Valdemar, Knuds bror
Det kan være en farlig vane
at handle imod sit ord og sin ed,
og især for en herre og fyrste
eftersom Gud, som er sandheden,
n4r|kræver sandhed af enhver.
Det måtte jeg klart erkende.
Tredive år efter at jeg blev konge,
drog jeg herfra til Norge
og gjorde Erling til konge dér.
Philip gjorde jeg til hertug.
De lovede mig mænd fra nær og fjern,
og svor mig trofast tjeneste.
Derpå drog jeg over Elben
og knuste Ertenborg og Bytzenborg
og jævnede dem med jorden.
Så fik jeg mig en dydig jomfru,
hun var datter af kongen af Bøhmen,
Dagmar kaldte man hende.
Senere fik så kejseren
den tanke at gå ind i Danmark;
han gik i krig mod mig.
Derfor gik jeg straks imod ham
med Danmarks krigsmagt til hest og til fods,
og i en fart jog jeg ham hjem igen.
Senere byggede jeg Demmins borg
og nedrev Hverisborg, det var lige så godt,
jeg tog mig ikke af hvem der hørte det.
Grev Henrik og grev Gunzelin
fik nu deres land som len af mig
og lovede mig tropper.
Jeg erobrede også en borg der hed Stettin,
og en der hed Nutten.
Den tilhørte markgreven.
Dernæst erobrede jeg også Rusland.
Og hertugen af Polen underkastede sig mig
da han hørte om min sejr.
n4v|Senere gik kejseren igen ind i Holsten.
Han var ligeglad med at hans folk led ondt,
han ville have landet i sin magt.
Jeg kom med tres tusind mand,
ikke en eneste færre,
frisere allesammen, de kunne stå godt imod.
Så vendte han om, han var ikke glad,
for han mistede i denne tvekamp
de to bedste mænd han havde.
Dem slog Sven Stærke og Broder ihjel,
for de kunne begge to kæmpe godt.
Det var vi meget glade for.
Senere hen fik jeg bygget en bro over Elben
og gik tørskoet over den.
Jeg ville besøge grev Henrik,
han var pfalzgreve nede ved Rhinen.
Jeg lagde hans land ind under min magt
med de bedste borge og byer.
Jeg lå et halvt år foran Hamborg
før jeg kunne indtage byen,
så overmodige var de.
Jeg belejrede dem med to borge sådan
at de ikke kunne få mere ind
end de i forvejen havde.
Jeg byggede en borg i Ditmarsken
så det land ikke skulle slippe fra mig
eller nogen erobre det fra mig.
Og jeg byggede også en anden borg,
n5r|både fast og god, til landets forsvar,
der står ved Travemünde.
Senere samlede jeg en flåde;
med halvandet tusind store skibe
sejlede jeg til Estland.
Jeg indtog det land og var så glad,
jeg lærte dem den hellige tro
før jeg drog hjem til mit eget land.
Derpå angreb jeg de folk der bor i Livland,
og førte dem til den kristne tro.
Jeg angreb Reval og Riga
og lagde dem under dansk herredømme.
De skulle tjene mig uden sold derovre,
og deri adlød de mig.
År et tusind to hundrede otte
efter at Guds søn blev født,
faldt ved Lena i Sverige
den tapre helt Ebbe Sunesen,
som kom sin svigersøn Sverker til hjælp
med danske riddere og svende.
Derefter drog grev Henrik bort
og gav mig ansvaret for sin hustru
og alt hvad han ellers ejede.
Det blev så til at jeg lå med hende,
Han blev rasende da han fik det at vide,
og derfor blev vi fjender.
Han fangede mig på Lyø på min seng
med Valdemar, min søn, en lille dreng,
og førte os til Schwerin.
Der sad vi fangne i stærke lænker
n5v|indtil danskerne købte os løs for fyrre tusind mark
da de hørte om det.
Jeg vil sige, og ingen skal klandre mig for det:
De gaver jeg dér gav fra mig
var ikke mindre kostbare
med heste og andre værdifulde ting
som jeg forærede de herrer
og fruer og fornemme kvinder.
Så måtte vi lægge vores hænder
på Guds ærværdige legeme og sværge
at vi aldrig skulle gengælde det.
Men da jeg kom hjem til mit land igen,
ville jeg hævne den overlast
hvis jeg fik mulighed for det.
Jeg sendte derfor et bud til paven i Rom,
han fik en god besked da han kom frem;
han medbragte fritagelse til mig
for den ed jeg havde svoret til mine fjender
da jeg drog hjem fra dem,
som omtalt ovenfor.
Så fik jeg samlet en mægtig hær
i Bornhøved blev den desværre slået,
og jeg mistede et øje.
Da var jeg blevet fanget igen
hvis ikke min ven var kommet til hjælp
med kløgt og snedighed.
Men da jeg så blev træt af krig,
skænkede jeg danskerne lov og ret
og befalede dem at leve retfærdigt.
n6r|For de der lever efter retten,
dem går det gerne godt i verden;
med Guds hjælp bliver de ansete mænd.
En dag da jeg skulle stige til hest,
kom jeg til at tænke på
hvem der skulle regere efter mig,
og hvordan mine tre sønner
skulle opføre sig mod hinanden,
den yngre såvel som den ældre.
Jeg blev stående sådan næsten en dag
før jeg fik hold på mine tanker
om denne nævnte sag.
Senere spurgte en ridder mig
hvad jeg stod der og tænkte på,
det bad han mig fortælle.
»Rejs væk,« sagde jeg, »til Sverige!
Der bor en mand, han hedder hr. Bonde,
han kan fortælle dig det.«
Han rejste derhen for at spørge om det
og fik det at vide da han kom frem,
præcis som jeg havde lovet.
»Din herre,« sagde han, »tænkte på
hvordan det skulle gå hans sønner
når han var gået bort.
Men fortæl ham det, og det er sandt,
at de skal komme i krig og strid,
men de bliver alle konge.«
År et tusind to hundrede enogfyrre
efter at Guds søn blev født
Da jeg i niogtyve år
havde styret Danmark
bukkede jeg under for nøden.
