Manheim

Gips og Marmor

[...] Jeg længtes efter at see den saa berømte Statue-Saal; og iilte derhen med de meest glimrende Forestillinger. "Ikke blot i Frankrig og Tydskland, nei selv i Italien kiender man ingen Plads, hvor en saa rig Samling troe og reene Gipsafstøbninger af de skiønneste Græske og Romerske Original-Statuer findes samlede. Alt det beundringsværdige, Rom, Neapel, Florenz, Venedig besidder i dette Fag, sees her ved Siden af hinanden!" siger den Manheimske Veiviser. Aldrig har jeg med større Forventning gaaet en Seeværdighed imøde; thi, Gips eller Marmor, ligemeget, hvor det giælder om Form! Men hvor studsede jeg, da jeg i en mørk og fugtig Slyde, paa mit Spørsmaal: Hvor gaaer man op til Statuesalen? fik til Svar: De er midt deri. Jeg troede mig blot i en Slags Forgaard, hvor man pleier at hensætte Udskuddet, og ansaae hvad der stod, omtrent som den hullede Elephant ved Indgangen til vort Bibliothek og Kunstkammer. Jeg saae mig nøiere om, spiilte og spiilte Øinene af alle Kræfter, og bemærkede rigtig nok en Hoben Gipsfigurer; men saa hultertilbulter imellem hinanden, at jeg ingenlunde kunde faae i mit Hoved, at de udgiorde et Gallerie. Endelig opdagede jeg Fader Laocoon med sine Børn, og tog min Hat af, som jeg hidindtil havde beholdt paa Hovedet. Den Medynk denne mageløse Gruppe indskyder, fordoppledes her ved at finde den paa et saa uanseeligt Sted. Naar jeg undtager den Farnesiske Hercules; Caunus og Byblis, Castor og Pollux, August og Caligula i Colossal Størrelse, og et Par smaae Afstøbninger, var intet, hvad vi ikke have ulige skiønnere, renere, og efter al Anseelse troere paa Charlottenborg. Apollo syntes at ærgre sig over sin Plads her.

Og dette var den alle Frankrigs, Tydsklands, og selv Italiens overtræffende Statue-Sal! Hine maae da være meget ubetydelige.

Rigtig nok kunde jeg kun sammenligne den med vores. Men 257| jeg har Umage med at troe, at alt det beundringsværdige, Rom, Neapel, Florenz og Venedig har at opvise i Billedhuggerkunsten, netop skulde findes hos os. Hvis saa er, kan jeg spare en Reise til Italien, ligesaa got, som jeg havde kunnet spare min Gang til dette Gipspulterkammer, der, enten det nu kom af Mangel paa tilbørlig Plads, eller af Mangel paa rigtig Dag, eller af den uanstændige Uorden hvori alt var sammenstablet, aldeles ikke tilfredsstillede mit Øie, Afstøbningerne, maae for Resten være troe eller falske.

Directeuren, Herr v. Verschaffelt, viiste os siden efter sine egne Arbeider, hvoriblandt en Gud, et Menneske, og et Dyr, nemlig Apollo, Rousseau, og Rhinoceros, alle i Marmor, særdeles behagede mig.

Vi gik herfra til den prægtige Jesuiterkirke, der dog ikke heller, trods al sit Marmor, er et saa mageløst Skiønheds Vidunder, som den har Ord for. Vi fornøiede os meest over den herlige Resonanz deri, og fire skiønne Malerier af Crah, fra Düsseldorf.

Iffland

Jeg forlod mit Følge, og gik hen at besøge Iffland. Jeg kiendte ham ikke igien; det var hverken Marianes Fader eller den snorrige Cantor; men Forfatteren af Jægerne – en middelmaadig Statur, temmelig fyldig, med en let, naturlig, meget behagelig Anstand, og et Blik, hvori Tanke og Velvillighed næsten skiulede Satyren.

Jægerne er eet af de Skuespil, som meest have rørt mig ved Læsningen, og det, som af alle i sit Slags fuldeligst har tilfredsstillet mig paa Theatret. Jeg nærmede mig med inderlig Følelse af Taknemlighed dets Forfatter, og frydede mig over at finde hans Person saa ligt det Ideal min Indbildning havde dannet sig. Hans Væsen svarede til hans Udseende. Indtagende Venlighed, Fiinhed og Urbanitet udmærkede det.

Jeg underholdt mig med ham i to Timer paa den behageligste Maade. Samtalen var fornemmelig om Skuespil og Skuespillere, om det Kiøbenhavnske, Hamburgske og Manheimske Theater. Uagtet han selv ikke synger, holdt han dog Operen ikke 258| blot for tilladelig og tienlig, men endog for nødvendig i Dramatiken. Der kan upaatvivleligen siges meget for og imod, især hvad dens Anbringelse eller Vedligeholdelse hos os angaaer. Dog meente han, at vort Theater maatte regnes iblandt de fuldstændige. At angribe dette Skuespil i sig selv, som Kunstværk, syntes ham uoverlagt. – Jeg fortalte ham, at Madame Stark i Hamburg (som Moderen i Jægerne) af alle de Skuespillerinder, jeg havde seet, meest havde fortryllet mig, og at jeg fandt hende ligesaa ophøiet over alle sine Kunst-Søstre, som Schrøder over sine Kunstbrødre. Han bifaldt denne Dom med et hæftigt Haandtryk. – Jeg beundrede den Varme, hvormed han tog Deel i min overordentlige Høiagtelse for Schrøder, uagtet han selv var Iffland. Efter Reglen burde den første være meest skinsyg over den sidste, som Forfatter – og den sidste over den første som Forestiller; men jeg fandt det ikke saaledes. Forholdet mellem begge disse Mestere – upaatvivlelig de første i deres dobbelte Fag i Tydskland – er i mine Tanker ikke et Parallel- men et Kryds-Forhold. Jeg troer, at de gaaer fuldkommen op imod hinanden saaledes, at Iffland er netop ligesaa langt over Skuespildigteren Schrøder som Schrøder er langt over Skuespilleren Iffland. Er den eenes Værd noget større, saa er den andens meget sieldnere. Jeg veed for min Part ikke, hvem jeg skulde tildeele Prisen – og tildeeler den dem begge.

Ved at tale om Hannover og Celle, hvor han har tilbragt den Tid, da han var lille, hvis svundne Dage han erindrede med frydefuld Veemod, randt ham det Mausolee i Tankerne, der saa meget havde rørt mig. Han spurgte mig, om jeg havde seet det? "Seet det?" svarte jeg, "vædet det med mine Taarer! Hun var min Barndoms Cypria" – "Og min Ungdoms!" udbrød han. Hvilken uformodet Foreningspunkt! Vi talte nu om intet andet end om Cypria Mater! Fuldbegeistret malte han hendes Ophold i Celle... "O! men tænk Dem hende forynget, forskiønnet, forædlet, opidealiseert, som hun nu straaler hisset, uden hine Støvpletter og Giftstænk – blot det Skiønne, det Yndige, det Gode uendelig fuldkomnere, forklaret i skyefrie Himmel" – raabte jeg – "tænk Dem Cypria forvandlet til Urania!"... "Deres Skueplads maa være den skiønneste paa Jorden," sagde han – "To Gange om Ugen i det mindste, byttede vi med ingen."...

