Konferentsraad Hein havde endt sine fortrolige Meddelelser til Centralbankens Raad og lukkede sin Mappe sammen.

– Iøvrigt, sluttede han, er det naturligvis min Overtydning – som jeg er overbevist om, at Bankraadet tilfulde deler – at denne øjeblikkelige Stilstand, rent forbigaaende Stilstand, ikke for os kan indeholde nogensomhelst Anledning til større Foruroligelse. Banken er Hjærtet i den Række store Foretagender, som i det sidste Tiaar har omskabt hele vort Forretningsliv og – jeg tør sige det – hele vor økonomiske Situation. En række Foretagender, som vi alle véd ikke blot repræsenterer en stor Del af vort Samfunds Kapitaler, men som fremfor alt er udsprungne nødvendigt af Udviklingens Trang. Under saadanne Omstændigheder gælder det for os sikkerlig kun om at vise Fasthed og Udholdenhed.

Konferensraaden skubbede den tunge Egestol tilbage og gjorde et let Buk mod Bank198|raadets Formand, der forstod, at der var sluttet – Hans Excellence Lehnsgreven var meget døv – og rejste sig. Alle de svære Stole (Konferentsraad Hein hadede personlig alt, hvad der hed »Imitation«, og Bankraadssalen var udstyret med Møbler af næsten middelalderlig Soliditet) blev skubbet til Side, og de Herrer konverserede i Vindusfordybningerne. Etatsraad Blom forsøgte at raabe Hans Excellence op - Kolleger som de var, begge kongevalgte Medlemmer af Landstinget:

– Excellencen har naturligvis hørt hende, sagde Hr. Blom.

– Hvem? raabte Excellencen.

– Miss Tea, svarede hr. Blom med Haanden for Munden. Hun spillede jo igaar hos Majestæterne.

– Ja, ja, sagde Excellencen. Jeg gaar nu altid strax til Whistbordet paa Slottet, betroede han, saa lydt, som meddelte han sig i Taagehorn ... Hva' si'er De? sagde han.

– At Deres Excellence har ganske Ret, raabte Hr. Blom.

Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vinduerne. Alle de Herrer talte om Hofsoiréen og »Violin-Feen«, der satte Byen paa den anden Ende af Henrykkelse.

– Men det var ogsaa et overordenligt Talent – et ganske overordenligt Talent...

– Ganske vist: et mærkeligt Talent... 199| Tre og tyve tusind er der taget ind, siger man, af Victoriateatret i tre Koncerter ...

Alle diskuterede de tre og tyve tusind. Generalkonsul Brodersen, der altid saa' ud, som holdt han Næsen over en for syrlig Bordeaux, sagde: Æ – æ – Røverhistorier; men Etatsraad Henrik Hansen havde selv set Folk staa i Queue, saa hans Vogn kom ikke frem paa KøbmagergadeA udenfor Kunsthandelen.

Violin-Feen Miss Téa var en »Første-Pris« fra Pariserkonservatoriet, som i ti Aar under Hr. Theodor Franz' Auspicier havde været femten Aar i to Verdensdele. Ved Ankomsten til København fyldte hun sytten.

Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Miss Téa: Min Herre – sagde han – hun har ingen Skrupler. Impressario'en havde ikke Uret. Miss Téa lod gøre med sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte iøvrigt Tiden med at sætte Gevinsten i Sparekassen i Livorno (denne Amerikanerinde var født i Livorno); i store Øjeblikkes Anfald af Rørelse, sagde Hr. Theodor Franz undertiden:

– Min Herre – jeg tør sige, jeg betragter hende som mit eget Barn...

Den store Impressario var ankommen til København tre Dage før Feen: Mine Herrer, sagde han. Jeg véd det, København er et Terræn, hvor der kan arbejdes.

Hans første Arbejde var at lukke Victoria200|teatrets just aabnedeA Kontor for Billetsalget. Det var Hr. Theodor Franz's Princip at sælge Billetterne i »Byernes Hjerte«. Han vidste ikke, sagde han, hvad Udbytte man vilde have af en »Tilstrømning« i denne Gade ...

