Tillæg

Pavillon I

Til Plejerskerne.

Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fødtes.

Dens Fortælling har spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den.

Under Hospitalets lange Nætter uden Søvn stod Døren aaben til den lille Forstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Træbord. Lige overfor hinanden arbejdede de stille ved det fælleds Lys. De vekslede ingen Ord. Men paa én Gang havde de begge paa samme Tid sluppet deres Arbejde og begge saá de tause ind i Lyset med et langt Blik -Øjne, der søgte fjernt, saa fjernt bort, langt bort mod deres Livs ukendte Erindringer .....

Saadan stod de en Stund med Panderne løftede mod Lyset.

Og over deres Ansigt fløj den samme Skygge af en Vaagnen: en Stønnen kaldte dem og de stod op og stille vendte de hjem til deres Pligt....

Men hine to Kvindeansigter – aa, dagligdags Ansigter med bortstrøget Haar fra lidt kantede Tindinger – var forblevet i en Sygs Erindring og Maaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa fler og fik hundrede Billeder i Følge.

Minder om Hospitalets tause Haver, hvor Løvet faldt tyst i tyste Gange og Byens Støj lød dæmpet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder om de mægtige Gaarde, hvor Bærernes hastige Trin døer hen og om de lange, hvide Gange, hvor i Skumringen, dækkede af det sidste Lagen de bringes bort, som har ophørt at lide.

Og Dampmaskinens Støj, hvis Stempel slaar som det uhyre Hus' ustanselige, drivende Hjerte.

Og Portene, som aabnes og lukkes, tungt; og de Syges uophørlige Tog, der kommer, gaar og Mennesker, hvis Verden dette er, hvis Liv er her....

Tankerne forfulgte dette Liv. Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i Seng ved Seng, og Rekonvalescenters møjsomme Trin og Lægers Skikkelser, som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time til Time – det blev Rammen, flød sammen som Ramme om et enkelt Liv.

Af alt dette Levende skød én Skæbne frem, en Skæbne at gøre levende.

Nu sendes Fortællingen hjem til det Sted, hvor den blev til.

Jeg tænkte saa tidt, mens jeg saá de Hundrede, hvis Liv er at pleje og at trøste, at én Ting vel undertiden maatte falde ret tung: Menneskene kommer her, syge, elendige, de modtager Plejerskernes Hænder, de helbredes og – de gaar, gaar og glemmer. Og Nye kommer og de lider og hjælpes og gaar og glemmer ....

Og ingen Tak, ingen hengiven Erindring synes at binde mer til dem, som lindrede Lidelsen.

Det syntes mig at maatte være tungt; og derfor sendes denne Bog derhen, hvor dens Spire blev lagt, med en Tak. Kærlighedsgerninger skrives aldrig i Sandet. Mindet om dem gemmes i menneskelige Hjerter.

H.B.
Paris. Marts 93.

I taknemmelig Erindring

om

Emil Bjerring.

»Men jeg synes undertiden, det er, som det var en anden, der lagde Tallene sammen«.