"Jeg misunder Dem, begyndte han igien, Stedet De gik fra, og Stedet, De gaaer til – Toppen af St. Gottard! Dog har mit Øie Skyggen af det sidstes Lillebillede – o!" blev han ved, og førte mig hen for en Alpe-Prospect, "naar De engang staaer her imellem Naturens Undere (han pegede paa Diævlebroen) saa erindre Dem mit Livs inderligste Ønske, at være i Deres Sted. Hils alle hine mageløse Gienstænde fra mig, og kom tilbage, for at fortælle mig Deres Henrykkelser ! Frygt ikke for Deres Sundhed! De vil sikkert finde den der." - Jeg havde paa min hele Reise ingen fundet, hvis Hierte saa hæftig brændte efter Schweitz – Det var en nye Foreningspunkt. Vi vare allerede Venner. Han bad mig med Adams og Sparzet, at tilbringe den følgende Aften ved hans lille Bord, efter Skuespillet. [...]

Staden paa Vers

Er det mine Øines, eller den tunge, jeg skulde næsten troe usunde Lufts, eller min Architectur-Ukyndigheds Skyld, at jeg finder Manheim langt fra at være den prægtige, den smukke, den behagelige Stad, man er bleven eenig om at udraabe den for? Jeg har nu beseet den paa kryds og tværs, fra Ende til anden, alle dens udmærkede Bygninger, fra det vidtløftige Slot (efter mit Tykke den aller sletteste!) indtil de prægtige Porte; men uagtet jeg stirrede, som om jeg aldrig havde seet en Bye før, faldt mig dog intet fortrinligt i Øinene. Gaderne ere rigtig nok anlagte efter Snor, der gives ingen Vimmelskafter deri, Husene staae i ordentlige Geledder, og man har saa megen Umage, som man kan ønske sig, med at skille det eene Qvarteer fra det andet. Men lige Linier og rette Vinkler allene ere neppe tilstrækkelige til Smagens Tilfredsstillelse. Den blotte Symmetrie behager rigtig nok Øiet ved første Blik; men i det næste leder det alt efter mere. Skuffes det da, bliver man doppelt flau – som ved Sniksnak paa Vers; man ærgrer sig ikke saa meget over Sniksnak i Prosa.

Snorlige Gader og sammenpassende Qvarterer i en Stad synes mig omtrent det samme som maalte Linier og Riim i en Bog. De opvække strax Forventning om større Skiønhed, en Forventning 260| der i Førstningen er behagelig - tilfredsstilles den, er Fornøielsen og virkelig fuldstændigere; men tilfredsstilles den ikke, er Misfornøielsen saa meget des større, da den, med Tilbageblik paa det pralende Løfte, gaaer over til Ærgrelse. En Stad i solut Stiil lover ikke meer end den kan holde, dens Conversation er lig den daglige Tale, sund Forstand og hist og her et got Indfald er alt hvad man forlanger af den; en Stad i bunden Stiil derimod sætter sig i Lave, rømmer sig, og begynder at declamere – vee den, hvis den ikke opfylder alle Fordringer in arte poetica!

Guder, Mennesker og Recensentere have til ingen Tid taget det ilde op – til al Lykke for denne min vimmelskaftede Reise! – at man i Prosa fremkom med dagligdags Bemærkninger, med Tanker, som Folk fleest kunde have dem, med simpel Menneskesands uden mindste Seraphiskt eller Sataniskt Genie; men Guder, Mennesker og Recensentere have til alletider strængeligen forbudt alle indtil de mindste Stænk af Maadelighed i Vers, Enhver Poet er det paalagt, under Straf paa Ære, Liv og Gods, at see hvad ingen anden seer, tænke hvad ingen anden tænker, og fra Begyndelsen til Enden ikke at gaae, som gemene Folk; men at fremgaae som en Brudgom af sit Kammer, som en Helt til Seiersslaget, som Solen fra Østen til Vesten, bestandig straalende, bestandig den høie, den herlige, den sammel Uden at skeie til høire eller venstre, end sige, som Loths overmaade prosaiske Hustrue, at vende sig reent om, maa han spanke, fremtrine, taktskride – efter Omstændighederne vel og trave, galloppere, ja! selv flyve – ligefrem, kun ligefrem, bestandig ligefrem, som den løbske Hingst, som Lysstraalen, som det træffende Lyn, som Stormen, som Ørnen, og som hans hele øvrige Familie. Engel eller Diævel maa han være – kun ikke blot Menneske!

Det samme giælder i mine Tanker om Stæder. I ubundne Gader og riimfrie Qvarterer tager jeg til Takke med Huse – i de bundne og rimede derimod forlanger jeg lutter Palladser. Thi hvorfor gav man sig ellers den Umage, at binde og rime dem?

Men – Spørsmaal, om man overhovedet burde binde eller rime nogen Ting, det være sig Tanker, Træer, Bygninger, eller Mennesker - i denne for Resten i sig selv meget naturlige Verden, 261| paa denne lille, dagligdags, ikke mindre end cirkelrunde, aldeles ikke i lige Linie løbende, saare prosaiske Jordklode? Spørsmaal, om ikke Solen, og alle de andre ægte poetiske Himmellegemer, der, som det sig bør for Digtere, straale med deres eget Lys, med Rette belee vor hele fiirdobbelte Digtekunst? Spørsmaal om ikke alle Fixstiernerne, eller i det mindste den, som kan see os uden Briller, vor daglige Tilskuer og Recensent, udraaber ved enhver tilsynekommende Epopee, hollandsk Have, efter Snor anlagt Stad, og opstilt Krigshær: Hvad vil Saul iblandt Propheterne? eller med andre Ord: Hvad vil Planeten iblandt Solene? det er: Hvad vil Prosaisten iblandt Poeterne? Saa metaparadox og hyperheterodox dette Angreb paa Versificationsvæsenet formodentlig vil synes alle Symmetrister, og saa latterligt de ventelig ville finde det, at bekymre sig om Solens Reflexioner over vor Klodes Indretninger, kan jeg dog ikke undlade ved denne gode Leilighed, i Følge min labyrintiske Kryds og Tværs-Natur, og skele en smule ud af deres lige Vei over denne interessante Materie. Min Hierne er nu eengang ikke anlagt, som Manheim; mine Tanker ere, desværre! ingen staaende Tropper. Mine Meeninger gaae ikke paa Riim, og i mit Hierte staae Følelserne uhækkede, ubeskaarne, uindflettede som Træerne i en Skov, og som Blomsterne paa Marken. Jeg gaaer, som jeg kan; og deiser meer end spanker igiennem min Labyrint. Altsaa af min Vei! og til min Sag!

