Strassburg

UDSIDEN

Hvilken Masse! hvilken Høide! hvilket uhyre Epos af Steene! Kan Jorden bære dette kunstige Field? synker den ikke under Foden af denne gyselige Colossus?

Man segner, knuuses i det første Blik; Øiet farer forfærdet tilbage, som om den lyse Himmel paa eengang pludselig blev sort - forgieves udmatter det sig for at fatte det uhyre Omrids, det hopper fra Kant til Kant, fra Spids til Spids, finder ingen Hvile, og falder fra den øverste Tind, som den hagl trufne Lærke til Jorden!

Hvilket Værk i det Heele! hvilken Flid i dets mindste Deele! Disse talløse Piller, og Buer, og Pyramider i utallige dristige, eventyrlige, ufattelige Forbindelser – denne Mylren af groteske, burleske, phantastiske i Steen udhugne Figurer – denne Vrimmel 289| af Zirater! Hvilket Arbeide! Det er allerede trættende Møie blot at see det!

Er det et behageligt eller er det et ubehageligt Syn? det er mig umueligt at afgiøre det; men interessant er det i høieste Grad! Den Studsen, den Gysen, den Rædsel, det opvækker, fastholder Gemyttet, i det den saarer. Det er en Shakespearsk Tragedie, Kong Lear – opført af Steen.

Bort med alle Fordringer paa Skiønhed! der er intet egentlig skiønt, intet let fatteligt Forhold, ikke et eeneste Træk af livelig Bevægelse i dette Underværk! Smagen jages i første Skuen paa Flugt – og man staaer der allene med sin Følelse, tilbagehvirvlet i Middelalderens Dødmørke. En Græker fra Pericles's Tid, der aldrig havde været uden for Athenen, vilde løbe bort, hvis han var i mit Sted – men – mit Øie er ikke forkielet af Sydens Idealer; det er hærdet i Anskuen af Nordens Carricaturer; jeg har ikke blot læst Homer og Virgil; men Klopstock, Milton og Sterne; jeg har seet et Par smaae Stykker af Raphael; men langt flere store af Rubens – jeg bliver staaende!

Det charakteristiske deri er ikke engang Storhed. Det er for uhyre, for uendeligt, for ufatteligt, til at være stort! Det Heele er for vidtløftigt og Deelene for smaae til denne Carakter. Hvad der er for stort for eet Blik, er ikke længer stort; jeg har seet meget mindre store Bygninger.

Det er høit! jeg torde næsten sige, i høieste Grad høit – høit, som Messiaden, som Ewalds Rolf, som Miltons Satan! som Havet i Storm ved Hellebek! som Brutus i det han dræber Cæsar, eller som Cato, i det han dræber sig selv! Det matter, det saarer, det knuuser; men "det er dog herligt!" –

Det er imidlertid Dødens, og ikke Livets, Helvedes og ikke Himmelens Høihed; thi det er gothisk. –

Men hvad forestiller denne Bygning? hvortil er den indrettet? Det er en Kirke! Man kan ikke tvivle derom; thi det kan ikke være noget andet. Saa uendelig, saa høi tør kun den Overjordiskes Bolig være. Men er det Oromasdes's eller Arimans? Heller den sidstes end den førstes. Det er denne frygtelige, vrede, grusomme, bestandig tordnende Jehovas – ikke Menneskenes Faders Tempell Zittrende tilbeder man deri. Man seer allerede tydelig af dets Udvortes, at Religionens reene Flamme ikke 290| brænder paa dets Altar, og at der maae være mere Jødedom, end Christendom i Olien. Det heele Physiognomie er Cathoicismens. Overtroen er kiendelig i enhver Udziiring. Pavedømmet med alle Munkerigets Emblemer er afbildet paa dets Mimre. Det er fra denne Synspunkt et Hierarchie af Steen og Jern, der blender Øiet med tusinde phantastiske Spilleværker. Her er det Gud-Fader paa Spidsen af en Triangel over Hovedindgangen, neden under Jomfrue Maria med hendes Søn, og endelig Kong Salomon, omringet af tolv glubende Løver – her, paa den ene Side, over den høie Port, Christus, som Dommer, paa en Regnbue, og paa den anden Marias Reenselse, med Fremstillingen i Templet, de hellige tre Konger, o. s. v. – Hist er det de Ypperstepræster og Skriftkloge, som fordømme Christus – her alle Miraklerne – der hele Lidelsens Historie – jeg troer neppe der gives en bibelsk Fortælling, eller Figur, som ikke er anbragt hist eller her, foruden de utallige, som ere laante af Legenderne. Mariagrupper – heele og halve Engle – Apostler, Evangelister, Paver, Helgene, og Korsriddere til Fods og til Hest - hovedløse Martyrer og blotte Martyrhoveder – Munke, Nonner, Aber, Hunde, Katte, Storke i utællelig Mængde frempippe, fremspringe, lure, vrimle, mylre, hvorhen man vender det udmattede Øie. Den mindste af de fire store Porte alleene, hvor Erwins Datter, Sabina, selv skal have udhugget endeel, er en Verden af deslige Figurer, Snirkeler og Snurrepiberier. Tænker man sig det Arbeide, een Pille allene har kostet; tænker man sig dette forøget i hvert Partie, og den uhyre Mængde saaledes udarbeidede Partier, saa undrer man sig over at det Heele har kunnet blive færdig i en Jordalder.

