[145]|II

[147]|– NaaA, Holm, faa nu Fingrene dyppet.

De fire Patienter paa »Salen« var kommen ud af Sengene og stod i Forstuen, hver foran sit Vandfad. Josefine satte Morgenmaden fra sig og gav Holm et muntert Tjat over begge Haandled, saa hans runkne Hænder fløj ned i Vandfadet.

– Saadan, sagde hun: ned med Poterne.

Josefine tjattede til ham igen og blev staaende frisk og højbarmet, med Hænderne paa sine Hofter, mens Bertelsen sløv og tavs skyllede Vand op om sin stærke Hals:

– Se glad ud, Bertelsen, sagde hun: Solen skinner.

Der var om Morgenen noget friskt og fuldt i Josefines Stemme, der ligesom fortalte, at hun kom udefra og tilbragte Nætterne udenfor Huset.

– Godmorgen, Frøken.

Josefine nikkede ind mod »Salen«, hvor Ida sad hos en af de to Gamle paa den solbelyste Seng, og drejede rundt paa Hælene – Josefine førte lidt ureglementerede høje Hæle ind paa Afdelingen.

148|– Godmorgen, Josefine.

– Se saa, sagde Ida og tørrede den Gamles Hænder: nu ligger De godt, Sørensen.

Den Gamle smilede og nikkede.

Nøglerne klang saa raskt i Dørene: Godmorgen, Godmorgen – for et dejligt Vejr. Det var Frøken Kjær, der rap og rødmusset stak Hovedet ind ad Døren til Kvinderne.

– Dejligt, sagde Ida, der skyllede et Panel, som var varmt af Solen, mens Frøken Kjær fløj ud gennem Køkkenet.

– Er Petersen oppe? raabte hun og dundrede paa Petersens Dør.

– Ach, hvor schønt der er over Søerne, sagde Frøken Petersen bag den laasede Dør. Frøken Petersen satte ikke Pris paa at have Fremmede ind om Morgenen, mens hun omstændelig syslede med sit fem og trediveaarige Legeme og iførte sig meget hvidt og ungdommeligt Undertøj.

– Tal Dansk, din tyske Kvind', raabte Frøken Kjær og dundrede igen.

Nøglerne klang paany og borte var hun.

Ida fik Vandfadene bort, hastig og travl og fik Maden smurt, til dem alle: Ja, idag vilde der være dejligt langs Søerne. Det var det bedste, det Morgenløb efter Vagten.

Hun gik og nynnede og smaasnakkede med hver, mens hun bragte Maden rundt, til hun, stille, aabnede Døren til »A«, hvor der var mørkt endnu.

149|– Godmorgen, Hr. Doktor, sagde hun.

Ida aabnede Skodderne, saa Lyset fyldte Stuen som en Strøm, men den Syge blev liggende tavs, med de lange og blege Hænder ubevægelige paa sit Tæppe. Ida syslede om ham og han sagde sit uforanderlige Tak med den samme Stemme (han sagde det bestandig og altid i en Tone, som følte han en dyb Medlidenhed med den, hvem han takkede), mens han løftede de vagtsomme Øjne, der fulgte ikke Solens Skin men hende.

Ida blev ved at tale, muntert:

– Nu skal jeg Tur, sagde hun.

Den Syge nikkede kun:

– Ja, sagde han, Solen frister.

Ida lo:

– Ja, efter Vagten ... Godmorgen.

Frøken Petersen var kommen ud og gik, renset og stivet, i Gang med Vagten – Frøken Petersen syslede med Afdelingen sirligt som Førstedamen i en Forretning for Hatte-Konfektion -:

– Saa gaar jeg, sagde Ida og aabnede Døren til Gangen, hvor Morgenluften stærk og ny slog ind af det aabnede Vindu.

Ida løb op ad Trappen til sit Gavlkammer. Nøgleknippets Raslen lød som Lyden af et Sæt glade Smaaklokker, mens hun løb.

Oppe i Værelset slog hun Vinduet op: saa friskt det var og alle Havernes Buske skinnede.

Hun blev staaende ved Vinduet og paa én 150| Gang smilte hun. Hun tænkte paa Karl von Eichbaum, der havde sagt igaarmorges, da de mødtes:

– Ja, nu tror jeg virkelig, vi faar Foraar.

Og de havde let begge to, og hun fortalte om Fru Franck, der, i gamle Dage, omkring ved Hellig Tre-Konger, i Middagsstunden lukkede sit Vindue op paa Klem, naar Solen skinnede, og sad med Næsen ud af Sprækken og sagde:

– Nu lugter jeg Foraaret, Børnlille.

Ida blev ved at smile: hun tænkte i den sidste Tid saa tit paa alle de gamle Dage og paa det Aar, det dejlige Aar, før Mo'er blev syg; og alle de andre Aar, det var næsten som de slet ikke var – men kun den Tid, den lyse Tid ...

Det kom vel ogsaa af, at hun havde truffet dem igen, næsten dem alle, dem hjemme fra Ludvigsbakke, Frøken Rosenfeld, der havde søgt hende op, og Karl v. Eichbaum, som hun mødte hver Dag i Bygningen.

Ida saá op paa sit Ur og maatte skynde sig: saa sent det var blevet. Hun klædte sig paa og hun løb ned ad Trappen, gennem Haven, laaste og lukkede, laaste og lukkede. I Vadskeriet gik tre Vadskepiger og sang. Da Ida kom ud i den store Gaard, sad Dr. Quam paa en af Stentrapperne og solede sine hvide Benklæder:

– Ej, hvorhen saa hastig?

– Jeg skal Tur.

151|Dr. Quam rakte, uden at rejse sig, en Rose frem til hende.

– Tag den med, i Solen, sagde han og Ida fæstede den i sin Kaabe.

Dr. Quam blev ved at sidde at se efter hende: Hun gaar pænt paa Benene, tænkte han, mens Porten blev lukket og Ida derude gik ud i Lyset.

Sporvognsklokkerne lød og i botanisk Have svajede de vældige Majstoppe med de nikkende Hoveder. Over hende, i alle de aabnede Vinduer, bankede Pigerne Støv ud i den nye Luft – mens Ida gik. Hvor de slog løs og de to talte med hinanden over Gaden. Ida syntes det var, som om hun saá alle Ting, Ansigter og Mennesker og hvert enkelt Træ, saa lysende klart saadan om Morgenen – – ligesom Øjnene blev ny ...

Ved Søhjørnet stod Blomstermadammen paa sin Trappe og nikkede.

– Tak, sagde Ida og nikkede igen, mens hun bøjede sig lidt hen til hende og slog med Haanden ind mod Quams Rose: idag har jeg.

Ellers plejede hun at købe en Blomst, for de duftede saa frisk, nu saa tidlig om Morgenen, naar Gartneren lige havde bragt dem.

– Naa ja ja, svarede Blomstermadammen. Det er ellers et svært heldigt Vejr.

– Ja, sagde Ida, der saá udover den blanke Sø, hvor de hvide Baade laa ved Broerne saa stille, som var de ikke vaagnede endnu:

152|– Iaar er der godt for Blomster, Fru Hansen.

– Ja – om det saa er Roser, Frøken, sagde Madammen, der var lidt døv og havde noget i Øjnene af de Døves Undren, der ser ud, som om de altid hørte en mærkelig Hemmelighed, naar de overhovedet hører noget -: om det saa er Roser, saa faar vi dem fra Friland.

– Godmorgen.

Ida bøjede over paa Søvejen, som hun plejede. Ida gik altid paa den samme Side af Søerne. Hun holdt bestandig mest af de Veje, hun var vant til. Saa kendte man alting, hver Krog, hver Baad og Vinduerne og næsten ogsaa de Mennesker, som kom. Og der var nogle, som hilste, ligesom hjemme.

Nu nikkede han ogsaa, den gamle tandløse Opvarter paa »Rørholm«. Det var fra forleden Morgen, da de drak Kaffe der – for Karl v. Eichbaurn var løben fra sin hjemme, fordi han var kommen for sent op. De var de første Gæster og sad bag et Stakit med Epheu, der lige var vandet, og spiste Rundstykker til Kaffen: Det er ligesom vi var taget paa Landet, sagde Ida. Ja, sagde Karl v. Eichbaum: her er pænt ...

De havde ikke siddet tilbords sammen siden hjemme.

Men op om Morgenen havde han nu aldrig kunnet komme. Hjemme paa Ludvigsbakke havde han altid villet have Kamret over det store Loft, for der gad Schrøder ikke løbe op og purre ham 153| ud. Og saa laa han til over Middag og dampede paa Forvalterens Piber.

Ida gik forbi Kaféen, da en Stemme raabte til hende. Det var Karl von Eichbaum, som kom frem bag Epheuen.

– Morgen, raabte han.

Ida vendte sig rask:

– Godmorgen, sagde hun.

– Jeg ta'er min Kaffe her.

– Igen, sagde Ida, der var standset paa Spadserevejen.

Eichbaum kom slentrende ud paa Kørevejen med begge Hænder i Lommen.

– Sikket Vejr, sagde han og stod lidt og saá paa Vandet.

– Vi skulde ta' i Skoven, Frøken Ida, sagde han saa og havde stadig Hænderne i Lommen.

– Ja, det skulde man.

De gik lidt ved Siden af hinanden, han stadig paa Kørevejen:

– Men forresten har de jo ingen Skove paa Sjælland, sagde han.

– Nej – vel? sagde Ida med et pludseligt Smil.

– Der ovre er der da Træer, fortsatte Eichbaum, som blev ved at tænke paa Jylland.

De var standsede igen, og der gik et Par Ungherrer af Kontorfaget forbi.

Karl lo og sagde: Mandfolkene vender sig efter Dem, Frøken Ida.

154|– Hvorfor?

Eichbaum lo igen: Ja, hvorfor? sagde han og smilte:

– Fordi De staar saa kønt paa Deres Ben ... Godmorgen.

Ida nikkede og han slentrede tilbage, men midt paa Kørevejen blev han staaende lidt igen.

Ida gik videre. Hun gik og tænkte paa Skovene. Hun havde ogsaa altid syntes, at de var dog ganske anderledes, Skovene hjemme i Jylland.

Lidt henne paa Vejen kom Frøken Kaas og Frøken Boserup imod hende. De gik ogsaa Tur, men var allerede paa Hjemfarten.

– De er sent ude, raabte Frøken Kaas.

– Ja, svarte Ida. De blev staaende lidt og snakkede, Ida talte med saadan en lys Stemme:

– Men jeg skal videre, sagde hun. Sidst! hun slog Frøken Boserup paa Skulderen og løb et lille Stykke.

Frøken Boserup rystede Skuldren efter Slaget.

– Hvor gammel er De, Brandt? raabte hun efter hende.

Men Ida blev staaende og sagde tilbage, mens hun lo:

– Jeg havde saadan en Lyst til at gaa i Vandet.

Frøken Kaas og Frøken Boserup gik videre, og Frøken Kaas sagde:

– Den Hat klæder Brandt pænt.

155|Men Frøken Boserup satte Hælen afgjort i Jorden og sagde:

– Det er jo ingen Sag, naar man har Penge.

De talte lidt om Idas Formue, og Frøken Boserup sagde:

– Ja, det kan jo være meget godt – – men egenlig ta'er hun bare Pladsen op for en anden, der kun er Aspirant.

Ida var naaet ud paa Østerbro, og den muntre Vind fra alle Søerne slog ind modA hende. Hun gik over Gaden til en Blomsterbutik og købte en Potteplante til Frøken Helgesen. For hun havde saadan en Lyst til at købe noget – købe alting.

Da hun hjemme i Pavillonen kom ind til Frøken Helgesen med Planten, sad Frøkenen ved Midtbordet med et stort Broderi – Frøken Helgesen havde altid et uendeligt Broderi i Arbejde, med et regelmæssigt og næsten geometrisk Mønster.

– Men det er urimeligt alt, hvad De køber i disse Dage.

– Ja, sagde Ida, det maa komme af, at det er saadan et dejligt Vejr.

Hun stod lidt med et af Plantens Blade mellem sine Fingre:

– Men er den ikke køn, sagde hun saa og smilte.

Hun gik op ad Trappen og ind paa første Sal. Frøken Petersen sad og hæklede under det 156| store Vindu, hvor Solen lyste paa Blomsterne. De fire var paa Kælderarbejde, og inde paa »Salen« laa de to Gamle, hvide og stille, ved Siden af hinanden i deres Senge.

– Hvor her er hyggeligt, sagde Ida.

– Ja, sagde Frøken Petersen, i Formiddag er her roligt.

Man hørte ingen anden Lyd end Doktorens Skridt paa A, der kom og gik, kom og gik, paa sin evige Vandring.

– Naa, Godnat, sagde Ida.

– Godnat.

Ida gik op. Hun trak det grønne Gardin for Vinduet og lukkede Lyset ude. Men hun kunde ikke sove. Hun var saa lys og saa let i sit Hoved.

Hun laa og tænkte paa, hvad Tøj hun vilde købe sig nu til Vinter. En lys drap Kjole, havde hun tænkt sig ... Til Frøken Focks Fødselsdag var de altid allesammen saa fine, om Aftenen. Saa kunde hun tage den paa for første Gang ...

Hun rystede paa Hovedet. Hun kom til at tænke paa Karl von Eichbaum, hvordan han havde skudt Skuldrene op i sin sorte Sommerfrakke forleden Morgen, da det blæste: U-uh, havde han sagt: og nu skal man osse ha'e Vintertøj.

Hm, han havde vel ingen Penge ...

Nej, og Ida smilte – det havde han naturligvis ikke.

157|Ida hørte dem gaa paa Trapperne og Døren dernede aabnes og lukkes. Det var dem, som kom fra Kælderarbejde; saa var Klokken tolv ...

Nej, for Penge havde han da aldrig kunnet ha'e ...

Ida sov ind.

– – –

Det var samme Dag, paa Toldbodvejen, i »Familiehusets« Mellembygning.

Fru von Eichbaum var – væbnet med Handsker med afklippede Fingre – blevet færdig med Lamperne, og Julius, i Brunelsstøvler, gled ud og ind og stillede dem paa Plads. Lamperne var Fru von Eichbaums eneste huslige Syssel – som hos hendes Søster Generalinden. Det var saadan i Slægten: Lamperne behandlede de selv, som var de et Stykke af Familien.

– Julius, der dækkes til to, sagde Fru von Eichbaum, der gik ind i Dagligstuen. Fru von Eichbaum ventede til Frokost Generalinden ind fra Landstedet. Generalinden blev altid paa Landstedet til langt ind i November. Efteraarsluften gjorde hende godt – baade hun og Søsteren led af Tørhed i Huden.

– Og, sagde hun til sin Søster, saa er man desuden selv med du, at faa alle Havesager i Hus.

Paa Slaget tolv ringede det, og Julius lukkede op.

– Gud, Emilie – det var Generalinden, 158| som kom ind i Kabinettet: for et velsignet Vejr, du ... Godmorgen.

– Godmorgen, Charlotte, hvor det dog var rart at kunne ha'e dig lidt i Ro.

– Julius, De kan sætte Maskinen ind ...

Generalinden kom til Sæde i Sofaen, mens Fru von Eichbaum gik ind og saá til Bordet, og Søstrene talte med hinanden fra Stue til Stue. Generalinden talte om Landstedet: Hun kunde ikke tro, hvor der var friskt og saadanne om Morgenen ...

– Og Druerne, du, bli'er store som saa. Generalinden viste med Fingrene, hvor store Druerne blev. Saa havde hun virkelig tænkt at prøve Admiralinde Schleppegrells Opskrift:

– Med Melis, du véd.

Og saa kunde hun overlade hende Halvdelen.

– Ja, sagde Fru von Eichbaum fra Maskinen, de er virkelig nydelige til en lille Dessert.

Søstrene blev ved at tale. De talte ganske ens med samme Stemmer, Generalinden lidt hurtigere, begge med meget aabne og soignerede »A'er«, der ligesom bredgjorde alle Sætninger i deres Mund:

– Men, Emilie – der kom en højere Tone paa Emilie, og Generalinden lod Hænderne falde ned i sit Skød -: hvad mener du om Aline?

– Gud, sagde Fru von Eichbaum, der kom hen i Døren og blev staaende et Øjeblik med lukkede Øjne: jeg taaler jo endnu knap 159| saameget som at tale om det. Det er jo utroligt, at det har kunnet ske.

Generalinden gentog »utroligt« og sagde:

– Og vi, som alle har kendt hende i Familien.

– Vi kan spise, CharlotteA, sagde Fru von Eichbaum.

De blev ved at tale om Fru Feddersen. Det var en Barndomsveninde, Fru von Eichbaums bedste, gift med en Godsejer Feddersen til Korsgaard, som pludseligt, uden noget Varsel, var rejst fra Mand og Børn med en Landinspektør, der selv havde voksne Sønner.

– Og Feddersen, sagde Generalinden: den rolige og agtværdige Mand.

Fru von Eichbaum rakte Søsteren en Assiette og sagde langsomt:

– Men, Charlotte, det maa jo være en momentan Forstyrrelse.

– Tak, Julius – vendte hun sig til Tjeneren, der aabnede Døren -: der er ikke no'et ...

Fru von Eichbaum blev ved at spise, mens hendes Tone antog noget vist forklarende eller grundende:

– Der har jo altid været en underlig Talesyge i den Familie, du ... de skulde tale og tale.

– Det har de nu osse fra den grundtvigske Mo'er, indskød Generalinden.

– Ja, Fru von Eichbaum nikkede: alt dette med Hjerteliv, du – og saa taler de sig op til 160| en Alteration ... Det havde Aline jo noget af allerede som ung ...

Generalinden samstemte, og Fru von Eichbaum rejste sig og skænkede Kaffen.

– Gud, du, sagde hun: at Menneskene ikke kan lære at tie stille og bære det for sig selv og komme over det.

Generalinden fik Kaffekoppen og nikkede paany.

– Hvis man skulde tale om al Ting, blev Fru von Eichbaum ved: saa var der vel nok ... Det véd man vel i enhver Familie.

– Jo, sagde Generalinden.

– Og hver bærer sit, sluttede Fru von Eichbaum og saá ud for sig.

De sad lidt. Saa sagde Fru von Eichbaum med en lidt anden Stemme, der lød næsten bevæget:

– Men vi holder naturligvis ved hende ...

– Og si'er det samme ...

– Gud, Mille – naar de var ene, brugte Søstrene undertiden Navneforkortelser – det er da rimeligt Jeg sagde igaar til Anna Schleppegrell, at Aline var taget til Vichy for hovne Ben ...

De forlod Fru Feddersen, og Generalinden spurgte:

– Karl spiser ikke Frokost hjemme?

De havde endnu ikke nævnt hans Navn.

– Aa nej, du, sagde Fru von Eichbaum: den lange Vej ... Han spiser paa Kontoret. 161| Ane smør' den, og han ta'er Maden med. Du véd, disse Voksdugsruller, man nu har ... Det sér ud, som gik han i Departementet.

Og i samme Tone som den, hvori hun før havde talt om Aline Feddersens »Forstyrrelse«, sagde Fru von Eichbaum:

– Han gaar sine Ture om Morgenen, langs Søerne – jeg hører ham ikke en Gang.

Hvorpaa Generalinden sagde:

– Ja, Morgnerne iaar, de er velsignede.

Det bankede spædt paa Døren. Det var Ane, som i hvidt Forklæde gerne vilde hilse paa Generalinden. Ane var en lille halvhundredaarig rund Ting med glatkæmmet Haar og straalende, indsatte Tænder.

Hun vilde da saa gerne høre, hvordan det stod til med Generalinden og paa Landstedet.

– Tak Ane, sagde Generalinden, og de rejste sig fra Bordet.

– Det har været lidt slemt med Skorstenen.

Ane nikkede:

– Ja, sagde hun: men det er osse tit, at de ikke forstaar at stege.

Der var altid Jalousi mellem Pigerne i Familien.

– Og lægger for meget til Varmen, sagde Ane, der havde faaet de samme brede A'er som Herskabet.

Generalinden afbrød lidt kort:

162|– Og nu skal Anes Julie vel snart ha'e Bryllup?

– Ja, sagde Ane, der er jo lyst to Gange, og han vilde jo gerne ha'e det snart ...

– Det skal jo være en rigtig net og ædruelig Mand, sagde Generalinden.

– Ja, Godmorgen Ane.

Søstrene gik ind i Dagligstuen, og Generalinden talte om, at de maatte vel tænke paa en Brudegave.

Anes Julie var en illegitim Frugt af Anes tredivte Aar, da en ung skægløs Adonis af en Tjener havde drevet sit Spil i Etagerne. Da Historien paa Fødselsstiftelsen var ovre, var Ane vendt tilbage til sin Plads, og da Julie voksede til, var hun bleven sat i en Velgørenhedsskole og kom hveranden Søndag, naar Fru von Eichbaum spiste hos Generalens, i Besøg hos Ane, hvem hun naturligvis kaldte for »Moster«.

Ja, Fru von Eichbaum havde tænkt Sukkerskaal og Flødekande til Brudegaven.

