Gorm den Gamle
Alle dem der troede på Kristus,
ville jeg altid bekæmpe.
Jeg sagde det var min største fryd
når jeg kunne pågribe dem.
Enten slog jeg dem ihjel,
eller jeg pinte dem slemt.
Jeg mente de havde fortjent det
når de ville have den nye tro.
Senere bad jeg en fornem jomfru
– hun havde hjemme i England –
om at blive min kære hustru
og tage imod det tilbud.
Hun svarede sådan da budskabet kom,
at hun ikke kunne gøre det
medmindre jeg ville blive kristen
k2v|og give de kristne fred.
Jeg sagde ja, og det uden at tøve,
for hende ville jeg have.
Jeg skrev derover igen
og fik det hele aftalt.
Da jeg kom i seng med hende,
som folk nu plejer at gøre,
bad hun mig så bønligt om
ikke at røre hende
før vi kunne få et tegn
på en eller anden måde
om at vi sammen kunne få børn
til gavn og glæde for riget.
Det tilstod jeg hende, for det var hun værd
for sin store dyd og ære.
Jeg lagde mit dragne sværd mellem os
for at jeg skulle være kysk.
Aldrig så snart var jeg faldet i søvn
før jeg drømte så underligt.
Fra hendes skød fløj to fugle ud
så højt op som de kunne.
Så fløj de ned til mig igen
og satte sig på min hånd.
Sådan gjorde de to gange uden fare,
den tredje gang kom de i nød.
Da kom kun den ene tilbage
med blodige vinger og fjer.
Den første var blevet såret,
og ingen kunne helbrede den.
k3r|Jeg fortalte så Thyra om den drøm,
jeg tøvede ikke med det.
Hun forstod mine ord til fulde,
vi elskede hinanden.
Vi fik to herlige sønner,
der begge blev gode krigere.
De indtog Tyskland under min magt
og dem der boede i Irland.
Den første af sønnerne elskede jeg,
og jeg holdt så meget af ham
at det var min hensigt at dræbe med sværdet
den første der gav mig besked om hans død.
Da Thyra fik nys om hans død,
holdt hun det for sig selv.
Hun tog en helt sort kjortel på
for at jeg skulle indse det.
Jeg sagde så: »Jeg kan godt se
hvad denne kjortel betyder.
Den viser at min søn er dræbt.
Det forstår jeg omsider.«
»Det siger I, min kære herre,
og ikke vi,« sagde hun med det samme,
»hvor sorgen er, kan den ses på kinden,
hvor den end kommer fra.«
Da jeg forstod på hendes ord
at min søn Knud var slået ihjel,
styrtede jeg til jorden;
jeg døde af sorg på stedet.
