Løcken, hwn ær eth vndherlicth troldh,
hwn leeger meth folk so mangæ foldh.
Medh anledhe sorth hwn somme kywss,
meth hwith tha giffuer hwn somme lywss.
Somme opreyser hwn meth en farth
och kaster them nedh igen so snarth.
Tha ieg wor greben tijl Tydeskælandh,
ieg sattes i fængsell meth fodh oc handh.
Saa tox ieg tha tijl threldom vdh
som ieg hade waret en annen studh.
I thet arbeyde wor ieg so traa
ath konghen tog ther goth ynne oppaa.
Thi fick han meg tha sith fogedhi
ath ieg skullæ thiæne ther vdhi.
Siden giorde han mod meg al som besth,
han tog meg tijl seg al som nesth
hwer man oc quinnæ i alt hans gaard
g3r|all myn atheffdh wel taghen waar.
Wthen drotninghen, hwn tijl meg tog
wansag for hwn wor wijs oc klog.
En dag ther konghen ey hiemæ waar,
och ieg attraa tijl Danmark baar,
tha tog ieg tijl ath pønssa ther paa
hworlundh ieg skullæ then drotning wngaa.
Saa giorde ieg meg en man aff seff
och førdæ hannum i myn giortel geff.
Ieg settæ theri en leuendæ hwndh
och lodhe'n indhbære en affthenstwndh.
Saa bad ieg Gwndæ, myn stalbroder war,
at han skullæ staa for meg tijl swar
och røræ paa then seeffkarlen saa
at hundhen mottæ gøø, ther indhen laa.
Tha drotninghen hørdhe then hund so gøø,
tha donydhe hwn och willæ døø.
Hwn spurde hannum hwat vthing ther laa
wthi then bænck och gøde saa.
Han sade: »Thet ær stolbroder myn,
iwncker Iermer haffuer møst sith syn.«
»Bær wdh,« sade hwn, »then galne man.
Ieg hannum hoss meg ey lidhe kan.«
Han bar seffkarlen borth i en sæng,
ther laa han som en annen dræng.
Medhen wor ieg borthe wthi thet mørk,
ieg leethæ saa fast i konghens ørk.
Ieg tog ther vdh baade sølff oc gwldh
saa længe tijl ieg hade sæcken fwldh.
Ieg hade fordrucket the wecther saa
g3v| ath inghen aff them kunne aff stæden gaa.
Thi høgh ieg them først howedheth fraa,
thernest tha ieg mwnne drotninghen slaa.
Saa for ieg tha tijd som konghen waar,
ieg brænde hannum indhe meth alt hans gaar.
Saa for ieg tijl Danmark indh
oc fik thet rigæ fraa faderbroder mynd.
Ther nest for ieg tijl Sweriges land
och wand thet rigæ vnder danes hand.
Saa bødh ieg tha the tydeskæ stridh
och wand them offuer oppaa en lidh.
Aff theres høffdingher wel fyre tij,
greff ieg ther i then samme krij.
Ieg lod them alle hengæ opp
meth en lewende hwnd hoss hwer theris kropp.
Saa fick ieg danskæ thet rigæ i hand
och for saa indh i Rytzeland.
The tydeskæ togæ snart paa
vrodh,
the sloffue the danskæ aff meg tijl hodh.
Thi for ieg genesten tijd igen
och greff the skyldighe hwer oc en.
Aff hwndhe lod ieg them slijde ihiel;
meg tytthæ the hade thet tiænt ful wel.
Siden lod ieg byggæ paa Hielm en sloth
och førdhe ther paa hwad ieg hade goth.
Siden for ieg wdh ath krij tijl søøs,
ieg slo ther so manghen howethhøøs.
Medh fyre brødre aff Grekelandh
ieg stridhe tre dagæ oc offuerwandh.
g4r| Ieg nøddæ them at giffue skath
och togh theres søster fraa them saa brath
och giorde henne so tijl drotning myn,
for hwn war bode fawer oc fyn.
Ther kom fraa them en iwncker snar,
han konnings søn aff Liffland war.
Meth meg i tiænestæ kom han seg,
thet giorde han alt for falsk oc sweg
forthi ieg slo hans brødre too
ther ieg i Østerledhen bort droo.
Buttho saa hedh then kongæ søn,
han bleff meg syden saa ondh tijl røn.
Ieg rætthe meg megeth effther hans raadh
indhtijl ieg fik bode skade oc haadh.
Saa lengæ lyddhe ieg hannum ath
at hwer man tog tijl meg hath.
Tha tydæskæ spurde thet gik meg saa,
tha fwldhe the meg tha trediæ tijd fraa.
Thi foor ieg tijl them trediæ tijdh
och twingdæ them igen meth strijdh.
Saa lodh ieg tagæ theres øpperstæ men,
hertigher oc greffuer hwer oc en.
Ieg lodh them bynde meth baandenæ stark
och sleffuede them vdh appaa then mark.
Saa gaffue the andhre them tijl fredh
oc gaffue meg skath som før waar sedh.
End bleff ieg atther syden saa skaadh
ath ieg togh mere aff Buttes raadh.
Myn eyæn slecth slo ieg ihiel
g4v| forwthen ræth oc wthen skeell.
Han Broder, myn søn, beløgh thernest
och saa myn drotning alt som mest.
Han sade han hade seth therpaa
ath Broder, myn søn, hoss henne laa.
Thi dømdhe mith raadh tha saa ther om
ath the skullæ vndherliggæ sodan dom.
Hwn skullæ thraades vndher hestæ been,
och han skullæ forskriffues oc aldrig igen.
Tha swarede Buttho, han wor so slæth,
hannum bør ath hængæ thet ær hans ræth.«
Tha hwn wyndoben paa iorden laa,
the kwnde ey komme ther hestæ paa
forthi at hwn so dydelig waar
och ther tijl wskyldigh som eth faar.
Tha sade Butho: »Hwn kan troldom.
Thi tagher henne op och wender henne om.«
The giorde't so snarth som han thet bødh,
saa bleff hwn trodh oc snarligæ dødh.
Ther the skullæ tha myn søn op hengt,
som Butho, mith raadh, hade bethengt,
tha stodh hans hwnd oc thød paa meg,
hans høgh, han reff sith dwn aff seg.
Tha ieg thet saa, then ynkeligæ færdh,
ieg willæ ey ladhe'n ophengæ ther.
Tha skødh Butho syn baadh so snarth,
han for tijl Greken meth en farth.
Och kærde paa meg for Swanyltz dødh
oc raaddhe hennes brødre at gøre meg nødh.
g5r| Men tha ieg fick theris komme sport,
ieg søcthe thet sloth som ieg hade giort.
Offuer mith howet wunde the thet sloth
och thogæ ther alt hwat ther wor goth.
The høggæ meg hænder oc fødher fraa
och pynthe meg so tijl døde thaa.
Saa kommæ tha tywæ danskæ men
och sloffue them aff ræth hwer oc en.
