Den der afviger fra sin slægt,
gør sin egen ære uret.
Hvis han er født i ære og dyd
skal han holde sig til et hæderligt liv.
Jeg var født af fornemme folk,
men fulgte ikke i deres fodspor.
Jeg styrede ikke land og rige godt
som jeg fornuftigvis burde.
Jeg drog heller ikke i krig,
jeg brugte ikke sværd, skjold og spyd.
e1v|En datter af den der dræbte min far,
så smuk og fin, fik jeg til hustru.
Jeg husede hendes bror i min gård
i værdighed gennem år og dag.
De lærte mig udenlandske vaner,
som jeg skulle forkæle mit legeme med.
De gamle skikke fulgte jeg ikke,
dem holdt jeg for pjank og pjat.
Derfor gik alle krigere fra mig,
den gamle Stærkodder gjorde det også.
Han tjente derefter i nogle år
i Sveriges rige i kongens gård.
Til sidst begyndte han at grunde over
hvordan min skæbne kunne blive sådan
at jeg skulle være så frygtsom af mig
at jeg slet ikke ville bestræbe mig på
at hævne min kære fars død
som han så tit havde rådet mig til og befalet.
Så han tog på sin stærke ryg
en mægtig sæk helt fyldt med kul.
Så gik han herned til Danmark.
Han sagde han ville hærde mig med det.
Han skammede mig ud så længe
at jeg sprang over mit eget bord.
Så slog jeg min dronnings syv brødre ihjel,
med Stærkodders hjælp var jeg ikke bange.
Vi slog også dem der var med dem, ihjel,
der kom ikke eneste af dem hjem.
Da dronningen så dette blodbad,
e2r|blev hun ikke særlig glad.
Det tog Stærkodder sig nu ikke af,
han stak hende under sit bælte
med hoved og hals som en høne,
og så spændte han det for alvor.
Han spændte det så meget ind
at hun derved mistede livet.
Derpå roste Stærkodder mig
og sagde at jeg var en kløgtig konge
og værdig til at have ansvar for Danmark
og bo i Lejre, min fædrenegård.
Senere døde jeg af sygdom
da jeg havde boet længe i Lejre.
