Niels, Eriks bror
Et godt barn gør sin far tilfreds,
et slemt barn vanærer sin mor.
Det piner dem umådeligt
med angst og sorg overalt.
Dengang Guds år taltes til
et tusind et hundrede syv,
m4r|– det husker jeg stadig tydeligt –
da blev jeg valgt til konge.
Selv om jeg da fik større magt
end jeg før havde haft,
hyrede jeg ikke flere soldater
til skade og byrde for mit rige.
Kong Inge af Sveriges datter,
som hed jomfru Margrete,
hende fik jeg til hustru,
den ære viste jeg hende.
Vi fik en søn, han hed Mogens,
og var ond på alle måder,
for han blev alle disse lande
til skade og ikke til gavn.
Han dræbte min brorsøn hertug Knud
fordi Gud gav ham held til
at værge sit land med skjold og spyd
– det tog Mogens sig ikke af.
Det et tusind et hundrede tredivte år
efter at Gud lod sig føde
slog han også Karl ihjel,
som var søn af Sankt Knud.
Han var dengang hertug i Flandern,
det arvede han fra sin mor.
Da livet blev taget fra ham,
var han en fuldgod mand.
For han var allermest bange for
at de for deres dyd og ære
skulle stå nærmest til tronen i Danmark
når jeg engang var død.
m4v|Dette gav jeg mit samtykke til
efter råd fra dårlige rådgivere.
Hvis man uden grund beskylder en anden,
kommer det snart til at skade én selv.
Derefter var vi i tre år i krig
med Erik, som kaldes Emune
– han var halvbror til hertug Knud
og fik senere Danmarks krone –
indtil vi kom i slag
ved Fodevig ovre i Skåne.
Dér blev Mogens samme dag dræbt,
han ville ikke give sig.
Så flygtede jeg derfra til Slesvig,
jeg troede jeg dér kunne være i fred.
Dér slog jyderne mig ihjel
så vrede var de over Knud.