– Han var her jo forleden, sagde hun: Gud, du, et rigtig net Menneske – som du véd, af den Slags Folk – og sad der – meget pænt paa en Stol ... de faar jo altid no'en Opdragelse paa Holmen ...

»Han« var Julies Forlovede og en fortræffelig ung Mand, der var Maskinist i Flaaden.

Generalinden, som sad og saá paa Søsterens Arbejde – et meget stort Arbejde, et Senge163|omhæng med filerede Mellemstykker, hvis færdige Dele var indsvøbt i meget, renligt Silkepapir – sagde og tænkte paa Julies ulovlige Oprindelse:

– Ja,jeg finder det uhyre hæderligt af ham.

Som om de havde læst hinandens Tanker, og som om Afstanden kunne tænkes at have afsvækket det Illegitime, sagde Fru von Eichbaum:

– Han er jo fra Ringkjøbing.

Provinsbynavnet vakte en Tankeforbindelse hos Generalinden, der pludselig sagde:

– Men du, jeg har jo haft Brev fra Vilhelmine. Hun skriver mig til, at de vil være her i Vinter.

– Alle? spurgte Fru von Eichbaum.

– Nej, Mourier bli'er hjemme – kun Mine med Kate ... Men de har tænkt at leje en Lejlighed – kære, de har jo Raad til det ...

Fru Vilhelmine Mourier var en Grossererfrue fra Aarhus, en af Kredsen, hvis Mand havde tjent en stor Formue paa Eksport af Smør til England.

– Og Kate, sagde Generalinden, er jo nu omkring de tyve.

Fru von Eichbaum, der ikke havde sét Frøken Kate Mourier i to, tre Aar, spurgte:

– Hvordanne er hun vokset?

– Rigtig net og blond ... lidt matadoragtig, du, saadanne som de jo let bli'er i Provinsen ... hvor de er de første ...

164|– Kære, sagde Fru von Eichbaum, det forta'er sig ... med en Mo'er som Vilhelmine ...

– En god Figur, sagde Generalinden, der stadig tænkte paa Kate Mouriers Eksteriør.

Fru von Eichbaum tænkte paa, at hun dog vilde skrive til Mine Mourier, hvor rart hun fandt det, at de kunde have hinanden hele Vinteren.

– De rejser nok først lidt rundt i Jylland, blev Generalinden ved, Mourier vil gerne se paa Gaard ... til at ha'e om Sommeren ... Det er jo rimeligt, vant som Vilhelmine er til Landet fra Barndommen.

Fru von Eichbaum svarede ikke, men ved en ny Idéassociation sagde hun:

– Véd du, den lille Brandt, Godsforvalterens, husker du, er ansat paa Hospitalet.

– Ja saa, sagde Generalinden: er hun kommen der?

Og hun tilføjede ret ligegyldig:

– Behøver hun det, du?

– Gud, Lotte, hun arvede jo sine rigelige firsindstyve tusind, svarede Fru von Eichbaum. Ved Nævnelsen af Summen syntes hun pludselig let distræt, og hun tilføjede efter en lille Stilhed, ligesom eftertænksomt: Faderen var en fortræffelig Mand.

Generalinden beredte sig til Opbrud og bad hilse Karl; men da hun i Entréen havde faaet Tøjet paa, sagde hun:

– Det er sandt Emilie, du kunde laane mig 165| Petris Prædikener ... Vejene til Kapellet er ganske opblødte, og der er jo ikke et Menneske mere, man kender.

Fru von Eichbaum hentede Prædikenerne, og Generalinden sagde:

– Tak du ... ja, man længes efter Petri om Sommeren. Der er ikke den klare Tankegang hos de andre.

Fru von Eichbaum nikkede:

– Kære, sagde hun: det er Roen, han har arvet fra Faderen.

Da hun aabnede Entrédøren, kom der en ung Person i Liberi op ad Trappen:

– Er det til mig, spurgte Fru von Eichbaum.

– Ja, det var en Regning til Fruen.

Fru von Eichbaum tog den, mens hun skælvede en umærkelig Smule i Mundvigene og Generalinden hastigt saá hen paa Søsteren i Spejlet.

– Aa, sagde Fru von Eichbaum, der havde aabnet Regningen. Det er fra Cohn, ... jeg har ladet min graa Silke rense. Med noget Sort op ad Forbredden kan den blive rigtig pæn endnu ...

– Farvel, Charlotte.

– Farvel Emilie. Ja, vi sés paa Søndag ... Jeg laaner jo Julius.

Julius gik paa Omgang ved Middagene i Slægten.

– Farvel.

Generalinden var nede ad Trappen, og Fru 166| von Eichbaum gik ind i Dagligstuen til sit Skrivebord, mens Budet ventede i Entréen.

Fru von Eichbaums Penge laa i Skrivebordsskuffen i forskellige Konvolutter, hvor hun havde dem rede, hver til sin Ting. Hun tog femten Kroner frem og Budet gik. Fru von Eichbaum blev atter siddende foran Skrivebordet og regnede.

Efter at hun for tre Aar siden havde købt Livrenten for Resterne af de Penge, som Karl havde levnet, maatte Fru von Eichbaum tage alting meget nøje ud.

Men saa stod da osse Hjemmet.

Fru von Eichbaum blev ved at sidde foran Skrivebordet:

Det var godt, det havde været Regningen fra Cohn – – at Charlotte saá, det var den.

Men Karl faldt nu virkelig til Ro – maatte man haabe, ude paa sit Kontor.

Fru von Eichbaum rejste sig og satte sig hen til sit Sengeomhæng. Hun havde et andet Udtryk, et mer fortænkt og ældre, naar hun saadan sad, arbejdende og alene.

Julius kom ind i Spisestuen med de pudsede Knive paa en Bakke og lagde dem ned.

Klokken halvfem kom Julius ind for at tænde i Ovnen, og Fru von Eichbaum spurgte:

– Har De lagt i hos Herren?

– Ja.

– Tak.

Fru von Eichbaum kom selv kun sjældent i 167| sin Søns Værelse. Der var kun Indgang fra Trappen. Da Karl for fire Aar siden kom hjem fra Sveits, havde hun, mens hun selv var i Aix, ladet Døren fra Karls Stue til Kabinettet mure til.

Naar der var nogen, røg Herrerne jo derinde.

– Og, havde Fru von Eichbaum forklaret for Hr. Petersen, Familiens Murmester: murer man til, er man fri for den Røg ind paa sine gode Møbler.

Hr. Petersen havde muret til, og da Karl von Eichbaum kom hjem, havde han kun Indgangen fra Trappen ...

Fru von Eichbaum hørte Karl i Kabinettet, og hun nikkede til ham i Døren til »Goddag«.

– Tante Charlotte har været her, sagde hun. Der skal være saa dejligt, derude. Jeg skal hilse.

Hendes Stemme lød næppe saa bred, naar hun talte med Sønnen, og Ordene blev ligesom smallere i hendes Mund.

– Tak, sagde Karl og satte sig paa en Stol ved Skrivebordet. Han stod aldrig længe ad Gangen; og lidt efter spurgte han:

– Naar flytter de ind?

Fru von Eichbaum talte om det, mens Julius aabnede Døren til Spisestuen med et stilfærdigt: Der er rettet an, og de gik ind til Bordet, hvor Rødvinsflasken, der var uden Etikette, stod foran Karls Kuvert.

168|– Skal jeg skænke for Mo'er? sagde Karl og bøjede sig frem.

– Tak, du, saa det bli'er rødt ...

Der var de Dage, hvor Karl spiste ude, da Fru von Eichbaum kun drak Vand.

Hun øste op, mens hun blev ved at tale om Landstedet og de dejlige Morgener.

– Ja, sagde Karl i en lidt anden Tone og han blev siddende et Øjeblik med Vinglasset i sin Haand:

– Det er skam kønt om Morgenen.

Og de spiste lidt, til Fru von Eichbaum fandt et Emne i Mouriers – det var det, at de eller hun maatte altid finde et Emne.

– De kommer ind iaar, fortalte Søster Charlotte – du véd jo, de Mouriers fra Aarhus.

– Aa, sagde Karl, han – Smørhandleren ...

– Kære Karl – Fru von Eichbaum lod et Øjeblik Skeen hvile i sin Suppe – Handel er da nutildags umaadelig respektabelt.

– Ja, mumlede Karl, de tjener jo Penge ...

Han bar et dovent-forbavset Nag til de Folk, der gik rundt og tjente Penge.

– Og Vilhelmine, der er hjemme fra Unsgaard – det gode Hjem ...

Fru v. Eichbaum spiste igen: Men først rejser de i Jylland og ser paa Gaarde.

Der var stille lidt igen, til Karl sagde ligegyldigt, for at sige noget, og mens Julius bød ham af anden Ret:

169|– De kunde jo købe »Ludvigsbakke«.

Konferensraadens Arvinger sad stadig inde med Godset, som de ikke kunde faa solgt til en rimelig Pris i de nedadgaaende Tider.

– Det blev dem vel for stort, sagde Fru von Eichbaum.

– De har jo Pengene, sagde Karl: og det meste bli'er jo staaende i Ejendommen.

Og Karl blev pludselig ivrig, mens han skænkede sig et nyt Glas, og han blev ved at tale om »Bakken«.

– De faar ikke lækrere Ejendom, sagde han, og han tænkte paa den brede Kørevej hen over Markerne og de store Popler ved Indkørslen og Plænerne, hvor Solen stak ham lige ind i Ansigtet, og Stalden, hvor de to Ridehopper gik løse i deres store Baase.

– Nej, der er ikke lækrere Ejendom, sagde han igen. Og alting vel vedligeholdt, baade Bygninger og det Hele.

– Ja, Huset præsenterer sig smukt, sagde Fru von Eichbaum.

Karl tænkte paa den hvide Hovedbygning og Trappen og Vejen ned forbi Godsforvalterens Længe og med ét lo han:

– Og nu kunde Recks jo gerne rejse, sagde han: nu da Fru Reck har faaet Konstance gift.

– Karl, sagde Fru Eichbaum og holdt igen: Fru Reck er vist ikke af de Mødre ...

Men Karl blev ved at tale om »Bakken«, 170| mens han knækkede Valnødder og skrællede Æbler, og Fru von Eichbaum sad livlig, med en lille Smule Rødme paa Kinderne. Hun var altid saa glad, naar de sad lidt længe tilbords.

– Og der er en fin Jagt, sagde Karl, da de rejste sig.

– Velbekomme, min Dreng, sagde Fru Eichbaum og beholdt hans Haand et lille Øjeblik i sin.

Karl blev ved at være i godt Humør og at snakke, og inde i Dagligstuen sagde han:

– Vil Mo'er la' mig drikke Kaffe herinde?

Fru von Eichbaum lukkede hurtigt Døren til Spisestuen op igen:

– Julius, Herren drikker Kaffe herinde, sagde hun med en klar Stemme.

– Du ryger da? sagde hun.

Og mens de satte sig, hver paa sin Side i Hjørnesofaen og Karl tændte sin Cigaret, fortalte hun:

– Men med Schrøder skal det være slet... Hun har vist Vattersot Karl sad og røg, mens han sagde:

– Mo'er kunde en Gang invitere Ida Brandt ... Hun kender naturligvis ingen.

– Det kunde jeg virkelig, sagde Fru von Eichbaum livligere: ved en Lejlighed ... Hun er jo rigtig net.

Karl betragtede Røgen:

– Hun er sød, sagde han.

171|Og lidt efter:

– Hun er rigtig sød.

Julius bragte Kaffen og Karl sad og saá efter ham, til han igen var ude.

– Kunde Mo'er ikke sige til Julius, at han skulde gaa i ordenlige Støvler?

Den Brunelsfodbeklædning paa Julius var ham en stadig Irritation – at man ikke kunde høre, at Manden gik.

– Gud, Karl, sagde Fru von Eichbaum, der skænkede: jeg finder, det er velsignet, at man ikke hører en Person, der varter op.

Tingen var, at Julius led af daarlige Fødder, der i de sidste Aar hindrede ham i at ta'e større Plads.

– Kære Emilie, sagde Generalinden til Søsteren: ellers beholdt vi jo aldrig det flinke Menneske.

Karls Cigaret gik ud og han sad og saá, halvsmilende, over paa sit eget Ansigt i Etagère-Spejlet.

Hm, hvor han kendte den Etagère – lige fra hans Barndom havde den staaet der, med de samme Meissener Fade, paa den samme Plads.

Og han sagde, smilende:

– Mo'ers Ting holder godt.

– Naar man kun holder Hævd over det, du, sagde Fru Eichbaum.

Karl svarede ikke; men, pludselig greben af en Slags Fornemmelse af al den Ømhed, der 172| skjulte sig bag dette Hjem, der, trods ham og trods alt, var forblevet det samme, tog han over efter Moderens Haand og trykkede den ganske lidt.

Saa stod han op.

– Jeg bli'er hjemme iaften, sagde han: jeg kan læse noget.

Da han var gaaet, rejste Fru von Eichbaum sig og lukkede, som hun plejede, naar Karl var hjemme, Døren til Kabinettet. Hendes Hænder rystede lidt, mens hun skød Slaaen ned i Dørtrinet. Det var mærkelig med Fru von Eichbaum, der ellers var saa rolig, at hendes Hænder sitrede lidt, naar hun blev glad. Men det var ogsaa det eneste Tegn til at hun blev ældre.

Karl gik ind til sig selv og tændte Lampen, før han tog en Hjemme-Joppe paa, henne bag Forhænget, der gemte Sengen. Det var en stor fransk Seng. Fru von Eichbaum havde købt den, da Karl skulde komme hjem.

– For du, sagde hun til Generalinden: Folk, der har været i Frankrig ...

– Kære du, svarte Generalinden: det er da rimeligt. Hvad er et Menneske uden sin Nattesøvn?

Sengen blev købt.

... Karl satte sig i Hvilestolen med udslaaet Fodstykke og tog en af de franske Bøger. Der saá ikke netop beboet ud i hans Stue undtagen om Morgenen, før der var istand, for da 173| var der Roderi nok: med Riflerne, nogle Hestebilleder og et Par gamle Eichbaumske Sabler paa Væggene og de gule Bøger paa Bordet, som Ane hver Dag lagde sammen i to lige høje Stabler.

Karl fik ikke læst meget. Han sad ved Piben og blev ved at tænke paa »Godset«.

– Nu kunde disse Mouriers naturligvis købe »Bakken«, fordi de tyve Aar havde flaaet Braherne og Vedelerne for deres Smør ...

Karl rynkede Næsen som altid, naar han følte enten Mishag eller Forbavselse.

– Det er utroligt, sagde han.

Det var hans Yndlingsudtryk. At Menneskene overhovedet foretog sig nogetsomhelst, syntes Karl von Eichbaum saa besynderligt, at en stor Del af Livets Fænomener og Resultater naturligt maatte forekomme ham »utrolige«.

– Men Gudbevares, sagde han.

Han blev ved at tænke paa »Bakken«:

– Hvis han var blevet Landmand i Stedet for at dumpe til alle de Eksaminer, saa kunde han dog maaske være blevet »Forpagter« ... hos Smørhandleren.

Karl skød Læben frem:

– Hm – den sidste Sommer, de var paa »Bakken«, var det Aar da Idas Moder døde.

Det bankede paa Døren, og Julius kom ind med en Flaske paa en Bakke.

174|– Fruen bad mig sætte Madeira'en her ind, sagde han.

Karl nikkede, mens han skænkede sig et Glas: Madeira'en var god. Den kom s'gu fra Stedet.

Fru von Eichbaums Madeira blev taget hjem af Søofficererne i Familien.

– Det er s'gu noget Svineri at hale rundt paa alle de Beværtninger, sagde Karl.

Med Glasset foran sig begyndte han at læse igen. Men lidt efter lagde han den gule Bog ned paa sit Knæ og smilte. Han tænkte paa, det vilde i Grunden være grinagtigt at gaa med Ida Brandt saadan et Sted, for hun havde naturligvis aldrig set det, Gud la'er skabe.

... Fru von Eichbaum sad ved sit Skrivebord. Hun havde ligesaa gerne straks villet skrive til Vilhelmine. For Dagen gik og hun fik det ikke gjort. Og idag havde hun nu netop tænkt saa meget paa hende og Tiden oppe paa Unsgaard.

»Kære Vilhelmine, skrev hun, hvor det er dejligt at tænke paa at være sammen igen, og ikke dette med et Par Uger paa et Hotel, som kun giver Uro. Men at have dig her i Fred og din gode Ro. Jeg haaber, du finder noget her i Nærheden. Jeg tænker paa Lindholms, som skal til Nizza med den syge Mary – de rejser jo altid med de tæringsyge, naar det er for sent. Du kunde maaske leje der, naar vi luftede godt ud og 175| ellers rensede. Du véd, det er lige herved, og godt vil det være for Kate lige ved Grønningen og »Linjen« – I maa jo ogsaa tænke paa Helbreden. Jeg glæder mig rigtig til Vinteren, ogsaa til Kate; det er saa friskt at faa lidt Ungdom i Kredsen – – «

Fru von Eichbaum havde sluttet Brevet og sad og stirrede ind i Lysene. Hun tænkte paa Karl:

– Der saá man, naar han kun var beskæftiget sin bestemte Tid med noget, der holdt fast som et Kontor, saa kom Roen. Men Skylden havde vel altid været hendes – – hun skulde aldrig ha'e sendt ham fra Hjemmet.

– Ham – med det bøjelige Sind.

Fru von Eichbaum hørte Julius inde i Spisestuen. Hun syntes rigtig det var længe siden, hun havde glædet sig saadan til sin Kop Te.

. . . . .

Om Søndagen var det varmt nok til, at Generalinden og Fru von Eichbaum kunde drikke Kaffen paa Verandaen. Generalinden sagde: Du maa kun ta'e et Sjal over Skuldrene, Mille, du, der er vant til Byluften.

Julius bragte Sjalet, og Søstrene sad sammen og saá ud over Sundet.

– Der skal ikke Kaffe til Herren, sagde Generalinden. Karl von Eichbaum var gaaet ned paa Bellevue at spille Billard.

Fru von Eichbaum talte om Vilhelmine Mourier.

176|– Jeg skrev da til hende, sagde hun, og jeg tænker paa, om de ikke kunde leje af Lindholms...

– Gud, Emilie, sagde Generalinden, tror du osse det – – i det tæringssyge Hus?

– Kære, sagde Fru von Eichbaum, hvor kunde man vel bo, naar man skulde være saa ængstelig? Jeg, som rejser, jeg spø'r dig hvor kunde man ikke bli'e smittet? de ligger naturligvis ikke i de samme Sengeklæder, og naar vi saa paa Forhaand sørger for, at der luftes ...

– Ja, sagde Generalinden.

– Og det var hyggeligt nær ved os, saa vi kunde gaa ud og ind.

Fru von Eichbaum saá lidt ud paa Vandet.

– Og dejligt for Kate med Grønningen – hun, som ri'er.

Generalinden nikkede:

– Hun ri'er superbt, sagde hun. (I Slægten sløjfedes d'et i Verbet at ride).

Og lidt efter sagde hun, seende ud paa Vandet:

– Ganske Vilhelmines Figur fra Ungdommen. Søstrene talte om andre Ting.

. . . . .

Den Søndag blev den sidste varme Dag i Aaret.

Om Mandagen var det Sjask og Søle, og Ida stred sig paa sin sidste Morgentur – for 177| idag var hendes Nattevagt omme – op mod Vinden langs Søerne.

Da hun kom hjem igen, mødte hun Karl von Eichbaum, der lige var staaet af Sporvognen.

Han kom drivende ovre paa Fortovet med begge Hænder i sine Lommer og Voksdugsrullen presset ind under den højre Arm.

– Uh, sagde han misfornøjet, men pludselig smilte han:

– Vi fik ikke Foraar den Gang.

– Nej vi kommer nok ikke i Skoven.

– Men, sagde Karl og skød afgørende Hænderne ned til Bunden af sine Lommer: Saa vil vi ud at more os.

Ida lo:

– Hvordan, sagde hun.

– Ud et Sted en Aften – at spise. Vi kan jo ta'e en anden med ...

– Det var da værre, sagde Ida hastigt.

Og lagde til, mens hun blev gloende rød:

– Med en Fremmed.

– Ja, ja da, sagde Karl, og hans Stemme blev med ét forandret ligesom saa god:

– Saa ta'er vi ene.

De gik ind ad Porten og snakkede lidt igen.

Saa sagde Karl, der allerede stod paa den store Trappe op til Kontoret, stadig med Hænderne i Lommen, men med den samme »gode« Stemme som før:

– Hvor gammel er De, Frøken Ida?

178|– Det véd De jo.

Men Karl sagde:

– Nej, for De er, Gud straffe mig, sytten Aar.

Ida lo kun – det var nu det yngste ved hende, hendes korte, lidt halvhøje Latter - og de skiltes.

Ida gik op. Da hun var kommen i Seng, brød Solen frem bag de mørkegrønne Fortræksgardiner. Stuen blev fyldt af et mildt og stille Lys som Skæret af en mat og grøn Lampe. Ida laa med halvt lukkede Øjne.

