Jeg takker Gud, min kære skaber,
for alle de gaver han har givet mig.
Han gav mig større kræfter end nogen
jeg kunne finde nogetsteds.
Han gav mig også så klart et sprog
som nogen kunne have, dansk eller fremmed,
m2r|og gjorde mig så veltalende
som nogen der findes i noget land.
I det et tusind femoghalvfemsindstyvende år
efter at Guds søn blev født,
blev jeg indsat som konge i Danmark
efter danskernes ønske i enighed.
Men tre år senere, deromkring,
blev cistercienserordenen stiftet.
Da blev Gud så mild og venlig imod os
at vi fik så gode tider
at den bedste skæppe mel eller malt
ikke var mer end to penninge værd.
Jeg holdt så fast på retfærdighed
og havde så stor mildhed
at jeg ikke forivrede mig mod nogen,
og ingen gik retsløs fra mig.
Jeg tillod ingen voldsmand
at forurette nogen.
Derfor frygtede magtfulde mænd mig,
og jeg holdt af de fattige, hver og en.
Jeg var altid så venligsindet
at når jeg gav en mand et svar,
sendte jeg hilsner til hans hustru
og bad hans folk være glade.
Senere hen fik tyskerne lyst til at sætte mig på prøve
og gik på plyndringstogt i Danmark.
Mellem Falster og Sjælland
slog de en tapper mand ihjel.
Jeg indkaldte derfor en mægtig hær
m2v|for at hævne det mord de havde begået.
De drog så ind i Tyskland
og indtog en by der hed Julin
og pågreb alle de røvere
som havde dræbt ham og var i nærheden.
De bandt deres hænder bag på ryggen
og bandt hver især til en kraftig pæl.
Så tog de en tarm ud af hver
og slog den fast til pælen.
De piskede dem så længe om den
til de faldt om og maven var tom.
Derefter havde jeg fred for dem
så godt som nogen kan ønske sig.
Ærkebispen af Bremen, den hårde mand,
havde tænkt sig at lyse mig i band.
Jeg appellerede derfor til paven
som Gud rådede mig til.
Af samme årsag skaffede jeg
danskerne egen ærkebisp i Lund
så de ikke var under et udenlandsk stift
som de før så plagsomt havde været.
Min hellige fader, paven, var mild imod mig
med særlig nåde, gunst og velvilje.
Han løsrev os ikke kun fra det fremmede,
men gjorde vores biskop til sin legat
og til primas i Sveriges land
og Norges med, det kan jeg sige.
Da jeg så rejste hjem fra Rom,
kom en spillemand med på min rejse.
m3r|Han spillede sådan at jeg blev gal,
og selv ikke den stærkeste kriger kunne holde mig tilbage.
Jeg slog fire af mine riddere ihjel,
fordi jeg ikke vidste hvad jeg gjorde.
Så drog jeg ned til den hellige grav
som Gud påbød mig af sin nåde.
Jeg tog med mig alle de fornemste mænd
som jeg kunne finde, mænd som svende,
for at ingen skulle huje og håne mig
fordi jeg var så stor og høj.
Da jeg kom helt til Grækenland,
mødte jeg kejseren i Konstantinopel.
Først ville han ikke lukke mig ind,
men senere kom han på bedre tanker
da de danske han havde hos sig,
fik forklaret ham om mig.
Dem havde han som sine bedste mænd
til at passe på sig dag og nat
på grund af den styrke og trofaste tjeneste
de ydede ham, og som battede noget.
Så fik han pyntet huse og jord
og ført mig ind med største ære.
Han ledte mig ved sin højre hånd
som havde jeg været en mere magtfuld mand.
Han førte mig ind i sin egen sal,
som var rigt udstyret og meget prægtig.
Han viste mig dér en særlig hæder:
Han kom aldrig mere derind som han havde plejet,
og ingen kejsere efter ham heller,
m3v|så stor en ærefrygt viste de salen for min skyld.
Så lod han rejse en statue
af skikkelse efter min krop.
Så gav han mig en ydmyg gave:
ben af hellige mænd, som jeg bad om,
og en del af det hellige kors.
Det sendte jeg straks hjem til Slangerup
fordi det var der jeg var født,
dér hvor højaltret står i kirken.
Da jeg kom til Cypern,
opgav jeg ånden af sygdom
i det et tusind et hundrede andet år
efter at Guds søn blev født.
Da døde min hustru Bodil også
af sygdom og ikke af andre plager.
Gud hædrede os med store mirakler,
som undrede folk på hele den egn.
Jorden dér var af en sådan natur
at den ikke kunne holde på døde mænds lig,
men når en død mands krop blev jordet,
blev den straks kastet op om natten.
Men efter at min krop blev jordet dér,
holdt den på lig både fjern og nær.