Spørsmaalet: om det overhovedet var Umagen værdt, at binde eller rime noget paa denne noksom trange Jord, i dette noksom korte Liv? er ikke saa ganske hen i Veiret, som det lader til ved første Øiekast. Ja? eller Nei? – Det er billigt i en Sag, der saa umiddelbar interesserer alle Mennesker, som Tanker, Træer, Bygninger og Folk, at appellere til hele Menneskeheden. Men sikkerlig bestaaer denne – den vilde ellers neppe bestaae - meer af Prosaister end af Poeter. Hvad siger jeg? Nogen liden Opmærksomhed og Erfaring lærer, at der for tusinde af de første neppe gives een af de sidste; og regner man for Nul, som regnes bør, de maadelige i de sidste Classer, saa kan man med tryg Samvittighed antage Majoriteten af Prosaisterne til Minoriteten af Poeterne, som 100,000 til 1. Tag for et Øieblik den mægtige paa Misbrug grundede Vane, og de paa Vane grundede Fordomme 262| bort, og appelleer til Menneskene! Ja? eller Nei? "Nei!" stormer, bruser, tordner det saa lydt og vældigen fra alle Kanter, at jeg - uagtet jeg kun hører det in mente – nødes til at lade Pennen falde, for at stoppe Fingrene i Ørerne.

"Prosa! Prosa!" raabe Læserne.

"Ingen Kunsthaver!" raabe de Spadserende.

"Ulige Gader !" ja! endnu heller:

"Slet ingen Gader!" raabe de Reisende og Indbyggerne –

For alting:

"Ingen Armeer!" raabe Nationerne.

O! Læsere! Vandrere! Indbyggere! Nationer! maatte Eders Skrig snart blive hørte! Jeg kan intet uden – bifalde det.

"Men (indvender man) Appellationen er urigtig! man maa ikke appellere til Menneskene, som Prosaister og Poeter; men til Menneskene, som Dilettantere af Kunsten! Ellers kunde man paa samme Maade appellere Philosophien, og selv Moralen bort af Jorden!" –

Hvad den første angaaer – indrømt! Moralen – er saa uendelig forskiællig fra alt, hvad her handles om, at den ikke kan komme i Betragtning. Om det Helligstes Hellige en anden Gang! –

Altsaa Dilettantere; men dog, ikke sandt? frie Dilettantere? Slaver have ingen Stemme. O! blandt Tusinde findes neppe Ti, som heller læse Vers end Prosa; og selv disse Ti bestemmes af Moden, eller af een af de Fordomme, jeg har udbedet mig borttagne. De liste sig til at læse solut Stiil. De dyrke offentlig Kunsten, og tilbede Naturen i Smug. Ikke at tale om, at de allerfleste elske og beundre blot det prosaiske i Verset. Og deri har de Ret; thi tag det prosaiske bort af et Vers, Ordene – og see, hvad det bliver til! Kun i meget faa bliver

U-U-U-U-,

U-U-U-U,

-U-,-U-U-,

-U-,-U–.

tilbage. Og det, saa artigt som det er, skulde man ikke lade sig hænge for. Folk i Almindelighed er klogere end man i Særdeleshed troer. Den franske Litteratur har iblandt andet og det sin almindelige Udbredelse at takke, at den fornemmelig bestaaer 263| i Prosa. Man beundrer Milton og Klopstock; men man læser Tom Jones, Agathon og Abdenterne. Hver enkelt Person læser hundrede Bøger i Prosa for een paa Vers. Den saa kaldte egentlige Poesie henhører ikke til vort Huusbehov; men til vort Legetøi. Og jeg er vis paa, at Jorden engang, naar den kommer til skiæls Alder, vil kaste den bort med sine udtraadte Børneskoe.

Jeg veed ikke om jeg bedrages af et Skin, men det forekommer mig, som om der i vor nærværende Tids Natur og Kunst, i Sammenligning med de Gamles, findes tilstrækkelige Vink til den Formodning, at det i æsthetisk Hensigt blev Culturen bestemt, at gaae fra det Behagelige giennem det Skiønne til det Gode.

For blot Skiønhed, for Grækernes egentlige Kunst-Ideal, existerer virkelig nu omstunder meget liden Interesse. Got og vel, om endog den, som hist og her saa sielden fremkiger, ikke er tillyvet eller tildrømt? Jeg troer ikke, at det blot er vore politiske Indretningers Skyld, at Kunsterne i egentligste Forstand overalt er i Forfald. Vi ere med alle vore Udsvævelser mindre sandselige end hine vore smagfulde Forfædre.

Hele Naturen rundt omkring os er selv saa at sige bleven mindre sandselig, efterhaanden som den er bleven meere forstaaelig. Vi studere den mere og føle den mindre. Solen har tabt meget af sin Ild for os med dens Bevægelse, og Copernikus, i det han grundfæstede Thronen, styrtede Kongen. Tordenen er ikke længer nær saa majestætisk, siden Electricitets-Opdagelserne, og Franklins mageløse Gravskrivt er sand efter Bogstaven: "Den Mand, som knuste Tyrannernes Zepter, sønderbrød og Jupiters Lynildstraale!" Eripuit Coclo fulmen, sceptrumque Tyrannis. Saa gaaer det med alle øvrige Phønomener – hvad de have vundet i Mathematik have de tabt i Dynamik. De have fiernet sig fra Hiertet, efterhaanden, som de kom Hovedet nærmere.

Vore Sprog ere blevne mindre kraftige fra den Tid de bleve mere rige. Videnskaberne have udvidet, men ikke forskiønnet dem. Hvad ere alle Europas levende Sprog i Vægt og Klang, i Styrke og Sødhed mod det afdøde Grækiske? Hundeglam, Frøe-qvækken, Kattemjaven – mod Tordenbulder, Kilderislen og 264| Lærkesang! Vore Sprog ere ikke mere Billed-Sprog, men Tegn-Sprog; deres Maal have flere Lyd, men færre Toner.

Vi selv endelig ere blevne – saa vilde Jordens Opdrager det – mindre poetiske, og mere philosophiske. Ikke som vi allerede havde grebet det; men vi gribe derefter! – Saa jammerligt det for Resten kan see ud med vor egentlige Philosophie, saa vidt vi maaskee og forvilde os fra dens egentlige Maal og Vane, saa vist er det dog udentvivl, at vi, i Sammenligning med Oldtidens Mennesker, tænke mere – og derved føle mindre. Ikke som om Tanke og Følelse modstrede eller ophævede hinanden – tvertimod, de ere vort Væsens Brud og Brudgom, og engang skulle de ægtevies til hinanden! o salige Samfund! engang! - men denne Menneskehedens almindelige Bryllupsfest er ikke endnu, er maaskee langt borte! Imidlertid er det got at Brudgommen og begynder at vise sig. Paa hin Side af den farlige Broe ville de finde og favne hinanden!