Men paa én Gang tænkte hun paa, at Karl Eichbaum havde haft Sommerfrakke paa ogsaa idag ...

... Da Ida to Dage efter skulde bringe en Meldeseddel over paa Kontoret, mødte hun Karl von Eichbaum, der kom ind ad Porten i en fin ny Frakke. Han havde været til Frokost. Naar Karl von Eichbaum raadede over Mønt, overlod han »Anes Husflid« til en Portør og nød sin Frokost hos »Svendsen«.

De talte lidt og Ida stod og saá paa ham.

– J a, sagde Karl og skød Brystet frem: man er fin.

– Forfærdelig, sagde hun, paa en Gang talende helt Jydsk: Hun var blevet saa glad ved at se det flunkende Stykke.

Men Karl sagde:

– De skulde »spytte« paa den, Frøken Ida.

179|– Ja, sagde Ida: det gjorde vi altid, vi unge Piger, hjemme i Horsens.

De stod endnu og lo, da der kom en Dame ind ad Porten.

– Goddag, Mo'er, sagde Karl og traadte et Par Skridt bort fra Ida:

– Det er Frøken Brandt, sagde han saa.

Fru von Eichbaum rakte Haanden frem.

– Det var rart at se Dem, Ida ... Karl har jo fortalt mig, at De havde taget en Virksomhed herinde.

– Ja, sagde Ida, og ganske rød skyndte hun sig at tilføje:

– Jeg skal bringe en Meldeseddel ...

– Men, sagde Fru von Eichbaum, De maa besøge mig en Dag – nu (og hun smilte lidt) hvor De er i Hus sammen med min Søn ... Han kan altid sige mig en Dag, hvor De er fri.

Moder og Søn blev staaende nede i Porten, mens Fru von Eichbaum sagde Karl en Besked. Fru von Eichbaum gik hellere selv end hun sendte Julius: Man skal ikke, sagde hun til Søsteren, sende Julius og saadanne op paa et Kontor, hvor de andre, du, maaske sidder i mindre Stillinger.

Da Karl fulgte Fru von Eichbaum tilbage til Portaabningen, sagde hun:

– Jeg synes virkelig, det er rart, at du har den lille Brandt her ... saa kan I da altid veksle et Ord ... Farvel, Karl.

180|Idet Karl gik op ad Trappen, kom Ida ud ad Kontordøren:

– Har De saa tænkt paa'et, Frøken Ida, sagde Karl.

– Paa hvad?

– Paa at vi skal ud at spise, sagde Karl: – For Vintertøjet – og han slog paa Frakken – maa s'gu indvies.

– – –

Ida slukkede Lysene foran sit Spejl og søgte i Mørket efter Døren. Hun vidste ikke selv, at hun listede saa varsomt paa Taaspidserne. Men hun vilde ikke møde nogen nu – netop nu, hun skulde gaa.

Hun løb videre, ned ad Trappen, og pludselig fo'r hun sammen: det var Døren, som blev aabnet og lukket til den urolige Gang.

– Uh, sagde Quam, der kom ud; aldrig har man Fred.

– Ja, jeg har fri, sagde Ida og løb fra ham.

Hun gik ud gennem Gaarden og Porten, hvor hun nikkede til alle, to Portører, der stod ved den ene Indgang, og Portneren midt i Rummet og Josefine, som kom paa Trappen.

– Naa, Frøken, sagde Josefine, der maalte hendes nye Kaabe: nu skal De ud paa Livet. Og hun nikkede, som de andre.

– Ja, sagde Ida smilende.

181|Hun gik ud paa Gaden. Ved Lygten saá hun ham: der stod han allerede, ved Hjørnet af Botanisk Have.

– Her er jeg, sagde hun og løftede sit Ansigt. Hun var næsten stakaandet.

– Ja, sagde Karl, det er god Tid. Godaften.

Og de gav hinanden Haanden.

De gik, mens Sporvognsklokkerne klang og Droskehestene travede.

– Hva' sagde De saa, spurgte Karl med sin lidt slæbende Stemme, som han holdt af at bruge den, naar han var tilfreds: hvor sa'e De, De skulde hen?

– Aa jeg sagde no'et ...

– Ja, mente Karl: man kan s'gu sagtens lyve no'et – og han lo lidt -:

– For det lærer man, Gud straffe mig, fra Barnsben.

Ida blev pludselig alvorlig i Øjnene:

– Aa ja.

Men hendes Stemning slog om igen og hun sagde straalende:

– Det var li'som de alle ønskede mig god Fornøjelse.

Hun tænkte paa dem, der havde nikket i Porten.

Og Karl, der gik med Cigaren mellem de yderste Læbespidser, sagde:

-Ja, nu maa vi s'gu tænke over, hva' vi skal spise.

182|De lo begge to.

De havde naaet Porten til Ørsteds Park.

– Vi kan gaa gennem Anlæget, sagde Ida: naar der er Tid.

– Men der bli'r lukket, sagde Karl og fulgte efter hende.

De gik over de sidste, nedfaldne Blade, men i de brogede Bede var der Blomster endnu.

– Hvor her er smukt, sagde Ida.

Der var vist ingen i den hele Have, ikke én i alle Gange; og mens de gik ved Siden af hinanden, hørte de deres egne Skridt.

– Nu falder de i Søvn, sagde Karl og pegede op paa en af de stille Statuer.

De gik ind til en lille Terrasse under et mægtigt Træ. Under dem laa Skrænterne og det mørkt blanke Vand.

Ida talte sagtere:

– Her er det dejligste Sted, sagde hun.

Karl skød Røgen fra sin Cigar ud i lange Ringe, og ingen af dem talte. Det var som om Klokkers og Vognes Lyd blev ganske fjern og Lygternes Lys hang over Gitrene som en straalende Krands.

– Er der saadan i de store Byer, sagde Ida sagte.

Hendes Øjne fulgte Skrænterne og Broen og det tyste Vand.

– Ja, sagde Karl og Cigarens Ringe løstes op.

– Ikke kønnere?

183|– Nej, sagde han.

En Svane skød lydløs frem fra det mørke Vand.

– Det har jeg ogsaa altid tænkt, sagde Ida.

De stod endnu et Øjeblik.

– Men det bli'r sent, sagde Ida, med en helt anden Stemme og de vendte sig for at gaa.

– Naa, Godaften, Gamle! ... Karl nikkede op til Ørsteds Statue, idet de gik forbi, og de lo igen.

Ida var stadig et Skridt foran Karl nu, mens de gik gennem Gaden.

– Der er god Tid, sagde Karl, der elskede »Mørkningen« i Gaderne.

– Ja, men saa kan vi se dem komme, sagde Ida og hun blev ved at skynde sig.

Men da de kom ind i Teatret og op i Pladslogen, var der ikke et Menneske i det hele Parket.

– Saa, sagde Karl, kom vi saa tidsnok?

Lidt efter lidt begyndte Folk at komme og de hørte Stolesædernes lystige Smæk og Kontrollørernes Nøgler i Logernes Døre og fra Gangen al den glade Skubben og Summen.

Ida skød Skuldrene velbehageligt op, mens hun rystede Armene ganske lidt:

– Aa, sagde hun, det er første Gang, de spiller Stykket.

– Ja, sagde Karl, det er det morsomme ved'et.

Herrer i hvide Skjortebryster stod op i Par184|kettet og friserede Damer trængte sig hastigt frem mellem Bænkene. Karl sad og nævnede deres Navne, Kritikeres og Forfatteres og Menneskers, hun kendte fra Bladene.

Ida sad og smaasnakkede af Glæde og fulgte hvert Navn, som han nævnede. Men pludselig rejste hun sig halvt og saá ud op mod første Etage, med et lille Kast med sit Hoved:

– Det er dér, vi plejer at sidde, sagde hun og satte sig rapt igen.

– Hvem?

– Vi, sagde hun.

Nogle Sygeplejersker havde abonneret der ifjor.

Ida sad igen, mens Støjen steg, og smilte, med Ryggen helt lænet tilbage mod sin Stol. Men paa én Gang sagde hun, helt forskrækket og blev purpurrød:

– Aa, hvis nu Fru von Eichbaum var her.

– Det er hun ikke, sagde Karl: hun gaar aldrig i Sekundteatrene uden paa Brandvæsenets Billetter, og dem har hun ikke iaften.

De saá igen paa Folk, som blev ved at komme og komme. Ida tog i Karls Arm:

– Se, det er Fru Lind. Hun har været paa Afdelingen.

Det var den eneste, hun kendte.

Rampen blev tændt og gød sit Lys over Tæppet. I Parkettet var alle Hoveder i Bevæ185|gelse og over Balkonens Rand vuggede lyse Ansigter.

Ida blev ved at smile:

– Det er ligesom man skulde paa Bal, sagde hun ganske sagte.

Karl sad, med udspilede Ben og bed i sit Overskæg med et Udtryk, som var en Knebelsbart noget, der smagte godt.

Orkestret havde spillet en lille Tid.

– Hvad er det de spiller, sagde Karl og vilde se Programmet. Men Ida svarede ikke, hun sad med halvlukkede Øjne og lyttede efter Musikken. Karl saá fra Siden ned paa hendes Pande. Den var saa lille og saa smal. Man kunde faa Lyst til at spænde over den med Fingrene – saadan – fra Tinding til Tinding.

Ida følte hans Blik og aabnede Øjnene helt

– Her er saa dejligt, sagde hun. Ikke?

Tæppet gik op.

... Folk puffedes og de skubbedes i Restaurantens smalle Sale. Karl von Eichbaum gik bag Ida Brandt og værnede hende lidt med Armene, men Ida lo over hele Ansigtet, mens hun vendte sig:

– Vi maa sidde, hvor vi kan se Folk, sagde hun og Øjnene straalede.

– Der er bestilt Plads, sagde Karl.

Det var i et af de smaa Kabinetter mellem Skillerummene og endelig naaede de derhen. Men Ida blev siddende inde i Sofaen, med Hatten 186| og alt Tøjet paa: hun saá paa Herrer og Damer, der blev ved at strømme ind.

– Aa, vi har Plads, sagde hun og skubbede Skuldrene op ligesom i Teatret.

Karl fik Overtøjet af hende og satte sig.

– Saa, sagde han og strakte Benene fra sig, mens han slog Rynker paa sin Næse:

– Nu skal vi spise paa fransk.

– Ja, sagde Ida og slog Hovedet rask tilbage. Hun vidste vist ikke, hvad hun sagde »Ja« til.

Karl bestilte og Tjeneren bragte Fade og Karl rettede an. Ida sad kun og fulgte dem med Øjnene, alt, hvad de gjorde, og smilte; og hun tog saa besynderlig varsomt paa alting, sit Glas og Fadet og sit Brød, som om hun undrede sig over det alt, over hver Ting – Dugen og Lyset og den grønne Flaske i Køleren.

Saa sagde hun og spilede begge sine Hænder ud paa Sofaen, mens hun lo ganske sagte:

– At jeg sidder her.

Karl smilte glad til hende og saá saa ud paa Folk i Salen, der knap fik Plads ved Bordene:

– Ja, vi sidder s'gu bedst.

Ida blev siddende som før:

– Hm, sagde hun saa med den samme Stemme: det er li'som vi var paa Skovtur.

Karl, der spiste langsomt men vældigt, lo og sagde:

187|– Naa, det synes jeg nu ikke, for man spiser altid forbandet paa Skovture.

Men Ida blev ved at tænke paa Skovturene: Turene derovre, naar de var kørte til Stensballe en hel Char-a-banc og de havde danset foran Hjulmagerens Hus og trillet omkap ned ad de høje Banker.

– Jo, sagde hun: for her er li'esom derhjemme.

Men Karl, der begyndte at blive mæt, sagde, at hun maatte virkelig spise og lagde Kramsfugl over paa hendes Tallerken.

– Maden er s'gu god, sagde han; og idet han tænkte paa Skovturene, sagde han med Albuerne paa Bordet (og tænkte, at hun var Gud straffe mig nydelig):

– Det var De vel mange Gange – paa Skovtur?

Ida sad lidt og saá ud for sig:

– Nej, ikke saa mange Gange, sagde hun sagtere.

Karl blev ved at se paa hende:

– Saa drikker vi to Jyder ... Han løftede glad sit Glas.

Ida lo og tog sit:

– Men De er jo egentlig slet ikke Jyde.

Karl rynkede Næsen:

– Vist saa, alle vi Eichbaum'er er Jyder. Det er da der, vi har haft no'et.

Og de drak.

188|Karl blev ved at sidde og rette an for hende stadig med Albuerne paa Bordet: Ost og Sellerier, som han to Gange stak over og dyppede i hendes Saltkar.

– Hvor de var dejlige paa »Ludvigsbakke«, sagde Ida.

– Ja.

Han gnavede stadig sin Selleri, mens han saá paa hende og sagde:

– Ida, De skulde altid være i gult.

– Hvorfor?

– Jo, sagde han sløvt.

Karl blev ved at gnave paa sin Selleri-Stængel, og pludselig tænkte han paa Mouriers. Han fortalte om dem og at de maaske vilde købe »Bakken«. Det er en Smørgrosserer fra Aarhus, sagde han. Han trak »Aa«et i den jydske »Hovedstad« langt og foragteligt ud og sagde saa tilfredsstillet:

– Men saa kan man da faa Recks ud ...

– Hvorfor?

– Jo, erklærede Karl med sin tørre Stemme: for det er no'et Pak.

– Ja, sagde Ida uvilkaarligt. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev saa glad og at hendes Ansigt straalede.

– Og saa kan vi igen komme derover om Sommeren, sagde Karl. Skaal, Ida.

– Skaal, sagde Ida stadig med det samme Udtryk.

189| Og Karl, der havde sluppet Glasset og stak Hænderne i sine Lommer, sagde glad:

– Der kan dog være rart i Kongens København – hva'?

De talte glade og ligesom hinanden nærmere. Ida talte om Olivia og Villaen og Jørgensens – det gjorde hun altid, naar hun var glad – men pludselig sagde hun:

– Uh ha, hvor han talte højt ...

– Hvem?

– Han, Elskeren, sagde hun.

Karl lo:

– Ja, man maa jo høre ham.

Ida sad og saá ud for sig:

– Men alligevel, sagde hun sagtere.

Der var knap fler Mennesker ude i Salen og Opvarterne stod og hviskede sammen over deres Regnskaber.

Karl sad og smilte og saá paa en Flaskehals.

– Har De nogensinde været forelsket, Ida, sagde han.

Ida saá op og rystede paa Hovedet – halvt trist.

– Nej, sagde hun saa i en Tone, som var det noget, der var gaaet hende forbi.

– Men – og hendes Stemme sitrede en lille Smule og hun vidste ikke selv, hvorfor hun sagde det eller hvad hun egentlig tænkte paa, 190| hvis det ikke var paa det lille Hus i Horsens og de tre halvmørke Stuer -:

– Men, sagde hun og saá ud over Bordet og søgte at smile: Jeg har nu tit været bedrøvet.

Karl havde faaet saadan et godt Glimt i Øjnene:

– Det er s'gu utroligt, sagde han kun.

Og de sad lidt tavse.

Ida saá ud i Salen, hvor der var halvmørkt og de fleste Blus var slukkede:

– Men de er alle gaaede, sagde hun forskrækket.

– Ja, sagde Karl og rejste sig bredt i Stolen: Men vi skal s'gu ha'e Kaffe.

De fik den og Likør ogsaa, som Karl skænkede. Han blev ved at have saadant et mildt Væsen og en blød Stemme, mens de sad endnu en lille Tid. Men Opvarterne, der begyndte at blive utaalmodige, slukkede de sidste Gasblus, saa Mørket trængte ind til dem. Der var ikke andet Lys end Lyset fra Kandelabrene.

Ida saá mod det skridende Mørke:

– Nu er det forbi, sagde hun.

– Næste Gang bli'er det Dem, sagde Karl.

– Ja, sagde Ida hastigt og glad.

– Det maa være hjemme, sagde Karl, som begyndte at hjælpe hende Tøjet paa: Paa Deres Værelse ...

– Nej dog, sagde Ida, og hun lo.

– Hvorfor?

191|– For det er forbudt.

Ida blev ved at le, men Karl rakte hende blot Hatten og sagde:

– Aa pyt.

De gik ud gennem Hotelgangen og Portier'en vilde lukke Døren efter dem, da Ida sagde, glædesstraalende:

– Nu, maa jeg – og stak ham en Krone i Haanden.

Karl lo, som var han betalt for det:

– Men, Gud straffe mig, Ida, tror De, det er passende ...

Da de var kommen et lille Stykke hen ad Gaden, bød han Armen frem:

– Man byder vel Damen Armen, sagde han.

– Ja, sagde Ida og tog den, mens hun trykkede sine Skuldre lidt sammen: nu er det jo Nat.

... Karl gik hjemme i sin Stue og smilede længe, før han kom op i sin store Seng. Lyset stod ved Sengen og en gul Bog laa der. Men han læste ikke.

Han laa bare og gloede op i Loftet, mens han slog Rynker paa sin Næse:

– Nej, sagde han, dybt betænksomt eller undrende: Man kender s'gu alligevel ikke Fruentimmerne ...

Og han blev ved at ligge og smile til Røgen af sin Cigaret.

... Der var stille i Pavillonen, og Ida gik 192| sagte op ad Trappen. Da hun kom op paa Gangen paa første Sal, stod Frøken Roed foran det aabnede Skab.

– Gudbevar'es er det Dem, saa silde, sagde hun: Hvor har De været paa Skovtur?

Ida smilte pludselig ved Ordet »Skovtur«: Jeg har været ude, sagde hun og vilde liste sig videre – hun gik ligesom hun bar noget usynligt Dejligt i Hænderne, som hun vilde bringe i Sikkerhed -:

– Godnat.

Men Frøken Petersen, der var iført graciøse Tøjsko for Natten, havde hørt hende bag Døren og aabnede den paa Klem. Der var intet, der interesserede hende som detailleret Beretning fra den, som havde haft »Udgang«.

– Ach, er det Dem, sagde hun. Der kom en ganske egen emsig Klang i hendes Stemme, naar hun vejrede Nyheder.

Pludselig drejede Ida Frøken Roed to Gange rundt foran Skabet: Jeg har været i Teatret, sagde hun, saa højt, saa det pludselig klang i Gangene – og løb.

– Hys, Patienterne, sagde Frøken Roed. Men de to Frøkener hørte bare, Ida lo deroppe; og de gik ind, hvor deres Middagsmad ventede dem under Gasflammen.

De hørte, mens de spiste, de to Gamles dybe Aandedrag og nogle afbrudte Ord fra Bertelsen, 193| der talte i Søvne, ligesom i en vred Opsætsighed. Inde fra »A« lød Skridtene frem og tilbage.

Frøken Petersen spiste videre og inde paa Salen blev Bertelsen ved at tale i Søvne. Frøken Roed rejste sig for at se efter ham; men han laa kun og kastede sig, med knyttede Hænder, som han plejede.

Ida var oppe paa sit Kammer. Hun stillede Vækkeuret og klædte sig af. Hun havde egenlig ingen Tanker; hun bare smaanynnede hele Tiden, til hun kom i Seng.

– Ja, hm, hvis Eichbaum kunde komme til Kaffe – naar han kunde liste sig her op ...

Idas Ansigt lyste af Fornøjelse i Mørket:

– Men det maatte være en Tirsdag, naar Frøken Roed havde Udgang ... en Tirsdag kunde han nu godt liste sig, ganske sagte, herop.

Ida blev ved at tænke paa det, mens hun smilte: Saa skulde de bruge alle de gamle Ting fra »Bakken« og se, om han kendte dem igen ... og dække rigtig Bord ...

Ida sov ind.

... Det var Middag et Par Dage senere. De fire var komne fra Kælderen og de gik i Forstuen rundt og rundt, langs Væggene, mens de ventede paa Maden (Bertelsen havde faaet en uafladelig Bevægelse med Haanden hen over Øjnene, som vilde han bortviske noget, der hindrede ham i at se) da Nøglerne lød og Josefine kom med Madspandene.

194|– Goddag i Stuen, sagde hun, her er vi med Foderet.

Hun gik ind i Køkkenet for at hjælpe Ida med Karrene, mens Bertelsen skyllede og skyllede sine Hænder under Vandhanen.

– Det er stor Skam for Fuldmægtigen, sagde saa Josefine.

– Hvilket?

Ida spurgte hastigt. Josefine kaldte altid Eichbaum for Fuldmægtigen.

– Rykkerne render jo her paa Trapperne, sagde Josefine, saa alle snakker om 'et i Porten.

– Her – paa Kontoret? Det lød som Ida havde noget i Halsen.

– Ja, sagde Josefine og satte Karret fra sig: Og Gud bevare ham for Inspektøren, hvis det skal vare ved ...

Ida nikkede mekanisk.

– Men det er naturligvis de Fruentimmer, som hænger paa, det kender man jo nok, sagde Josefine og blev ved at lægge Kartofler rundt paa de seks Tallerkener.

Ida svarede ikke, hun rettede kun Maden an, mens Josefine, der var færdig, stod med Hænderne i Siden.

– Og saa nydelig han er skabt, sagde hun og saá betænksomt ud for sig.