Den egentlige Kirke er en i denne Snirkelsmag phantastisk udziret, massiv, af faste colossalske Piller og dristige Buer understøttet Bygning, med mangehaande smaae Spire, Spidser og Steenkors. Med den foreener sig Taarnets Underdeel, en langagtig Fiirkant, der udgiør hele Forbygningen med Portalet, og det store Solvindve, sammenholdt af fire uhyre Piller, og fortsat til høit over Kirketaget i en tredie Afsats, der udgiør Klokkehuset. Her ophører det nedre Taarn – og her begynder Erwins Søns og Efterfølgeres Underværk, den øvre Taarnpyramide, eller Spiiret. Det er egentlig et fuldstændigt Spiirtaarn for sig selv, 291| oven paa det andet og – uendelige Dristighed! – ligesaa høit Undertaarnet har til Overfladen 250 Fod i Høide og dette ligeledes 250 Fod, fra samme til Spidsen. Den hele Pyramide har 500 Strassburger-Fod fra Foden til Toppen.. Til dets Midte, eller den øverste Afsats, danner det en perpendicular, huul, giennembrudt og giennemsigtig Sprinkel-Octogon mellem fire ligeledes aabne Piller, hvori man seer de indre Vindeltrapper vikle sig op til lige saa mange Altaner. Paa denne allerede svimle Høide hæver sig nu en mindre Octogon, med otte sammenløbende Vindeltrapper, der spidse sig til en aaben Runding, eller den saa kaldte Lygte, hvis sex Piller bære den øverste Altan, hvori sex andre Piller hæve en Krone, over hvilken et Kors eller en Stierne synes at tilhøre Firmamentet.

Hvilket Monument for den menneskelige Styrke, Vovsomhed, og Ufortrødenhed. Hvilken Dristighed i Tanken, hvilken Kundskab i Planen, hvilken Kraft i Udførelsen deraf!

Det aabne giennemsigtige i Spiirtaarnet, mellem hvis smalle Piller Luften uophørlig snuser, har noget besynderlig høitideligt og underfuldt! Det synes ikke mere bygt af Menneskehænder her – det synes blot at hvile paa sig selv; og denne Luftighed høiner uendelig Pyramiden. Man tæller Trinene i Jacobs Himmelstige; og Indbildningskraften besætter dem med op- og nedstigende Engle. Jeg saae det siden i Stiernelys og Maaneskin – det var endnu høitideligere. Maanen syntes fængslet inden i den midterste Spiirhvelving, og Stiernerne legte Skiul med hinanden paa de luftige Vindeltrapper. Først mellem Alperne i Schweitz saae jeg Himmelen nærmere Jorden og Jorden nærmere Himmelen.

Kirken

Man gyser ved at træde ind deri, og denne Gysen ophører først igien ved Udgangen. Atten Støtter, ni paa hver Side, af sammenmuurede Steenpiller, hvoraf de tykkeste have tredive Skridt i Omfang, bære den høie Hvelving. Alle Vindverne ere malte, især giør den overordentlig store Glasrose, Den har 150 Fod i Omfang. naar Solen tænder 292| dens mange Farver, en besynderlig Virkning i den overalt herskende Skumring. Man stiger adskillige Trapper op giennem det skiønne Jern-Gitterværk, som skiller Choret fra den øvrige Deel af Kirken, til det høire, kostbare, prægtige Altar. Prædikestolen, et Monument af gammel gothisk Billedhuggerkunst, svarer i Pragt til det øvrige. Orgelet hænger saa høit at man neppe kan see det. Dødens Taushed herskede i dette Aandernes gamle Fængsel; vi hørte blot vore ekkogientagne Trin; vi aabnede Munden – det var Storm; vi talte høit – det var Torden.