Billetterne blev solgt paa Købmagergade ...

– Ja ... vi kom ikke frem, det var Etatsraad Henrik Hansen, der blev ved at udmale »Queuen« paa Købmagergade – der var sort, siger jeg, sort af Mennesker.

Man talte endnu nogen Tid om Miss Téa. – Ja, sagde Højesteretsadvokat Exner, jeg véd det fra Kabinetssekretæren, Hans Majestæt vil dekorere hende –; og talende om det hele Victoriaetablissement, sagde Konferensraad Hein, afsluttende, og med Øjnene ud paa Pladsen foran dem:

– Ja – et lykkeligt Foretagende – et lykkeligt Foretagende.

Bankraadet opløste sig for at gaa hen at spise Frokost.

Konferentsraad Hein var blevet et Øjeblik tilbage i Bankraads-Salen. Nu gik han ad Vindeltrappen ned i det store Forretningslokale i Stuen. Bankraadsmødet og hans egen Veltalenhed havde spredt hans Ærgrelser fra om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Tørlægning af jydske Fjorde havde meldt Fortrædeligheder om nødvendig Forøgelse af Aktiekapi201|talerne, og han blev staaende et Nu paa Trappens nederste Trin og smilte.

I det store Rum, hvis hvælvede Loft var baaret af Stenpiller som en Kirke, stod og sad Kontoristerne ved deres Pulte, bøjede over det stille Arbejde; og selv foran Skranken, hvor Indgangsdørene faldt sagte til, skærmede af Gummirande, gik Kunderne ligesom varsomt paa Tæpperne og talte kun halvhøjt med Ekspeditørerne, der optalte Sedlerne mumlende - som om der i den store Sal celebreredes en evig stille Messe.

Konferentsraaden blev ved at smile, mens han gik frem gennem Salen – det var ham ogsaa idag en egen Glæde at se dette tavse og høje Rum, hvor man som bestandig hørte Millionstrømmens umærkelige Gliden - forbi Pultene, hvor ingen hilste, skønt alle saa' ham: det var i Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hilsener.

Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor store Kort over Danmark og Skandinavien hang paa Væggene. Han var fordybet i sit Arbejde, saa han ikke mærkede Banktjeneren, der bragte ham et Kort.

Det var Herluf Berg, som ønskede at tale med Konferentsraaden.

Konferentsraaden vendte sig i Stolen, da han kom ind: Dem, sagde han, ja, Dem ser 202| man jo altid gerne ... Hr. Adolf, han lo lidt, kan undertiden komme til Ulejlighed ...

– Ja .... idag, sagde Berg, kommer vi vist saa nogenledes om .... det samme .... Hr. Konferentsraad.

– Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig paa den budte Stol, søge at interessere Konferentsraaden lidt virksomt for os.

– Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Konferentsraaden, som legede med en Lineal og ikke mere saa' paa ham.

– Men denne Interesse, Hr. Konferentsraad, maatte gerne – og Herluf Berg lo lidt – give sig noget tydeligt Udslag.

– Bedste Hr. Berg, sagde Konferentsraaden og slap Linealen, Folk, der tager tyvetusinder ind, kan saa vist leve uden anden Prioriteter ...

– Ikke naar Driften fordrer de tyvetusind, sagde Berg.

Konferentsraaden svarede ikke og Herluf begyndte at tale, benyttende Konferentsraadens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer. Han talte om alt det, der var udrettet i disse halvandet Aar: de tre, fire store skandinaviske Værker, de med Eneret til Opførelse havde ført gennem hele Norden; Gæstespillet af den Stockholmske Opera – de betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjørnsonske Værker, der nu til Sommer forberedtes af Nordmændene ...

Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik 203| han over til de mere materielle Fordele. Han gjorde opmærksom paa alle Besparelserne ved Eneretsopførelserne, der lod den danske Trup høste i hele Norden, mens Overskuddet tilhørte København; og han satte Konferentsraaden ind i visse direktoriale Hemmeligheder, som forøgede Victoria-Scenens Chancer: Disse Stockholmere og Folk fra Kristiania modtog jo i Virkeligheden ikke stort mer end Halvdelen af det Aften-Honorar, om hvilket Bladene skreg (Konferentsraaden smilte muntert ved Ordene om Bladene) Kunstnerne vilde jo fremfor alt »Indvielsen«, Seglet i København; og de spillede derfor billigt, naar kun ingen erfarede det – -

Konferentsraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle Øjeblikke. Og da han atter talte, var det i en anden Tone, pludseligt indtrængende og med en Varme, der vilde overbevise:

– Men alt dette var intet, sagde han, kun de hemmelige smaa Midler til at faa noget stort til at lykkes: En gammel Tanke maatte faa ny Form.

– Vi vil fra Scenen give Norden én Kunst og vænne det til ét Sprog, sagde han.

Og som om han fik en egen Veltalenhed ved Samværet med denne Mand, der fra dette Rum og Hus skabte saa store Ting, gav Berg sig ganske hen: Ja – vi vil lære dem at forstaa, at tænke videre i, at føle i et andet, det be204|slægtede Sprog, i hvilket vi spiller – vi rundt i Sverig og Norge – og vore Gæster her ... Og Sprogene vil komme til at synes Dialekter overfor Følelsen af den store Enhed .... Det er Sagen for hver, der forstaar, hvad Sprogs Enhed betyder.

– Og saa er det Deres Tur, sagde han pludseligt, naar Sindene er blevet modtagelige, Deres Tur: Lovgivningens og Kapitalens.

Han havde maaske ventet et Ord, men det kom ikke. Konferensraaden betragtede Klatpapiret i sin Mappe. Og hidsigt, muligvis irriteret ved denne Tavshed, sagde Berg:

– Og det maa lykkes: Ti uden Skandinavien er København en By uden Opland.

Og da Konferentsraaden pludselig saa' op, som med et Ryk, sagde Berg og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol:

– Ja – vil De sige mig – hvad er der vel Plads til i dette Land?

Konferentsraaden havde løftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmæssig Retningen af hans Blik, der hvilede paa Skandinaviens Kort paa Væggen. Med Øjnene paa Kortet, hvis hundrede Skibsruter bøjede sig ind mod København, sagde Konferentsraaden med sit ejendommelige Smil:

– Jeg har fundet Plads til en Havn.

Og i en anden Tone, bestandig betrag205|tende Kortet, som hans Geni havde aflæst dets Hemmeligheder, sagde han:

– Fire og treds amputerede os for Land ved Hofterne .... Nu har vi kun Vandene tilbage, de levende Vande, sagde han.

Der var nogle Øjeblikke stille i Kontoret, til Konferentsraaden vendte sig om mod Berg og sagde muntert:

– Naa – og hvad er det saa, De vil?

– Kunne arbejde i Ro, Hr. Konferentsraad, sagde Berg i samme Tone.

– Jeg vil være ganske oprigtig, sagde han og saa' paa sine egne Hænder, mens han talte, – der maa arbejdes meget, meget alvorligt: Nye Ideer – nye Foretagender fordrer Tid – og naar den første Nysgerrighed hos Publikum, Nyheds-Rusen har fortaget sig – og den er maaske paa Veje til at fortage sig – maa man støtte sig til – til ordnede Forhold for at komme videre, sagde han.

Konferentsraaden havde atter hastigt set hen paa hans Ansigt:

– Ja – jeg har troet at se det, sagde han, at Publikum er blevet mere »nøgternt« ...