Josefine havde altid et deltagende Blik for al mandlig Skabning. Ellers forblev hun sin Konduktør fuldkommen tro. Hun gik aldrig fra en 195| »Ven« og naar han gik og hun havde fældet mange Taarer, saa blev hun alligevel ligesom i Etaten: Det var altid en Konduktør ved Sporvognene. Det blev bare en anden.

– Ja, sagde hun: man véd nok om 'et – for Andersen har været slem (Andersen var den nuværende Konduktør) ... Men nu har vi klaret det ...

Det var bestandig Alimentationsbidrag, som Josefine gik og sled sammen til de skiftende Konduktører.

Man kunde ikke se, om Ida hørte, for hun stod kun og flyttede paa de seks Tallerkener.

– Naa, saa løb vi videre, sagde Josefine.

Der kom altid et Par forbudne Sangtoner, Stumper af en Revue-Vise, som en Fanfare, naar Josefine satte afsted.

Ida satte Tallerkener paa Bordet foran hver af de fire: Nu maa De spise, Holm, sagde hun. Saa Bertelsen, nu skal De blive siddende og spise. Hun hjalp de to Gamle med at faa Maden ned, Bid for Bid; og hun var færdig og fik ryddet til Side – mens hun kun havde tænkt en eneste Ting ...

– Den Stakkel, den Stakkel.

En Begribelse kom aldrig paa en Gang i hendes Hjerne, men kun langsomt og lidt efter lidt til den saa blev overdreven og stor og der var kun den ene Ting.

– Hvad var der dog at gøre! hvad var 196| der dog at gøre ... Hvis han nu mistede sin Plads ...

– Hvad var der at gøre ...

Hun rettede an for Herren paa »A«. Han sad bøjet over de evige Papirer, og hun hørte hans »Tak« og »Tak«, mens han løftede Hovedet og fulgte hende med Øjnene.

Ida gik ud igen og hun satte sig paa Stolen nedenfor Vinduet.

– Og hun havde været med til at bruge hans Penge.

Hendes Tanker kom ikke længer: hun havde været med til at bruge hans Penge. Hun hørte alle Josefines Ord i sine Øren igen og igen og pludselig blev hun rød som et Blod. Der var noget, som hun først nu havde forstaaet. Hun vidste ikke selv, at hun ikke tænkte paa Pengene mere, men kun paa det, blot paa det ... mens hun alligevel hver Gang løb det forbi, løb forbi den Sætning:

– Hvem der havde brugt hans Penge.

Portøren hentede de fire til Kælderarbejdet og de Gamle blundede inde i deres Senge. Inde paa »A« maalte Herren Gulvet med sine Fødder. En Gang imellem sled der sig et Skrig op fra »de Uroliges Gang«.

Ida gik frem og tilbage, syslede med de Gamle og vendte hjem til sin Stol, til det skumrede.

197|Frøken Kiær stak sit Drengehoved ind ad Kvindernes Dør:

– Godaften, Jomfru.

Og pludselig sagde Ida:

– Aa, Frøken Kiær, kan De sidde her et Minut ... jeg skulde saa gerne op ...

– Ja, sagde Frøken Kiær og hun lukkede Døren: et Minut.

Ida gik ud, ned ad Trappen, gennem Haven, hastig over Gaarden, til Kontoret. Karl sad alene ved Pultene under Gasflammen, med Benene trukket op paa Kontorstolen og Hagen ned mod sine Hænder, og fløjtede.

Da han saá hende, løftede han Hovedet og smilte imod hende:

– Godaften.

Hun spurgte om noget, hun vidste ikke hvad, og hun smilte pludselig selv, mens han blev ved at snakke og paa én Gang strakte sig i Stolen med Armene op i Vejret:

– Aa Gud sikket Hundeliv, sagde han.

Og Ida lo.

Hun gik tilbage over Gaarden. Der var ingen Uro i hende mere og hun blev ved at gaa og smile. Hun tænkte kun:

– Det er da saa rimeligt, jeg hjælper ham.

Og hun tænkte ikke mer paa noget andet – kun, fordi hun havde sét ham.

Da Ida kom op, ventede Frøken Kiær lige indenfor Døren:

198|– Profossen er her, hviskede hun.

Det gav et forskrækket Ryk i Ida.

– Hvor? hviskede hun.

– Paa »A«.

Der lød et par forsigtige Nøgler og Frøken Kiær var inde hos Kvinderne. Ida gik rundt og tændte, mens hun hørte Professorens Stemme gennem Døren til »A«, der stod paa Klem. Hun begyndte at gøre alt i Stand til Stuegangen, medens hun hørte Portøren og de fire paa Trappen og Nøglerne, der blev drejede om i Laasen.

– Overlægen er her, sagde hun sagte til Portøren, og de fire Patienter, der havde hørt det, gik sky ind og satte sig paa Taburetten foran Sengene, mens en Stemme hos Kvinderne pludselig tog paa at jamre.

Ida stod foran Kakkelovnen, da Døren til »A« gik op. Professoren blev staaende paa Tærskelen, smal og rank, i den lange, sorte Frakke:

– Ja, fortsæt saa De, Doktor, sagde han og lukkede Døren til ... Lad Patienten kun gøre som han vil ... Og De kan skrue Gassen ned om Natten.

Hans Stemme var ligesom uden Farve og han aabnede næppe Læberne, naar han talte, som om det gjaldt at holde dem lukkede saa fast som muligt om de hvide Tænder og om mange Hemmeligheder.

199|– Vel, Hr. Professor.

Han stod et Nu paa Tærskelen til »Salen«, mens Bertelsens Øjne med et Glimt flakkede hen over hans Ansigt.

– Intet Nyt, sagde han, og han gled videre, ind ad Døren til Kvinderne. Men den ene Gamle i Sengen blev ved at klynke, som han altid gjorde under Stuegang.

Ida gik hen og bankede paa Frøken Petersens Dør for at faa hende vækket. Hun havde ikke hørt Dr. Quam, der var kommen ind.

– Hvor er Overlægen, sagde han hurtigt.

– Han gik ind til Kvinderne, svarede Ida, der var ved at gaa ind i Salen.

Quam stod paa Springet, men han blev alligevel staaende et Øjeblik og saá paa Ida.

Er det Deres Fødselsdag idag igen? spurgte han.

Ida lo:

– Nej-ej – – hvorfor?

– Jo, for jeg synes, De lyser saadan i Ansigtet, sagde han. Han var allerede halvt inde hos Kvinderne. Kvindeskriget fra før slog gennem den aabne Dør.

– Frøken Petersen, Frøken Petersen! raabte Ida.

Hun vendte sig om, Bertelsen var igen ude under Vandhanen med sine Hænder.

– Naa, Bertelsen, sagde hun og tog ham 200| om begge Haandled og rystede dem som i et Haandtryk: De er jo renvasket.

Og mens hun et Nu blev ved at ryste den Syges vaade og røde Haandled, tænkte hun - og smilte -

– Stakkels Karl, han vilde skjule, at han var bedrøvet.

De blev uroligere inde hos Kvinderne. Skrig paa Skrig, som om Skrigene kaldte paa hinanden og skyllede frem mod den lukkede Dør.

Frøken Petersen, der var kommen frem af sit Bur, stak Hovedet ud fra Køkkenet:

– Ach, hvor de er urolig, sagde hun. Men vi har ogsaa Omslag i Vejret.

Frøken Petersens Fødder var som et Barometer ligeoverfor Vejrforandringer.

Men efter The løb Ida over paa Posten med et Pengebrev til Hr. Karl von Eichbaum.

– – –

Det var den sidste Dag, Ida havde Dagvagt.

Frøken Helgesen gik gennem Afdelingen og saá efter, hun havde bestandig noget i Øjnene, som indførte hun et eller andet paa en Liste.

– Vil De saa bringe Meldesedlen over? sagde hun til Ida.

– Ja, svarede Ida. Alt Blodet var gaaet fra hendes Ansigt.

– Jeg skal blive her, sagde Frøken Helgesen og satte sig.

201|Saa maatte Ida gaa ... over paa Kontoret. Det var, som hendes Nøgler kom saa langsomt ind i alle Laase, og hun saá ikke Oldfruen, der nikkede fra sit Vindu. Det var kommet som en Angst over hende straks, de var sendte igaar. Straks, hun kom ud fra Forstuen paa Posthuset, hvor hun havde været saa lykkelig glad, mens Postmanden lakkede Brevet og førte det ind og gav Kvittering og alting – var Angsten kommen: Hvis han blev vred, hvis han nu kun blev vred. Og om Natten havde hun ikke sovet, mens Tanken blev større og større i hendes Hjerne: at han blev vred. Men hun skulde vel ogsaa have skrevet, have sagt ham noget og forklaret ... Men hun havde ikke kunnet skrive. Hun havde ikke kunnet gøre det ...

Men nu var han maaske vred.

Hun gik gennem Gaarden og ind i Porten og op ad Trappen. Hun saá hans Ansigt straks ved Døren; det var ligesom saa lyst i Huden. Men da han saá hende, blev han blødende rød.

– Det var en Meldeseddel, sagde hun.

Og han bøjede sig ned imod hende:

– Det er s'gu utroligt, sagde han sagte med en Stemme, der var lidt grødet.

– Tak.

Ida tog Vejret og vilde gaa, men da de kom udenfor Døren, for han var fulgt efter, sagde hun (for at hjælpe ham over det eller for at trøste 202| ham; et Sekund før havde hun aldrig tænkt paa at sige det):

– Nu skal vi drikke Kaffe paa Tirsdag.

Der gik ligesom en Trækning hen over Eichbaums Ansigt. Men han sagde og skød Læberne frem:

– Jeg vil hellere ha'e The:

Ida lo:

– Nej, sagde hun stadig med den samme hastige Stemme: det skal være Kaffe, for vi skal skænke af den gamle Kande ...

Saa løb hun:

– Nej – nej, han var ikke vred.

Aa nej, han havde forstaaet hende ...

... Karl von Eichbaum gik over til Svendsen for at spise Frokost. Han gik nok og fløjtede hen ad Gaden; men der var alligevel noget, som om han ikke kunde faa sig selv til rigtig at tænke paa de Penge eller paa at han nu kunde fordele dem rundt, i de værste Huller. Og han følte ogsaa noget ubehageligt i Fingrene blot han tænkte paa Konvolutten, hvor de laa.

Men da han skulde betale, tog han hastigt en af de mange store Sedler ud for at faa den vekslet.

Kellner Jensen blev staaende, halvtbukkende foran Konvolutten.

– Ønsker Hr. von Eichbaum at betale det Hele? sagde han halvsagte og ned imod Sofaen.

Men Hr. von Eichbaum svarede ikke. Han 203| havde, ligesom sky, taget et Kort frem mellem Sedlerne. Ida stod der kun med saadan smaabitte danske Bogstaver – og saa var der et lille Billede af »Ludvigsbakke« i Hjørnet.

Karl von Eichbaum blev ved at sidde med Kortet i sin Haand.

Da Frokosttiden var omme, hvilede begge Svendsens Højrehænder, d'Hrr. Jensen og Sørensen, ud, lænede hver mod sin Dørstolpe:

– Der kan De se Sørensen, (Hr. Jensen snøvlede, hvad han ansaá for distingueret i Faget), at jeg fik Beløbet. Den Slags Folk finder altid en Udvej ... Det véd vi fra d'Angleterre ...

Hr. Jensen havde i en smækrere Periode fungeret som à-la-Carte-Sals Kellner i Hotel d'Angleterre.

– Ja, til den revner, Jensen, sagde Sørensen.

Hr. Jensen svarede ikke. Han stangede Tænder.

– – –

Ida lod som hun sov, mens hun saá fra Frøken Roed foran Spejlet hen til Vækkeuret foran sin Seng gennem de kvart aabnede Øjenlaag. Fødderne skubbede hun sagte op og ned under Tæpperne, hun kunde ikke ligge stille.

Men endelig var Frøken Roed i Overtøjet og Ida lod, som hun vaagnede:

– Skal De til Deres Søster, sagde hun.

– Ja, Frøken Roed skulde det: Hun skulde 204| altid til sin Søster, der var gift med en Assistent ved Jernbanen. Det var de eneste, hun kendte i Byen, og der var desuden nok at hjælpe med, om de tre Børn.

Ida saá dem pludselig for sig, Frøken Roed og Fru Hansen, som de sad og syede derhjemme paa fjerde Sal i Rømersgade under Lampen i Dagligstuen, hvor Lænestolene, der begyndte at blive slidte i Ryggen, var dækkede med saa mange smaa broderede Stykker – og paa en Gang lo hun.

– Men hvad ler De af? spurgte Frøken Roed.

– Aa, det var noget jeg tænkte paa.

Men pludselig slog Ida Tæpperne til Side og satte de bare FødderA ud paa Gulvet.

– Aa, sagde hun, vent lidt; og hun løb i Natkjolen hen til Chiffonnièren:

– Jeg har noget til Børnene; og, mens hun dækkede for den aabne Chiffonnière for at Frøken Roed ikke skulde sé Pakkerne og Blomsterne derinde, hældte hun nogle franske Kager ud af en Pose.

– De er saa dejlige, sagde hun glad og hun puttede en i Munden paa Frøken Roed, før hun sprang op i sin Seng.

– De tænker ogsaa altid paa andre, sagde Frøken Roed.

Men Ida bare lo:

205|– Nej, jeg tænker paa mig selv. Og hun laa og saá op i Loftet.

Hun hørte Frøken Roed gaa ned ad Trappen, og hun stod op igen og drejede Nøglen to Gange om saa sagte, som var hun angst, nogen kunde høre hende. Hun begyndteA at klæde sig paa saa hurtig hun kunde – der var noget over hendes Bevægelser som over en Skolepiges, der er ifærd med at gøre en gal Streg -: Aa, der var nok at gøre ... der var meget at gøre ...

Hun trak Chiffonière-Skufferne ud – de var saa tunge af alle de mange, mange Ting – og hun tog Damaskes-Dugen frem og de gamle Kopper, og Sølvkaffekanden, der var omviklet med Papir, tog hun ud af Midterrummet. Der var ogsaa de gamle Assietter og Armstagen, som hun satte Lys i: her skulde han sidde med Cigaretterne ved sin Kuvert.

Hm – sidst hun lagde Blomster paa Bordet, var det for Olivia og Drengene ... Ja, det var i Maj – – aa, at det ikke var længere siden ... end den tyvende Maj.

Hun tændte Lysene og saá efter, om Vandet kogte ... der skulde da en Rose i hans Glas ...

Hun gik til og fra og hun blev staaende foran Bordet: Jo, han vilde nok kende de gamle Ting igen.

Hun begyndte at lytte efter, mens hun lagde to brogede Tæpper over Sengene. Hun saá paa Vækkeuret. Det var heller ikke Tiden endnu 206| – og hun satte sig hen ved Bordet, paa hans Plads, og ventede. Nu kom der nogen, for Døren dernede gik: men det var kun en Portør.

Maaske var han forhindret, maaske kom han ikke. Det blev saa sikkert for hende, at han kom vel ikke, mens hun sad og saá fra Ting til Ting, som vilde hun idetmindste prænte sig ind, hvor pænt det var:

– Og Lysene, dem vilde hun alligevel lade brænde, brænde helt ned, til de slukkedes.

Men Rosen, den tog hun stille bort fra hans Glas.

Hun havde ingen hørt paa Trappen, da det bankede sagte paa Døren, to Slag, som de unge Mænd banker, der har været i Tjenesten, og hun fik lukket op.

– Aa, det er Dem, sagde hun.

Karl Eichbaum halvt listede sig ind: Der var ikke en Mo'ers Sjæl der saá mig, sagde han.

– Men Frøken Helgesen sidder altid lige ved Døren, sagde Ida.

Hun fik laaset – de havde uvilkaarlig halvhvisket begge to – og Karl tog Tøjet af.

– Ja, saa var vi her, sagde han og rystede hendes Haand.

– Ja, sagde Ida og lo: Her skal De sidde. Hun pegede paa den brede Stol.

– Det var Satan til Juleaften, sagde Karl og strakte Benene fra sig, mens han saá paa det hvide Bord.

207|– Ikke, sagde Ida, hun syntes, hun havde følt just det samme.

– Og her er s'gu ogsaa Drikkevarer, sagde Karl.

Ida hældte Kaffen i de gamle Kopper, mens Karl blev ved at sidde og se tilfreds paa Sagerne og de talte om de gamle Ting – Kagekurven og Armstagerne: de holdt Vagt ved Konkylierne derhjemme, sagde han.

– Ja, de stod paa Fløjen, sagde Ida. Hun saá igen for sine Øjne det gamle Marmorbord paa »Bakken« med Konkylierne og Frugtskaalen fra Auktionen efter Hoffet i Horsens og de to Sølvbægre, der var Præmier fra et Par Landbrugsforeninger.

– Men vi har nu alligevel ingen hjemmebagte Kager, sagde hun.

Karl tog godt til sig af de Kager, der var, og ogsaa af Likøren. Ja, sagde han, vi holede no'en fra Schrøder, han tænkte paa den bulede Kagekasse paa »Bakken«: det er s'gu grinagtigt at stjæle ...

– Ja, det er spændende, sagde Ida og virrede med Hovedet, for Karl sad og saá paa hende, han syntes altid det saá saa morsomt ud, naar hun gjorde det.

– Har De ogsaa stjaalet hjemme, spurgte Karl.

– Ja, tit, sagde Ida hastigt, men pludselig blev hun bleg.

208|– Hvordan det? spurgte Karl.

Ida saá ud i Luften og sagde langsomt og sagte:

– For det maatte jeg.

Der var stille lidt.

Saa tog hun sig sammen og løftede sit Glas og de klinkede.

– Skaal, sagde Karl. Han blev ved at sidde og se paa hende.

Men paa en Gang blev Ida genert eller hvad det var, og hun fandt ikke noget at sige, mens Karl, der maaske ogsaa var en Smule benauet, sad tavs og røg og læste paa Indskriften paa Kaffekanden, Hædersgaven, til han pludselig sagde, det kom saadan plumpende:

– Ja, gamle Brandt holdt s'gu meget af Kaffe.

De lo begge to, og Ida hentede de gamle Billeder. Karl tog dem og Isen var pludselig brudt. Han flyttede med sit Glas over i Sofaen og de pegede paa Vinduerne, hvem der havde boet, og paa Vejene, hvor de førte hen, og paa Menneskene – der var den og der var den.

– Der er De, Ida, sagde Karl og blev ved at holde paa Billedet.

– Ja.

– Og der staar Forvalteren, sagde Karl.

– Ja, han er død.

Ida sad og saá paa Forvalteren, med sit Hoved ved Siden af Karls.

209|– Saa pludselig han døde, sagde hun langsomt.

– Han skød sig, sagde Karl.

– Nej.

– Jo, sagde Karl, som ogsaa blev ved at se paa Forvalterens lille Ansigt: véd De ikke det? Det var jo Caroline Begtrup, hende den blegsottige, som ikke vilde ha'e ham. Saa gik han op paa Kornloftet og skød sig – – det var lige efter han havde sat Folkene i Arbejde ...

– Men hvor er hun da?

– Hun er gift i Næstved, sagde Karl og slap Billedet.

Han lænede sig tilbage og rynkede sin Næse.

– Det var forresten meget fornuftigt, sagde han: for der er Gud straffe mig ikke stort ved at leve ...

Ida saá op i Lysene:

– Jo, sagde hun langt og stille.

Karl, der sad med Hænderne i Lommen, nikkede efter en Stund ind mod Armstagen:

– Ja, hvis man endda var Landmand.

– Det kan De blive, sagde Ida og slog igen med Hovedet.

– Jo Tak – Karl snøftede paa Ordene – og hvordan ...

Men pludselig slog han om og mens han fik Hænderne op af Lommen og gned dem, sagde han:

– Her er nu ligegodt meget hyggeligt.

210| Ida sad stadig med Øjnene ind i Lysene:

– Han var dog saadan et stille Menneske.

– Hvem?

– Forvalter Krog.

– Ja, sagde Karl og nikkede: men det er vel osse mest paa de Stille, det bider.

Han rejste sig fra Sofaen for at strække Benene og han saá sig rundt fra Møbel til Møbel.

– Der er det gamle ChatolA, sagde han, det er utroligt.

Ida fik Taarer i Øjnene, hun vidste ikke hvorfor; maaske var det Tonen i hans Ord.

– Ja se, sagde hun.

Og hun aabnede Midtrummet og hun trak de gamle Skuffer ud, mens han holdt Stagen og hun viste ham alting: hun viste ham Olivias Børn og Lyngblomster fra Ferien og Faders gamle Regnskabsbøger med en bleg Skrift og saa mange Ting, mens de blev ved at huske og ved at tale.

– Nej, nej, sagde hun og tog hurtig en Bog fra ham; han havde stillet Armstagen paa Klappen. Nej, nej, det er min Poesibog.

– Vor Herre, hjælp os, sagde Karl.

Men Bogen vilde han se.

– Nej, sagde Ida og holdt paa den: det maa De ikke. Man skriver saa meget dumt ind.

