p2r|Valdemar, Christoffers søn
Altid er musen, når den kan,
i en fattig kones pose.
Men kommer katten og jager den væk,
har den ikke meget at rose sig af.
Hvor musen og katten gør fælles sag,
dér plejer en dygtig bonde at tabe.
Hvis han ikke straks tager sig af det,
regner man ham for en tåbe.
Da min far, Christoffer, var gået bort,
og mine søskende også,
tilbød de mig ved kejserens hof
at jeg kunne få deres rige.
Et tusind og tre hundrede år
og derefter fyrretyve
efter at Guds søn blev født,
det kan jeg i sandhed bevidne,
da gik grev Gert fra Holsten
ind i Jylland for at kæmpe
med elleve tusind mand, og ikke én mindre;
han gjorde holdt i Randers.
Det var hans hensigt fuldstændig
at knuse det danske ridderskab
hvis han på nogen måde kunne;
jyderne voldte han store kvaler.
Mens han nu lå i Randers
med fire tusind eller mere,
p2v|kom Niels Ebbesen til og dræbte ham
med syvogfyrre, ikke flere.
Selv blev han senere slået ihjel
foran Skanderborg, som han belejrede
sammen med andre danske herrer,
det var en umådelig ulykke.
Så drog jeg fra kejseren op til Slesvig,
hos hertug Valdemar dér var jeg gæst.
Hans datter, jomfru Helvig,
forlovede jeg mig straks med.
Så blev jeg snart efter valgt til konge
af jyder og sjællændere.
Men tyskerne havde borgene,
de ville slet ikke adlyde mig.
Jeg tilbød dem derfor guld og penge
for at de skulle åbne dem for mig
og rejse hjem til sig selv
og ikke true Danmark.
De svarede mig så i enighed:
»Vi skal sige dig hvad vi mener:
En anden aftale går vi ikke med på,
vi beholder de røde sten.«
Jeg belejrede derfor først Kalundborg
og fik den på gode vilkår,
og derpå også Søborg
og fik den på samme måde.
Derefter indtog jeg Frisland,
om aftenen de elleve tusind jomfruers aften
og lagde det igen under danskernes magt
p3r|og den danske konges styre.
Derefter fik jeg Vordingborg
i min magt og besiddelse,
og så Korsør og Paddeborg,
sådan holdt jeg dem under justits.
Senere hen red jeg ned til den hellige grav
med mange andre fra Danmarks rige
og blev slået til ridder som gave fra Gud;
dér slog jeg selv andre til ridder.
Da jeg omsider kom hjem igen
med den største hæder og ære,
købte jeg mange borge fri,
som de dengang besad.
Så holdt jeg et møde i Helsingborg
med mange ansete herrer.
Dér indbød jeg hertugen af Mecklenburg
som jeg for længst havde lovet.
Han gjorde stor skade, og fik det også selv,
på Sjælland da han drog dertil,
for jeg så gennem fingre med det
selv om det vakte stor jammer.
Tre rejser foretog jeg til Tyskland.
Først brændte jeg Polen.
Næste gang kom jeg til min svoger til hjælp,
jeg lagde hans fjende i sølet.
En tredje gang drog jeg dertil
og skabte kærligt forlig mellem ham
og to grever i Stettin,
og fik affattet et dokument om det.
p3v|Men da jeg drog tilbage igen,
og næsten var kommet hjem,
krænkede han mig voldsomt
og skrev sig til Vendens land.
Jeg brændte derfor hans borge, købstæder og byer
og slog hans mænd ihjel.
Og dem som jeg lod leve dér,
satte jeg i den største knibe.
På nogle fik jeg næsen skåret op,
på andre ørerne af;
dens slags defekter på deres krop
skulle de for altid bære.
Senere indtog jeg Tranekær,
som tyskerne besad,
og Nordborg med den samme hær
før vi kom hjem til landet.
Så begav jeg mig til Femern,
som jeg havde lovet dem før,
og indtog den under danskernes magt;
dér holdt hverken porte eller døre.
Dernæst drog jeg til Skåne,
som rettelig hører til Danmark,
og jeg erobrede Helsingborg;
den turde kong Magnus ikke hjælpe.
Sådan fik jeg alle borge dér,
dem turde ingen nægte mig.
Skåningerne svor mig troskab,
de viste mig største kærlighed.
Kong Magnus havde købt hele Skåne
p4r|lidt efter min far var død,
af de tyske som besad det
og næsten havde lagt det øde.
Halvfjerds tusind lødige mark,
det hele i sølv i rede penge,
havde han givet dem fra sin kiste
for Helsingborg i Skåne.
Da han havde købt det af disse mænd
som ikke var rette ejere,
ville jeg have det tilbage til riget
eller komme i krig med ham.
Så drog jeg hellere mod øst,
på Øland gik jeg i land.
Jeg indtog Borgholm med skjold og spyd
og landet mellem øens ender.
Derpå drog jeg glad til Gotland
og kæmpede hårdt på landet.
Men da jeg kom til Visby,
stod den åben for mig.
Der fik jeg flere kostbare ting
i Visby stad alene
end jeg havde fået noget sted
jeg før da havde hærget.
Da hansestæderne hørte
at jeg havde erobret Visby,
holdt de rådslagning med store ord,
det tænkte de meget over.
De skrev et fejdebrev til mig:
De sagde de skulle have hævn
p4v|fordi deres ejendom blev beslaglagt
så sandt som de var ægtefødte.
Derfor skrev jeg et brev tilbage,
med det samme bud – jeg tøvede ikke –
det indeholdt disse ord,
hverken mer eller mindre:
»Syvoghalvfjerds hansestæder
har syvoghalvfjerds gæs.
Hvis gæssene ikke bider mig,
tager jeg mig ikke en skid af de hansestæder.«
Derfor stillede de med deres fulde styrke
og belejrede straks Helsingborg.
Det var deres klare hensigt
at gøre mig skade.
De havde rejst seksten blider dér
og skød både nat og dag.
De havde tænkt at erobre Danmark
hvis ikke de havde fået en lærestreg.
Jeg mødte dem, dræbte og tog til fange,
som de pralede allermest,
en mægtig flok beløb det sig til,
de andre drog hjem i vanære.
Et tusind tre hundred år
og treogtresindstyve
efter at Guds søn blev født,
det siger jeg uden at lyve,
gjorde jeg det for kong Hagen
og for min datter Margrete
at jeg holdt deres bryllup i København;
p5r|den hæder viste jeg dem.
Han var ægte og retmæssig søn
af kong Mogens af Sverige.
Han havde magten i Norge
frit og ubestridt.
Til sidst gik jeg bort på Gurre
og blev lagt i jorden på Vordingborg.
Min datter Margrete befalede senere
at jeg skulle flyttes til Sorø.
Efter Guds fødsel et tusind tre hundrede år
og femoghalvfjerdsindstyve
døde jeg som skrevet står,
det kan ingen benægte.