Men forvilder jeg mig ikke? er jeg ikke kommen alt for langt fra den snorlige Gade mellem Rhinporten og Neckarpor-ten? Tilforladelig! vil jeg ind i Byen igien endnu før Aften, er det høi Tid at vende tilbage. Lad os vælge den første den beste Stie!

Om Kunsterne overhovedet er noget af det væsentlige for Menneskeheden til alle Tider? om de ikke blot ere Biosteret paa Træet? om de høre til Frugterne? Denne Vei løber alt for vidt ud; paa den kom jeg vist ikke tilbage i Hastighed! –

Om den Poesie, jeg her har talt om, og hvormed jeg har sammenlignet Manheims Steen-Henriade, de preussiske Folke-Alleer, og de hollandske Træe-Geledder, kort sagt: det egentlige Versmagerie, som bestaaer i Stavelsernes Afmaaling og Sammenpasning, fortiener at regnes iblandt Kunsterne? om der gives virkelig nogen anden Ordkunst end Veltalenheden? om der existerer nogen virkeligere Poesie end Yoricks følsomme Reise, Don Qvixotte, Tom Jones, Gesners Idyller, Zadig, Agathon, Shakespears og Holbergs Skuespil, Heloise, Landsbyepræsten af Wakefield, og andre deslige Hovedet og Hiertet uden Metrum og Riim henrivende og fortryllende Værker? om Stavelsemaal og Riim er at ansee for meer end den egentlige Ordkunsts Gangevogn og Ledebaand? om den aldrig tør, bør, eller kan komme 265| saa vidt at den gaaer eene? – Ogsaa denne Vei synes en alt for vidtløftig Omvei. –

Her er vor Stie!

Antaget, at vi havde vovet os paa de tvende nysnævnte Veie, og derpaa virkelig vare komne efter, at Kunsterne overhovedet henhøre til det Vedvarende i vor Verden, og at den bundne Stiil virkelig bør regnes iblandt Kunsterne – saa følger dog neppe deraf, at man har Ret i at anlægge Stæder med snorlige Gader i ordentlig afmaalte Qvadrater. En heel Bye kan neppe nogensinde være en Gienstand for Kunsten. Den Eenhed som bringes i dens Bygningers Mangfoldighed kan umueligen være Skiønheds, og det er latterligt at lægge det an derpaa; thi en Stad kan ikke fattes i et Moment. I en enkelt Bygning, i en Samling af saadanne, der paa eengang falder i Øiet (der neppe overskrider fire) har Symmetrien hiemme. Og selv i det sidste Fald bør den neppe drives saa vidt, som paa vort Amalienborg, hvis skiønne Plads – den langt skiønneste, jeg hidindtil har seet – sikkert vilde være endnu meget skiønnere, hvis de fire Palladser ikke i alt vare hinanden saa fuldkommen lige.

Symmetrie er den øverste Betingelse for Gienstænde, som fattes blot i Rummet; Afvexling den høieste Lov for dem, som allene kunne sammenfattes i Tiden. Den smukkeste Bye vilde altsaa være den, som bestod af lutter forskiælligen symmetriske Bygninger i bestandigen afvexlende Gader, eller rettere Pladse; thi Gader forudsætter en i hinanden løbende Række af Huse, der i mine Tanker umuelig kan være smuk. Hvorvidt den geometriske Regelmæssighed er anvendelig i Kunsten synes Naturen selv saa tydelig at have viist, at man ikke lidet maae forundre sig over, hvordan det var mueligt at forfeile denne Anvendelse. Den maa aldrig strække sig til en vis Frastand eller anbringes i et vist Omfang; thi i en vis Frastand og i et vist Omfang holder den op at være synlig, og fattes ikke længer af Øiet som den er, men ganske anderledes. Vor Jord er maaskee bleven rund for at tilfredsstille Maanens, men sikkert ikke for at tilfredsstille vores Smag. For Maanen er den et Huus, for os er den en Bye.

En smuk Bye vil ikke sige andet end en Samling af smukke Bygninger, Pladse, og om man endelig vil, Gader. En smuk Bye 266| (som Bye, som enkelt Gienstand, som et Ganske betragtet) er utænkelig, uforestillelig – anderledes end i Prospect, uden fra; og her giælder ganske andre Regler end Symmetriens. Der er rigtig nok endnu een Maade muelig, at samle dens Deele til et Heelt, nemlig fra Toppen af et høit Taarn i Midten, ovenfra – og her falder det Geometriske aldeles i Øiet; men og som blot Geometrie, som en Abacus Pythagoriscus. Manheim seer under denne Synspunkt ud som et afrundet Dambræt.

Dette var Øiets; men nu Forstandens Bedømmelse l Hvad den blotte Smag fandt uskiønt, trættende og til yderste Modbydelighed keedende, finder her den hele høiere Dømmekraft urimeligt, hensigtstridigt, utaaleligt.

En Stad, besynderlig en stor Stad, støder allerede Forstandens Blik. I det mindste betragter jeg en saadan omtrent, som jeg forestiller mig, en fritflyvende Sommerfugl betragter en Biekube. "Men hvad er stødende deri?" Proportionen l Jeg finder nemlig denne Biekube for lille. - "Men jeg burde betragte den som Bie, og ikke, som Sommerfugl." – Som Bie finder jeg et Rige og ikke en Stad at være en Biekube. Og derimod har jeg intet for saa vidt – indtil videre. "Indtil videre? – " Ja reent ud sagt, for ikke at giøre en Røverkule – eller en tillukt Biekube – af mit Hierte: jeg troer at hele Jorden egentlig burde være Menneskehedens Biekube, og at den virkelig engang – naar de forskiællige Biestader have sluttet Fred med hinanden – bliver det. Her hedder Sproget, Der skal være een Hiord og een Hyrde: Der skal være een Dronning og een Kube! – –

Biekuben bør være tilstrækkelig for alle Bier; man veed at der gives tre Sorter! Men – kiære Stadbyggere! – er en Stad virkelig tilstrækkelig for alle Stænder? O! den meeste Honning beredes uden for den! Man betænke desuden, at et Menneske er forskiællig fra Bien i andet end blot legemlig Størrelse! Vare disse tvende Skabninger for Resten fuldkommen lige, vilde jeg aldeles intet have at indvende imod vore Stæder; thi der rummes omtrent ligesaa mange Mennesker i en Stad, som Bier i en Biekube. Men blot dette synes mig er stødende, at man har behandlet Folk aldeles som Fæe. – –

Her fløi en Tanke tilbage til Dannemark – til Trolleborgs udflyttede Gaarde: O maatte flere og flere Aander, som Reventlows, 267| sprede Taagen med Byerne! Unægtelig bliver et Land derved lysere; thi Skyggerne kastes ikke længer i saa store Masser. Det er med Beboerne, som med Boligerne: for tæt sammenstablede skygges, taages, beryges og fordærves del Hvor frydede jeg mig over de udflyttede Gaardel Min Indbildningskraft udflyttede hele Jorden – Manheim sprang pludselig i tusinde Stykker – og hele Menneskeheden bevægede sig i Luft og Lys, som en Fugl der slipper ud af sit Buur giennem det aabnede Vindue. Jeg saae Instinktet overlade Fornuften Commandostaven, den blev en Talisman i Dronningens Haand - og Ormen fløi op, som Sommerfugl! Det var et saligt Syn! Bruden og Brudgommen favnede sig paa hin Side Broen – og i Baggrunden saae jeg Retfærdighed og Fred kysse hinanden. –

Held os, at vi ikke see Jorden blot som den var og som den er; men og i visse Øieblikke, som den skal være! Held os, at vi ikke blot vandre mellem vore Fædre og Brødre; men og undertiden mellem vore Børnebørns Børns Sønnesønner og Datter-Døttre! – Og Held mig (hvor ønskede jeg og mine Læsere!) at jeg ikke blot er i det sammensatte; men og – i det udstykkede Manheim! Thi, jeg gientager det, det første er utaalelig kiedsomt i Bredden og i Længden; man staaer Skak, hvor man staaer deri.