I Kirken er tre Capeller, sex Sakristier og tolv Altere. Begge Sidevæggene vare behængte med prægtige Tapeter. Iblandt Vindvemalerierne fra det fiortende eller femtende Aarhundrede bemærkede jeg eet, som forestillede Christus i sin Herlighed, omringet af Helgene, i det nye Jerusalem. Han selv var klædt i Pialter; men Helgenene vare ret prægtigen udstaffeerte.

Jeg var og blev i Middelalderens Barbarie, mellem denne Kirkes Vægge. Intet mindte mig vort Aarhundrede, undtagen min Vammel.

Indtil 1764 saae Meenigheden her paa den yderst prægtige Prædikestoel mellem Christus paa Korset, Maria og Johannes, de tolv Apostler, endeel Engle og en Hoben Martyrer, alle med usigelig Flid udhugne i Alabast, en Munk, som i den uanstændigste Stilling løfte en Nonne sine Strømpebaand. Hertugen af Lothringen lod endelig dette forargelige Billede, som havde laant Præsterne Stof til deres Prædikener i, Himlen ved hvor mange Aarhundrede, borttage.

Ikke mindre barbarisk var et andet gammelt Monument i Steen lige over for Prædikestolen, som den tydske Rabelais, Fischart, omstændelig har beskrevet og afbildet i Træsnit. Det forestillede en Procession med Hostien. En Biørn gik foran med Vievandet, ham fulgte en Ulv, som bar Korset, og en Hare, som bar ingen Ting. En Galt og en Giedebuk kom efter disse med en død Ræv. Mellem Giedebukkens Been saaes en Tispe, som beed Galten i Halen. Paa den anden Side var et Alter med Kalken, for hvilket en høitakket Hiort holdt Messe, medens bag ved ham et langøret Asen sang Evangeliet af en Bog, som en Kat paa Bagbeenene holdt opslagen. Catholikerne paastaae at 293| Luther har givet Tegningen til, og hans Tilhængere udført disse Skulpturer. Denne Beskyldning er ligesaa urimelig, som ugrundet. Snarere har Erasmus havt Ideen paa sin Samvittighed. Men neppe har andre end forædte Munke været i Stand til at udføre den.

Dog lad os iile bort ud af denne vanhellige Helligdom! Paa Toppen af Taarnet ville vi rense vort Blik og indaande en reenere Luft! Til Toppen af Spiret! til Toppen!

Taarnet

Tæt ved Udgangen steege vi nogle Trapper op, og kom i et lille Værelse, hvor man gav os Nøglerne og en Ledsager. Vi hvilede os her noget for at samle Kræfter til den følgende Stigen. Madamen, en ret artig Frankinde, hvis Mand var Kirkens Taarnforvalter, Boghandler og Bogbinder, raadte os meget fra at stige høiere end til Plateformen. Man kunde saa let brække Halsen øverst oppe, sagde hun, og saae dog ikke meere -"men dyberer sagde jeg. Øverst op gaae kun Schweitzere (blev hun ved) Blytækkere, Muursvende og unge Engellændere. "De kan herefter føie til denne Liste de Dansker endte jeg, drak et Glas Viin, og bød Farvel – fuldbesluttet at stige saa høit som mueligt, skulde jeg og ti Gange brække Halsen. Kan jeg og ikke komme frem overalt hvor en Blytækker kan komme frem, saa kan jeg vel dog gaae ligesaavidt som en Engellænder? – Sig ikke det! sagde Adams - Engellænderen vover hvad ingen anden vover! – "Og den danske Matros?... som springer fra Dækket, og gier sig i Slagsmaal med en halvfanget Hayfisk af Medlidenhed med sin Capitain, som saa længe havde fisket, og som "tordne haml dog ikke skulde have fisket reent omsonst"? – som falder ned fra store Merseraa, brækker det eene Been, og springer op paa det andet: "tordne mig! Herr Capitain! det Spring havde kunnet koste enhver anden en Hals!"? – som falder fuld ned i Søen, opbringes i Holmens Smede, vaagner: "det tænkte jeg, tordne mig! nok, at jeg kom til Helvede!" og skikker sig deri? – som falder ned fra Bramstangen paa Proviantskriveren, og i Faldet som knuuser denne død, og derved redder ham 294| selv, raaber: "saa skal du, tordne mig! ha', din Smørtyv!"? – som, da Præsten paa hans Yderste udmaler ham Qvalen i Helvedes evige Pøl og Pine, endelig udbryder: "det holder man vel ogsaa ud!"? – som da han har i Søeslagets Heede, mellem rundt om hvinende Bommer og Kugler, bragt nitten qvæstede Kamerader fra den eene Ende af Skibet til den anden, anraabes af den tyvende, spanker afsted med ham, (imidlertid tager en forfløiet Kugle i Farten Hovedet af Fyren paa Nakken) slænger ham ned: "der er, gale mig! nok een, Herr Doctor!" – "Hvad skal jeg med ham? han er jo uden Hoved?" – "Det er, tordne mig! igien een af hans gamle Streger! han sae, Fa'n gale mig! til mig, at han var kun qvæstet!"?" – Du har Ret! raabte Adams; men er du Matros? – "Jeg har i det mindste taget Fløien af en Stormast – spilt paa Fløite skrævs over Eselhovedet i en Storm - og siunget "Kong Christian stod ved høien Mast" paa Kiølen af den kantrede Sluppe!" Til Toppen!

