¶ Gorm hynd gamble
ALlæ them som troode paa Kryst,
them willæ ieg altijd forhæde.
Ieg lod thet wor myn størstæ lyst
nar ieg kunde them betrædæ.
Ieg them ænthen slo ihiell
elder lod them storlig plaffue.
Meg tøttæ at the thet tiæntæ well
for ny troo the willæ haffue.
Syden bedis ieg tijl en iomffrw fyn,
hwn wor i Ængland hiemæ,
at hwn willæ weræ kær husfrw myn
och lade seg ther tijl sømmæ.
Hwn swarede saa ther budheth kom,
hwn thet ey gøræ kwnde
wthen ieg willæ tagæ wedh kristhendom
k2v| och cristenne men fredhen wndhe.
Ieg tog ther widt oc woor ey seen
thi meg stod hw tijl henne.
Ieg screff tijd breff tijl rigæ igen
och lod thet talæ tijl ænne.
Tha ieg meth henne tijl sængæ kom
som folk the pleyæ ath gøræ,
saa bønligæ badh hwn meg therom
ath ieg skullæ henne ey røræ
for wij kunne faa ther thegen oppaa
i nogher hande modhæ
ath wi mottæ børn tijl sammen faa
wor rigæ tijl gaffn och bode.
Ieg wethæ'ne bøn som hwn wor wærth,
for hennes store dydh oc æræ.
Iegh lade mellom oss mith draffnæ swerth
ath ieg skullæ kysker wæræ.
Som ieg i førstæ søffen tha laa
saa wynderligæ meg thet totthæ
aff hennes skødh fluæ fwlæ thoo
saa høgth som høgesth the motthæ.
Saa fluæ the nødh tijl meg igen
the sættæ them paa myn hande.
Saa giorde the tøswer for wthen meen
then triediæ tijd finghe the wandhe.
Tha kom ther ickæ wthen en igen
meth blodigæ wingæ och fiædræ.
Then førstæ hadde tha fanget eth meen
thet hannum kundæ inghen man bedræ.
k3r| Saa sade ieg Tyre tha
aff then drøm,
ieg lodh ey lengher dwæliæ.
Myne ordh gaff hwn tha wel gøm.
Wij giorde hwer annens williæ
Wij afflædæ twænde søner boldh,
godæ strijtz men bleffue the bode.
Tydskeland wunde the wndher mit woldh
och them som i Hyperne bode.
Then førsthe myn søn hadde ieg kær,
och saa wel ieg hannum ynthe
ath ieg hade hwth at dødæ meth swerth
hwo meg hans død først kynthe.
Tha Tyræ hwn fik hans død tha sporth,
hwn holt hannum meth seg indhe.
Hwn togh paa seg en kiorthell sorth
ath ieg skullæ thet besynne.
Tha sade ieg saa: »Ieg seer thet well,
hwad then samme kiortel betegner.
Han tegner myn søn ær slaffuen ihiell.
Ieg thet om syer well fregner.«
»Thet syæ I, kæræ herre myn,
och ickæ wij,« sade hwn meth allæ,
»hwor sorghen ær, hwn kænder paa kyn,
i hwædhen som hwn kan fallæ.«
Tha ieg fornam aff hennes ordh
ath Knudh, myn søn wor slaffuen,
tha styrthe ieg nødh oppaa then iordh,
aff sorgæ døde ieg ther taffuen.
