Gavmildhed er en kongelig dyd,
har man den, giver den én glæde.
I denne dyd var jeg så god,
jeg gav enhver så snart han bad.
b4v|Kæmper og stormænd søgte til mig
fordi jeg lønnede hver og en.
Derfor forblev de mig så tro
at de døde for mig i deres sko.
Enhver god mand skal vogte sig for
at spotte og håne nogen.
Den spot får man gerne tilbage igen.
Det fatter man når man betænker det.
Svenskerne siger ganske usandt
at de sendte en hund til de danske som konge,
og at det skulle være sket i min tid,
mens jeg havde ansvar for Danmarks rige.
Men havde de sendt den hund dengang,
så ville jeg aldrig have ladet det gå ustraffet hen.
Så skulle jeg have ladet den gø mod dem
til deres nakker blødte.
De skal passe på at denne hund
ikke skaber en dårlig stemning.
Møder de så dens tand igen,
som de har gjort, så går det dem ilde.
Sverige var pligtig at yde mig skat
så længe jeg bar Danmarks krone.
Jeg gjorde en mægtig mand af min svoger,
herre og konge i Sveriges land.
Det gengældte han mig med forræderi,
i Lejre, min gård, slog han mig ihjel.
Han lod som om han bragte mig skat,
men bragte harnisk i tønderne.
Det gjorde han ikke ustraffet,
han kom aldrig hjem til Sverige igen.
