¶ Syger Sywoldssøn
Kaadhe pygher æræ waagheth gotz
tijl gøme ath holde længhæ,
och mesth for the willæ haffue notz
medh vngæ swæne och drængæ.
Segnyldh, myn dotther, tog paa vraadh,
Hagbordh lodh hwn seg lockæ.
Thi giorde ieg raffnæ aff hannum en braadh,
the mwnne hans øwen vdh hackæ.
Tha han kom vdh hoss galyen ath staa,
han lodh seg ey før nøffuæ
en han hengdhæ op syn kobe blaa
f1r| myn dotther ther meth ath prøffuæ.
Hwn ietthæ blanth andræ elskowens ordh
om nathen the sammen woræ,
at hwn ey lengher willæ leffue paa iordh
om han sith liff omboræ.
Tha hwn hans kobæ i gallyen saa,
hwn lod ey lengher dwæliæ;
hwn hengdhe seg oc syne iomffrwer smaa
for thet samme ælskows fæliæ.
Hwn hade thet och bestelleth saa
ath nar som the woræ dødhe,
tha skullæ en pighæ setthe ildh oppaa
thet bwr oc legghe them ødhe.
Tha Hagbord so thet brudehuss brandh,
han badh oss ware tijl stædhe
och hengæ hannum op for hans pigæ pa standh.
Tijl dødhe gick han meth glædhe.
Tha Haghen, hans broder, fick thet spurth,
han soor han skullæ thet hæffne
som ieg hade wedh hans broder giorth.
Han fick thertijl godh æffne.
The komme om en morghenstund
allæ meth may bekhleddhæ
som thet hade wæret en grøner lundh.
The fast tijl gaardhen threddhæ.
Tha kom myn kwræ oc roffthæ saa
han badh meg snart opstandhe:
»Ieg seer en skow tijl gaardhen gaa,
ieg men han ær ey dandhæ.«
f1v| Tha stodh ieg op oc kleddæ meg,
ieg lod ey lengher bydhæ.
Ieg kalledæ myne hofsynner hwær wedh seg
och badh them lade seg lydæ.
Wij møttæ Haghen hart hoss myn gaar,
wij wore ey hallæ manghæ.
The slowæ oss aff som andhre faar,
som Hakæn hade ieth for langhæ.
