e3v|Halfdan den Første, Haralds søn, som kaldes
Bjerggram
I ti år styrede jeg Danmarks land,
jeg tænker det ikke var mindre.
Så overlod jeg det til min bror,
for jeg ville erobre mere.
Så rejste jeg selv ud af riget.
Først angreb jeg med skjold og spyd
Øland og andre små lande
som hørte til Sveriges rige.
Derpå drog jeg til Sverige selv
for at lægge det rige under mig.
Jeg slog deres konge ihjel ved en elv
sammen med svenske og finske mænd.
Det harmede Erik, hans søstersøn;
han havde tænkt sig at hævne det.
Han svor at han skulle give mig min straf,
så sandt han var ægtefødt.
Han havde en kriger, det har jeg hørt,
som kunne sløve den skarpeste æg.
Så jeg fik lavet en kølle
beslået med jern som jeg ønskede det.
Med den sprang jeg frem i spidsen
og slog den kriger til døde
og flere andre med samme stang;
deres sager strøede jeg ud på marken.
Men Erik gik dog af med sejren,
for jeg blev såret hårdt.
Da jeg var helbredt, gav jeg ham tilbage;
e4r|det fandt jeg mig ikke i.
Det var nær blevet til mit fald,
det vil jeg nok mene,
havde jeg ikke søgt tilflugt på en klippe
og dynget dem over med sten.
Derfor gav de mig navnet Bjerggram
fordi jeg knuste klippen
og fyldte hånd og favn med sten;
ikke mange slap uskadt fra det.
Da burde Erik give fortabt,
han flygtede til Danmark.
Han kæmpede med min bror på ny
og tabte hele tre gange.
Han slog min bror i det fjerde slag
han kæmpede imod ham.
Da jeg hørte det, blev jeg ikke glad:
Jeg jog ham ud af landet.
Så fulgte jeg ham ind i Sverige,
dér tog jeg livet af ham.
Jeg erobrede riget uden tøven
og tvang dem til at bøje sig for mig.
Senere rejste sig imod mig
en kriger med sine syv sønner.
Jeg trak et egetræ op med rod,
jeg slog dem alle som høns.
Senere kom der en mægtig kæmpe,
elleve alen høj omtrent.
Han ville op at slås med mig,
det tror jeg nok han kom til at fortryde.
e4v|Han udfordrede mig til kamp
med ham og elleve andre.
Jeg sagde at jeg ville gå til angreb
hvis jeg fik lejlighed til det.
Han blev så rasende over
at jeg vovede at svare ham sådan,
at han slog seks eller syv ihjel
af sine egne mænd.
Så tog han dem han havde tilbage,
og gik i kamp mod mig.
Jeg så til at det gik dem galt
hvad enten de peb eller sang.
I Norge var der en mægtig kæmpe,
han var så stor i munden.
Han gav sin konge to muligheder,
og de var begge tunge:
Enten skulle han give ham sin datter
og lade hende blive hans hustru
eller møde ham i tvekamp
og lade skæbnen bestemme enden.
Han lod derfor forkynde i alle lande
at den skulle få hans datter,
hvad enten han var svend eller mand,
som kunne få bugt med den kæmpe.
Jeg drog derfor op for at dræbe den kæmpe,
og jomfruen blev min.
Med hende fik jeg en tapper søn,
som hed Asmund. Han arvede Norge.
e5v|Fra ham stammer Norges kongeslægt,
som siden da har regeret landet
og siden har stået i pragt og magt.
Det kan jeg sige i sandhed.
Da havde jeg dræbt så mange mænd,
både kæmper og krigere.
Så kom der en, og Helsot hed han,
han gjorde det fuldstændig af med mig.
