Worms

Paa den yndigste Vei, ved Foden af de paa høire Haand henglidende Høie, ved Siden af den os stedse mødende, hilsende, forbigaaende Rhin, mellem lutter Viingaarde, Blomsterenge, frugtbare 253| Marker og afvexlende Nøddeskove, som igiennem en Række af i hinanden løbende Haver, kom vi om Middagen til denne gamle Rigsstad, som jeg halvtredie hundrede Aar tilbage i Tiden kiørte ind i. Jeg kunde ikke bare mig for nøiere at betragte dens Tagsteene end jeg nogentid før havde betragtet nogen anden Stads. Luthers Aand omsvævede mig.

Noget før man kommer til den i Krigen ødelagte Stad, Oppenheim, hvis halv nedrevne Muure erindrede os Ludvig den Fiortendes, Louvois's og Melacs Gruesomheder, har man fra Veien, der løber om Afhanget af et Viinbierg en Udsigt, der nu langt overgaaer den fra Favoriten ved Maynz. Hvorledes Mennesker ordentlig kunne myrde hinanden efter Takten, begriber jeg overalt med megen Møie; men hvorledes det er mueligt, at føre Krig i denne Egn, begriber jeg aldeles ikke; Politiken, for hvilken intet Ondt er umueligt, kan allene forklare dette Særsyn. Den har giort dette Land, som af Naturen syntes bestemt til en almindelig Dandseplads, til et næsten bestandigt Krigstheater. Den evige Skiænden og Brænden, har imidlertid ikke reent kunnet ødelægge det; Naturen har her været sine Voldsmænd voxen.

Fra Veien skraas over for den saa kaldte Svenske Støtte (en Obelisk til Gustav Adolphs Erindring, der i Aaret 1631 her paa en Ladedør svømmede over Rhinen) seer man i den speilklare Flod adskillige yndige Holme smile som Børn i deres Moders Skiød. Det hele Landskab er saa stille indtagende, kiælen blidt, og landlig roesomt, at Gemyttet, ved paa Synets dalende Vinger at overflagre dets Ynde, sagte hensynker i den barnligste Beundring. Det var mig, som om jeg i Engene og Viingaardene vilde leege Skiul med den milde, godlidende, Fortrolighed indskydende Strøm – som om jeg gad leeget Nødder i Hænde med alle Træerne – og som om jeg var selv saa uskyldig, som da jeg reed paa min første Kiephest. Jeg vilde fortælle hver grønnende, blomstrende, smilende Gienstand mine Eventyrer, og tilsidst, efter at have pludre t og spøget mig træt med den hele livsalige Bred, lægge mig hen at slumre i Rhinens Arme, for at opvaagne til en skiønnere Dag. Paa et Sted, som dette, i en saadan Stemning begriber man, at Menneske-Hierner og Menneske-Hierter have kunnet falde paa at dyrke og tilbede en Flod – og 254| forsones ikke allene med denne, men med alle sine Brødres øvrige Barnagtigheder.

Saaledes i Frugtbarhedens egne Spor, som om den personlig var gaaet foran, bestandig udtømmende sit altid gienfyldte Horn paa den leende Blomstervei, kom vi under den syngende Kudsks glade Luftsmeldinger til Worms. Vi iilte strax op til det hellige Sted, hvor den uforfærdede Luther mødte paa Rigsdagen 1521 for Carl den femte. Her stod han! sagde vi, og sank i Knæe under Forestillingens Vælde – Europas den Gang eeneste værdige Repræsentant! med Millioner Brødres, med Aarhundredes Skiæbne paa de Atlantiske Skuldre! Han følte at talløse Slægters Friehed, Oplysning, og Lyksalighed vilde falde, hvis han vaklede, og stod urokket som Klippen i Uveir, en nye, men fastere Petrus! Hvor hensank selv Lynildens Søn Saa kalder Cervantes <em>Carl den femte.</em> for hans kraftfulde Fremstand! Svimmelhøit fremragede hans Himmelkronte Isse over alle de studsende Nærværende. Dolken faldt Morderen af den zittrende Haand, og Giftglasset sprang, et Symbol paa Pavens splittede Magt, paa Mørkhedens adspredte Vælde! –

Vi gik mellem Levninger af de Franskes Ødelæggelse forbi den ærværdige gamle Domkirke, hvis fire Hovedtaarne synes at vogte den i Midten hvilende Kuppel, op til det Bispelige Slot, fra hvis Høide vi lovede os en ualmindelig Udsigt. Den overtraf langt vor Forventning. Øiet svæver her over hele den underliggende Stad og dens frugtbare Marker, over Rhinen og dens med Skove afvexlende Viinbierge, over utallige Flekker og Landsbyer, indtil Darmstadt, Heidelberg, Speier, Landau, og Frankenthal, i Skyggen af Biergveiens Toppe, Hartstrækningen, og det skyemørke Tordenbierg. Jeg glemte aldeles Udsigten fra Gleicherne, fra Borgen i Friedberg, og med den alle andre Udsigter over dennes uafseelige Pragt. Slottet selv havde for Resten intet mærkværdigt.

Ved Giestgiverbordet var Selskabet ikke synderlig interessant. Underholdningen var treven, kold, og stiv. Den eeneste, som fristede mig til at tale, var en gammel Munk med et sandt Lorenzo-Ansigt, som hiertelig deeltog i min Henrykkelse over Egnen, og især i mine Lovtaler over Viinen.

Udenfor Worms modtog os nye Fortryllelser. Alleslags Frugttræer: Æbler, Pærer, Valnødder, Morbær, Mandeler legede rundt omkring os i venlige Grupper. Men intet henrev os saa meget som Rhinens yndige Bugtninge, den vi endnu bestandig af og til opdagede paa venstre Haand. Snart forekom den os en spøgende Glut, snart en virksom velgiørende Mand, snart en forstandig og elskende Huusmoder. Erindringen af et Sted udenfor Oppenheim, hvor vi saae sørgelige Spor af dens Oversvømmelse, lode os blive staaende ved det sidste Billede. En Flod i et Land er virkelig hvad en Kone er i et Huus. Svulmer den op, gaaer den over sine Bredde, er den herskesyg, vil den glimre, kort sagt, overskrider den sine Grændser, ødelægger den alt omkring sig, og nøgne, vantrevne Væxter sørge paa dens Kyster – bliver den derimod i sin Rende, flyder den sagtelig, uden Larm, vever og omladen i lettrillende Vover, blid og stille med hvert Øieblik til Smiil beredte Huller i Kinderne, kyssende, og ikke overfuusende sin Bred, forskiønner, beriger og velsigner den alt, som den milde, venlige, huuslige Mage ved sin Mands Side i Kredsen af fyrige Sønner og blufærdige Døttre.

Saaledes var Rhinen her. Igiennem dens bestandig afvexlende Haver kom vi fra Worms over Frankenthal og Oggersheim, to artige Smaastæder, til det ved første Blik meget indtagende Manheim.

[...]