Hardeknud
Da Knud, min far, var død,
og Gud havde kaldt ham til sig,
bar jeg derefter Danmarks krone,
i ni år, ikke mere.
l2v|Folk i Norge var da så stolte
at de ikke tålte mit herredømme.
De grundede deres sag på trusler,
det fik jeg alvorligt at føle.
Magnus, som var Sankt Olavs søn,
gjorde de da til konge.
De gav ham den hæder som løn
for at faderen hjalp dem så godt.
Derfor indgik jeg et forlig
med ham, og vi blev enige om
at den af os skulle få begge riger
som levede længst.
Så drog jeg herfra til England
og fandt det fredeligt.
Som konge indsatte jeg min bror,
Edward, det var hvad han hed,
til at styre riget for mig
når jeg ikke var til stede,
og stå usvigeligt ved min side
når jeg var hos ham selv.
Men før jeg blev konge i Danmark,
var jeg ovre i Rusland
og udførte store bedrifter,
hvilket de måtte erkende.
I syv år førte jeg krig derovre,
og jeg vandt smukke sejre.
Estland indtog jeg under det felttog,
de frygtede mig alle som harer.
Det var derfor jeg kaldtes den hårde Knud
l3r|af alle der kendte mig,
fordi jeg brugte skjold og spyd
og brændte og hærgede landet.