Støder en Stad overhovedet Forstandens Blik, saa saarer i Besynderlighed en Stad som denne det. Den er ikke blot sammenpakket og sammenpresset; men tilskaaren og tilspidset. Jeg veed ikke om det ogsaa hemmelig bidrager noget til min Afskye for dens rette Linier, Qvadrater, og Tærninger, at intet i den menneskelige Gestalt er vinkelret eller fiirkantet. Man frygter at Beboerne i en saadan Bye alle Øieblikke støde sig. Det er mærkeligt, at Smagen endnu aldrig har indført fiirkantede Drikke-Glas. Jeg troer heller ikke at man kunde drikke andet end Apotheker-Draaber og høit Brændeviin deraf – Viin og Kildevand umueligt. Iis derimod kan jeg ret got tænke mig i fiirkantede Glas, og dette gaaer saa vidt, at Vand midt om Sommeren i en fiirkantet Flaske (der gives desværre deslige!) forekommer mig frossent. Ogsaa fryser jeg paa en Maade her i Manheim; jeg stivner. Jeg kunde umueligen løbe her med en vis Fart. Jeg føler det inderligt, jeg kunde umueligen blive forelsket her, i det mindste ikke paa Gaden, som dog i nogenlunde krumme Byer er 268| mueligt. Al Varme, al Bevægelse, al Kierlighed er rund, eller i det mindste oval, spiral, eller paa een og anden Maade bugtende. Kun det kolde, det ubevægelige, det ligegyldige, og selv det hadefulde er snorlige og kantet. Stode Menneskene, for Exempel, til Feldts i Grupper, i runde Kredse, i stæden for i Colonner og i Geledder, vilde de dandse i stæden for at slaaes. Derfor beroer og den hele Taktik paa Vinkler. Naar saae man en kantet Flamme, naar jeg undtager den dræbende Lynild, der dog vel kun synes saa? – en snorlige Bæk? en stiv Omfavnelse? Hvor yndigt bugter sig Luen! hvor deiligt bølger og snoer sig den rislende Flod ! og hvor bøieligt, hvor slyngende, hvor rundt er alt i Gruppen A mor og Psyche! Det ligeste paa Mennesket er de kolde, ubevægelige, bidende Tænder – og dog har den skiønne Natur sørget for at de staae i en Halvcirkel. Livet er rundt og Døden er kantet. Vi komme runde og bugtende til Verden, og gaae kantede og stive derfra. De nyeste Vugger ere ovale – en skiøn Opfindelse! thi det voxende Liv bevæger sig deri; vore Liigkister derimod ere fiirkantede. En Stad i Manheims Smag passer for Døde – eller i det høieste for dem, som dræbe. Dens Bygninger burde være Mausoleer eller Barakker. I det første Tilfælde burde en saadan Dødbye være under Jorden; i det sidste burde en saadan Morderstad reent bort deraf.

Jeg har giemt tilsidst den Synspunkt, hvorfra en saa geometrisk rimet ( à propos! Bogstaven ihielslaaer Aanden, og Rimet ihielslaaer selv Bogstaven!) stiv, kantet, kold, ubevægelig, ukiærlig, og dødelig Bye endnu paa eengang seer latterligere og afskyeligere ud, end fra alle andre. Man nødes nemlig til at forestille sig alle dens Indvaanere (Indbyggere kan man ikke kalde dem, naar man undtager den Eene, hvis Huus rager over alle de andres Det er under haard Straf strængeligen forbuden, i Staden at bygge Huse af en vis Høide, i Betragtning af det churfyrstelige Slot. den eeneste Ind-Ud- og Ombygger) som Slaver. Den eene Gade er som den anden, det eene Qvarteer er som det andet, og alle Huse ere lige. Hvorledes vilde det være mueligt at bringe fuldstændige Mennesker – jo fuldstændigere jo friere, og jo friere jo fuldstændigere, og jo friere og fuldstændigere, jo forskiælligere – endogsaa blot i denne Punkt under eens Benævnelse, i een Form, saa at sige under een Hat? For Behagelighedens 269| Skyld? Men det er langt fra ikke behageligt at sammenstues og tilstudses. For Skiønhedens Skyld? Men det er ikke skiønt, i det mindste kan Skiønheden ikke fattes, hverken inden- uden- eller ovenfra. Altsaa vel for Beqvemmelighedens og Nyttens Skyld? Men kan noget være ubeqvemmere og unyttigere end at gaae i lige Gader, boe i lige Huse, og have Nød med at skille det eene fra det andet? Kunde Beqvemhed og Nytte ikke langt bedre opnaaes ved fleer end ved færre Midler? Tvang er det! Mennesker hverken gaae, staae, sidde, ligge eller boe i lige Rad uden Tvangl Et eller andet maa giøre Vold paa dem, for at faae dem i lige Linie enten det saa er i Krigshære, eller i Hospitaler (hvor de ligge i Rad) eller i Stæder. Spørsmaal, om de, uden Vold, overalt vilde boe? end sige boe saa bundne? Naturen siger Nei! og Fornuften siger Nei! Kun det, der ligger imellem begge, siger adlydende Ja. Der gives kun een eeneste Hat, hvorunder Menneskene naturligen og fornuftigen kunde foreenes: Den almindelige, i deres Hierter med større eller mindre, tydeligere eller utydeligere Bogstaver indskrevne Lov. Men det er i egentligste Forstand Friehedens Hat! Den er rund! Enhver anden er for lille, og indkniber om ikke forknuser dem Hovederne! Enhver anden er trekantet med fiirkantet Puld.

Fire og tyve Tusindes Ideer have maattet rette sig efter een Eenestes indtil i andet, tredie, fierde, femte Led, og saa videre. Denne Forestilling er utaalelig. Man seer Despotismens Befalinger i Lapidarstiil. Man seer boesiddende Borgere med Huus og Hiem behandlede som Buxbom, Soldater, Kegler og deslige Ting – og ærgrer sig, hvis man har mindste Høiagtelse for Guds Billede. Der fattes Manheim til fuldkomment udvortes, i Øiet faldende Slaverie intet uden en – Nationaldragt.