Berg gjorde en ivrig Bevægelse som for at falde ham i Talen: Naa, jeg mener kun, sagde Konferentsraaden ... Vi mærker alle denne ... (det var som om han søgte om et Ord og saa igen tog det alt brugte) Nøgternhed.... Og det er netop Grunden, hvorfor jeg virkelig i 206| dette Øjeblik har haft Betænkeligheder ved at engagere Banken i denne Sag ...

– Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop - iovermorgen ... Man kunde jo ordne Sagen – en Kassekredit kan man jo altid foreløbig aabne Dem ... til det hele ordner sig.

– Ikke sandt, saa siger De Hr. Adolf, han kan se herop? sagde Konferentsraaden. Berg rejste sig og takkede, og Konferentsraaden, der stod op ved Skrivebordet, slog ham paa Skuldren og lo:

– Adieu, sagde han, De – Ridder af det skandinaviske Opland.

Berg gik. Ovre paa Nabohjørnet ventede Adolf i en Kafé paa, hvad det blev til. Spenner var ogsaa kommet til, han, som ellers aldrig kom ind i det Indre af Byen paa den Tid.

Adolf var helt rødplettet paa Kinderne: Gik det? sagde han.

– Han giver en Kassekredit, sagde Berg, naar De kommer til ham iovermorgen.

– Hvor stor? sagde Adolf.

– Det sagde han ikke.... Han ménte kun, at saadan kunde man, lettest, foreløbig ordne Sagen.

– Hva' – sagde Adolf og slog Berg paa Kinderne med et Par hede Hænder – er det en Karl – hva? Adolf var altid rede til at beundre de andre, mens han selv i Stilhed trak det værste Læs.

207|Spenner bare lo og dukkede: Nu skal han ha' Mad - han har fortjent den, sagde Adolf.

Berg fik Frokost, mens Adolf snakkede løs (Berg blev næsten ganske urolig over hans Lystighed) og da de var færdig med Kaffen, gik de ned paa Købmagergade: Hr. Theodor Franz havde Klokken ét aabnet Billetsalget til Miss Teas »første og eneste populære Koncert«. Billettagende Bybude garnerede Trappen og hele Entréen var fuld af Folk. Hr. Theodor Franz havde personlig indrettet Butiken, saa der ikke var Plads til tyve Mennesker ad Gangen.

– Mine Herrer, sagde Hr. Theodor Franz, Klokken elleve saa' jeg mig nødsaget til at rekvirere Politi ...

Det rekvirerede Ordenspoliti var en venlig Betjent, der tømte et Bæger inde hos gamle Adolf i Pulterkamret under den aflægse Kineser.

Berg affattede »Tilstrømnings-Notitser« til Aftenbladene.

– Ja, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der læste dem – Reklamer syntes Impressarien at forstaa i alle Sprog ved en Slags sjette Sands -:

– Ja, sagde han: Her bør man skatte Pressen ...

– Mine Herrer, sagde han og lagde Haanden med udspilede Fingre ned paa Bordet: De har en Presse, der gaar i Spidsen for Bevægelserne.

208|Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste populære Koncert.

Féen lod sig bevæge til at give endnu en allersidste Koncert, som sluttede med »egne Kompositioner«. »Vi spiller dem kun i sidste Koncert«, sagde Hr. Theodor Franz.

Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder paa en Violin ... Jublen var ubeskrivelig.

– – Centralbanken aabnede foreløbig »Victoria-Etablissementet« en større Kasse-Kredit.

– – –

Det ringede endelig, og Erhard slog Tæppet fra Døren for at lade Fru Stern svippe ind.

– Pyh, hvor har jeg løbet – Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod Hænderne synke i Skødet, mens hun satte sig – vi kom aldrig fra Bordet idag for den Snak ... Nu – Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske, alt var i bestandig Bevægelse hos Mathilde, Hoved og Hænder, mens hun talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Sølvarmbaandene ned paa sin Arm.

Han var Hr. Godsejer Stern, en Ægtemand, som tilbragte meste Delen af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede sig høje L'hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end »han«, pludrende om ham, løst og 209| fast, med en egen Skadefryd, som en Skolepige, der endelig en Gang faar udøst sit Hjærte om en Klasselærerinde ...

– Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem.

– Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, mens de kyssedes.

– Der, sagde hun og lagde et Par gule Bind, som hun havde gemt under Overstykket paa Bordet, har du dine stygge Bøger.

Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og som hun læste hjemme, krøbet sammen paa sin Sofa, med smaa tøsede Udbrud af indvendig Munterhed; noget nær med en Glæde som den, hvormed et Barn genhilser Gaardhanens Kontrafej paa Abc'ens første Blad.

I Marginen skrev hun Bemærkninger og Karakterer med Blyant.

Erhard aabnede Bøgerne og begyndte at læse: Fy, fy, fy, sagde hun, og holdt ham med Haanden for Munden, men han blev ved. Saa læste hun selv, i sit Pensionsfransk, med sine smaa Anfald af Fnisen, og de sled i Bogen og holdt hinanden Haanden for Munden, til hun rev sig løs:

– Uh – du, sagde hun og satte sig paa den anden Side af Bordet foran Konfekten: Har du et Par andre, sagde hun og pegede paa Romanerne.

Erhard gemte Bøgerne for at blade i dem 210| hjemme. Intet voldte ham større Glæde end Mathildes Anmærkninger i Roman-Marginerne - med denne lille Krimskrams-Haandskrift, han var uforskammet nok til at sige lignede hendes Næse, der ogsaa havde en saadan kæk lille Drejning opad.

Brevene, som hun skrev til ham – hun skrev otte Sider fulde for at sige ham, naar »han« var hjemme eller hun ikke kunde komme – lignede saa ganske Noterne. De var saa fulde af gesvindte Parentheser, den ene i den anden; og Linjerne gik over i hinanden (hun skrev uden Øjemaal og begyndte midt paa Papiret Ordene med nogle store Drabantbogstaver, der saa blev ganske smaa og »sammenknirkede« mod Enden af Linjen og slog en lille Hale op- eller nedefterA) – saa han hittede næppe Rede i dem. Alt blev kaldt med Øgenavne, saa det var som et hebraisk af »deres Ord«, det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive næsten ligedan.

– Mus, sagde han.

– Hm, hun pustede blot frem over Bordet imod ham ...

Det var en Aften i det kongelige Teater, han havde bemærket hende første Gang. Og siden havde han set hende en tre, fire Tirsdage paa den samme Plads, hvor hun sad som en lille sammenkrøben Fugleunge mellem Damerne. Hun havde ogsaa set ham, fin og køn, nede i Parkettet. Efter Forestillingen blev hun hentet 211| af en Pige og gik forresten gennem Forsalen uden at skænke ham saameget som et Blik. Med Pigen pludrede hun over Torvet.

Saa en Aften kom det tjenende Væsen ikke, og Fru Stern blev staaende i Forsalen, ganske forskrækket, til der blev næsten helt tomt. Sporvogne var der nu ingen af mere, og hun løb over Torvet ned ad Bredgade, trykket helt ind mod Husene, i sin Kaabe.

– Véd du, hvad jeg tænkte? sagde hun til Erhard. Han følger nok efter, tænkte jeg, sagde hun siden.

Han var gaaet hen til hende og havde tilbudt hende en Droske – og var ogsaa steget ind. Hun sagde nogle ligegyldige Ord og morede sig, morede sig inderligt over den hele Situation med Drosken og ham i Drosken – og saa sagde han:

– At nu havde Pigen naturligvis heller ingen The derhjemme.

– Jo, sagde hun blot i sin Krog og lo.

– Hun skulde meget hellere spise ude, sagde han.

Hun svarede ikke.

– Intet menneske saa' dem – ikke et Menneske – - og saa kørte Drosken hende hjem ...