Da vi havde steget omtrent hundrede Trin befandt vi os ved det første Gallerie under Rosen, hvorfra man seer de tre store Støtter til Hest, enhver udhuggen i een eeneste Steen, Clodvig, den første Stifter af Kirken, Dagobert og Rudolph af Habsburg. Her begynder Middeltaarnet, som strækker sig op over det midterste Portal til Plateformen, og hvori Klokkerne hænge. Over begge de andre Portaler havde efter Erwins Plan to lige Spiirtaarne skullet hæve sig til en Høide af 600 Fod; men denne uhyre Idee blev kun halv udført. Kun det nordlige Spiirtaarn blev aldeles færdig, med Afslag af 100 Fod, det sydlige fuldførtes ikke længere end til nogle Alen over Plateformen.

Her steege vi atter 100 Trin op til Jerngitteret, som er lige med Taget af Kirken, hvor vi lidt høiere oppe besaae Sølvklokken og de andre store Klokker. Hidindtil var Gangen paa de temmelig beqvemme Vindeltrapper ikke falden os synderlig besværlig; men nu begyndte vi paa det tredie Hundrede allerede at måttes. Endelig naaede vi Plateformen eller Topfladen af Klokketaarnet. Men hvor studsede vi ved at see op til Spiirspidsen, hvortil der endnu fra denne Høide af syntes os lige saa langt, som nede fra Broen!

Hvilken Opsigt! hvilken Udsigt! hvilken Nedsigt her! O! det er den skiønneste Sal paa Jorden! Vi badede os i den reene fulde 295| Luftstrøm paa denne alle Strassburgs øvrige Spire overtaarnende Flade – og fandt ikke til mindste Mødighed. Vi sprang og dandsede omkring paa dette Himmelloft langs med Brystværket, hvorfra Folk paa Gaderne mellem Tagene, eller rettere deres Hatte, saae ud som Fluer. Vi begrebe næsten hine Vovehalses Overgivenhed, som to hundrede Aar efter hinanden løb om Kap paa Randen af denne Svimmelbalustrade. Symphorien Pollio, Præst til St. Stephans Kirken, var den første, som i det sextende Aarhundrede begik denne Dumdristighed. Han spadserte de 90 Skridt rundt, nedstirrende paa Fluerne, som neden under beundrede og beklappede ham – og slap vel derfra. En ubenævnt Fremmed (formodentlig en Engellænder) vilde i Begyndelsen af vort Aarhundrede, ikke alleene giøre ham det efter; men giøre det endnu bedre. Han væddede, at gaae Balustraden tre Gange omkring uden at stige ned. De to Omgange lykkedes ham; men ved Enden af den tredie gleed hans Fod, og han styrtede hovedkulds ned paa Kirke-Broen tillige med hans Hund, som fulgte ham.

