Christoffer af Bayern
Jeg var en tapper hertug i Bayern
og pfalzgreve ved Rhinen
før danskerne sendte mig en begæring
og skrev til mig i breve
at jeg skulle komme til Danmark
og regere alle tre riger
med kløgt og gode beslutninger
så de kunne forblive samlet.
Jeg adlød dem og overtog
styret af de tre riger.
Så længe jeg levede, var de i fred
og fri for alle farer.
Det skete år et tusind fire hundred
og dertil nitten og tyve
efter at Guds søn blev født,
det kan jeg med sikkerhed bevidne.
Men da jeg kom til Danmark,
ville bønderne bestemme.
Præsterne brød de sig ikke om,
q2r|ridderne ville de gøre det af med.
I Jylland samledes de i flok
som ville de stå fast og holde stand.
Jeg knuste dem alle sammen,
de led både skændsel og nederlag.
Senere friede jeg til en jomfru,
hun var markgrevens datter.
Og hende fik jeg til dronning,
hun fortjener alt hvad der er godt.
År et tusind fire hundred
og femogfyrretyve,
søndagen før mikkelsmesse foregik det,
i København, med største pragt.
Hun kunne i alle disse lande
af mange kaldes en udsøgt blomst.
Det kan jeg sige i sandhed:
Hun kom Danmark til gavn.
Derfor bør alle danske mænd
hylde og prise og bøje sig for hende,
rig som fattig hver og en;
hendes navn er Dorothea.
Bedst som jeg var kommet til rette
og havde lyst til at leve,
blev døden min gæst i Helsingborg
da de gejstlige skrev året sådan:
Et tusind fire hundrede år
og syvogfyrretyve.
Da døde jeg og blev lagt på båre;
for sådan en gæst må man frygte.
