l1v|Gamle Knud, Svens søn
Da jeg fik Danmarks scepter i hånden
og skulle styre det rige,
holdt jeg på det som en mand
og også på rigets æble.
Kirker og klostre holdt jeg af.
Jeg byggede og forbedrede dem,
og deres bemanding fjern og nær
styrkede og sikrede jeg.
Derfor gav Gud mig til gengæld det held
at jeg kunne erobre Tyskland
og Sverige og Norge uden besvær.
Den tanke gav han mig.
Med tusind skibe drog jeg til England
med dem gjorde jeg mig klar.
Og med den samme store flåde
kæmpede jeg i tre år med dem.
Romerne fordrev kejser Henrik,
som var gift med min datter Gundel.
Ham hjalp jeg tilbage, så sandt jeg hed Knud,
uden at han led skade.
Jeg havde altid seks tusind mænd.
på tresindstyve skibe,
klar med harnisk og proviant,
til krig var de meget gode.
Om vinteren havde jeg dem på borge,
om sommeren var de til søs.
Med dem holdt jeg vagt over mine fem riger
så de altid var uden for fare.
l2r|Grev Rikard af Normandiet
ham jog jeg ud af landet
fordi han forskød min søster
og gjorde hende meget ondt.
Der fik jeg så min sidste sygdom.
Jeg fik skrevet mit testamente.
Så kom de danske til mig for at spørge
hvad de skulle gøre nu.
»Tag mit lig med jer i kamp,«
sagde jeg, »så vil I sejre.
Jeg har håb om at Gud er med os.
Det vil I med sikkerhed få at se.«
Efter min død vandt jeg en krig,
det kan jeg sige uden at lyve.
Gud var stadig så mild mod mig
og gav mig evnerne til det.
I tre og dertil tredive år
bar jeg Danmarks krone.
Hvor jeg end var, eller hvor jeg drog hen,
blev alle der hørte om mig, bange.
Jeg blev begravet i Rouen
da jeg havde vundet krigen.
Jeg længtes meget hjem til Danmark
hvis bare det havde været muligt.