For sexten Aar siden tildrog sig her en lignende, men ulige beklageligere Begivenhed. En deilig attenaarig Pige, Datter af en rig Kiøbmand i Strassburg, Herr <em>Meier.</em> fulgte med et Selskab af Reisende, som vilde besee Münsterens Herligheder, herop, og blev af Frygt allene tilbage paa Plateformen, medens de andre gik op til Halvveien af Taarnspiret. Hun satte sig paa Balustraden, der er temmelig bred, med Fødderne paa een af de Steenbænke, som er anbragt i de udstaaende Balcons, og gav sig til at lege med sin Muffe. Den faldt hende af Haanden, hun vilde fange den, tabte Ligevægten, og... Gierne havde jeg staaet i dette Øieblik nede paa Broen lige for Portalet – heller, i det mindste, end nogle Skridt derfra! Hvo vil ikke heller lade sig knuuse af en himmelfaldende Engel, end see den knuuses? –

Ved Opgangen til denne Luftsal mod Syden er en tagdækket Vaaning for Taarnvægterne, der paa en Maade dækker det ufuldendte Taarn. Disse Vægtere blæse hver Midnat i et stort Krumhorn til evindelig Skiændsel for de arme Jøder, som, siger man, vare Skyld i den skrækkelige Pest, der i Midten af det fiortende 296| Aarhundrede rasede fast over den hele dengang bekiendte Verden, og i Strassburg allene een Sommer borttog 16000 Mennesker. De havde forgiftet Brøndene, hed det, og den 14. Februar 1349 bleve 2000 af disse formodentlig Uskyldige, levende styrtede deri. Da de omtrent paa samme Tid havde villet forraade Staden ved et Horn, saa udblæses nu natligen til Erindring om alt dette – Strassborgernes egen Skiændsel. Tæt ved Vagten er et stort Steenbassin, som staaer fuldt af Vand, og lige over for seer man to Billedstøtter, hvoraf den eene skal forestille Mester Erwin, den anden løfter Hovedet i Veiret, som for at betragte Spiirets Høide. Her seer man og Mars, eller Herkules, paa hvis Tempels Ruiner Kirken er opreist, Taarnuhret, hvis Slag høres over hele Byen, og utallige Indskrivter og Navne til Erindring om dem, som have svimlet heroppe.

Men den alting beherskende Gienstand er Taarnet med Spiiret, til hvis Top der herfra er netop ligesaa høit, som dybt ned til Broen. Paa en sort Marmorplade under Uhret ud imod Plateformen læser man bævende følgende Inscription:

Det forekom mig, som om Taarnet rystede, medens jeg læste dette. Man paastaaer at det i dette skrækkelige Jordskiælv skal være forflyttet een Fod, og at den hele Koloss vippede frem og tilbage ved de stærkeste Stød, som Masten i et huggende Skib.

Da vi længe nok havde betragtet alle disse Seeværdigheder begyndte vi vor nye Stigen. Paa en fast uendelig aaben Vindeltrappe, 297| i een af de fire hule giennembrudte Piller, arbeidede vi os saa at sige giennem Luften op til Spiirfoden, hvor vi fra en Altan nedskuede paa den betydelig dybere siunkne Stad. Udentvivl ere disse fire, fritstaaende, aabne Altaner de høieste paa Jorden. Husene dernede saae her ud som Korthuse, og Menneskene, som Myrer. Dette Standpunkt er gemeenligen Taarnbestigernes Non plus ultra. Noget oven over er et prægtigt Gallerie rundt om Foden af Spiiret.

Men nu begyndte en saare møisommelig, og tildeels formedelst de evige Aabninger, temmelig farlig Stigen. Snegletrappen blev efterhaanden trangere og trangere, saa trang tilsidst, at vi stundum maatte betiene os af Aabninger mellem de tynde Piller og Jernverket for den eene Deel af Kroppen, medens den anden opskiødes. Ved Enden af denne saare smalle Himmelstige, det meest passende Billede paa den trange Vei til Himmerig – kunde Adams, trods sin Enthusiasmus og voldsomme Anstrængelse, ikke mere. Han blev saa at sige hængende, ikke langt fra Toppen, i Steen, Jern og Beundring; men Udsigten, Oversigten og Nedsigten herfra var allerede saa viid, vidtløftig og dyb, at nogle Favne meer i Høiden umueligen kunde forøge Virkningen mærkelig. Jeg selv var ikke i en meget stærkere Forfatning, gloende heed, magtesløs, aandeløs, med saa bankende Hierte, som om det sidste Suk var ikke langt borte. Med alt det - alle gode og onde Særheder i mit Individ forenede sig til at give mig i Kraft hvad der manglede mig i Styrke. Jeg var allerede over den øverste Krands, høit over Lygten – der var ingen Trappe meere, blotte Stænger, jeg maatte slynge mig i egentligste Forstand uden om Spiirspidsen i frie Luft – et eeneste Feiltrin af min klavrende Fod, en pludselig Slapning i min Stangen gribende Haand – og jeg var styrtet ned i Luften, tre Gange død før jeg naaede Jorden. Jeg gyste først, da jeg nedenfra saae, hvor farlig jeg hang uden Steenbukkens Horn – jeg gyser nu ved at tænke tilbage derpaa; thi jeg havde i det daværende Moment ikke Tid til at gyse. Jeg var i for voldsom convulsivisk Bevægelse til at zittre, for rædselfyldt til at være bange. Min hele Siel var Iver, mit Legeme Krampe.