– Men De kan da sige mig, hvad for et Vers De holder mest af, sagde han. Det var mest det, at hun blev saa kønt rød i Kinderne, der morede ham.

211|– Ja ... Jeg holder mest af det.

Og hun viste ham en Side, mens hun holdt med Hænderne om de andre Blade; det var Solvejgs Sang. Karl stod ved Armstagen og læste det.

– Det er saadan et Damedigt, sagde han, men saa kom det lidt blødt i Tonen:

– Hvorfor holder De mest af det?

– Jo ... for det er det kønneste. Men, tilføjede hun, nu er det længe siden ... Jeg skrev det af efter et Nodehefte.

Hun lagde Poesibogen ned og der faldt et lille Fotografi ud af den. Det var Konferensraadens gamle »Hvide«. Og de stod og lo ad den Gang, den dansede midt paa Gaden i Horsens, fordi en Lirekasse spillede en Melodi, som den gamle Cirkushest kendte; og Konferensraaden kunde ikke sidde fast og Lirekassen, den blev ved at spille, og Hesten, den blev ved at danse, midt paa Gaden.

– Men det havde nu været et dejligt Dyr, sagde Karl.

– Nu har »Smørstikkeren« sét paa Stadsen, sagde han lidt efter og lagde den Hvide væk.

– Vil de da købe det, spurgte Ida.

– Det gør de s'gu nok, sagde Karl, der saá ind i Lysene.

– Naar de saa blot vilde holde det kønt, sagde Ida og nikkede.

– Ja men nej, ja men nej ...

212|– Hun greb om Karls Hænder. Han rodede i alt ... Det var Mo'ers Ringe og Brocherne og Guldkæden og Fa'ers Signet, og han rodede rundt i det altsammen.

– Lysene, Lysene, sagde hun.

Stagen raslede paa Klappen, mens hun vilde holde paa hans Hænder.

– Det er s'gu Værdigenstandene, lo Karl.

– Og det er min Sparekassebog, sagde Ida glad; hun holdt den graagule Bog i den venstre Haand og gav den et Slag med den højre. Men pludselig blev hun ganske bleg, og stille lagde hun Bogen ned – -

Karl stod ogsaa lidt tavs.

– Maa jeg da aldrig takke Dem, Ida? sagde han saa ganske stille.

– Nej, sagde hun blot; det hørtes knap.

Et Nu havde Karl lagt begge sine Hænder ned om hendes Liv. Saa tog han dem bort. Ida rørte sig ikke.

– Hys, hys ...

De hørte Nogen paa Trappen.

– Det er Frøken Petersen ...

– Sluk, sluk ...

Karl fik slukket Lysene.

– Brandt, Brandt, kaldte Frøken Petersen og slog paa Døren.

Og Ida svarede, henne ved sin Seng, fra Mørket:

– Ja, ja, jeg er vaagen.

213|De hørte hende gaa igen, før Karl hviskede, i saadan en halvt drengeagtig Tone:

– Men jeg kan da blive lidt endnu ... vi kan sidde foran Kakkelovnen.

Ida svarede ham ikke; men hun satte sig foran Kakkelovnsdøren, som Karl havde aabnet. De hørte ingen Lyd uden Lyden af Kullene, naar de sagte smuldrede, mens Skæret kom og veg hen over deres Ansigter.

– Saa stille her er, sagde Karl.

– Ja, sagde Ida: de er saa rolige idag.

De talte kun halvhøjt og sad tyste igen. Karl betragtede Ilden.

– Men De er altfor taalmodig, Ida, sagde han og saá paa Gløderne.

– Hvordan ...

– Jo, De kunde godt forlange meget mer.

– Hvordan forlange mer ...

De holdt Hovederne halvt fremstrakte, just paa samme Maade, og de langsomme Ord kom i samme Tone.

– J o, jeg mener, saadan af Livet, sagde Karl.

De tav paany og hørte kun Kullenes Fald.

– Eichbaum – nu maa De gaa.

– Ja, sagde Karl: om to Minutter. Egenlig elskede han jo aldrig at rejse sig fra et Sted, hvor han sad.

– Véd De hva', Ida, sagde han og blev ved at sé paa Kullene:

214|– Jeg er egentlig en Hjemmemand.

– Ja, Ordet kom saa ganske sagte.

Karl strakte sin Haand ud i Mørket og tog hendes:

– Tak for idag.

– Tak, hviskede hun.

Hun stod op og tændte Lysene. Hun var saa bleg, mens hun gjorde det – en Bleghed, der ligesom lyste.

Karl fik Tøjet paa og ganske lydløst aabnede hun Døren.

– Godnat, hviskede Karl og han sneg sig ud.

Bag Døren lyttede Ida efter hans Trin: nej, der kom ingen ... og nu var han nede.

Hun laasede Døren igen. Det samme Smil blev ved at ligge over hendes Ansigt, mens hun aabnede og lukkede og gemte alting. Men Lysene vilde hun ikke slukke. De kunde brænde, de skulde brænde endnu – – til efter The.

Saa gik hun ned.

... Karl var nede paa Gaden. Hans Øjne var ligesom underligt større, mens han gik og tyggede paa sin Cigar.

– Ja, hun er s'gu honnet, sagde han og nikkede med sit Hoved.

Han vidste knap selv, at han blev ved at gaa i den Stump Gade, hvor det lyse Gavlvindu vendte hen.

215|... Fru von Eichbaum, der sad over Sengeomhænget, rejste sig rask og kaldte:

– Julius ... Herren kom hjem.

Karl blev inde hos sig selv indtil Thetid. Efter The spurgte han, om de ikke skulde spille et Parti Besique. De sad og spillede endnu – og der var ikke saa lidt Cigarrøg i Stuen – da Generalinden kom over for at sige »Godnat«.

– Gud, du, sagde Fru von Eichbaum: du sætter dig da og faar et Glas Madeira.

– Tak du, sagde Generalinden, og tog Plads: mon det er godt mod Natten ...

Julius kom ind med Madeira og franske Biskuits og de nød det sammen under Hjørnelampen.

Efterat Karl og Generalinden var gaaede, gik Fru von Eichbaum rundt og aabnede Vinduer: for natgammel Røg var ubehagelig.

... Da Ida næste Morgen kom hjem fra Tur, stod Karl paa Trappen op til Kontoret. Ida havde næsten tænkt det. Hun gik de Par Trin op og tog en Rose ud af sit Kaabeknaphul:

– De skulde have haft den igaar, sagde hun.

– – –

Fru von Eichbaum og Generalinden kastede et sidste Blik paa den Lindholmske Lejlighed. Familien Mourier skulde ankomme med Formiddagstoget.

216|Søstrene gik gennem Værelserne og var tilfredse.

– Og, kære, sagde Fru von Eichbaum, godt er det, at vi har gemt lidt hen af det Overflødige.

Det »Overflødige« var visse ret tvivlsomme Silketæpper af den Slags, som »draperede« hos Lindholms og som Fru von Eichbaum afskyede: Gud, du, man anvender det kun for at skjule en Plet, sagde hun til Søsteren. Og saa bare hænger det og samler gammelt Støv.

Generalinden nikkede:

– Desuden, sagde hun: at ha'e alt det i et Hus med den syge Mary.

Fru von Eichbaum gik ind i den næste Stue, før hun sagde:

– Dampet er her.

– Og, tilføjede hun, saa taler vi forresten naturligvis ikke om det. Fru von Eichbaum tænkte stadig paa det med Mary.

– Gud Mille, sagde Generalinden: man véd dog, hvad en Indbildning gør. Og i vore Dage, hvor Folk vil være sy'e ...

Bag Kabinettet laa Kates Værelse. Det var tomt. Frøken Kate vilde have sine egne Møbler med. Fru von Eichbaum stod paa Dørtærskelen og betragtede de nøgne Vægge.

– Ja, sagde hun: det maa jo Kate selv vide at indrette.

Julius kom og meldte, at Drosken var der.

217|– Tak, Julius. Og saa dækker Ane vel Thebordet, med blødkogte Æg.

Søstrene gik ned i Porten og steg op i Drosken, hvor Julius sad paa Bukken i Silkehat med Roset og privat Vinterfrakke.

Da Toget kom ind foran Perronen, stak der et ret fyldigt og blondt Ansigt ud af en første Klasses Kupé. Det var Frøken Kate.

– Der er de, sagde hun. Hun havde sét de to Søstre, der viftede med Lommetørklæder, akkurat i Højde med deres Ansigter.

Fru Mourier og Frøken Kate kom ud af Kupéen og der blev trykket Hænder og de tre Ungdomsveninder kyssedes, mens de alle tre havde Taarer i Øjnene.

– Kære Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: at vi nu har dig her.

Hendes Stemme rent skælvede. Fru von Eichbaum blev altid saa let bevæget, naar hun igen mødte »dem fra hendes Ungdom«.

– Og roligt Vejr har I haft over Bælterne, sagde hun.

– Dejligt, du, dejligt ... Jeg sad paa Dækket med min Kaffe, mens Kate fodrede Maagerne.

Fru Mourier, der gjorde Indtryk af at være ligesaa bred som begge Søstrene tilsammen, havde en lidt kraftigere Diktion, paavirket af jydske Herregaarde.

218|Julius tømte Rejsetøjet ud paa Perronen, tilsidst en stor Flettekurv med en vældig Hank.

– Søde Børn, sagde Fru Mourier: det er til Jer fra Mourier. Han fulgte os til Frederits ... hans Orchidéer er hans Stolthed.

– Saa ta'er De det, Julius, sagde Fru von Eichbaum. Men hvor er Kate?

– Aa, hun henter Hundene, sagde Fru Mourier.

– Hundene, sagde Fru von Eichbaum: Gud, Mine, har I de Dyr med? Fru von Eichbaum havde en nervøs Forskrækkelse for alle Hunde.

– Kære, ellers havde jeg aldrig faaet Kate til at rejse.

Generalinden saá nu Kate, der kom dragende med to jublende Mynder i en Dobbeltlænke.

– Naa, sagde Kate, der var i en sort Rejsedragt, som lignede en Ridekjole, og med en Mængde Sølvringe op ad Armen: hils saa paa Tanterne.

De to Mynder begyndte paa Opfordringen at springe op og ned ad Generalinden og Fru von Eichbaum, der værgede sig med Hænderne:

– Kære Kate – de er jo lidt voldsomme.

De kom alle ud paa Banegaardspladsen og Fru Mourier og Søstrene gik op i Drosken, mens Frøkenen blev staaende udenfor.

– Saa kører jeg med Viktoria og Hundene, sagde hun.

219|Viktoria, en Dame i graa Spadseredragt, som stod ved Siden af Vognen, var »Jomfruen«.

Generalinden nikkede med et »Goddag, Jomfru« og Fru Eichbaum sagde:

– Dyrene bringer da Julius.

Men Frøken Kate var allerede henne ved en anden Vogn, hvor hun kom op med Viktoria ved sin Side og begge Hundene paa Bagsædet.

Fru von Eichbaum saá lidt nervøs paa Installeringen og sagde:

– Gud, Vilhelmine, hvad Besvær I vil ha' af de Dyr her i en Bylejlighed.

– Men, sagde Generalinden, det er et Par dejlige Dyr.

De to Drosker rullede afsted, Kates bagest. Hun sad og saá frem imod det forreste Køretøj med Julius' lige Ryg paa Bukken.

– Saa, sagde hun, nu er vi i'et.

Da de var komne op i Lejligheden, gik de om i Værelserne, mens Søstrene forklarede og viste. Fru Mourier sagde: Her er jo rigtig rart, og satte sig straks ned i Sofaen med Generalinden; medens Kate, der først fra Spisestuetærskelen havde taget et Overblik, blev ved at gaa omkring med Fru von Eichbaum.

– Her er akkurat Plads til min Servante, sagde hun, da de stod i hendes egen Stue. Og hvor skal Viktoria ligge?

– Til Jomfruen, sagde Fru Eichbaum, er der et Kvistværelse.

220|Kate trak Armene og Skuldrene op, saa alle Sølvringene raslede: Naa, ja ja, det kan vi jo altid ordne.

Fru von Eichbaum, der holdt sig lidt rankt, vendte sig til Jomfruen og sagde:

– Vil Jomfru Thora saa foreløbig lægge Tøjet herind.

Fru v. Eichbaum havde, uvist af hvilken Grund, under Køreturen besluttet at benævne Jomfru Viktoria Thora.

Inde i Dagligstuesofaen var Generalinden og Fru Mourier allerede dybt inde i alle Vinterplaner, og man hørte Generalinden, ligesom afsluttende, sige:

– Og Vilhelmine, saa har vi om Søndagene Petri.

Julius meldte, at Theen var paa Bordet og de rejste sig for at gaa ind, men Kate maatte virkelig først vaskes. Hvor er der et Badeværelse? sagde hun. Hun havde en vis selvfølgelig Maade at spørge paa. Men der var ikke noget Badeværelse.

– I det hele taget, Kate, sagde Fru von Eichbaum: det er jo et Lejehus, men man har da sine Gummibadekar ...

Kate forsvandt med Viktoria ind i Moderens Sovekammer, mens de andre gik tilbords og Hundene lidt efter begyndte at hyle og skrabe paa Sovekammerdøren, til Kate lukkede dem ind. Ja, sagde Fru von Eichbaum inde ved Bordet: 221| det vil jo i Længden, Vilhelmine, blive lidt generende for Lindholms ferniserede Døre ...

De tre Damer talte om Aline Feddersen. Generalinden troede nok, at hun havde været i Génève ...

– Og hun var der vist endnu ...

– Ja, du, sagde Fru von Eichbaum: det er jo no'et, vi med den bedste Villie ikke forstaar.

Fru Mourier, der var færdig med det andet Æg, sagde:

– Ja – men Feddersen har nu heller aldrig været andet end en Familieforsørger ...

– Andet? kære Mine ...

– Ja, og Mourier har Ret: det er nu en Gang ikke nok bare med disse daglige Ægtemands-Rationer.

Der blev en ganske lille Pavse, til Fru von Eichbaum sagde – der var ingen, der kunde sige, om Søstrene egenlig havde forstaaet -:

– Jo, du, men hvor tror du, man træffer mange som Mourier?

Da Kate kom ind og satte sig – hun var i lyseblaa Kaschemirs-Morgenkjole – talte Fru Mourier om »Ludvigsbakke«: De havde jo sét paa den og Mourier mente, at Prisen var passelig.

– Og hvad si'er du, Kate, sagde Generalinden.

Kate, der puttede Franskbrød i Munden paa Mynderne, mente, der kunde jo blive ganske ud222|holdeligt, naar der blev bygget om, og Fru Mourier spurgte efter Karl.

– Gud du, sagde Fru von Eichbaum: han passer sit Kontor.

Og Generalinden tillagde:

– Han gaar til og fra som et Ur.

Men Kate, der var færdig med at fodre Hundene, spurgte og var for første Gang interesseret:

– Hvor rider man her i Byen?

... Efter Frokosten gik Søstrene de Par Huse hjem. De talte ikke meget, før de kom op i Fru von Eichbaums Entré og tog Tøjet af.

– Kære Lotte, sagde Fru von Eichbaum: lad dem nu først komme i Orden.

– Det er da saa rimeligt, Generalinden glattede ligesom noget ud med Haanden: Den første Dag – det bli'er jo altid let lidt støjende.

Søstrene gik ind og satte sig og Fru von Eichbaum, der alligevel ligesom pustede ud her i sin egen gode Sofa, sagde:

– Og Klæderne, du, det er jo kun, at man gaar lidt med dem, naar de skal i Butikker ...

Generalinden nikkede og Fru von Eichbaum saá et Øjeblik frem for sig, før hun sagde:

– Nu er hun jo klædt som en ung Kone.

– Hundene du, sagde Generalinden, var jo næsten som et helt lille Optog ...

Og som om det havde synderligt at gøre 223| med de to Mynder, sagde Generalinden efter en lille Pause:

– Men du, det bli'er ikke let for en Mand ...

Fru von Eichbaum, der overtænkte Detaillerne, sagde, inde i sin Tankerække:

– Og Jomfruen, der var lidt Nervøsitet i Fru von Eichbaums Røst: hende skal Ane jo nok vise til rette ... Og saa er det vel bedst at la'e dem ha'e deres Ro idag.

– Kære, sagde Generalinden, der rejste sig: at de kan sunde sig og saadanne ...

I Døren spurgte hun: Drikker du iaften Theen ovre?

– Tak, du, sagde Fru von Eichbaum: jeg har iaften den lille Brandt, du véd ... hun har nok kun fri om Tirsdagen.

– Aa, henner ... Ja, saa Farvel, Mille.

Generalinden skulde lige til at gaa, da det ringede. Det var Portneren i Lindholms Sted, der bragte Kurven med Orchideerne. I Bunden var der blaa Druer.

– Mille, sagde Generalinden: véd du, det er, som man sér dem i Vinbjergene. Jeg tror, de kan holde sig til Søndag, du – og jeg havde alligevel tænkt at ta'e Schleppegrells osse, nu, hvor vi havde faaet de fire Ænder fra Vallø.

Fru von Eichbaum ordnede Orchideerne i to Glasskaale. Da hun var færdig, stod hun og betragtede dem.

224|– Ja, sagde hun: smukt er det ... men jeg finder jo, at de Blomster er ængstende.

– De har dem jo nu, sagde Generalinden, rundt om paa Herregaardene.

Hun gik med sin Halvpart.

... Karl stod om Aftenen og ventede paa Ida udenfor Hospitalets Port, mens den bløde Sne faldt ned over hans kønne Frakke.

– Hvor De er kold om Hænderne, sagde han, da hun kom.

De gik ved Siden af hinanden, mens han snakkede paa sin halvdrævende Manér og Ida kun svarede lidt, ligesom hun var aandsfraværende.

– Jeg tror s'gu, De er bange, sagde Karl og lo. Men jeg kan forresten godt forstaa'et ... Og han stak sin Arm ind under Idas, ligesom de skulde staa Last og Brast.

Da de kom ind oppe i Mellembygningen, rejste Fru von Eichbaum sig fra Sofaen og tog imod Ida paa Dørtærskelen til Kabinettet:

– Det var da pænt, De vilde komme.

De satte sig alle Tre og Fru von Eichbaum konverserede; hun talte om Hospitalet, med meget udprægede A'er, og sagde: den hele Virksomhed er jo en Velsignelse, medens Karl sad med en Ræv i Øjnene og skottede til Ida, der efterhaanden blev ligesom lille og mindre i sit Sofahjørne.

– Og det er jo saa betryggende at vide, 225| at det er unge Piger fra gode Hjem. Nu, Karl, har jo osse Adelaide begyndt at lære paa Frederiks.

Adelaide var en Oberstdatter af Bekendtskabet.

– Naa, sagde Karl: det var vist ogsaa det klogeste, hun kunde gøre.

– Gud, Karl, sagde Fru von Eichbaum: jeg finder det jo kun umaadelig respektabelt.

Der blev en lille Pavse. Men saa tænkte Karl, at nu maatte der lægges ud, og han begyndte at fortælle en Historie fra Kontoret (det er s'gu et utroligt Menageri, sagde han) om en gal Fader, der vilde indlægge en klog Søn. Faderen kom kørende med Sokker udenpaa Støvlerne og vilde ha' Sønnen i Pavillonen.

– Sønnen var i Laksko, forklarede Karl, der blev ved med sin Historie, mens Fru von Eichbaum lo og Ida sad og smilede: aa, hun var ham saa taknemmelig, saa taknemmelig, at han talte. Og Karl blev ved at fortælle Historier (han kunde formelig se, hvordan Ida blev større i Sædet) til de tilsidst lo alle tre højt og muntert. Fru von Eichbaum var altid saa glad, naar Karl talte: »Og han har saa megen Humor«, sagde hun altid til Søsteren. Nu sagde hun:

– Men egenlig, Karl, er det ikke no'et at le af-

og Ida spurgte om Filerarbejdet til Sengeomhænget:

226|– Om det var vanskeligt at lære.

Fru von Eichbaum viste hende det og forklarede:

– De kan jo prøve, sagde hun.

Og hun blev ved at undervise Ida, der førte de smaa Pinde, medens Karl spurgte:

– Tillader Mo'er, jeg ryger? og med Cigaretten mellem Fingrene sad han og saá paa Idas bøjede Hoved ved Siden af Moderens.

Ida blev ved at filere, og man hørte de smaa Pinde falde rask og raslende mod hverandre, mens Fru von Eichbaum saá til og Karl sagde:

– Det gaar jo som Kæp i et Hjul; og Fru von Eichbaum lagde til i et venligt Tonefald:

– Ja, Ungdommen har adrætte Fingre.

Julius kom allerede og meldte Thetid, da Karl sagde, for han kunde ja gu' heller ikke blive ved at snakke hele Tiden:

– Tante Charlotte kunde komme herover til Whist, Mo'er.

– Ja, det har du Ret i, vi er jo et helt Parti. Jeg kan spørge hende før The.

Da Fru von Eichbaum var gaaet, rejste Karl sig fra sin Stol og gik hen til Idas Sofahjørne:

– Naa – hvad saa, sagde han og smilte imod hende:

– Naa – -

Ida saá op i hans Ansigt og smilte, hun ogsaa:

227|– De er saa god, sagde hun. De havde halvhvisket begge to som Børn bag en Lærers Ryg.

