Snjo, Sigvalds søn
Da jeg fik Danmark at regere
og skulle bære dets krone,
var Skåne tabt i krig,
det var min største anke.
g5v|Derfor dræbte jeg de to kæmper
som havde det i deres magt,
Eskild og Akild, i deres hjem,
og lagde det til Danmark.
Derpå erobrede jeg også Gøtland
og tvang dem til at tjene mig.
Jeg kæmpede mod Sverige til lands og til vands
med danske riddere og svende.
I min tid kom der dyrtid,
så dyr som nogen kunne mindes.
Derfor spurgte jeg mit råd
om der var et middel imod det.
De rådede mig til at slå dem ihjel
der ikke kunne slås eller dyrke jorden.
»Udlevede folk og børn ligeså,
så kommer vi af med de halve.
Så er der nok til dem der lever,
de kan så beskytte riget
og dyrke og bruge jorden
som deres forfædre gjorde engang.«
En gammel og kløgtig frue hørte
den plan vi havde udtænkt.
Hun sagde vi ikke fortjente den store ros
for den aftale vi havde sluttet.
Hun sagde at »holder I fast ved den plan
som I nu sammen har lagt,
så volder I Danmark en evig skam
og en ubodelig skade.
Hvem har set og bemærket
g6r|at et værre mord er begået
end at tage liv og levned fra dem
hvem liv og levned er givet.
Udvis hellere her fra riget
hver niende unge mand,
til skibs med føde, skjold og spyd
end at de dør af sult herhjemme.
Så kan de enten ærefuldt dø
eller ærefuldt vinde sejr
både til lands og også til vands
som lykken nu vil give sig.«
Vi adlød hende og vedtog det,
vi kastede terningerne.
Vi tøvede ikke længe,
men samlede gode folk.
Hendes sønner gjorde vi til ledere;
de var to, men meget tapre.
De gjorde fyldest begge to
hvor end de kom frem derude.
I Blekinge fulgte vi dem til søs,
de var den skønneste skare.
Så slap vi deres trosser
og ønskede dem farvel.
De kæmpede godt i Lombardiet,
som ligger inde i Valland.
Der slog de alle mænd ihjel
og blev hos kvinderne.
Da skrev man sekshundrede firs
år fra den store profet
g6v|og dertil seks, som skrevet står,
derom vil jeg ikke lyve.
