Lykken kan lignes ved et glas,
er man opmærksom, erfarer man det:
Når det skinner klarest
brister det meget snart.
Der var en konge i Sveriges land
i min tid som hed Erod.
Han havde en datter, hun var skøn,
i2v|han frygtede at nogen skulle gøre hende ondt.
Derfor opdrættede han to slanger,
de åd en hel okse om dagen hver.
Dem lagde han foran hendes dør
for at ingen skulle komme ind dér før
end han havde fået hans tilladelse,
og andre venners også.
Da slangerne var blevet store,
fortrød han at have opdrættet dem.
Han var bange selv og for alle sine lande
for at de skulle dræbe hver eneste mand,
så han lod forlyde til alle og enhver
at den mand skulle få hans datter
som kunne dræbe disse slanger
og frelse ham fra denne sorg.
Jeg drog så dertil for at prøve ad
om jeg kunne få den skønne jomfru.
Der gik jeg ud i en å
og lod mine klæ’r fryse til sådan
at de var som et skinnende harnisk,
og så gik jeg mod slangerne i en fart.
Med skjoldet skærmede jeg mig mod deres tænder,
med isen mod gift så jeg intet kunne mærke.
Derved fik jeg dræbt de slanger,
og jeg frelste kongen fra al hans nød.
Jeg vandt den smukke og fine jomfru
og fik hende som min dronning.
Da jeg kom op fra åen,
og kongen så mine klæ’r sådan
i3r|som de hang så forpjusket omkring mig,
gjorde han nar og spurgte:
»Hvem er den lodbrog der går derhenne?
Han er så forpjusket som et får.«
Derfor kaldtes jeg siden da Lodbrog,
det siger jeg jer i fulde alvor.
Efter det var skæbnen mig længe venlig
i krig og i alverdens gerning.
Derfor erobrede jeg to gange Norge,
det gjorde jeg også ved Skotland.
Jeg erobrede England og Irland
og Sveriges rige og også Gotland,
Grønland og Orkneyøerne
samt andre små lande i havet mod vest.
Dér betalte hver væbnet mand
og hver væbnet romer skat til mig.
Da jeg overvandt kejseren i kamp
fordi skæbnen var mig venlig,
vandt jeg også Sachsen
og alle de andre tyske lande.
Da drev jeg kejseren ud af landet;
han glemte både skjold og spyd.
Hans stor palads, som var i Tagen,
det modstod ikke mere end et lagen.
Jeg indtog det hurtigt med storm og kamp
og satte mine heste i det.
Frankrig indtog jeg også,
og jeg satte min søn til at styre det.
Jeg førte krig mod det i fyrre år
i3v|og dræbte og sårede mange mænd.
De der boede i Paris,
det vil jeg sige, de fik sig et blodbad.
Russerne overvandt jeg også,
og gav en anden søn magten dér.
Ham slog de dog snart ihjel,
det syntes jeg ikke de gjorde med rette,
så jeg drog dertil for anden gang
og erobrede landet uden at tøve.
Jeg lod den mand beholde landet
som dræbte min søn, den unge mand.
Han skulle ydmygt betale mig skat hvert år
sammen med tolv mand på bare fødder.
Hvad skal jeg nu mere sige om det?
Jeg kan ustraffet sige:
Alt fra Danmark til Middelhavet
overvandt jeg med skjold og spyd
Jeg erobrede et rige i det hav
og lod dem se de danske sværd.
Femten af mine sønner, som jeg alle elskede højt,
gav jeg hver et rige:
Det var Ornik og Godfred,
Ulf, Bjørn, Ravert og Sigfred,
Sigvard, Iver, Radulf og Erik Vejrhat
Agner, Ubbe, Ingver, Fridlev og Dumvat.
Senerehen blev jeg taget til fange i Irland
og straks sat i ind et slangetårn.
Slangerne åd mig med det samme,
og sådan slap pludselig min lykke op.
i4r|Da jeg skulle ind til slangerne,
sagde jeg sådan til tårnets vogter:
»Hvis grisene vidste hvad ornen må tåle,
kom de straks og gjorde en ende på hans kvaler.«