– Ja, det vil jeg nok si'e, sagde Karl og lo.

Inde i Spisestuen fik han Klaveret op og begyndte at spille paa en Vals, saa Strængene føg.

Fru von Eichbaum var ovre hos Søsteren. Hun indbød til Whisten og sagde:

– Kære du, det er jo virkelig en nydelig Pige – velopdragen og nydelig ...

Det glædede jo kun Generalinden.

– Og egenlig har hun jo osse altid hørt til Kredsen.

Fru von Eichbaum gik over, og da hun saá Karl ved Klaveret, sagde hun:

– Karl, det var da ret: det er saamæn længe siden, du har spillet.

– Ja, sagde Karl: det er saamæn godt for Naboerne.

Men spille blev han ved med.

Det var ligesom Valsen blev i Luften, mens de spiste, og Ida rejste sig og bad, om hun maatte skænke Fru von Eichbaums anden Kop The og Julius maatte lade Brødbakken fylde igen, fordi Karl havde saa vældig en Appetit.

– Tak, sagde Fru von Eichbaum, der fik sin The: ja, for mig er der jo intet Maaltid som min go'e The.

De blev ved at tale, til Fru von Eichbaum sagde:

228|– De véd vel, at Grosserer Mouriers tænker stærkt paa at købe gamle »Ludvigsbakke« – rigtig vore gode Venner ...

Jo, Hr. von Eichbaum havde fortalt det.

– Men, Karl, sagde Fru Eichbaum: Kate synes jo ikke om Hovedbygningen.

– Aa, sagde Ida, jeg synes nu, der var saa dejligt.

– Hm, mumlede Karl, der stadig spiste: hun vil vel ha'e et Par Smørstikker til Vaaben over Døren.

Fru von Eichbaum vidste ikke selv, hvorfor hun ikke viste Karl tilrette; men hun sagde kun:

– Ja, Fordringerne er jo forskellige.

Generalinden kom, mens de sad ved Thebordet endnu:

– Men – lad Jer ikke forstyrre ...

– Ja, sagde hun til Ida, man har allerede hørt saa meget godt om Dem.

Da de havde rejst sig, hjalp Ida Karl med at slaa Spillebordet ud.

– Nej, nej, ikke saadan, sagde Karl og slog hende over Hænderne.

– Vil Julius bringe Stagerne, sagde Fru von Eichbaum.

– Men jeg spiller saa daarlig, sagde Ida, da de satte sig. Hun fik Karl til Makker.

– Karl, sagde Generalinden, der var i Forhaanden og gav Kort: naar man spiller, saa tales der ikke.

229|Søstrene spillede langsomt og med kloge Blik over Kortene. Man fik det Indtryk, at de spillede Skak. Ida, der sad og bed sig i Læben, blev rød i Hovedet for hver Gang, hun lagde et Kort paa Bordet, mens Karl uafladelig pludrede med Tanten.

– Karl, sagde Fru von Eichbaum: naar man spiller, saa spiller man.

Karl blev tavs og sad og saá over paa Ida, der blev sikrere og sad og tog sine gode Kort frem til Stik med smaa ivrige Ryk ligesom et Barn.

– Det er dig, Emilie, sagde Generalinden.

Fru von Eichbaum svarede kun ved at nikke; det var som begge Søstrene fik Antydning af Dobbelthager, mens de spillede.

– Det blev vores, sagde Ida og pustede uvilkaarligt ud, mens hendes Øjne lyste.

– Frøken Ida sér ud, som slap hun ud af et Dampbad, sagde Karl.

– Frøken Brandt spiller bedre end du, sagde Fru von Eichbaum.

– Ja-a. Naa, til Lykke, sagde han og stak, mens han plirrede med Øjnene, sin Haand med en oprakt Tommelfinger over mod Ida, som stødte sin Tommel mod hans: Til Lykke sagde hun, og de lo begge to.

Fru von Eichbaum og Generalinden talte om Spillet og bredte Stikkene ud over Bordet.

230|– Men jeg, du, sagde Fru von Eichbaum: som sidder der med min eneste à-tout.

De spillede videre og ogsaa Karl blev ivrig, mens Ida og han blev ved at vinde.

– Men Ida spiller skam en fin Whist, sagde han og glemte at sige Frøken.

– Ja, sagde Generalinden: dette er rigtig et hyggeligt Parti.

Julius kom ind med Druerne og Madeiraen, som de nød mellem to Rubberter, mens de talte om gamle Dage, om »Ludvigsbakke« og om gamle Brandt: Han var en fortræffelig Mand, sagde Fru von Eichbaum.

Karl løftede sit Glas:

– Ja, sagde han: byder vi saa Frøken Brandt Velkommen ...

– Det maa vi, sagde Fru von Eichbaum; det var rigtig rart at se Dem.

De drak alle fire og saa skulde de skifte Plads, da Karl, der var saa kaad og glad, begyndte at snuse op og ned ad Ryggen paa Tanten.

– Naar er Tante begyndt at bruge Patchouli?

– Ja, sagde Generalinden, der ogsaa begyndte at lugte urolig til sine egne Ærmer: jeg begriber ikke du, men der hænger no'et ved mig den hele Dag ...

– Kære, sagde Fru von Eichbaum, ogsaa ved mig. Det maa være fra Kate. Jeg mærkede 231| det jo straks, du, paa Perronen, i den frie Luft – og jeg, som har en Rædsel for alt, hvad der er gennemtrængende ...

Karl, der satte sig, sagde:

– Det er Ess-Bouquet. Det er en Herre-Parfume, men det er forresten meget behageligt.

– Gud, Karl, sagde Generalinden: det mener du vel aldrig ... en Herre i det mindste lugter da kun af sit rene Linned.

– Ida giver, sagde Fru von Eichbaum. Det var første Gang, hun kaldte hende ved Fornavn.

De spillede igen. Karl blev helt ivrig og tavs med Fru von Eichbaum til Makker.

– Det er Dem, Frøken Brandt, sagde han.

Ida sad og tænkte paa, hvor Karl alligevel lignede sin Moder. Det var dog det samme Ansigt.

Da de to Rubberter var ude, rejste de sig fra Spillebordet og Karl og Ida sad henne i Hjørnesofaen, hvor Ida saá i et Stereoskop.

– Naa, sagde Karl og tog et Nu hendes Haand, der laa paa Sofaen: De er jo en fin Spiller ...

– Her har været saa dejligt, sagde Ida sagte.

– Ja, sagde Karl trevent: iaften har vi haft'et rart.

De blev siddende ved Siden af hinanden, uden at tale meget, mens Lampen over dem kogte 232| sagte, og Ida, i Stereoskopet, saá paa Sveits' skønne og skummende Vandfald.

Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Sofaen.

– Aa, du, sagde Generalinden: det gør godt at sidde. Det har været en bevæget Dag.

Fru von Eichbaum nikkede, og mens de to Søstre tænkte paa de samme Ting, sagde hun efter en lille Stilhed:

– Gud, du, da jeg saá Hundene, blev jeg jo unægtelig forfærdet ...

De to Søstre sad lidt tavse, mens Fru von Eichbaum saá venligt over mod de to Unge:

– Rigtig et Par Kammerater, sagde hun og nikkede smilende derover.

Ida flyttede hen til Bordet, hvor Søstrene sad.

Lidt efter, mens Karl hjalp Ida Tøjet paa ude i Gangen, lukkede han Døren op til sin egen Stue.

– Her boer jeg, sagde han og gik et Par Skridt derind; Lampen stod og brændte.

– Her er ogsaa et Par af Hestene, sagde han og gik endnu nogle Skridt, mens Ida fulgte.

– Ja, sagde hun.

Og begge tav, mens de blev staaende, kun et lille Nu, foran de to Billeder, som vist ingen af dem saá, indtil Karl sagde:

– Ja, saa kom vi afsted.

Og han lukkede Døren bag dem.

233|Søstrene var blevet staaende i den halvmørke Spisestue. Fru von Eichbaum havde usædvanlig mange Ord for at rose Ida og hele den Brandtske Familje.

– Ja, sagde Generalinden: hun er rigtig sød og taknemmelig.

– Kære Charlotte, sagde Fru von Eichbaum, der havde været noget i Generalindens Tone, som Fru von Eichbaum ved sit Tonefald næsten irettesatte: Hun kommer jo fra et udmærket Hjem. Hendes Fader var Konferensraadens højre Haand og saa godt som en Ligestillet.

Generalinden stod lidt og sagde saa:

– Ja, rigtig sød og fordringsløs er hun trods det, at hun er saa velhavende.

Fru von Eichbaum svarede ikke; hun var blevet ligesom lidt adspredt efter at Karl og Ida var gaaede; og pludselig sagde Søsteren:

– Tror du, Emilie, jeg skulde lægge mine Druer i Savspaaner?

Fru von Eichbaum var vist inde i en anden Tankegang, men hun sagde: Mon det ikke ta'er noget af Smagen?

Generalinden tænkte ogsaa det. Hun vilde kun, forsigtigt, lægge hver Klase i lidt Silkepapir.

Næste Formiddag, mens hun stod og gjorde det, kom Anna Schleppegrell for at spørge, om hun havde betænkt sig med noget Silketøj. Admiralinde Schleppegrell havde, halvt privat, en 234| lille Kommissionsforretning for Printemps, for Bekendte. Generalinden fortalte om Whisten:

– Med Emilie, Karl og Frøken Brandt.

Admiralinden kendte ikke Frøken Brandt.

– Gud, du, sagde Generalinden: en nydelig Pige ... Faderen, Inspektøren, var jo ogsaa Konferensraadéns højre Haand – -

– Hvorfor gaar hun da rundt paa det Hospital? spurgte Admiralinden.

– Kære Anna, det behøvede hun jo heller ikke. Hun arvede op imod en Tønde Guld.

– Ja saa, sagde Admiralinden, der pludselig saá ud, som hun snuste til Luft.

– – –

Porten hos Fru von Eichbaum havde just lukket sig efter Karl og Ida.

– Aa, jeg var saa bange, sagde Ida og hun slog op og ned med sine Arme som en Fugl med Vingerne.

– Ja, det kunde man se ... KarlA stak sin Arm ind under hendes, men Ida sagde rask som vilde hun undskylde sig:

– Ja, for jeg kendte hende jo kun fra Ludvigsbakke, naar hun sad øverst ved Bordet og naar hun gik Tur – – forbi Fadebursvinduet.

– Jo, sagde Karl og lo, jeg kender Moderen, naar hun er i Overtøjet.

– Og i den store Kniplingshat, sagde Ida.

– Den har hun endnu.

235|Og de blev ved at le ikke af det, men det var ligesom de maatte le – nu, herude, under Himlen.

– Men iaften var der saa dejligt, sagde Ida.

De kom ind i Grønningen, og Sneen, der var ophørt at falde, laa mellem de stille Træer som et blødt Tæppe. Karl og Ida blev tavse, som vandrede de igennem en Skov.

– Hvor hun dog holder af Dem, sagde Ida sagte; hendes Stemme lød saa blødt.

– Ja, sagde Karl sagte, ligesom hun; og de gik et Stykke, før han sagde langsomt og ligesom grundende:

– Men det er nu skidt alligevel.

– Hvordan?

– Det Hele.

– Nej, sagde Ida højere og dog ikke højt, og hun rystede paa sit Hoved.

De gik igen, mens der var lige stille.

– Se, sagde Ida og smilede: Vi er de første, der gaar paa Sneen.

– Ja, svarede Karl.

Og de saá begge ned paa det bløde Hvide, hvor deres Fødder satte Mærker ved Siden af hinanden.

– Det er saa kønt, sagde Ida og blev ved at smile.

Men da de kom til det smalle Hjørne ved Sporvejen, løsnede hun sin Arm fra hans og gik i Forvejen – hun næsten løb. Karl gik bagved 236| og saá efter hendes fine, slanke Ryg. Saa suste der en Sneboldt lige mod hendes Nakke:

– Tag den.

– Karl, raabte hun. Men han blev ved og hun fik en til og en til, en ved Øret og en til ved Kinden, indtil hun værgede sig: Værsgo', sagde hun og hun dængede ham med Sne, løs Sne, en Masse Sne, i Ansigtet, forfra, foran, bagfra og ned ad hans Frakke.

– Nej, vi gør Kvalm i Gaden.

Hun rystede sig lige med et og holdt op: der stod en Betjent midt i den hvide Allée, rank og ret op og ned. Men Karl han blev ved, overstadig, og omme bag Hjørnet galede han som en Hane:

– Saa tror de deroppe, den er fem, sagde han og lo op til de borgerlige Huses Ruder. Pludseligt satte han i Trav, stampende med Fødderne, med Ida ved Siden, der trampede som han, som maatte de røre sig, mens Karl fløjtede.

– Paa Mandag er det Frøken Helgesens Fødselsdag, sagde Ida.

– Skal der være Gilde? spurgte Karl; de blev ved at trampe.

– Ja, vi laver Budding i Køkkenet.

– Hva' for en Budding?

Ida lo: Det skulde være Rombudding, sagde hun og hun stampede.

– Kan Mandfolk snige sig med?

– Hvis De gik med Quam, sagde Ida.

237|Karl nikkede, mens de stadig stampede videre, der ved Siden af hinanden, og Karl sagde:

– Han gaar med Jægersk Undertøj.

Ida lo – hun var ganske forpustet -: Hvor véd De det?

– Det har jeg set.

– Nu er vi hjemme, sagde Ida. De var ved Porten.

– Men jeg følger Dem til Plankeværket, sagde Karl.

Og de gik, adstadigt, ind forbi Vagten, frem i den store og tavse Gaard, hvor Gangene halvtoplyste laa, som i et halvvaagent Blund.

– Hør vore Skridt, sagde Ida sagte: her er Ekko i Gaarden.

– Ja, sagde Karl.

De gik forbi Lægernes Gang.

– Hys, hvad er det? hun greb Karl om hans Arm; men saa lo hun, stille, mens hun blev ved at lytte. Oppe i Lægegangen lød der Latter og Trin: Det er Kandidaterne, hviskede hun. Der lød et Rabalder, mens alle derinde raabte og lo og Karl sprang op ad den lille Trappe og smækkede Døren op:

– Hvad er dette? raabte han med en skarp Stemme.

– Overlægen, var der En, som skreg. Det var Quam; og Dørene slog op og slog i, medens Karl begyndte at le, saa det klang i Gaarden, 238| og Ida lo med og Lægerne inde i Mørket, alle lo de – til de pludselig alle blev stille.

– Vagten, sagde Ida og gav sig til at gaa.

Natvagten kom frem imod dem, langsomt og med sin store Lygte.

– Godaften, sagde han.

– Godaften.

– Det var gamle Jensen, hviskede Ida, halvt forskrækket, og Karl havde taget hendes Arm.

De bøjede ind i Mellemporten, hvor der var ganske mørkt.

– Her spøger det, hviskede Ida.

– Hvad vil det sige?

– Jo, her gaar de igennem, som skal dø ...

– Hvem har set det?

– Vagterne, sagde Ida.

Og lidt efter:

– For her er jo Vejen til Kapellet.

– Er De bange for det? sagde Karl.

– Nej – ikke nu, hviskede Ida og nikkede.

De kom forbi Vaskelængen hen til Lygten over Pavillonens Laage. Derinde laa Huset, lukket og tavst. Rundtom dækkede Sneen alle Havernes Træer. Ida blev staaende med sin Arm i Karls:

– Hvor er her kønt, sagde hun.

Hun saá rundt paa det altsammen:

– Hvis det nu blev stjerneklart, sagde hun ...

– Godnat.

Karl hørte Døren aabnes og lukkes.

– – –

239|Det var et Par Dage efter. Ida kom om Aftenen ind paa Kontoret med en Meldeseddel. Det var sent, og Karl havde allerede Tøjet paa og vilde, ene, til at slukke den sidste Lampe – den over Skranken.

– Hvor det er længe siden, jeg har sét Dem, sagde Karl.

– Ja.

– Hvorfor?

– Jeg kan ikke komme altid, sagde Ida – hun vidste ikke selv, hvorfor hun næsten hviskede – og hun rakte ham Seddelen, mens hun bøjede Hovedet frem under Lampen.

Karl tog den og berørte hendes Haand.

– Ida, sagde han blot; han havde bøjet sig ned og kysset hendes lysende Hals.

– Ida.

Uden Ord havde hun løsnet sine Hænder fra hans. Langsomt og forsigtigt, næsten som turde hun ikke træde, gik hun frem over den halvdunkle Gaard. Der var saa stille i hendes Hjerte ...

Frøken Kiær stod i Døren til Spisestuen, hvor Damernes Stemmer lød højt og imellem hinanden, og hun lagde sin Arm ned om Idas Liv, da hun kom. Men Ida skød den langsomt bort med Haanden.

– Naada, sagde Frøken Kiær, mens Ida satte sig ved Døren: Maa man ikke længer røre ved Jomfruen?

240|Langs Bordet var alle Damer i snakkende Bevægelse. Frøken Kaas, Frøken Boserup og Frøken Roed havde flyttet deres Stole ud paa Gulvet og talte ivrigt og højt – ivrigst Frøken Kaas, der var rød i Kammen helt op under det klippede Haar – om den nye Forening, Frøken Boserup vilde danne, en Forening af Plejerskerne baade paa Frederiks og paa Kommunen. En Liste var der sendt ud og et Møde skulde der sammenkaldes.

– Forelæsningsstuen vil han vel ikke nægte os, sagde Frøken Kaas. »Han« var Professoren og kom som med en hidsig Streg under, mens Frøken Boserup begyndte at slaa ud med Hænderne mod Frøken Krohn fra den gode Gang og sagde, at der maatte vel endelig, selv om vi ogsaa er Kvinder (det var en Talemaade hos Frøken Boserup), kunde opdrives saa megen Standsinteresse, at man en Gang kunde faa Rettigheder ...

De tre blev ved at tale meget højt, medens Frøken Helgesen sagde fra sin befæstede Plads bag Maskinen:

– Det maatte vel i hvert Fald ske efter Samraad med Lægerne.

Frøken Kaas, der forarget skød Brystet frem i sit Bluseliv, men lod som hun ikke hørte det, sagde:

– Jeg er gerne Sekretær, hvis det da er Meningen, at vi skal være uafhængige. Frøken 241| Kaas var saa at sige ustanselig Sekretær, saa for Indsamlinger og saa for Adresser. Og Frøken Roed talte om, at hvad der maatte virkes for – men jeg mener rigtignok, som Frøken Helgesen, i Samraad med Lægerne – var Forkortelse af Vagten og dernæst Understøttelse til Ferieophold ...

– Først skulde vi faa forbedret Kosten, sagde Frøken Øverud paa sit fyenske.

Men Frøken Friis, der sad med opskudte Skuldre, tilbagelænet i sin Stol, sagde til Frøken Berg:

– Nej, Tak for mig. Saa skulde man ovenikøbet være sammen med sine Kolleger - ogsaa udenfor Tjenesten.

Ida havde ikke talt. Det var, som sad hun, i Skæret af Flammerne, ene, midt blandt de andre, i en lysende Ensomhed.

Saa sagde Frøken Kaas pludselig:

– Men hvad siger Brandt?

– Jeg hører, sagde Ida, bestandig med det samme Udtryk i sit Ansigt.

Men Frøken Boserup sagde:

– Frøken Brandt interesserer det vel ikke. Hun har jo »Bogen« ... Og hun slog den højre Haand ned mod sin flade Venstre ...

– Ja, den kender Boserup, sagde Frøken Friis til Krohn.

Men Frøken Kaas havde rejst sig for at gaa over til Ida. Hun tænkte pludselig omsigtsfuldt, 242| at Brandt altid kunde forstrække med Pengene til de foreløbige Udgifter, mens Frøken Kiær, der fandt, at Boserup havde været uforskammet, igen gik hen til Ida og førte Haanden hen over hendes Haar:

– Pyh, sagde hun, det visse er, Jomfru, at vi bli'er af med Kontingentet.

Ida havde vist slet intet hørt Hun saá kun et Øjeblik, smilende, op i Kiærs Ansigt.

– Har De sét deres Skygger, hviskede hun, mens hendes Øjne lo: hvor de sér sære ud.

Paa Væggen bag de ophidsede Damer flød deres hidsige og store Skygger sprællemandsmæssigt ud og ind.

Og de lo begge to, med en forskellig Latter; Ida saa ganske stille, saa langt borte fra som fra en fjern Verden ...

... indtil Frøken Kaas var naaet derover og talte til hende om Foreningen igen: det gjaldt dog virkelig for Standen om at virke for en vis Uafhængighed.

Men Ida blev ved at le, saa ganske sagte.

Frøken Friis var ogsaa kommen derhen og spurgte i Forbigaaende Frøken Kiær, hvad hun skulde være i til Frøken Helgesens Fødselsdag.

Ida saá pludselig op og et stort Smil gik hen over hendes Ansigt:

– Jeg skal være i Gult, sagde hun.

