Vi var tre af kongelig slægt
der ville have kongelig magt i Danmark.
Jeg og Knud og Valdemar,
alle af magtfuld og fornem slægt.
Nogle stormænd pegede på mig,
nogle valgte Knud.
Nogle holdt på Valdemar
fordi hans far Knud var så fremragende.
Ærkebisp Eskil, som var i Lund,
han blev så fjendtlig mod mig.
Han ville ikke stå på min side
så jeg kunne få riget alene.
Derfor fik jeg ham taget til fange
fordi jeg mente han bedrog mig.
Jeg fik ham hængt op i Sankt Laurentius' Kirke,
dér snurrede han rundt som en top.
Så tog jeg den gode mand ned igen,
for jeg frygtede Guds vrede og bandlysning.
For denne medfart gav jeg ham
hele Bornholm som en vennegave
i det et tusind et hundred fyrre og niende år
efter at Guds søn blev født.
Men fire år derefter
blev Sankt Bernhard Vorherres gæst.
Hans navn blev for første gang kendt heroppe
da han sendte brødre til Esrum.
Vi kunne ikke få riget alle tre,
og derfor delte vi det i mindre dele:
n1r|Jeg fik Jylland, Knud fik Fyn og Sjælland,
sådan skete den deling.
Men Valdemar tog Halland og Skåne,
som sin del havde han dermed nok.
Så længe vi levede, var vi i strid,
i tolv år var det vores virke.
Jeg havde tænkt mig at myrde dem begge
og derefter styre riget alene.
Jeg fik derfor Knud slået ihjel i Roskilde,
men Valdemar han slap fra mig.
Da var Esbern Snare glad,
han fik ham til Jylland i en båd.
Samme nat han sejlede over,
var der så stor og voldsom en storm
at der ud for Halland forliste
fire et halvt tusind skibe fra Tyskland.
De tyskere der kom i land i live,
slog jeg ihjel hver eneste én
fordi de havde tænkt og sagt
at de skulle lægge Danmark øde,
hvilket de næsten havde gjort
efter hvad jeg har set og hørt.
En tredjedel af Danmarks land
havde de hærget med plyndring og brand.
De snørede snore af hår gennem fornemme kvinders bryster
efter at de havde slået og klemt dem.
Så tog de dem med sig ned til stranden
førte dem ud af landet som en hån.
Alt det skyldtes den grusomme strid
n1v|som danskerne havde om kongeslægten.
Derfor råder jeg alle danske mænd,
herrer og fyrster, hver og en,
til at enes med hinanden
og lære af vores ulykke med fornuft.
For vores naboer plejer gerne
at se hvad vi behøver dem til.
Så hjælper de os gerne sådan
at vi går fra stolen i ilden.
Senere mødtes vi i et slag
en fastsat dag på Grathe Hede.
Dér var skæbnen mig ikke mild,
jeg tabte kampen og mistede livet
i det et tusind halvandet hundred og syvende år
efter at Guds søn blev født.
