Frihed og de fire Elementer

Frihed! Frihed! O hvor er du fortryllende! hvor overstraaler du – besynderlig i en skiøn Foraars-Morgen – alle Slottes Pragt! hvor er dit jeg veed ei hvad uendelig meget mere værdt end al Verdens Skuespil, Statue-Sale og Billed-Gallerier! Hvor langt foretrækker jeg din Armod alle Fængslers Rigdomme! –

Hvilket Aandedrag! hvor let! hvor qvægende! hvor styrkende!-

"Kan man drikke sig en Ruus i bar Luft?" spurgte jeg Sparzet. "Den fuldkomneste Sieleruus!" svarte han. "Jeg har den allerede," lagde Adams til. Hvor vifter og flagrer og skimrer det rundt omkring mig, som om alle Zephirer dandsede Kiæden om mit Hoved! Er hin vigende Morgendamp, denne svindende Taage i eller uden for mig? Vaagner jeg? eller vaagnede hele Naturen? Det er en himmelsk Morgen!

Den var aldeles fuldstændig! – Inden i os, uden om, under og over os dagedes alt. Vi tænkte alle paa vore Fødselsdage. Kudsken selv raabte: De t er en deilig Morgen! og hvis Hestene ikke raabte det tydeligt nok, var det vores Skyld, at vi ikke forstode deres Hnhmhnhm!

Det tvetydige i vor Fremfart, om vi reiste til Lands eller til Søes? giorde vor Stemning, som den hele Scene, endnu høitideligere og underfuldere!

Betragtede vi vort Kiøretøi og de ranke italienske Poppeler paa begge Sider, syntes det som om vi virkelig endnu vare paa Landjorden. Overskuede vi derimod den hele Omegn, lod det i alle Maader til, at vi feilede. Rundt om stod alting i eller under Vand. Paa den eene Side bevægelige Høestakke, paa den anden flydende Neeger. Alle Marker og Enge vare oversvømmede, og 279| af de mangfoldige Haver, vi ved Udkiørselen af Manheim kom igiennem, saae vi intet uden Træerne, nedbrudte Steenporte, og halv i Vand nedsiunkne Lysthuse. Den hele skiønne Flade mellem Manheim og Schwezingen udgiorde et Glarhav, der i Førstningen, inden Morgentaagen gav Plads for de i Baggrunden opskydende Høie, syntes uafseeligt som Oceanet. Neckeren var i dette Moment den bredeste Flod i Europa. Alle Øieblikke spurgte vi Kudsken om vi endnu var paa fast Grund, og havde vi ikke havt Alleen, vilde det været umueligt at finde Veien. Vi mødte ikke een eeneste Vogn, undtagen enkelte tomme, der hist og her fra de forrige Dage vare blevne staaende; thi næst Posten var vi de første, som havde vovet os ud.

Vi havde altsaa intet uden Vand, Luft, Solen, og Træetoppene – det er: de fire Elementer, saa reene og bare som man omtrent paa engang kan have dem; men vor Morgen blev derved desto herligere; thi den syntes hele Skabningens. Vor Vogn forekom os Arken, vor Kudsk Noah, vi selv Sem, Cham og Japhet – og Biergstrækningen ved Heidelberg Ararat. Vi sang uvilkaarligen alle; jeg er vis paa, at hint første Skib med hele sin levende Ladning, ved de første Glimt af den frempippende Jord har været een Concert – den fuldstændigste noget nær, som før eller siden Syndfloden nogensinde har været opført. –

Det var i visse Maader en Lykke, at vore Fødder vare bundne ved denne Leilighed, og at vi saaledes ikke strax paa eengang ved Udløsningen af vor Bastille fik vor fulde Frihed; vi havde ellers gallopperet bort fra vor Vogn og alle vore Sager i den første Henrykkelse, og glemt, hvad man saa let glemmer, og hvad man dog aldrig burde glemme: at Mennesket ikke kan leve af Frihed allene; og at de blotte bare Elmenter ikke strækker længer til, end høit en udslagen Sommermorgen, og saa længe dens Ruus varer.

