Christoffer, Eriks bror
Jeg kan nu forstå til fulde:
Hvor en mand end vender sig hen,
vil det oftest gå ham sådan
at han får hvad han sætter væven op til.
Da et tusind tre hundred tyve år
var gået fra Guds fødsel,
blev jeg valgt til Danmarks konge
o4r|for at forsvare landet.
Markgreven af Brandenburg
gav jeg min kære datter
og holdt deres bryllup på Vordingborg
med stor ros, hæder og ære.
Jeg gjorde Knardrup gård til kloster
til ære for Vor Frue
i det et tusind tre hundred seksogtyvende år
efter at hun havde fostret Kristus.
Senere blev jeg så ond af sind,
det gjorde jeg desværre.
Retfærdighed lagde jeg ikke vægt på,
det beklagede enhver der turde.
Ridderskabet bekæmpede jeg,
det hjalp mig ikke meget;
almuen pålagde jeg tunge skatter,
langt ud over deres formåen.
Derfor satte de sig imod mig
på alle de måder de kunne.
De gjorde mig både fortræd og skade,
men det fik de ikke meget ud af.
I Tårnborg fangede de Erik, min søn,
som jeg fik kåret til konge.
De frygtede ikke trusler, de hørte ikke bønner,
de voldte ham skam og skændsel.
I Haderslev satte de ham i et tårn,
han nød ikke anden nåde,
sådan som de have planlagt det
mod os begge i lange tider.
o4v|Da jeg fik at vide at det gik ham sådan,
greb jeg til hvad jeg havde.
Jeg drog herfra til Tyskland
for at bede om hjælp og støtte.
Men danskerne tilsluttede sig de to grever
som der var i Holsten,
Gert og Hans, de tapre helte,
for at de skulle forsvare dem.
Så kom jeg tilbage med tyske mænd
til Sjælland i mit rige.
De svigtede mig dog hver og én,
så jeg måtte bøje mig endnu en gang.
Da fik jeg for alvor at se
det de gamle plejer at sige:
En ravn hugger ikke en andens øje ud
hvor meget de så måtte skrige eller gale.
Der var tyskere nu på begge sider,
derfor ville de ikke slås.
Så min stilling var ikke bedre
end at jeg måtte flygte fra riget.
Da danskerne nu havde jaget mig ud
med de omtalte grevers hjælp,
vendte de deres spyd mod dem,
de hævnede mig på dem.
De gik straks ind i deres land,
især dem fra Nørrejylland;
de belejrede Gottorp med styrke og mod,
og Haderslev indtog de først.
Dér kom grev Gert og sloges med dem,
p1r|og dræbte og fangede mange.
Han sendte dem hjem til sine fogeder,
dér faldt tiden dem lang.
Senere hen blev de tyske herrers åg
svært at bære for danskerne.
De skrev til mig i brev og bog
og klagede deres nød.
De sad på både land og borge dér
og alt hvad der var værdifuldt
i hele Danmarks rige.
De tillod ingen at være deres lige.
De der agtede at holde på magten
hvis de kunne undertrykke mig,
de svigtede deres egen vilje,
de kunne ikke forbedre sig.
De som var så glade for
at de kunne fordrive mig,
det kan jeg sige med sikkerhed:
De var de første der skrev efter mig.
De kaldte mig hjem til landet igen
for at forsvare dem
mod grev Gert, deres værste fjende,
for ham var de meget bange for.
Efter at jeg kom tilbage til riget,
som jeg virkelig også burde,
kunne jeg ikke få ud af mit sind
at de havde jaget mig ud af landet.
Jeg indgik derfor et svogerskab
med greven – til skade for dem –
p1v|min søn fik hans datter i ægteskab,
som hertugen af Sachsen før havde haft.
Senere tog jeg en dårlig beslutning:
Jeg tog biskop Tyge i Børglum til fange
og smed ham i fængsel og hånede ham;
han helmede derfor ikke
før han kom ned til pavens hof
og fik Danmark sat i interdikt.
Det blev landet holdt i gennem otte år
før det kom ud af den strid.
Senere kom det til strid mellem greven og mig
så vi ikke kunne enes.
Derfor forstødte min søn hans datter;
han kunne ikke leve med hende.
På Lohede mødtes vi så i et slag,
og sejren tilfaldt ham,
for jeg havde mange tyskere med
som ikke ville stå fast.
Så flygtede jeg til Lolland;
i Sakskøbing blev jeg fanget
og ført til Ålholm, bleg om kinden.
Det gjorde både danske og tyske.
Omsider kom jeg ud af den nød;
de førte mig til Falster.
Jeg døde kort efter på Nykøbing
og blev derpå begravet i Sorø
et tusind og tre hundrede år
og dertil elleve og tyve
efter at Guds søn blev født,
det vil jeg ikke benægte.