Jeg bekiender det, der var mere ondt end got, mere Daarlighed end Viisdom, eller skal jeg heller sige, mere Svaghed end 298| Styrke i min sidste Anstrængelse, for at naae Pynten, det er at sige den øverste Krands under Steenkorset. Det er mig imidlertid umueligt at bebreide mig denne Forvovenhed. – – – Mediocribus illis Ex vitiis unum. – <em>Hor.</em> – At jeg i det Øieblik, jeg triumpherende svang mig op paa det sidste Fodfæste, hemmelig frydede mig over at jeg var eene paa Pynten, var en ulige større Synd, en meget foragteligere Svaghed; den skal jeg bebreide mig evig! –

Jeg var imidlertid neppe kommen derop, før jeg fortrød det! "O! at min Adams var her med!" raabte jeg – og Fristeren styrtede ned fra den bævende Tinding. –

Spidsen af Spiiret

Triumph! Her staaer jeg paa Spiirspidsen af dette Taarn. Hvilken uophørlig Stigen! hvilken Møie, Anstrængelse, Udmattelse, Fare! mine Knæe zittrede, den varme Sveed blev kold, jeg kunde næsten ikke mere, det sortnede for mit Øie, mens hele den levende Verden gleed bort under min Fod - men jeg anspændte med convulsivisk Iver de sidste døende Kræfter – og nu! hvilken Seier, hvilken Himmel, hvori jeg svimler...

Hele Strassburg med alle sine Bygninger (en nedtraadt Myretue) med al sin Vrimmel og Larm af mylrende Arbeidere, Broeslidere, og marscherende Tropper - omringet af utallige mindre Tuer, Landsbyer, Skove, Lyststeder – den hele uafseelige Flade, Rhinen giennembugter, Elsas, Baaden og Brisgau, omrandet af Lothringens og Schwarzwalds Bierge – ligger udbredt som et Kort dybt under mit neddalende Blik! Triumph! saa møisom og farlig er Veien til Selvtilfredshed; men saa glimrende er Oversigten fra dens lyse Top!...

Ætheriske Suusevinde giennemstrømme dette Steentelt, hvorover den høieste hugne Steen paa Jorden hviler Dette Taarn er den høieste egentlige Bygning paa Jorden. Kun den største af Pyramiderne i Ægypten er 15 Fod høiere.. Hvor nær synes jeg at være de smaae Skyespætter i den blaa Himmel over 299| min Isse! hvor dybt skuer jeg ned paa den høie Hovedbygning hvis Tag dog neppe naaes af Øiet fra Gaden! Som Skroget fra Toppen af Skibsmasten seer Staden ud fra denne Taarnspidse.

Hvilken gyselig Allarm, af de neden under rullende Vogne, de rørte Trommer, de stigende Hammerslag, og de døvende Klokkers voxende Dundren! Hæver sig Taarnet, eller Kronen jeg staaer i, af det opfarende Bulder? Løfter mig virkelig Lyden nærmere Zenith? Lettes min bævende Fod fra Toppen af Høiden, den rører? Bortfører mig ikke den vingede Skye, som nærmer sig piilsnar mit Standpunkt? Jeg Fiær! Jeg Fnug – paa Spidsen af denne svimmelhøie Colossus! Hvorved skal jeg holde mig fast? ved den glatte Steen? ved det afslebne Jern? ved den strømmende Luft? – Hvormed skal jeg krampe mig fast? med den bævende Fod? med den zittrende Haand? – O! der er den! der er den! den hvirvlende Skye! den svøber mig ind i sin foldende Favn! jeg lettes – jeg løftes – den suuser mig bort fra det svindende Standpunkt i Himmelens Ørken...

