¶ Waldemar, Knutz broder
Thet kan wære en faerlig sedh
at giøre imod syn ord och edh
och mest en herre och første.
Forthi at Gud, som sandhed ær,
n4r| sandhed han begherer aff hwer.
Ieg thet befand meth gørste.
Trediw aar effter ieg konning wor
ieg hedhen oc ind tijl Norgæ for
och Erling tijl konning ther giorde.
Philippum giorde ieg tijl hertug ther.
The iettæ meg manskab fiern oc ner,
tro tiæniste the meg sworde.
Ther nest ieg op offuer Elffuen foer
oc Erthenborg oc Bytzenborg
ned slo tijl iord
och lade them øde meth allæ.
Saa fick ieg meg en ionfrw klar,
hwn konghens dotter aff Beemen war;
Dagmær mwnne man henne kallæ.
Siden tog ther keyseren saa i synd,
han hade seg tænct i Danmark ind,
orloff han meg paa førde.
Thi for ieg genesten hannum imod
Meth Danmarks macth tijl hest oc fod
fulsnart ieg hiem hannum kørde.
Siden lod ieg bygge Demyn slot
och ned slo Hwerisborig, som wor om got,
ieg skøtte ey hwo thet spurde.
Greffue Henric oc greffue Gyntzelyn
tha toge theris land aff hende myn
och manskap the meg sore.
Ieg wand oc eth slot, thet hed Stætyn,
och eth hed Nutten, wndher hande myn.
Marcgreffuen thet tijl hørde.
Ther næst wand ieg oc Rytzeland.
Oc hertugen aff Polen gik meg til hand
tha han myn seyer hørde.
n4v| Siden ind foer keyseren i Holtzen
igen,
han skøtte ey ath hans folk fik meen,
han wille thet land bestride.
Ieg kom meth trysynnetiwe twsend men,
the wore ey fære, icke tijl en.
Allæ friser, the torde wel bide.
Saa drowen tijlbage han wor ey blijd
for han misthe ther i eenlig strijd
the ypersthæ too men han hade.
Them sloo Broder oc Swen Stærkæ
ihiell
fore the kunne bode ficthe well.
Wij wore ther ath ful glade.
Siden lod ieg giøre offuer Elffuen en broo
och foer ther offuer meth tørre skoo;
greffue Henric willæ ieg tha geste,
han paltzgreffue wor tha paa Ryn.
Hans land wand ieg wnder macthen myn
meth sloth oc stædher the besthe.
For Hamborigh ieg eth halt aar laa
alt før ieg kunne then stadhen faa
saa dolle wore the tijl synne.
Meth too borgher ieg belade them saa
ath the kunne icke meer tijl them faa
æn the hade førre inne
Ieg lod byggæ eth slot i Ditmerske land
ath thet skullæ ey gaa fra hand
elder noger thet fraa meg winne.
Saa lod ieg oc byggæ eth anneth sloth
n5r| tijl lande wern bode fast oc goth
ther stoorTraffuenmyndhæ.
Siden lod ieg senckæ en flode skijb
meth hal annith twsende store skijb,
tijl Estland lod ieg stande.
Ieg wand thet land oc wor saa froo,
ieg lod them kænne then helliæ troo
før ieg foer hiem tijl landhe.
Saa søcthe ieg them i Liffland boo
oc kom them tijl then cristen troo.
Ieg Ræffuell oc Rij bestrijde;
ieg skickede them wndher Danmarks wold.
The skullæ tijd tiænæ for wthen soldh,
the meg ther well tijl lyddhe.
Twsende tw hundrede oc otte aar
effther ath Gutz søn fødher waar,
tha slos i Swerige hos Lene
Her Ebbe sonessøn, then hellædhe from,
som Swæckæ, syn maw, tijl hielppe kom
meth danskæ riddhre oc swene.
Thernest tha for greffue Henric aff
land
och meg befaledæ syn hwsfrw i hand
och alt thet annith han ottæ.
Thet kom saa ath ieg meth henne laa;
Han toge't tijl hadh ther han thet fraa;
ther foræ bleffue wij wsottæ.
Han greff meg i Lywthø paa myn sæng
Meth Woldemar, myn søn, en lidhen dræng,
han oss tijl Sweryn førde.
Ther sade wi fangnæ i boyer stærk
n5v| tijl danskæ woss løstæ for xl twsent mark
tha the thet spurde oc hørde.
Ieg wil siæ for wthen straff
the gaffuer som ieg ther borth gaff,
the stode ey dyrt mynnæ.
Meth hestæ oc andræ kleynodh
som ieg the herre giffue lodh
och frwer oc godhe quinnæ.
Saa mottæ wij leggæ wore hender paa
Gutz werdigæ legom oc swæriæ theraa
ath wij skullæ thet ey heffnæ.
Men tha ieg kom tijl lande igen,
ieg tænctæ ath wracthe myn skade oc men
om ieg kunde faa thes effnæ.
Thi sænde ieg budh tijl pawen i Rom,
han fik godh tyendæ tha han tijdh kom;
han meg affløsen hiem førdhe
paa eedhen som ieg myne fyende sor
tha ieg fra them tijl lande for,
som ieg tijl forne aff rørdhe.
Saa lod ieg ther sænckæ en mechtig hær;
i Borendhweld slos han theswær,
och ieg eth øwæ ther mystæ.
Ieg hade tha bleffuet ther greben ighen,
hade ey meg vndsæth en myn wen
medh raadiched och lystæ.
Men siden ieg wor aff orloff træth,
tha giorde ieg danskæ loff oc ræth
och bødh them skellig ath leffue.
n6r| Forthi ath the som leffue meth skeell,
thet gor them gærnæ i werdhen well,
meth gudh tha bliffue the geffue.
En dag som ieg skullæ styæ myn hest,
tha løb meg i synd alt som mest
hwo effter meg skullæ regere
och hworlunde myne sønner tre
skullæ seg hwer modh annen the,
then mynde som then meræ.
Ieg bleff saa standendæ nær en daw
før ieg kom meth myn tænckæ i law
om thesse forscreffne støckæ.
Siden spurde meg en riddher godh
hwat ieg tænctæ ther ieg saa stodh;
han badh meg thet wth thryckæ.
»Faar borth,« sade ieg, »tijl Swerigis land!
Ther boer en riddher, her Bonde hed han.
Han kan theg thet berættæ.«
Han for ther hedhen ath spøriæ therom
och fik thet ath widhe ther han tijd kom,
aldelis som ieg hannum iættæ.
»Thyn herre,« sade han, »han tænctæ ther aa
hworledis thet skullæ hans søner gaa
nar han wor ganghen aff liffue.
Men syæ hannum thet for sandhen saa
ath orloff oc twidræcth skullæ the faa
dog skullæ the allæ kongher bliffue.«
Twsende twhundrede xl paa thet førstæ aar
effther ath Gutz søn fødher waar,
n6v| tha bleff ieg lauith i lighæ.
Tha ieg hade i xxix aar
for Danmarks rigæ standhet tijl swar,
tha mottæ ieg nødhen wigæ.