Det kom paa en Gang saa lyst og saa højt, at Frøken Kaas holdt inde.

243|Hun havde netop gentaget, at det var som Stand, man maatte gøre sig gældende.

Ida gik op.

Patienterne var komne til Ro, kun Doktoren paa »A« sad oppe i sin Karm foran det aabnede Vindu og stirrede ud i Aftenen. Ida stod og saá derind, da Nøglerne lød. Det var Quam og han satte sig hen paa sin vanlige Plads paa Bordet.

– Tror De, at han er gal, sagde han med en Bevægelse hen imod »A«.

Ida rystede paa sit Hoved:

– Nej jeg tror det ikke, sagde hun.

– Ja jeg ikke heller, sagde Quam. Fa'en ta' mig, om jeg vilde sende ham til Skt. Hans ...

– Men, sagde Ida, hun talte bestandig med den samme Stemme, en Stemme, der ligesom var fra andre Sjælens Egne end Ordene, som hun sagde: hvorfor er han her da egenlig?

– Ja, sagde Quam og han førte det ene Ben dovent mod det andet: han er jo Statistiker ...

– Ja? ...

– Og saa har han forsét sig paa det Uundgaaelige – paa det Uundgaaeliges Lov, som »de store Nordmænd« vilde sige (Quam talte i en Tone som gjorde han let Nar af sine egne Ord). Han vil, sér De, udregne det Hele ... at naar, for Eksempel, faktisk hvert Aar omtrentlig det samme Antal korresponderende Væsener sætter et Syvtal for et Nital i Adresserne paa Konvolutterne, ganske 244| ligesom i hvert Femaar det samme Antal drukner ved at trave ud paa for tynd Is ... saa er det fordi de maa gøre det, ligesom de, der hænger sig, maa hænge sig og ikke en Gang kan faa Lov at skyde sig, naar de vil tage Livet af sig ...

Quam tav lidt:

– Og det vilde jo være lige drøjt nok, sagde han, om man ikke en Gang havde Lov til at vælge Vaabenet.

– Men er det ikke sandt? sagde Ida.

– Ja – det er Spørgsmaalet, sagde Quam.

Og lidt efter, idet han forandrede Stilling:

– Det var jo ogsaa rart nok, om man vidste, hvilken Rubrik man var kommen til Verden for at hjælpe at udfylde.

– Hvorfor? sagde Ida kun; men hendes Stemme lød næsten, som følte hun en eller anden hemmelig Glæde.

Quam saá paa hende.

– Nej, saagu, sagde han saa og satte Benene ned paa Gulvet: det kan jo egenlig ogsaa være det samme.

– Naa, brød han op: jeg skal ind med Sprøjten. Han purredeA op i Nakkehaaret med venstre Haand: Det er s'gu alligevel det, jeg helst giver de Patienter.

– Men De giver dem aldrig nok, sagde Ida.

Og lidt efter, for Tankerne kom og gik saa lysende og saa hastigt i hendes Hjerne, som ellers var saa langsom:

245|– Doktor, egenlig burde alle Mennesker være lykkelige.

Quam aabnede Døren til Kvinderne og et Par Skrig slog ud imod dem:

– Saa, nu aabner vi Buret, sagde han.

Men Ida hørte ham ikke.

Herren paa »A« havde skudt sin Dør op, og, rank stod hun paa Tærskelen:

– Nu kommer jeg Hr. Doktor, sagde Ida. Hun skulde lukke Skodderne.

– Tak.

Dr. Quam gik hen ad Kvindernes Gang.

– Hun ser s'gu ud som Frithjof, naar han hører Musik, sagde han til sig selv. Han tænkte paa Ida. Frithjof var en Wagner-Elsker blandt hans Venner.

Da han var færdig med Sprøjten, gik han ned den anden Vej og slog to Slag paa Frøken Kochs Dør, idet han kom forbi. Frøken Koch lukkede op: Godaften, Frøken Koch, sagde han.

Han stak Hovedet ind, men da han saá Frøken Boserup, der var kommen ned for at afgive Beretning om Mødet (Frøken Koch plejede desuden, ud paa Aftenen, at have stegte Æbler paa sin Kakkelovn), sagde han:

– Saa her er Foreningsmøde.

Og saa gik han. Jeg interesserer mig mindre for »Medlemmer«, plejede han at sige.

Frøken Boserup fortsatte sine Meddelelser. 246| Hun talte om Brandt og nægtede ikke, at hun virkelig var forbavset.

– Hun, sagde hun: der ellers er en af vore.

Frøken Koch sad og røg sin Cigar. Hun røg som en gammel Skipper og Brillerne havde hun taget af, mens hun sad og saá frem for sig med de gode, graa Øjne:

– Ja, Gud hjælpe hende, sagde hun.

– Men, sagde Frøken Boserup, hun melder sig naturligvis ind senere.

– Ja, det gør hun nok, sagde Frøken Koch.

Og hun blev siddende og saá paa Røgen af sin tykke Cigar, der kom og løste sig op og forsvandt.

... Josefine kom aldrig afsted igen om Morgenen, naar hun bragte Maden. Hun snakkede syv lange, og hun snakkede syv brede. For Frøken Brandt, sagde hun, er da en Frøken, man kan tale med. Josefine talte selv hele Tiden, og hele Tiden talte hun om Andersen ...

Hun stod ved Køkkenbordet ved Siden af Ida og havde udøst sit fulde Hjerte:

– For, aa, Frøken, sagde hun og saá saa langt ind i Væggen: han er saa nydelig i Huden.

Josefine blev staaende:

– Allevegne, endte hun.

Saa brød hun op.

– – –

Det var Lørdag Eftermiddag.

247|Frøken Krohn fra Kvinderne, der var fritagen fra Tjeneste paa Grund af Forkølelse, sad ovenpaa paa Mandssiden, for Ida var i Køkkenet: hun var den bedste til Madlavning.

I Kælderkøkkenet var der Ild og Varme. Josefine var ifærd med Wienerkransene og smurte Æggehvide over dem med en Fjer, og Ida piskede Blommerne til Buddingen, saa hun pustede.

Josefine talte om sin Bedstemoder i Holbæk- der havde de hver Søndag bagt Franskbrød.

Henne fra Kældergangen, hvor de fire var til Arbejde, hørte man Bertelsens Sav, der gik i Brændet.

– Det blev forresten dejligt, sagde Josefine om det fine Brød i Holbæk.

Ida blev ved at piske, mens Jernet klang i Skaalen:

– De brændes, de brændes, sagde hun, og Josefine fik Ovndøren op og flyttede og skubbede til Kransene.

Ida stod og saá paa dem; der stod saadan en dejlig Damp op fra de brunede Kager.

– Paa »Bakken« lagde vi al Dejgen. Alting, sagde hun og lo: bare Schrøder og jeg ...

Det var Sommermorgenerne, de bagte, Schrøder og hun alene; de andre sov, og Vinduerne stod aabne ud til de duggede Marker. Saa kom Folkene ud af Avlsporten i en lang Rad, og Forvalteren kom over og sagde »Godmorgen« og 248| fik Kaffen rakt ud paa Bænken, med det friske Brød.

– Men der var no'et at ta'e af, sagde Ida. Hun kunde ikke faa Poserne store nok og langt nok til Bunden.

– Naa, sagde Josefine: her bli'r de vel ogsaa fodret.

Døren gik. Frøknerne listede fra Vagten og kom for at se til: Fingrene af Fadet, sagde Ida og slog Frøken Kjær over Haanden. Boserup stod ved Køkkenbordet og tog et Overblik over Produkterne. Hun fik en lille Haandfuld skoldede Mandler stukket i sin Baglomme, før hun gik.

– Pas paa Døren, sagde Ida: pas paa Døren for Lægerne.

Den varme Damp stod helt op i Gangene.

I Køkkenet blev der stille, mens man hørte Bertelsens Sav gennem det store Brænde.

– Josefine, sagde Ida: jeg gi'er dem alligevel nogle Kager derinde; og hun lagde hastig nogle Kranse paa en Tallerken og svippede gennem Gangen, ind i Kælderrummet, hvor de tre Gamle sad over Maatterne og flettede mekanisk, som vidste de ikke selv, hvad de tog sig til, mens Portør Sørensen sad, søvnig, lænet til en Væg, og Bertelsen førte Saven, hidsigt og uens, gennem sit Brænde.

– Værs'go, sagde Ida og lagde tre Kager paa hver af Maatterne, saa rask som havde hun stjaalet dem.

249|– Værs'go, Bertelsen.

– Det er til Dem, Sørensen, og hun rakte ham Tallerkenen.

Der lød en Stemme bag hende:

– Hvad er det?

Det var Quam, der stod i Døren.

– Det er Kager, sagde Ida med et Sæt og løb forbi ham.

Men Quam fulgte ind i Køkkenet: Naa, her er rigtig Søndag, sagde han og satte sig ved Skorstenen.

– Nej, her er Lørdag, sagde Ida og lo.

Quam fik sig ogsaa en Krans og sad og saá til.

– Véd De hvad, Frøken Brandt, sagde han: Dem kan jeg s'gu godt li'e ...

Ida var færdig i Køkkenet. Men Frøken Krohn maatte alligevel blive hele Vagten: for Ida skulde to Ærinder – ud at købe. Det skumrede allerede, da hun kom over den store Gaard i glad Fart. Midt paa Fortovet mødte hun Eichbaum, men smilte kun og løb ham forbi:

– Jeg har saa travlt, sagde hun og løb videre.

Karl blev staaende og saá efter hende. Han havde slet ikke talt med hende siden den Aften, og han vidste ikke rigtig, hvordan det stod ...

Men nede ved Porten vendte ogsaa Ida sig igen og smilede, mens hun viste ham sin Pengepung, som hun rystede.

250|Quam var lige kommen ud af Mellemporten og saá efter Ida med Hænderne i Bukselommerne.

– Véd De hva', sagde han til Karl: det var s'gu alligevel en rar Kone at ha'e siddende i en Landlægebolig.

– De kunde jo fri, sagde Karl, der paa en Gang havde givet sig til at lege Jonglør med sit Nøgleknippe.

– Ja, sagde Quam betænkelig: men jeg vilde nu alligevel aldrig ha'e en Kone med Penge.

Karl bare lo og lod Nøgleknippet flyve gennem Luften:

– Det maa s'gu vi andre, sagde han og gik ind i Porten.

Han vidste ikke selv, hvordan han var falden ned i Kælderkøkkenet til Josefine, der gik og ryddede op.

– Her er s'gu dejlig varmt, sagde han og sad og strakte Benene, mens han saá rundt paa alle Karrene, hvor Ida havde braset.

Ida havde taget en Droske. Der blev mere og mere, som maatte købes til Frøken Helgesens Fødselsdag: Hun vilde gerne give hende seks Flasker rigtig god Vin - foruden den Visitkortskaal ...

Det kunde hun da godt, naar hun pyntede Kurven med Blomster. Og Blomsterne, dem kunde de saa bruge paa Bordet, for der skulde være rigtig med Blomster og rigtig lyst...

– – –

251|Det var Søndagaften, efter Middag, hos Generalinden.

Da Karl kom tilbage efter sin Tur, bragte Julius netop Maskinen ind.

I Dagligstuen gik en stille Whist ved to Borde, mens Frøken Kate saá til med lidt tunge Øjenlaag, siddende i en Hjørnesofa ved Siden af Frøken Fanny Schleppegrell, en Dame med Underbid, der forberedte sig til Hofdame.

Karl satte sig ved Siden af dem, og Frøken Schleppegrell spurgte, om det sneede endnu. Det var afskyeligt for Ens Fodtøj med det evige Sjap.

Kate sagde pludselig til Karl: Véd De hvad? jeg havde tænkt mig Dem ganske anderledes.

– Saa-aa? sagde Karl ret uberørt.

– Ja, sagde Kate, jeg havde oprigtig talt tænkt mig Dem adskilligt morsommere.

Hun sad lidt og saá ud mod de to arbejdende Whistborde, og saa sagde hun:

– Foregaar dette hver Søndag?

Karl brast i Latter, saa de lo sammen.

Julius meldte, at Theen var inde; men Generalinden sagde:

– Vi venter Admiralen.

Admiral Schleppegrell gik efter Kaffen i »Athenæum«, mens han lagde Vejen baade frem og tilbage gennem Østergade et Par Gange, og han kom ikke tilbage indenbords før paa Slaget.

Men Julius sagde:

– Admiralen er i Gangen.

252|De brød op fra Whistbordene, og midt mellem Diskussionen om Spillene hørte man Fru Schleppegrell, der altid talte lidt i Diskanten, sige til Fru Mourier:

– Gud, Vilhelmine, kalder Du det en Ulejlighed? Man skriver kort og godt sine Ordrer bag paa et Brevkort ...

Admiralinden talte om Printemps.

Der hørtes et Godaften henne ved Kabinetsdøren, og Admiralen, der stod og gned sig i Hænderne efter Vandringen, sagde:

– Nu skal det være rent galt med Fru Aline ...

– Gud, Schleppegrell, hvordanne? Generalinden gik et Par Skridt imod ham.

– Ja, Vedel sagde det, at Fyren er nok rejst fra hende – og der skal hun sidde ...

Fru von Eichbaum havde – der var et Øjeblik stille – ført Hænderne op til sine Øjne:

– Aa, den Stakkel, sagde hun sagte.

– Ja, sagde Admiralen, der bød Armen til Fru Mourier: Vedel sagde s'gu det.

De begyndte at gaa ind til Bordet, mens man, midt under Støjen fra Stolene, hørte Fru Schleppegrell sige med sin lidt skingrende Stemme:

– Ja, der har vi Mandfolkene.

Og Karl, der skød Stole frem til Frøken Fanny og Kate, mumlede:

– Saa skal det nu gaa ud over Mandfolkene.

253|Kate, der hørte det, gav sig til at le, og Karl sagde:

– Hvad ler De af?

– Hm, sagde Kate og slog ganske lidt med Hovedet: jeg tænkte kun, de har vel været to om Fornøjelsen.

Oppe ved den anden Bordende blev Fru Schleppegrell ved at tale hidsigt og halvsagte, ud over Bordet, indtil Fru Mourier, der drak The af en Kontorkop, sagde:

– Ja, det nytter ikke, Anna, Mourier har Ret: de fleste, de ta'er nu en Gang, hvad de kan faa ...

Admiralen, der lo, sagde: Der er s'gu no'et i det; og Generalinden, der saá hen over Kate og Frøken Fanny, ved hvis Plads der stod en Flaske Børnemælk, sagde:

– Ja, jeg finder jo, at ...

Men Fru von Eichbaum, der stadig var meget bevæget og havde Taarer i Øjnene, hørte ikke Søsteren, men sagde med en Stemme, som traf hun en Afgørelse:

– Dernede kan hun jo ikke blive.

Fru Schleppegrell, i hvem det gav et Sæt, saa hun drejede Hovedet som en Vipstjert, sagde:

– Men, maa jeg spørge, hvor skulde hun da ta'e hen? ... Herhjem kunde du vel ikke tænke dig?

Fru von Eichbaum sagde langsomt:

254|– Det bliver vel vor Sag, Anna. Vi kender dog alle Aline – - naar hun er sig selv.

Der blev en lille Stilhed, og Admiralen sagde:

– Ja, det er s'gu en forbandet Historie; mens Fru Mourier, der nikkede, bestemt, to Gange, ned mod sit Silkebryst, sagde over til Fru von Eichbaum som en Tilstaaelse:

– Jeg holder nu af hende.

Og man hørte Fru Schleppegrell, der talte igen, sige, i en lang Ordstrøm: Gud, du véd da, Vilhelmine, at jeg kaster ikke med Sten – -

Karl sad og ludede lidt med Hovedet og saá over paa sin Moder; der var ligesom et Glimt i hans Øjne.

Da de havde rejst sig fra Bordet, stod Fru Mourier henne hos Fru von Eichbaum:

– Du er dog altid den gamle, sagde hun og tog hende kraftigt i begge Hænder.

– Kære Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: man slaar jo dog Kreds om sine. Og rejser ingen anden, rejser jeg.

Karl stod bagved sin Moder og lod sit Overskæg svagt røre ved hendes Skulder, næsten som han kærtegnede den.

– Tak for The, sagde han, halvsagte.

Ogsaa Fru Schleppegrell kom derhen: Emilie, sagde hun, du misforstaar dog ikke – - du véd jo, at kom hun ...

– Anna, al den Slags Ting, sagde Fru von 255| Eichbaum, døer jo ogsaa ud, naar der blot ikke tales om det – -

Karl var inde i Spisestuen. Han var paa en Gang blevet saa straalende lystig, og han gjorde Kortkunster for Kate og Frøken Fanny. Saa lod han Kortene som en Dobbeltstraale falde ned paa Bordet.

– Ka' De det? sagde han.

Kate, der tog Kortene, sagde:

– Nu er De lystig nok.

– Ja, sagde Karl og saá hende lige ind i Ansigtet, mens han slog den ene Haand imod den anden: for imorgen skal jeg i Dameselskab.

... Familien Schleppegrell gik hjemad efter at have sat Fru Mourier og Kate af ved deres Port. Admiralinden gik foran med Fanny. De talte om Kate:

– Ja, Fanny, sagde Admiralinden: men jeg vilde jo i dit Sted alligevel nytte Lejligheden til at tale Fransk. Pigebarnet har jo dog været hele to Aar i Lausanne.

– Schleppegrell, sagde hun og tog sammen i sine Skørter, mens hun standsede: Ænderne var fra Malle Bardenfleth paa Vallø.

... Fru von Eichbaum og Karl var kommen over hos dem selv, og Karl stod i Døren til Dagligstuen.

– Véd du, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate er jo sød, men, synes jeg, nok lidt urolig.

256|– Hun er vist meget grinagtig, sagde Karl, der trak i Overskægget.

– Ja, men hun maa dog poleres.

Fru von Eichbaum gjorde en ganske lille afværgende Bevægelse med Haanden:

– Hun har en ganske egen Maade at sætte sig paa i en Stol og saadanne. Men paa det kender jeg jo Mourier – – med sine dristige Ideer.

Fru von Eichbaum dækkede sit Kniplebrædt til, mens hun sagde:

– Lille Ida Brandt har vel ikke fri paa Tirsdag?

– Nej, de slipper kun af Buret hver tredje Uge.

– Det var Skade, sagde Fru von Eichbaum.

Karl gik.

Fru von Eichbaum syslede længe endnu, før hun slukkede og gik ind. Døren mellem Dagligstuen og Kabinettet havde hun vist glemt at lukke. Det hændte oftere i den sidste Tid.

... Hjemme havde Fru Mourier og Kate nydt et Eftermaaltid i deres Spisestue.

– Vor Herre bevare mig vel, der skal vi vel kun en Gang om Maaneden.

Fru Mourier svarede ikke, men Kate sagde:

– Naa, han er da den bedste ... Ham kan man da faa no'et at vide af.

Hun mente Karl.

257|Kate gav Moderen Godnatkys og trak sig tilbage til Viktoria.

Næste Morgen kom der Telegram fra Mourier, at han havde købt »Ludvigsbakke«. Fru von Eichbaum, der skulde i Butiker med Vilhelmine, kom, da Fru Mourier og Kate skulde til Frokostbordet. Hun spiste ellers ikke saa gerne deroppe paa Grund af Hundene.

– Du, sagde hun til Generalinden: de Dyr, man faar ikke sin rette Madro.

Men idag blev hun i Anledning af Nyheden.

– Naa, sagde Kate, saa er det jo gjort ... Men Engelholm vilde rigtignok have været stadseligere.

Alligevel syntes Kate, de burde drikke paa Begivenheden, og hun lod Viktoria hente en Flaske Bourgogne af den, der havde ligget i Kælderen hjemme i Aarhus fra hendes Daab.

De tre Damer klinkede.

– Ja, sagde Fru von Eichbaum: til Lykke, Vilhelmine, til Lykke.

Kate skød sit Glas frem:

– Det er vel mig, der skal ha'e Gaarden. Hun tømte Bægret og fortsatte:

– Men saa kan man idetmindste faa et Par Ridehopper herover, for Besætningen følger da med.

– Et Par, Kate? ...

– Ja, no'en maa der jo ride med mig, sagde Kate: Karl kan vel gøre det, naar vi har Hestene ...

258|– Ja, hvis han bare havde Tid fra Kontoret, sagde Fru von Eichbaum.

Kate drak et Glas Bourgogne til, paa Ankomsten af Hopperne.

– – –

Det blev Mandag Aften.

Frøknerne, der havde haft Dagvagt, havde Festkjolerne liggende udbredte paa Sengene. Men Ida, der havde sat Lys i Stagerne hos Frøken Helgesen, havde travlt og løb op og løb ned. Der var stadig mer, der kunde pynte paa Frøken Helgesens Bord: Assietter og Blomsterglas og tre Glasskaale – og alt kom det ud af Chatollet som af en Tryllekunstners Hat. Der var ogsaa de fem smaa Lamper, dem kunde man tænde mellem Blomsterne. Ida bragte dem ned og stillede dem op.

Frøken Helgesen, der var i graa Kjole med matte Silkeslag, sagde:

– Tak, Brandt, Tak ... ja vi gør det jo paa en Maade sammen.