Naar vi ikke sang, anstilte vi Betragtninger over Frihed – denne nye Comet paa Europas Horizont, hvis Hale synes alt meer og meer at udbrede sig, saa at mange endog paastaae, at den snart vil indtage hele Himmelen. Det er slemt, sagde jeg, hvis denne Lignelse skulde være den rigtige. "Og hvorfor?" – Jeg holder meer af en Sol, end af en Comet, og sandt at sige, jeg er ingen synderlig Ven af Haler. - "Men om Cometen med Tiden 280| bliver Sol?" – Det var artigt nok; men efter den Smule Kundskab jeg har om Stierner, skulde det synes rimeligere, at en Sol omsider kunde blive til Comet. Ligemeget imidlertid! det eene eller det andet! hvad der er lysende og varmende deri ville vi tilbede, og haabende beundre dens Gang! Et blot Veirlys, en simpel Lygtemand er det dog neppe, hvad der frembryder i Vesten. Derom vare vi alle eenige.

Men hvad er Frihed?... Ja! vidste vi det aldeles bestemt, havde vi den udentvivl allerede. Der gives menneskelig Frihed, og borgerlig Frihed. Begge bestaae i Uafhængighed. Den borgerlige i Uafhængighed af alt andet end Loven; den menneskelige i Uafhængighed af alt andet end Fornuften. Man taler og om en tredie, den saa kaldte politiske Frihed; men sandt at sige veed jeg aldeles ikke hvad man taler om, naar man taler om den. En Stat kan umuelig være ganske uafhængig, hvis den ikke ophører at være Stat, i det mindste cultiveret Stat. Er denne Ufhængighed umuelig, saa er den i det mindste først tænkelig som Resultat af de andre. Alle Stater maae være frie, før een eeneste bliver det.

Man begynder i alle Ting udentvivl best og sikkerst med Begyndelsen. Det har imidlertid hidindtil for det meste været Moden at begynde bag fra, ved Enden. Først politisk Frihed, siden borgerlig, og endelig menneskelig: tre – to – een. Giv mig derimod først frie, det er: moralske Mennesker, i et Øieblik har jeg frie, det er: lovlydige Borgere, og gives disse overalt, følger den politiske Frihed af sig selv, som en ligesidet Triangel, af tre lige store Vinkler.

"Det er Opbygnings-Systemet," sagde Sparzet, vældigen understøttet af Adams – "Det er ypperligt i Theorien; men duer intet i Praxis! – Af een opkommer to, og af to med een tre i Tankerne; men i Tingene gaaer denne Operation ikke an. Vi have her, for Exempel, kun een Regnskierm; see til om du kan giøre to, end sige tre deraf? Derimod have vi tre Hatte – og til Beviis, at det er mueligt deraf at giøre to" – (vi sadde alle tre paa eet Sæde, og Taleren, eller rettere Handleren, i Midten) – snup, fløi Hatten af Adams – "og een -" vips! fløi Hatten af mig... "Dette kaldes Nedrivelses-Systemet" blev han ved, "og Beviset hedder Argumentum a pileo, det meest passende, man kan vælge, da Hatten 281| er Frihedens Symbol." Adams loe; jeg kunde selv ikke bare mig – "men"... havde jeg kunnet ende; thi jeg tilstaaer oprigtigen, at jeg ikke havde Aandsnærværelse nok, til virkelig at ende Striden saaledes... "paa Grund af samme Argument kunde jeg bevise dit Systems Skadelighed" – og nu fløi Hatten af ham selv med; og vi sad alle tre med blotte Hoveder i det fuldkomneste Anarchie man kan tænke sig, paa eet Sæde. –

Vi vare til Lykke allerede paa det tørre, tæt ved Schwezingen, og fandt efter nogen Umage igien vore Hatte, som vi stege af Vognen for at hente. Og saaledes endte sig vore Revolutions-Debatter. [...]