Underlige, rædselfulde, himmelfarende Følelse! Nei! aldrig fornam jeg saa vældigt det Høie! Sandser jeg endnu? Jeg seer intet! jeg hører intet! jeg fornemmer intet! jeg berører intet! Alt er tomt omkring mig - alt et uendeligt Rum, et ufatteligt Øde... Gud!... Gud! – ja her vilde Spotteren selv andægtigen udraabe: Gud! - Dit Navn toner fuldest i Taushed! din Almagt er vældigst i Tomhed! og hvor intet er, Høie! er du!...

Er det Lyst eller Smerte, jeg føler i denne svimlende Tilstand? er jeg Livet eller Døden nærmere paa denne støvløse Pynt? Jeg vorder, og ophører – skabes og tilintetgiøres – triumpherer og daaner i een og samme Fornemmelse!

Jeg glemte tilsidst hele Jorden paa denne himmelske Spidse. Min Phantasie sværmede saa let, saa frit, saa ubekymret, trods mit umagelige og farlige Standpunkt, som om jeg havde Ørnens Vinger, eller slumrede i Selines Arme. Det faldt mig ikke ind at tænke paa Fodgliden, Forkiølelse, eller hvorledes jeg skulde komme ned igien – thi det faldt mig ikke ind at tænke. Jeg var blot aandelig Følelse, Andagt og Tilbedelse. Min Siel syntes at dreie sig om sit Middelpunkt i evig Uendelighed- i Almagtens Hvirvel – i Gud.

Støvet fordrer sin Ret; det fordrede mig tilbage. Jeg begyndte at fryse, og fornam at jeg endnu havde Legeme! Endnu et Nedblik, endnu et Overblik fra denne mageløse Pyramide!

Er det Jordens Herrer, er det Naturens Yndlinger, er det Kunstens Skabere, er det Englenes Brødre og Evighedens tilkommende Borgere, disse Myrer, som krybe dernede? Var Cyrus, var Alexander, var Cæsar ikke større fra denne Høide? Vilde en Socrates, en Brutus, en Luther, en Franklin saaledes tabe sig i Støvet for Betragteren fra dette Standpunkt? Var Erwin et saadant Kryb – have saadanne Myrer opstablet denne Colossus? – Jeg maa ned igien for at overbeviise mig om at det er Mennesker.

Farvel vidtstraalende Himmel! farvel Zenith! farvel ætheriske Vaaning! – Farvel, I Alper! som hist i uhyre Frastand mellem Schwarzwalds og de Vogesiske for længe siden til Tuer nedsiunkne Bierge, hæve sig for at deele Himmelens Afskeed! Jeg kommer! jeg kommer! – jeg gaaer ned, for atter at stige, for at stige uendelig høiere!

Denne Tanke trøstede, styrkede mig. Jeg begyndte min Nedgang. Den var ulige besværligere end Opgangen, og vilde, hvis jeg ikke ved hvert Trin havde tænkt paa, atter at stige, have blevet mig utaalelig. Gienstændene under mig voxte meer og meer; men jeg sank og blev mindre og mindre, ligesom de bleve større. Endelig var jeg igien, som nedfalden af Himmelen, paa Jorden.

Det var høilys Dag – Klokken var to om Eftermiddagen; vi havde tilbragt fem Timer deroppe – men den store Plads om Kirken forekom mig mørk. Mit Blik saaredes af Steenbroen og de omliggende Bygninger; det ledte om Horizont, og fandt ingen; det søgte en Afgrund, der var ingen – og dog holdt jeg mig fast til Adams af Frygt for at tabe Ligevægten. Som man er søesyg endnu paa Landbredden, saa var jeg nu først luftsyg paa 302| Gaden. Jeg saae op til Spiirspidsen, og saae mig der endnu. Saaledes ravede jeg til Vertshuset.

Min lange, tunge, haarde, uendelige Beskrivelse har trættet dig, kiæreste Læser? Jeg kan selv ikke mere! hviil og vederqvæg dig paa hvad Maade dig best synes – medens jeg med Adams gaaer hen at spise i Hotel d'Esprit.