Jeg føler, at mit Gemyt i den korte Tid jeg har opholdt mig her, allerede tvertimod sin bugtende Natur har begyndt temmelig at kante sig. Saaledes bliver Vandet i et Par ret kolde Vinternætter til Iis. Hvorledes maae det gaae de Gemytter, som bestandig ere og blive her? Jeg gyser ved at tænke derpaa. Mit Haab, min eeneste Trøst, er at de ventelig tilbringe i det mindste deres halve Tid paa Landet, hvis overordentlige, virkelig paradisiske Rundhed formodentlig giør det got igien, og smelter hvad Byen styrknede.

Man seer ellers af Manheims vidtløftige Befæstning at Churfyrsterne have regnet paa, at Byen af sig selv vilde disciplinere sine Borgere; thi til at forsvare den behøves, foruden den ordentlige Besætning, omtrent ligesaa mange Soldater, som den tæller Indvaanere af Mandkiønnet.

Billedgalleriet

Skulde jeg ikke see det mere, kommer jeg ikke paa min Hiemreise tilbage over Manheim, vilde jeg næsten fortryde at have seet det. Rigtig nok var det i kort Tid en overvættes Nydelse; men blot Nydelse uden Frugt er i Grunden en bedrøvelig Ting. Neppe er den forsvunden, før man finder, at man har tabt mere derved end man har vundet.

Den Nydelse, som Betragtningen af Kunstens Værker skiænker os, kan især lætteligen fortiydes, hvis den ikke langtsomt, ordentligen, og med fuld Bevidsthed inddrikkes, hvis den i Hast nedslurkes, og saaledes beruser og overvælder, isteden for at qvæge og tilfredsstille. Med den skiønne Natur er det anderledes. Dens Nydelse er tienlig til alle Tider og paa alle Maader. Thi Naturen har den, i en vis Forstand guddommelige Egenskab, at den passer i alle de Tid- og Rum-Former, vor Forestillingsevne betiener sig af, for at fatte den. Den er paa eengang stor, skiøn og behagelig i det Heele og i sine Deele, for det hurtigste Blik, og for den langsomste Skuen; dens Melk og Honning er stedse sund, hvad enten man tyller sig dermed eller blot nipper dertil. Man kunde ligne dens Nydelse med Barnets Dien. Den menneskelige Kunst har en meget trangere Sphære – kun under visse Betingelser bliver dens Nydelse os fuldstændig, behagelig, og gavnlig. Den fordrer en vis Afstand, gode Stunder, og i visse Maader Kunst i at nyde. Den har et bestemt Maal, lig den tillavede Drik og Spise, som ingenlunde bør overskrides, og fordøies ikke nær saa let som Naturen.

Ogsaa denne kan matte; men den Mathed, som en voxende Fortryllelse i paa hinanden følgende skiønne Egne, med afvexlende Udsigter, forvolder, er som Søvnen efter en mødig Dag, da derimod Udmattelsen efter mangfoldige Kunstarbeiders Betragtning 271| er som Feberens urolige Slummer. Hvor behagelig var den Hvile, hvori alle mine Livsaander ligesom afspændtes, efter hin Dags fulde Naturnydelse, ved hvis Aften jeg gleed ned til Einbeck, imod den Sandsetræthed og Tankeforvirring, jeg nu føler, efter i tre Timer at have giennemvandret dette Galleries ni Sale!

Antallet af Malerierne beløbe sig til henimod tusinde. De ere ophængte uden Plan og Orden: Italienere, Nederlændere, Franske og Tydske mellem hinanden; nogle saa høit, og andre saa lavt, at man ikke seer meget andet end de forgyldte Rammer. Man finder Mesterens Navn over de fleste, en Indretning, som (hvis Angivelsen ellers er tilforladelig) synes mig meget fordeelagtig. De langt fleeste ere af den Nederlandske Skole, og saavidt jeg ved Giennemløbningen i tre Timer kunde slutte, forholde sig de virkelige Mesterstykker til det maadelige og slette, som i det høieste eet til ti. Spørsmaal, om man i en saadan Kunst-Ager giør vel i saa langmodigen at lade Klinten staae mellem Hveden?

Strax ved Indgangen i den første Sal faldt mit Øie, som trukket af en Magnet, paa to Landskaber af Vernet, begge Søestykker, det eene i Storm, det andet i Havblik. Upaatvivlelig lønne disse tvende virkelige Mesterstykker allene Gangen igiennem alle Manheims Gader og alle Galleriets øvrige Sale. Luften og Vandet i begge er især beundringsværdig. Lynet i det første, og Maanens Gienskin i det andet er saaledes, at man uvilkaarligen tænker paa Prometheus ved at see det i Ramme. Man tvivler ikke længer om Tilforladeligheden i hin skiønne Anecdote om Vernet, at han engang ombord i en Torden-Orcan paa det fnysende Hav lod sig binde til Masten, og, i det Skibet var i Begreb med at forgaae, og det øvrige Mandskab overlod sig til andægtig eller blasphemisk Fortvivlelse, udraabte i Henrykkelse: "O Gud! det, er dog herligt!" den beste Text jeg kiender til en Afhandling over det Høie, og et Træk til dets Udvikling, der er mig mere værdt end alt hvad Longinus og alle følgende Theorister hidindtil have folianteert, qvarteert, og octaveert over denne Materie. Sandelig! der ligger mere i dette Udraab, end det lader til; i det mindste kunde det vel vorde for en kommende Æsthetiker hvad det nedfaldende Æble var for Newton.

Mattheis's ækle Cato, Denners gamle Kiellinghoveder, mangfoldige Dyrstykker, Blomsterstykker og Frugtstykker overfoer mit Blik i mueligste Hast, da det ikke veed at skiønne paa nogen af alle disse Herligheder. Talent og Flid er ikke egentlig Kunst. Kunsten fordrer overalt Ideal i mine Tanker, baade i Gienstand og Form. Visse Dyr kunne rigtig nok opidealiseres; men endog disse anbringes dog udentvivl best i Bi-Grupper der, hvor Mennesket, Kunstens Skaber og Værk, spiller Hovedrollen. Umiddelbart i Naturen ubehagelige Gienstænde burde Maleren, synes mig, aldrig befatte sig med. Den døende Cato er malerisk i det Øieblik han beslutter at døe; men ikke i det Øieblik han døer, især da han døde paa en saa saare ubehagelig Maade. Hvad visse Dyr og Frugter angaaer, da holder jeg for at Kunstneren uden Fare kunde rette sig efter den Regel: intet at fremstille for Synet, hvad der bedre og hellere fattes af en anden Sands! – og upaatvivlelig spiser man dog en stegt Hare, for Exempel, eller tillavede Østers heller end man seer dem.