– Det er kun saa dejligt, det kan bruges, sagde Ida, der smilte og ordnede. Blomster maatte der nu, i en Krans, om hvert Buddingefad.

– Men det blir kont, sagde Ida, der selv gik et Skridt tilbage for at se: Hvor alt det gamle Sølvtøj dog skinnede, og hvor længe det var, siden det var blevet brugt.

Frøken Helgesen, der ligesom vilde fæste 259| Øjnene ved noget, der var hendes eget, sagde og trak lidt op i det Krone-forsynede Kort, der var stukket ned i Mosset:

– Hr. von Eichbaums Træ er sjældent.

Karl von Eichbaums »Gloire de Dijon« rankede sig stoltelig midt paa Bordet. Frøken Helgesen havde allerede værnet hver af de gule Kalke med smaa hvide Papirsgarneringer til Beskyttelse ...

– Ja, sagde Ida og saá ind i en af de gule Knopper: den er smuk.

– Men hvad er Klokken, fór hun sammen. Alle Frøknernes Blomstergaver skulde flyttes fra Fødselsdagsbordet over paa den ene Ende af Spisebordet. Frøken Helgesen bar og Ida stillede sammen. Det blev til en hel Krans, om Frøken Helgesens Plads, af Urtepotter og Blomsterkoste.

– Hvor Kjærs er nydelig, sagde Ida.

– Alle har været saa venlige, sagde Frøken Helgesen, der begyndte at faa Værtindefeber og ikke rigtig saá noget mere, men sagde:

– Mon der ogsaa bliver Stole nok.

– Dem flytter vi ned fra os, sagde Ida, der blev ved at ordne. Frøken Boserup havde skænket en Hjerteblomst, der lugtede en Smule stygt og som saá ud, som var den om Morgenen kommen i Potte fra et større Bed.

– Den stiller vi paa Sybordet, sagde Ida.

Det bankede, men det var kun Frøken Kjær.

– Nej-ej, saa her er sjov, sagde hun og 260| blev staaende midt for Bordenden: Det var dog storartet.

Alle Lys var tændte og tre Lamper skinnede over Blomsterne.

– Ikke? sagde Ida og virrede glad med Hovedet. Men se saa nu, sagde hun og hun tændte de smaa Lamper, gule og røde, rundt paa Bordet.

– Nej, det var storartet, sagde Kjær igen og saá ud over Sølvtøj og Blomster og Buddinger: det var brillant.

– Ja, sagde Frøken Helgesen, her er ganske festligt. Og Stuen er jo heller ikke saa lille.

Ida vilde løbe, da det bankede igen. Det var en Portør, der skulde hilse fra Dr. Quam. Dr. Quam havde i sidste Nu ogsaa maattet give noget og havde paa Hjørnet af Frederiksborggade købt en Kasse Konfektblommer med en koloreret Spanierinde paa Laaget.

– Det er Prinsesseblommer, sagde Frøken Kjær, der kendte Emballagen. Frøken Helgesen stillede Frugterne hen:

– Det er saa kønt af Lægerne, at de viser En en Opmærksomhed.

Ida var oppe paa Værelset, hvor den gule Kjole endnu laa i et stort Musselin. Hun havde lige faaet Spritlampen tændt foran Spejlet, da det bankede. Det var Frøken Boserup, der virkelig maatte »laane no'et til om Halsen«.

– Flammer De Haaret? sagde hun pludselig, henne midt fra Gulvet.

261|– Ja, jeg vilde kun forsøge, sagde Ida og blev blodrød.

Boserup havde i en af Idas Skuffer fundet et Tüllssjal med lange Ender.

– Bruger De de to Naale, sagde hun pludselig og pegede paa en Solitaire, som hun tog og fæstede i Sjalet, mens hun iøvrigt formente, at Flammer bare gjorde Ansigtet gammelt.

– Nej, det er da egenlig kønt i Lyset, sagde Ida.

– Naa, naar man vil ha'e den Ulejlighed. Det skulde ikke være mig. Men Lysten er jo forskellig her i Verden. Farvel saalænge.

Ida laasede Døren; nu vilde hun være alene, nu hun skulde ha'e Kjolen paa.

Nede var Frøknerne komne, én efter én, mens hver Nyankommen hilstes med Udbrud over hendes Klæder: Nej, se Friis, nej, se Friis, raabte de, og der blev igen mer stille; ingen vidste rigtig, hvad de skulde sige, fordi hver syntes, de maatte sige noget andet end almindeligt; og de begyndte for sjette Gang at tale om Bordet, der stod midt i Stuen næsten ligesom for fint - medens Frøken Helgesen blev ved at gentage, at de maatte dog sætte sig; og Frøknerne sad langs Væggene, med Skoene frem under Kjolen, som om de aldrig havde væretA her før.

Kun Frøken Friis tog, fra en Lænestol lidt ude paa Gulvet, med Hænderne over Kors i sit 262| Skød, et Overblik over Tingene og standsede Blikket ved Frilandsplanten paa Sybordet.

– Det er da Boserups, sagde hun til Kjær: Gud, hvor det ligner hende i Prisen. Men Bordet er pænt.

– Det er Ida, der har dækket det, sagde Frøken Kjær, der gik omkring til alle Mennesker og sagde: Det er Ida. Hun kaldte hende altid ved Fornavn, naar hun ikke selv var tilstede.

Ida syntes næsten hun blev helt rød, mens hun stod udenfor Døren og aabnede den og kom ind og Kjær raabte:

– »Jomfruen« har flammet Haaret.

Alle Damerne rejste sig fra deres Pladser og Frøken Kjær og Frøken Friis klappede i Hænderne, til de alle fulgte efter, mens Ida stod, helt rød i Kinderne i Lyset, og der dannede sig en hel Kreds om den gule Kjole.

– Hun er knusende, sagde Frøken Kjær, der brød ud af Kredsen, og tog om Ida, som vilde hun mase hende.

Der var blevet lidt livligere, og man hørte Frøken Helgesen sige: Ja, saa kunde vi vel snart begynde; da det bankede igen. Det var Eichbaum og Quam, der rystede Frøken Helgesens Haand og sagde: Ja, der er s'gu ingen, der har bedt os, men vi gaar ind paa vort Ansigt. Imens gik Karl rundt og bukkede med hængende Skuldre, i en parisisk Redingote, hvis Foder knitrede lidt, naar han rørte sig.

263|Frøken Helgesen, der var ganske smigret ved hans formelle Væsen, sagde:

– Hr. von Eichbaum, det var en saa smuk Opmærksomhed; og hun tog om hans lange og kølige Haand, før Karl bukkede videre, mens Josefine, højbarmet og med Husarsnore paa Kjolen, bød Saucen om og Damerne begyndte, lidt langsomt og halv højtideligt, at tage for sig af Buddingen. Men Quam, der stod og saá rundt paa de mange stramme Frøken-Korsetter, sagde til Frøken Kaas:

– Dette er s'gu for alvorligt.

Og han tog Madeira'en og begyndte at skænke i Glassene for at hæve Stemningen. Frøken Brandt, sagde han, De maa hjælpe mig ...

Ida kom frem af Krogen ved Hjerteblomsten, hvor Frøken Friis lige til nu havde undersøgt den gule som en Art Fagmand, og hun tog Bakken med Glassene.

– Er det Dem, der byder, sagde Karl saa underligt sagte og tog et Glas.

Han blev staaende med sit Glas:

– De er saa køn, sagde han med den samme Røst, og hun syntes hun slet ikke kendte hans Stemme.

Hun saá ikke op, mens hun sagde noget – det var vel noget om hans Blomst.

– Man maatte jo gøre noget for at være velkommen, sagde Karl, men det var som om han sagde hende en hemmelig Ting.

264|Saa kom Kjær bagfra og tog om Idas Liv:

– Ja, er hun ikke nydelig, sagde hun og ligesom vuggede hende ind til sig.

– Jo, man kender slet ikke Damerne igen, sagde Karl.

– Nej, sagde Frøken Kjær: vi kommer ogsaa saa sjældent i Klæderne.

Ida gik videre. Det var som var hun saa myg i Linjerne og ligesom saa kælen i Figuren, mens hun bøjede sig frem over Frøknerne og bød dem.

– Hvad har Kjolen kostet? sagde Boserup, da Ida kom forbi, og hendes Sidemand lo; Quam fortalte Historier nede ved Bordenden og Damerne flyttede Stolene sammen og rejste sig og tog selv. Ida hørte, at nu lo ogsaa Karl, deroppe hos Kjær.

– Det er Frøkenen, der har lavet Buddingen, blev Josefine ved at sige, mens hun bød om.

Der blev en stor Jubel, da Døren gik op for Frøken Koch, og Quam raabte: Skaal, Frøken Koch; mens de alle skaalede.

– Naa, der er ogsaa Mandfolk, sagde Frøken Koch, der ikke var i andet Festskrud end en ren Krave.

– Ja, to, sagde Karl og bukkede.

– Det sér jeg, sagde Frøken Koch og de lo igen.

De begyndte at le ad ingenting og talte højt, forbi hinanden, mens Frøken Boserup diskuterede 265| om Foreningen og Frøken Kjær og Frøken Krohn lavede sig Brystbuketter af Blomsterne fra Bordet.

– Kjær stjæler, Kjær stjæler, raabte de oppe fra.

– Nu bli'er her livligt, sagde Ida, hun gik Karl forbi med straalende Ansigt.

Frøken Boserup blev ved med Foreningen: der var naturligvis ingen Tilslutning paa Frederiks.

Men Quam raabte nede fra Bordenden:

– Det vil vi ikke høre, det vil vi ikke høre; og slog med sin Ske i Tallerkenen.

– Det vil vi ikke høre, det vil vi ikke høre, raabte de alle i Kor.

Alle Skeerne gik mod Tallerkenerne – undtagen Frøken Helgesens og Frøken Kaas' - og alle Damerne lo, mens Boserup sagde og rykkede tilbage paa sin Stol: Jeg vidste ikke her var Børne-Fremmede.

– Det er her, sagde Quam, og Skeerne klaprede.

– Hys, sagde Frøken Helgesen.

Der lød to Slag paa Døren.

– Hys, Patienterne kan høre os. Det var Nattevagten.

Pludselig blev de stille allesammen, med samme Udtryk i deres Ansigter; og de hørte Døren gaa, igen, ind til »den urolige Gang«.

– Pyt, sagde Quam: de larmer s'gu saa tidt.

Men Frøken Kaas, der benyttede sig af Stilheden, rejste sig, mens Frøken Helgesen ligesom 266| af sig selv kom op ved Hæderspladsen med Blomsterne, og Frøken Kaas slog paa sit Glas.

Karl gled hen forbi Ida – de havde kun talt lidt, men han var ligesom altid hvor hun var -:

– Skal De ikke sidde, sagde han.

Og hun satte sig paa Stolen, hvor han stod.

– Er her ikke varmt? sagde hun kun og tog sig op til sin Pande.

Frøken Kaas talte, men ligesom med halv Stemme, som om Nattevagtens Slag paa Døren lød i deres Øren endnu for Frøken Helgesen, der hørte til dem, som hævede Standens Anseelse.

– Saa bryder vi ud i en stille Jubel, sagde Quam.

Han slog Takt med Haanden og hviskede ni Hurraer, som de andre stemte i, hviskende ligesom han, med fremskudte Læber, mens de lo sagte.

– Det var det, sagde Quam: saa højt skriger man Hurra paa sjette Afdeling.

– Nu klinkes der, sagde han og listende paa Tæerne, med Glasset i Haanden, gik han forrest, mens de andre listede efter, trædende fint i Gulvet, i Gaasegang op til Helgesen:

– Hurra-ra-a, sagde Quam.

– Og Tak for Madeira'en.

Frøken Koch sagde: Naa, jeg maa vel med, og hun skred bag efter Ida, med et tomt Glas. Men Frøken Boserup sagde nede fra Bordet:

267|– Undskyld at jeg klinker fra min Plads.

– Ja, jeg takker først og fremmest Dem, sagde Frøken Helgesen og klinkede med Ida.

– Ja, sagde Ida og hun blev staaende og saá ud over Blomster og Lys og dem alle: her er blevet saa dejligt iaften.

Josefine, der havde hentet Vinforstærkning oppe hos Ida, stod nede ved Døren med Frøken Kjær:

– Hvor er hun køn i Ansigtet, sagde hun.

Frøken Koch vendte sig med sit tomme Glas: Er her no'et til Bægeret? Josefine løb til og fyldte Plejemoderens Glas: Ja, Tak for godt Naboskab, sagde Frøken Koch til Frøken Helgesen.

– Her var Deres Plads, hviskede Karl til Ida.

Og Ida satte sig som før.

Men Frøken Koch mente nok, at nu var det Kaffetid, hvis de skulde have Kaffe. Quam bød hende en Cigar og Karl lod Cigaretter gaa omkring, mens de alle, hemmeligt, saá paa hans fine Cigaretetui af Sølv: Maa vi? sagde Frøken Kjær op mod Frøken Helgesen. Men Frøken Friis var umaadelig dygtig i Rygekunsten og kunde blæse blaa Røgringe ned omkring de hvide Lys, før de løstes op.

– Se, sagde Ida.Hun fulgte den fine Røg.

– Nu skal vi synge, sagde Frøken Krohn.

Frøken Helgesen vilde gøre Indvendinger, men Frøken Krohn sagde: Vi nynner naturligvis bare – det gør vi tidt paa Værelserne.

268|– Ida, sagde hun, syng for... Vi ta'er »Flyv, Fugl, flyv« ...

De flyttede Stolene lidt ud og halvt nynnende, mens de saá ind i Lysene, sang de sagte:

De blev ved at synge, halv højt, som sang de langt borte, bag en lukket Dør. Frøken Kjær vuggede sig sagte frem og tilbage og Frøken Helgesen sang med – med sin Alt. Josefine, der stod ved Døren som paa Vagt, nynnede ogsaa, med Hænderne paa sine Hofter:

De holdt op at synge, men ingen rørte sig.

– Nu har de købt »Bakken«, sagde Karl.

– Har de? hun vendte sig halvt imod ham. Taarerne stod hende i Øjnene.

– Ja.

269|De begyndte at synge igen.

– Vil de rive Hovedbygningen ned? spurgte Ida langsomt og ganske sagte.

– Ja, sagde Karl.

De andre blev ved at synge, men Karl sagde, og Ida hørte knapt Ordene:

– Vi skulde haft den.

Ida rørte sig ikke.

Men pludselig afbrød Quam Sangen:

– Skal her synges, skal her ogsaa være Mørkning ... Og han gav sig til at puste Lysene ud i Armstagerne, mens Frøken Friis lo og hjalp ham. Saa, sagde Quam: nu ogsaa de store Lamper. Men Stjernerne skal skinne. Og Idas smaa Lamper lod han brænde.

– Men saa maa vi ogsaa aabne Kakkelovnsdøren, sagde Frøken Kjær. Hun kunde ikke faa Døren lukket op og hun sagde: Ida, hjælp mig. Ida rejste sig og lukkede Døren op. Sid her, sagde Frøken Kjær og trak hende ned paa den lille Puf.

– Saa, sagde Quam, nu er Belysningen gunstig.

De begyndte at synge igen, maaske lidt langsommere – med Ansigterne vendte mod de glødende Kul. Ida havde lukket sine Øjne:

Sangen hørte op. Rundtom i Mørket saá man Cigaretternes smaa Lys og Frøken Kochs store Cigar ligesom et Fyr.

– Kan De ingen Sang om Jylland? sagde Karl halvhøjt, henne fra Mørket.

– Jo, det kan Ida, sagde Frøken Krohn.

– Aa, ja, syng en, sagde Frøken Berg. Ida havde ikke svaret.

– Syng, hviskede Frøken Kjær.

Med Øjnene op i Mørket, klart men meget sagte, mens det saá ud, som aabnede hun blot Læberne halvt, sang Ida Sangen til Jylland:

Hun standsede næppe efter det første Vers, men blev kun ved at synge. Frøken Kjær havde støttet sit Hoved til hendes Skulder:

– Den er s'gu køn, sagde Quam, da Ida holdt op; men Karl talte ikke, han stirrede bare paa hendes Ansigt.

– Kom nu, Eichbaum, sagde Quam: nu skal der, Herren hjælpe mig, danses.

De raabte og lo halvhøjt, i Mørket: Men er De gal, Hr. Doktor, sagde Frøken Helgesen, der elskede at danse.

Men Quam havde tændt en Vokstændstik. Pas paa alle Tingene, pas paa Tingene, raabte Frøken Kjær der havde rejst sig som vilde hun selv holde paa dem. Og i et Sekund var Bordet flyttet til Side og Stolene væk.

Frøken Kjær og Frøken Krohn sang, stadig halvhøjt, henne fra Kakkelovnen, mens Quam svang Frøken Helgesen, saa Trinene lød i Mørket:

– Skal vi, sagde Karl og bukkede. Han tog Frøken Friis.

Ida sang med. Det var som hendes Stemme førte de andres, i en større Glæde, og hun vidste det ikke selv.

– Det er godt, sagde Quam. Han og Frøken 272| Helgesen svang sig forbi i Halvmørket som et Par store Skygger. Der gled Karl forbi, saa rank, med Frøken Friis.

– Lad os, sagde Frøken Kaas til Frøken Boserup, og de begyndte at danse – Frøken Boserup var Herre.

Quam skubbede til Josefine, der var kommen lidt frem for at se Plejemoderen svinge sig.

– Det er nu dejligt, sagde Frøken Helgesen, da de havde standset.

Der var ingen, der sang, uden Frøken Kjær og nu Frøken Friis, da Eichbaum havde sluppet hende.

– Kom, sagde Karl og Ida fulgte ham.

De talte ikke, mens de dansede langsomt, inde i Mørket. Frøken Kjær, der stadig sad paa Puffen, sang sagtere. I de smaa Lamper blussede Vægerne som hastigt flammende Blus, indtil de slukkedes.

– De har holdt op at synge, hviskede Ida.

Der var stille lidt, som var de alle trætte og rundt om var Cigaretternes Smaalys gaaet ud.

273|– Saa var det vel bedst, vi fik illumineret Ansigterne, sagde Frøken Koch og hun begyndte at tænde Lysene igen. Rundt om saá Frøknerne, der missede med Øjnene i Skæret, ud som de vaagnede.

– Naa, sagde Quam: skal vi saa klinke med Frøken Brandt. Det er s'gu dog hende, der har lavet Buddingen.

Han klinkede med Ida og Frøken Kjær løb til, mens de alle fik Glas i Hænderne.

– Ja, det har hun fortjent, sagde Frøken Kjær.

Josefine, der stod ved Bordet og satte Tallerkener sammen, prikkede bagfra Ida paa Ryggen og vilde ogsaa klinke, i Smug:

– Det er nu det første Glas jeg drikker, sagde hun og hun havde Taarer i Øjnene.

Karl kom hen til Ida og stødte sit Glas mod hendes:

– Tak, sagde han.

Lidt efter brød de op, men Ida vilde blive og hjælpe Frøken Helgesen til Natten. Hun sagde Farvel til Quam, der allerede stod i Døren, og til Karl.

– Godnat, sagde hun og tog hans Haand.

– Godaften, sagde Karl og bestandig med den samme Stemme.

Ida blev hos Frøken Helgesen. De satte Blomsterne i Vand og de afdækkede Bordet. 274| Ida slog Sofaen ned og redte hendes Seng. Saa gik hun.

Der var stille paa de Uroliges Gang og lyst i Frøken Petersens Vagt. Ida gik langsomt op med sit Lys.

– Det er mig, sagde Karl, pludselig oppe fra Trappens Mørke.

Ida fo'r ikke sammen og svarede ikke; hendes Ansigt var kun blegt bag det løftede Lys, mens hun aabnede sin Dør og lukkede den bag dem.

– Turde jeg komme? hviskede Karl.

Ida smilte op i hans Ansigt.

– Ja, sagde hun.

– – –

Det var ud paa Morgenen.

Karl sad paa Kanten af Idas Seng.

– Ida, sagde han: er du vred paa mig?

Ida laa med lukkede Øjne.

Hvorfor? sagde hun kun.

Og lidt efter sagde hun og slog Øjnene op:

– Jeg vidste det jo.

Karl blev siddende paa Sengen – og maaske troede han virkelig, at han elskede, at det var første Gang i sit Liv, han elskede.

– Godnat Pus, hviskede han.

Ida førte langsomt Haanden hen over sin Pande:

– Kys mig der, sagde hun.

Hun laa igen med lukkede Øjne:

275|– Tak. Og vil du love mig én Ting – hun aabnede Øjnene men lukkede dem igen, som om det at se ham pludselig voldte hende Smerte -: at sige mig, naar du en Gang gaar fra mig.

Karl svarede ikke. Men alligevel tog Ida hans Haand og førte den op mod sin Kind som til tusind Kærtegn.

– Tak, sagde hun igen.

– – –

Sneen knirkede under Karls Fødder.

– Og hvorfor Fanden skulde vi ikke kunne gifte os? blev han ved at sige til sig selv.