Valdemar, Sankt Knud Hertugs søn
Det er sandt hvad der står i teksten,
at hvis der bliver splittelse i et rige,
så vil det blive ødelagt.
Det fik jeg at se og føle
da Danmark fik os tre som konger,
det kunne ikke forvolde mindre.
Vi var i voldsom krig med hinanden
det krævede først Knuds og så Svens liv
vi opgav ikke før.
n2r|Men efter at de var slået ihjel,
regerede jeg alene i Danmark
og fik mit på det tørre.
Jeg havde så megen nabostrid,
for tyskerne sad til fadet med mig.
Jeg kunne ikke forsvare mig
før jeg fik sat et hegn mellem os.
Det står der nok i tusind år
hvis der bliver passet på det.
Jeg må sige i sandhed:
Bisp Absalon, som var i Lund,
hjalp grundigt til med det.
Før var der kun opkastet en vold,
men vi opsatte en ypperlig mur
og kaldte den Danevirke.
I det et tusind halvandet hundred og ottende år
efter at Guds søn blev født,
blev den mur færdiggjort.
Tre år efter, i gudfrygtighed,
byggede han Sorø til Vor Frues ære,
den kærlighed viste han hende.
Senere rykkede jeg ind på Rygen
og overvandt hele folket.
Jeg lod dem kristne og døbe
i det et tusind et hundrede halvfjerdsindstyvende år
efter at Guds søn blev født.
Så meget løber det op i.
Samme år skabte jeg Sjællands lov
om hvordan de skulle dele mark og skov
og afgøre andre sager.
n2v|Da blev også min far lagt på alter
og Knud, min søn, udråbt til konge,
den glæde lod Gud tilkomme mig.
Med våbenmagt overvandt jeg
mod øst først Finland
derhen fik jeg godt vejr.
I Tyskland indtog jeg også Demmin,
Kammin, Wolgast og Stettin
og andre borge og byer.
Kejser Frederik, der kaldte sig romersk,
sendte bud om at jeg skulle komme,
og vi mødtes i Lybeck.
Der gav jeg hans søn min datter,
og han gav mig alle de lande blandt sine
der ligger nord for Elben.
Det gav han mig bevis på,
og pave Innocens sin bekræftelse
med buller af det rene guld,
til evigt vidnesbyrd og tegn
på at alle de lande og egne
skulle ligge under den danske konge.
I det et tusind et hundred enogfirsindstyvende år
efter at Guds søn blev født,
blev denne overenskomst sluttet.
Det andet år derefter
kom sygdom og besøgte mig;
den tog al magten fra mig.