Erik kaldet Barn
Dengang jeg bar Danmarks krone
og skulle kaldes konge,
var Guds nådes time kommet,
som han ville skænke danskerne.
Jeg takker og lover min skaber og Gud
på mine og alle danskes vegne
for at han med sit sendebud
lærte os den kristne skik.
Han bragte os ud af Djævelens magt,
og lod os vende os til ham
så vi skulle dyrke og anerkende
ham med hele vores sind,
og ikke bede til stok og sten
som vores forfædre gjorde,
men til skaberen Gud alene,
i6v|som kan hjælpe og fremme os.
Ansgar, sådan hed det sendebud
som Gud lod sende til os.
Han viste os den sande Gud
og lærte os den hellige tro.
Så mange blev sunde og raske
dengang han døbte folket.
Jeg mente derfor at den mand var dum
som lod sådan en nåde gå fra sig.
Fra mange folk fór djævle ud
og klagede ynkeligt over
at de ikke længere kunne
være i deres bolig.
Af Guds søns år var der gået
omkring 820
og dertil fire, som skrevet står,
det vil jeg ikke lyve om.
Men dengang jeg fik magten i Danmark
og skulle være konge,
var det min bestemte hensigt
at fordrive den kristne tro.
Jeg rev så mange kirker ned,
desværre gjorde jeg det,
og tog penge og ejendom fra dem.
Enhver der hørte det, blev bange.
Den unge kejser, hr. Ludvig,
ham fik jeg slået ihjel.
Og hertug Braun fra Braunschweig
som havde han været en jøde.
k1r|Ud over de bisper som jeg lod dræbe,
og andre betydningsløse herrer,
gjorde jeg tolv grever med deres folk
kolde i døden – det var en del!
I Frankrig og i Tyskland
besejrede jeg alle byer.
I Frisland betalte alle mig skat,
såvel Per som Poul.
I tredive år og seks år til
– det var virkelig ikke mindre –
bar jeg Danmarks og Englands krone
og styrede dem med værdighed.
