Da han indså alt dette, tog han afsted og kom til Gregorius NazianzenusA som var biskop i Konstantinopel. Og da han havde lært den hellige skrift af ham, drog han ud i ørkenen. Han skriver til EustochiumA om alt det han for Kristi skyld blev udsat for der, og siger:

»Ak, hvor ofte — mens jeg var i ørkenen eller ødemarken som var forbrændt af solens hede, og hvor munke havde deres skrækkelige huse — troede jeg ikke at jeg var i Rom, i herlighed og luksus. Mine lemmer som var så vanskabte, rystede i det grove, hvasse sækkelærred som jeg var klædt i. Jeg var ligesom en blåmand.A Sommetider, når jeg var ved at falde i søvn, lagde jeg mine nøgne ben — som knap kunne hænge sammen — på den blotte jord. Om mad og øl har jeg intet at sige, 103r|for alt hvad jeg drak var koldt vand. At indtage noget der er kogt, ansås for uanstændigt.

Og når jeg var i selskab med de kryb som hedder scorpiones, og med andre grumme dyr, syntes jeg ofte at jeg dansede med jomfruer. Sanselighedens flammer brændte således i mit kolde legeme i min halvdøde tilstand. Jeg græd tit, fastede i ugevis og tæmmede mit legeme som kæmpede imod mig. Ofte stoppede jeg ikke med at slå mit bryst, dag og nat, før Gud gav mig sindsro.

Og så frygtede jeg min celleA som om den kendte mine tanker. Som i et fremmed land gik jeg ynkeligt gennem den onde ørken. Herren er mit vidne på, at jeg efter mange tårer nogle gange syntes, at jeg var midt i en engleskare.«