k3v|England og også Tyskland
besejrede jeg med de danske mænd.
Derfor blev kejser Otto vred
og angreb mig med krig og vold.
Den by hans far havde bygget,
vendt mod Danmark hvor Slesvig nu ligger,
og som hed Kolne på hans sprog,
den indtog jeg, og jeg brændte den af.
Det gjorde jeg også ved den borg
som han havde bygget dér så solidt.
Markgreven slog jeg også dér
og alle dem der var i hans hær.
Så byggede jeg Slesvig op igen,
Til gavn for Danmark og skade for ham.
Så drog jeg til Skåne, Blekinge, Halland,
som min mor havde vundet fra Sverige.
Hun kaldtes Thyra Danebod,
for hun var både god og tro mod Danmark.
Imens gik kejser Otto ind i Jylland;
han havde til hensigt at brænde og hærge
indtil han kom til Ottesund,
dér jog han sit spyd ned i jorden.
Jeg fik beskeden i Halland
om at han havde handlet sådan.
Snart efter drog jeg til Jylland imod ham
og gav ham en endefuld.
En af hans hertuger slog jeg ihjel
og dertil et stort antal menige.
Men kejseren selv slap fra mig,
k4r|jeg tænker han rejste hjem til Rom.
Så fik jeg gravet en grav
fra Slesvig til Vesterhavet.
Jeg satte en palisade på den,
aldeles solid og uhyre stærk,
så han ikke kunne snige sig ind,
og tyskerne også, som tit havde planer om det.
Senere sluttede vi en venskabelig pagt,
og jeg tog imod dåben med ærefrygt.
Sammen med mig fik han også døbt Sven
kaldte ham efter sig selv Sven Otto.
I fyrre år og dertil ti
havde jeg Danmark og England og Tyskland uden bånd.
Jeg sørgede for at den hellige tro blev prædiket
for alle der boede i Danmark.
Jeg delte Jylland i tre bispedømmer,
Århus, Ribe og Hedeby.
Da Thyra, min mor, var død
af sygdom og alder,
fik jeg trukket en vældig sten dertil
som skulle lægges over hendes ben.
Da lå der en mand der havde holdt hvil,
ham spurgte jeg om han i år havde set
en tungere byrde blive trukket.
»Jeg så en større,« sagde han, »i går
på Viborg landsting, hvor din søn
stod og trak magten i hele Danmark fra dig.
Så kan du selv bestemme hvad du mener
var den største byrde af de to!«
k4v|Så gav jeg alle gode mænd besked
om at trække i harnisk hver og en.
Da svarede mangen en dygtig kriger:
»Vi vil ikke vove vort liv for den mand
der lader os trække som om vi var dyr.
Det siger vi alle uden omsvøb.«
Jeg tog så dem jeg kunne få,
og drog med dem imod min søn.
Han besejrede mig i kamp,
og jeg tog flugten til Sjælland.
Der mødtes vi atter i et slag
som Absalom og hans far David.
Så flygtede jeg til Tyskland,
og han kom efter; opsat på
at slå mig ihjel,
hvad han også gjorde, helt uden grund.
Senere kom jeg til Roskilde
og blev lagt i den nye kirke
som jeg lod bygge på en udsøgt grund
til ære for den hellige treenighed.