Iblandt de mange Jagtstykker, og deslige, stødte adskillige alt for meget mit blodskye Øie – hvo gider seet to hinanden sig til døde bidende Hundef eller en Hiort, i hvis blødende Ryg de hænge ved Tænderne? – men dog fandt jeg et rasende Vildsvin mellem hylende Jagthunde af Snyers saa levende, at jeg maatte yde Mesteren min fulde Beundring.

Den største Samling af gode Stykker her, saa vidt jeg i den korte Tid kunde mærke, tilhøre Landskabsmalerne. Af alle behagede mig, næst Vernets, ingen mere end Van der Neers. Poussins svarede fast ganske til den glimrende Forestilling, jeg havde giort mig derom. Et Stykke i Særdeleshed overtraf alt hvad jeg har seet og indbildt mig i Skovtegning. Men enten maae Voltaire have havt den elendigste Smag i Malerie, eller han har sagt den lumpneste af alle sine Blasphemier, dengang han tillod sit Vid de uanstændige Linier:

thi vel veed jeg ikke om Naturen, i sin uendelige Forskiællighed nogensteds nogensinde har frembragt noget som langt fra kunde ligne de Stykker, her findes af denne franske Pensler; 273| men det veed jeg, at han i det mindste ikke har malet i den skiønne Naturs Smag.

Af den lille, nette, peene, sminkede Van der Werff fandtes her adskillige Lækkerheder for Elskere af Gotgot i Maleriet, hvoraf een allene havde kostet 8000 Gylden, hvorfor jeg tilforladelig havde betænkt mig paa at give otte Styver. Det største Stykke af ham her var de ni Muser – neppe havde han kunnet valgt et med hans Smag mere contrasterende Æmne. Ingen Maler er i mine Tanker længere fra det væsentlige i Kunsten end netop denne saa berømte Udpensler. Han idealiserer hvad der ikke kan idealiseres, og forsømmer intet i sin overvættes ængstlige Udarbeidelse – undtagen Hovedsagen. Raphael gav os Guder og Engle i menneskelig Colorit; han derimod giver os Vanskabninger og Uglebilleder i guddommelig Englehud. Hans Billeder ere mere til at spise end til at see. Han har ikke malet for den indre, men for den ydre Sands. Det var mig derfor og efter hans Mesterstykkers Betragtning, som om jeg havde forspiist mig i Marzipaner. [...]

Billedgallerier – saaledes som de hidindtil ere indrettede – bidrage meere, troer jeg, til Afsmag, end til Smag for Kunsten. Hvad kan der vel komme ud af at giennemløbe, skeete det end nok saa ofte, nogle hundrede aldeles forskiellige Billeder, hvoraf intet sees, som det bør sees: allene; hvoraf hvert er indfattet i en al Virkning fordærvende, Øiet blendende og svækkende Ramme; hvoraf de færreste have den rigtige Dag, Maleriet udfordrer, og de fleeste sees i den unaturligste Forkortning? Det er deels paa eengang, deels umiddelbar oven paa hinanden at høre de forskielligste Musiker – og, kunde man, vilde det ikke være meget urimeligere at giennemblade alle Nationers Epopeer og Tragedier paa een Dag, end at besee et saadant Billedgallerie i tre Timer. Man nøies i Grunden paa denne Maade med Rammer (eller Bind), Navne og Titelblade. [...]

Aldrig, i det mindste, burde en Raphael og en Rubens, en Titian og en Douw, en Guido og en Teniers – eller overhovedet en Italiener og en Nederlænder hænge ved Siden af hinanden. Det er, som naar man i en Concert vilde give Stykker af en Kirkemusik 274| og af en Operabuffa mellem hinanden. Man taaler til Nød, at gaae fra den sidste til den første; men oven paa Schultz at høre Paisiello, eller strax efter Raphael at see Rubens, er aldeles utaaleligt. Selv Overgangen fra en maadelig Italiener til en ypperlig Nederlænder er for min Phantasie Fald. I den førstes Værk er næsten altid et jeg veed ei hvad af Apenninernes reene Himmel, i den sidste gemeenligen noget, var det end nok saa lidt, af Underhavets Taage.

Men det er Tid at jeg gaaer tilbage til mine Æselinder; thi jeg seer en mægtig Hob Propheter komme mig imøde – og ingen Samuel har salve t og kyst mig.

Oversvømmelsen

Manheim, den 31. Julii.

Deelt mellem Reise, Bekymringer, og Sygdom, har jeg ikke før nu kunnet eller villet skrive Dem til, da mit faste Forsæt var, at mit første Brev til Dem skulde være, om ikke et heelt Brev, saa dog i det mindste et Brev fra en heel Person. Fra det Øieblik, jeg forlod Dem, er jeg bestandigen faldet meer og meer fra hinanden, og jeg havde tilsidst Umage med at forestille mig mig selv, som een. De veed, at min Navne, Janus Bifrons, havde to Ansigter; mig syntes, jeg undertiden endog havde tre; og havde jeg i denne Tid skullet givte mig, var mit Valg sikkert ikke faldet paa nogen anden, end paa Frue Hecate-Luna-Diana, den eeneste tilstrækkelige Kone, jeg kunde tænke mig. Den churphalziske Syndflod, der i disse Dage indkniber os i det enkelte, snorlige, keedsomme Manheim, har givet mig Leilighed til at sætte mig en Smule sammen igien, og bringe en Slags Eenhed i min Trefoldighed – saa længe det varer.

Hvor er De? og hvorledes befinder De Dem? Har det bare den forønskte og fortiente Virkning, at De saa længe taalmodigen har sydet i Pyrmont-Kiedelen? Alle graae Krebs blive ikke røde efter denne Kaag! Jeg i det mindste er endnu lige bleeg. De er dog vel ikke alt paa Veien tilbage til det elskede Fødeland? Ak! Fødeland! Fædreland! Fædreneland! Forestil Dem! jeg har endnu ikke mindste Efterretning derfra. Jeg veed ikke, om 275| det blot reiser sig heraf, eller af de mangfoldige paa hinanden hyppede Vandbegreber, som her giennemstrømme, oversvømme og aldeles drukne mig; men jeg har en lille Mistanke om, at hele Skandinavien er siunken, at Europa har tabt sin Natkappe i Nordsøen, som hun for nogle Aar siden tabte een af sine Tøfler i Middelhavet? Alting bestyrker mig i denne rædsomme Formodning: Tidender og Utidender. Tidender – i det jeg har læst i Aviserne om vor besluttede Neutralitet. Hvad kan være neutralere end et forgaaet Land? Utidender – i det jeg nu paa henimod fyrretive Breve ikke har faaet et eeneste Svar; og hvo kan mindre svare paa Breve end druknede Folk? Hvor vil De altsaa hen? De finder ikke engang et Olieblad!

Vor Reise har for Resten været meget behagelig, særdeles i Maynz, som forekom mig et sandt catholsk Mahometsparadiis. Jeg kan i en Hast ikke give Dem et tydeligere Begreb om denne velsignede Bye, end ved at forsikkre Dem, at der ere ligesaa mange Gratier deri, som Spillere i Pyrmont, og ligesaa mange Glas Rhinskviin i den første, som Glas Vand i den sidste.

