Jeg kender ingen ting i verden
der er bedre end fred og retfærdighed.
Derfor var de i mine tanker,
og jeg elskede dem af al min magt.
Derfor gik det mig lykkeligvis sådan
at jeg havde held med alt hvad jeg kastede mig over.
Jeg drog til Tyskland med en hær,
d4r|den fyldte havet som var det et kær.
Jeg havde en anden til hest og til fods,
den turde ingen stå op imod.
Med dem fik jeg under mit herredømme
alle de lande der ligger ved Rhinen.
Mens jeg var væk i disse lande,
fandt min hustru en anden mand.
Hun var datter af kongen af Ungarn,
som hed Hune, og som bar krone.
For denne utroskab jog jeg hende bort,
jeg nægtede at have hende ved mit bord.
Hendes far i Ungarn hørte
at jeg behandlede hende sådan.
Han samlede derfor en mægtig flåde
for at kæmpe imod mig.
Ni gange tusind og tusind mænd,
tre hundrede tusind og tres tusind mere og en,
dem slog jeg i havet mod øst
ud for Blekinges land.
Så samlede han en hær til fods;
den var ikke nem at stå op imod.
I hovedhæren var der femten
og hundrede små under hver af dem.
Hver af de femten hundrede styrker
havde tyve andre under sig.
Den hær slog jeg i Rusland
bortset fra dem der da strakte våben for mig.
Slaget stod på den syvende dag
før jeg kunne få bugt med dem.
d4v|Man kunne se døde så langt
som nogen kan gå på tre dage.
Tre floder var så fulde af dem
at man kunne gå over dem på lig.
Dér døde min dronnings far,
som havde tænkt at bringe mig i ulykke.
Hune, hans bror, overgav sig til mig
med hele sit folk i Ungarn.
Hundrede konger og syv gange ti
overvandt jeg i denne krig.
Alle lande så langt som til Grækenland
underlagde sig mig på den tid.
Jeg drog til Norge med tre tusind skibe,
dér mistede mangen en mand så livet.
Jeg indtog det rige og rejste så hjem
med otte en halv gange tyve af dem.
Senere erobrede jeg England og Irland
og lagde dem ind under danskernes magt.
Til Sverige sendte jeg min herold,
det lagde han straks til mit herredømme.
Jeg gjorde ham derfor til konge dér,
for det havde han fuldt ud fortjent.
Erik den Vise kaldtes han,
den første af det navn i landet.
I fyrre år holdt jeg fred i den grad
at ingen behøvede låse.
Den der mistede noget af sit,
gav jeg tre gange mere af mit.
Jeg lagde guld på alfarvej,
d5r|og dér blev det liggende, ingen tog det.
Tredive konger tjente mig daglig,
jeg lønnede dem med lande og riger.
Og mens alt stod så godt til i mine lande,
med gode forhold i lov og ret,
da kom der budskab fra Jødeland:
En jomfru fik barn uden nogen mand.
På den tid stod Danmark i blomst
som en skøn og fornem rose.
Da frygtede alle riger og lande
og byer og borge danskernes magt.
Derfor gav jeg herom den lov
at hvis nogen udlænding dræbte en dansker,
skulle han lade sit liv med en anden,
om han var aldrig så stolt eller hård.
Mod nord på Sjælland, ved Værebro,
stak en vanvittig ko mig ihjel.
I tre år efter at jeg var død,
regerede jeg landene både i lyst og nød.