Verten har kastet det, som han paastaaer, overflødige St. bort. "Vi har i Strassburg ingen hellig Aand, siger han, men desto mere simpel Aand har min Viin". [...]

Hans Giestgivergaard fortiener for Resten al Berømmelse. Ved Bordet var Selskabet i Aften endnu større og moersommere end i Middags. Det bestod af Franskmænd, Engelskmænd, Tydske og os to Danske. Fire, fem ret artige Damer, hvoriblandt den eene udmærkede sig med de to deiligste Arme, jeg endnu har seet, oplivede og forskiønnede det. Da nogle Flasker Viin under allehaande muntre Samtaler vare tømte, og de fleeste af os reiste sig, indbøde Engellænderne hele Selskabet til en Punsch. Forslaget blev almindelig antaget. Bollerne kom paa Bordet, og Glassene gik rundt. De samme Engellændere, som tilforn vare tause, bleve nu med eet snaksomme, syngende, larmende. – De Franske derimod, som, nippende til Viinen, havde fyldt Værelset med deres flydende Tungers Vittighed og Indfald, bleve ved hvert Glas Punsch stillere og stillere – deres Piano sank meer og rneer ligesom Engellændernes Forte steeg. Tydskerne bleve de samme. Damerne listede sig efterhaanden bort. Gallierne bleve endelig aldeles tause, og Britterne aldeles vilde. Det var en særdeles underholdende Aften, eller rettere Nat; thi Klokken var allerede henimod Et. Jeg formærkede ved denne Leilighed, hvilket uendelig Fortrin i selskabelig Behagelighed, Franskmændene har for Engellænderne. De første ere i Følge deres Natur meddeelende, deeltagende, aabne, snaksomme, muntre. Et Glas Viin, som de sielden drikke uden at spæde 303| det med Vand, er nok, for at holde dem varme; de sidste derimod trænge til en voldsommere Begeistring; Punschen maa heede dem, de. drømme dem hiemme, for at – sværme og larme med overvættes Overgivenhed; thi i Midten mellem Stilhed og Støi kan ingen Engellænder længe blive staaende. Fruentimmerne, som animere hine, genere disse. En Franzos taler ti Gange bedre i en Dames Nærværelse, en Engellænder ti Gange bedre, naar hun er borte. Tydskeren, fød Cosmopolit, er det eene som det andet, og best i sit Mag og Fag mellem begge Yderligheder. Viin og Punsch, med eller uden Dame er ham det samme, hans Begeistring, om man kan kalde den saa, kommer inden fra. Han er derfor og mere Herre derover. I selskabelig Sviir er Engelskmanden den stærkeste, Franzosen den artigste Tydskeren den beste – ligesom i Litteraturen.

Jeg havde seet Münsteren i Dag, og holdt derfor ud med Britterne til den sidste Draabe. Vi sang:

Kun een af dem kiendte denne brittiske Matros-Vise, den eeneste jeg veed, som kan sættes i Ligning med vore lignende Søemandssange; men alle frydede dem usigelig over den, for den liden Meening, og den megen Glæde, som hersker deri.

Danmarks Skaal! En smule høiere, og Danmark en smule nærmere – og man vilde have hørt det der. Blandt andre Skaaler kom det og til Münsterens og Erwins Skaal. Nær havde jeg fortrudt, at have bragt den. Ingen af dem alle havde været oppe i Kronen, paa min Fortælling vilde de alle derop – strax – endnu i Nat – for at see Solen staae op fra Spidsen. Jeg forestilte dem, at de intet vilde kunne see, af indvortes og udvortes Aarsager. – Det var ligemeget! svarte de – Jeg forestilte dem at vi alle vilde brække Halsen paa Halvveien – det hialp intet. Vertens Grund, at det nemlig var umueligt, paa denne Tid at faae Nøglerne, stillede dem endelig tilfreds. Vore Franske slumrede allerede. Een af Engellænderne foreslog, at slaae alle Vinduerne ud for at vække dem; men Motionen blev ikke understøttet. En anden fremkom med en Modification, som gik igiennem – og nu klang alle Glassene i Stykker, medens en tredie fordrede en nye Bolle. "Men hvortil? vi have jo alle nok" – "Tvmimod! vi have alle jormeget!" meldte en af Fransoserne, som Glasknuusningen pludselig vakte. – "Just derfor! En nye Balle, Herr Vert! for at blive ædru igien!" – "Probatum est!" raabte een af Tydskerne.