Manheim har desmeere Lighed med hint Bad. Over, under, rundt omkring os Vand, Vand, og atter Vand! Var Digteren Iffland, Philosophen Dufresne, og især Sangerinden Madame Beck ikke her, vilde det være utaalelig keedsomt, siden vi plat ud ikke kunne komme ud af Byens Midte, da Rhinen og Neckeren, og oven i Kiøbet et Skyebrud har sat alle Broerne, Portene, og Udgaderne under Vand. Oversvømmelsen 1784 var ikke nær saa vaad. Allerede i Gaar Formiddags var Neckerbroen bortskyllet, og Vandet stiger endnu bestandig. Kun den øverste Deel af Staden er tør. Jeg har den heele Dag ikke giort andet end tage denne vaade Beleiring i Betragtning, og i femten forskiellige Gader været Vidne til femten forskiellige Syndflod-Scener. Levende staaer enhver af dem for mig; hvor ønskte jeg at være Hogarth eller Teniers, for at henslænge dem paa Papiret! Hist stavrede fem Personer paa et Flaad, der alle Øieblikke vippede under, her kom en Pige seilende i en Seng, hist en Dreng i en Balle, og her en lille Glut paa en Bagdør. Neppe var de komne om Hiørnet, før de mødtes af en velbemandet Flode af Tønder, Oxehoveder, Oldener og Deitruge. De forskiellige Skuder stødte paa hinanden, tabte Ligevægten, kuldseilede eller 276| strandede. Lykkeligviis var der Vindver aabne til Redning paa begge Sider af Sundet. En Karet rullede frem, fire Personer deri troede sig saa sikkre som i Noahs Ark; ogsaa gik det virkelig godt, saa længe man saae Hestenes Manker – men pludselig saae man dem ikke meere – og ak! det var ikke Havheste! de druknede, Kareten kantrede, og Passagererne dumpede ud i Vandet. Den hele Eqvipage indtil Hestene forvandledes til blinde Skiær, hvorpaa Sengene, Deitrugene, og Ballerne leed Skibbrud. Man havde alle Øieblikke Leilighed til at bemærke Pelzernes Uerfarenhed i Søevæsenet; thi Flodvæsenet er ikke det samme. Det er som Gangevogn imod Skøiter. Saalænge de blev i de smallere Gader, gik det an; men ikke saasnart befandt de dem i aaben Søe, paa en Kirkegaard for Exempel (det daværende Manheimske Mare mortuum) før deres hele Styrmandskonst forlod dem. Det var dem ikke nok at see Land; de maatte føle det, for ikke at fortvivle. Forlegenheden var ubeskrivelig, og mange, især i de øvre Gader, hvor Neckeren i Mands Minde ikke havde havt sin Snabel, bare sig ad, som om de aldrig havde seet Vand før. Jeg gad vist om Hollændernes Forlegenhed vilde blive større, hvis alle deres Kiær engang ved en Landoversvømmelse bleve tørre? –

Det smukke Kiøn var meest ilde faren i denne Hurlumhei. Mangel paa Støvler, og hvad der er derover, satte adskillige Damers Undseelse og Bluefærdighed i den meest fortvivlede Raadvildhed. Jupiter syntes at have forvandlet sig til Vand, for at forfølge dem. Heller havde de seet sig beleirede af alle Verdens Zephirer, Favoner, og Boreas selv oven i Kiøbet. Imidlertid maae jeg til Ære for Manheimerinderne tilstaae, at de fleeste med urokket Bestandighed bestode i denne deres Dyders Vandprøve. Gradationen i Tugtigheden var ellers i doppelt Forhold til Skiørternes Fiinhed og Føddernes Peenhed. Jeg lagde Mærke til at de fornemmere overhovedet gav tre Fingersbredde meer efter for Vandets Frækhed, end de ringere. Men selv de mindst blufærdige vare dog ærbarere end vore knibske Amagerinder, og hvad Strømpebaand angaaer, da have Faunerne i den mindste Entree paa vort Kiøbenhavnske Theater en langt rigere Høst, end Tritonerne havde den her i hele den Manheimske Vandflod, som jeg just af denne Aarsag ikke meer vil kalde Syndflod. 277| Jeg frydede mig inderlig over at opdage saa mange Peneloper, Susanner og Lucretier, der hvor jeg mindst havde formodet dem. Jeg fandt min Troe paa Fruentimmere bestyrket, og gik hiem med den søde Overbeviisning, at i det mindste de ni tiende Deele af det smukke Kiøn ere vor Tilbedelse værdig.

I alle Gaderne blev hørt Hulken, Hylen og meget Skrig. Alting var i Angst og Forvirring. Anstalterne vare yderst elendige, eller egentligere: ingen. Soldaterne gave sig en utaalelig Vigtighed. De vilde lade som Matroser, og vare og bleve Soldater. Hist og her var Slagsmaal om Brød. Prisen derpaa var den sidste Dag stegen til en uhyre Høide.

Jeg steeg op i det høieste Taarn i Byen, for at oversee den hele Ødelæggelse. Hvilket Syn! Rundt om lutter Søe, og en stor Deel af Staden selv under Vand! Den hele Slette indtil Heidelberg er et lille Archipelagus, hvori de fleeste Øer ere bevægelige. Hele Huse, Straatage, Møller, Baade, krydse hinanden mellem enkelte Træetoppe og flydende Kornagre. Jeg kunde ikke længe udholde Betragtningen af denne Elendighed. Synet af de svømmende Neger, Landmandens bortskylte Haab, var især utaaleligt. Skaden vurderes alt til meer end en Million, og adskillige Mennesker have tilsat Livet. – [...]

Den 1. August.

Hvilke skrækkelige Tidender! den eene oven paa den anden! det er umueligt at komme bort! Posten selv kan ikke komme afsted. Hele Heidelberg, hvor vi ville hen, er oversvømmet. – Urolighederne i Frankerig ere gyselige. Dronningen og hendes Tilhængere har villet stikke Paris i Brand, nedsable Indbyggerne, og aabne Landet for Engellænderne. Basel skal være beleiret; tre tusende rasende Franzoser fordre Greven af Artois udleveert. Dufresne sidder her hos os, og copierer Brevene herom, som Baron Dalberg har meddeelt os. I Brüssel er Oprør. Selv her i Pfalz er en Opstand af Bønderne.

Hvor utaaleligt, at maatte sidde her beleiret af bare Vand, isteden for at komme til Basel, beleiret af bare Franker! Jeg har giort Anstalt til at faae en Baad, for at bringe mig over Manheims druknede Flade til een eller anden Høide, hvorfra jeg 278| eene (da de andre synes ingen Lyst at have til dette Forsøg) vil gaae i det mindste til Speyer.

Vandet falder. I dette Øieblik melder os et Bud, at vi kunne komme bort i Morgen tidlig. Hvilken Glæde! Himlen være lovet! jeg sover altsaa sidste Gang i Nat i dette besqvulpede Fængsel.