Da jeg hørte min far var dræbt,
han som længe havde styret Danmark dygtigt,
gjorde det mig både bleg og rød
at han skulle lide så grum en død.
Jeg underrettede mine brødre;
2500 skibe fik jeg samlet.
Så drog vi over til Irland;
at hævne vores far var det vi ville.
Vi pågreb hans morder – i krig var han svag –
vi ridsede en slange på hans ryg.
Den strøede vi salt i så længe
at han gik til i sorg og smerte.
Så rejste vi derfra til England,
dér huggede vi hovedet af kong Edmund.
Derpå drog vi til Tyskland;
dér kom kejseren mod os, Arnulf hed han.
Jeg var aldrig bange for nogen mands magt,
før jeg blev skræmt af denne trold.
Han slog mig med hundrede tusind mand,
i hele hans hær faldt ikke én.
Det siges også, og jeg tror på det,
at den sejr var skabt i Himlen.
Han havde ikke holdt stand mod os
hvis han ikke fik hjælp fra Himlen.
i4v|Det betalte han senere for på sin krop,
for han blev ædt op af lus.
