdhe then jomfrv snarlig,
»myn kieræ syster, jech spør thik hæræ:
183r| hwad man skal thet wæræ,
saa lønlig ær jnnæ medh thik,
thet wilt thu jckj seye mægh?«
Hwn swaredh tha som I maa høræ:
»jech tencktæ han skuldhe thet jckj giøræ
ath swige mæg i tro och lowæ
som han giordhe, then fulæ bowe.
Thy bedher jech thik, myn syster kieræ,
lad hanum jckj lenger wæræ hæræ
och ladh hanum halshoge i same sinnæ
tha dorær han aldrig fleræ qwinnæ.«
Ther jomfrv Frago thet fornam
ath han war sa dygdelig jen mand,
tha tencte hwn pa dygd och æræ
och wildhe hanum ey forderwe thæræ.
Hwn befaledh hanum jen skiper i hand,
han skulde hanum føræ medh seg aff land
och ladæ hanum jet harnskæ giøræ
som jen ridder bwrdæ ath føræ.