Det blev til, at de holdt foran en Restauration nede i Nærheden af Østergade, og hun kom op og sad med Kaaben paa i Kabinettet 212| paa den røde Plyds-Stol, som en lille Pige paa Kanten af et Badekar og saa' paa alting – Bordet og Servicet og Gardinerne og Spejlet med sine Tøjplanter paa Jardiniéren – med et Par nysgerrige og skræmte Øjne, mens Opvarteren svansede rundt med Bagdelen for stadig diskret at vende Agterspejl mod »Damen«.

Men lidt efter lidt, ved Bordet, begyndte hun at gotte sig, da hun saa', der var ingen Fare; Erhard behandlede hende ganske som Dame, og de morede sig kun som et muntert Kotillons-Par, der har det rart med hinanden i Krogen af en Balsal.

Lige med ét sagde hun rask og tømte sit Glas:

– Aa – jeg si'er, jeg tog hjem at drikke The med Owans; og hun lyttede efter Stemmerne i Nabokabinettet, hvor der nu blev livligt, og hun listede paa Tæerne – Hys, sagde hun og slog med Haanden hen imod ham; hvad hun havde for smaa geskæftige Hænder – hen til Døren og lagde Øret til: Hys; hun holdt Fingeren op.

Hun morede sig over alting, over alle de fyldte Fade paa Bordet, over Kellneren og over dem i SideKabinettet... Erhard aabnede Døren til Balkonen, og hun sneg sig med derud, stadig tyssende. De stod og saa' ned i den stille mørke Gade:

– Der boer min Svoger, sagde hun og 213| pegede over paa Hotel d'Angleterres lange Vinduesrække – hun havde en egen Maade at skyde de smaa Skuldre op, Erhard vidste ikke, om han nogen Tid havde set noget saa sødt:

– Han sover nu, sagde han.

– Ja, nikkede hun og lo sagte.

Og saa var hun kørt hjem, havde ikke sovet hele Natten af Fornøjelse.

Mathilde Stern var saamæn ellers kommen til den fulde Erkendelse, at der ikke var det allermindste morsomme ved Livet.

Først havde hun gaaet i Skole hos Frøken Ricard, og saa havde hun gaaet i Skole hos »Søstrene« nede i Genf; og saa var hun kommet hjem, hvor hendes Moder altid havde et Øje paa hver Finger og et Par i Nakken: Det var bare alt det gamle – stadig, skønt hun nu var fulde nitten Aar: Ikke at sidde med Fødderne over hinanden under Stolen; og rette Ryggen, og ligge lige ud i Sengen; og »holde sit Fransk godt vedlige« ...

Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik Generalinden selv – lige som et Lys i Ryggen – med sine to Døtre, én på hver Side, til Bad. Hun stod med Uhret paa Badebroen for at tælle Minuterne, mens Døtrene var i Vandet. Mathilde, der elskede at pladske i Bassinet, naar Solen skinnede, blev raabt an de Snese Gange:

214| – Din Teint, raabte Generalinden, om du vilde tænke lidt paa din Teint.

... Og det blev saamæn heller ikke anderledes, da hun blev gift ... Bare, at hun havde »ham« over sig ogsaa – naar han var hjemme da – og forresten som sædvanlig Generalinden, der spiste hos dem hver Søndag, og Marie Kokkepige, Moderen havde givet hende med hjemmefra, da hun blev gift...

Marie Kokkepige havde været hendes Barnepige, fra hun ikke var mere end seks, syv Aar: Mathilde blev fint klædt paa i broderet hvid Kjole til Middag og bagefter spadserede de paa »Anstalten« med Marie Pige, der altid skændte med sit: Naa – Mathilde – det skal jeg sige til Oberstinden.

Mathilde havde én Fornøjelse: at løbe hen til Skovkilden – bag Maries Ryg – og sætte sig i det vaade Bassin og lade sig gennembløde, den fine Kjole og Mamelukkerne, saa hun blev gennemvaad lige ind til Popoen ...

Der sad hun saa, med sammenknebne Læber, og strittede, til Pigen kom og rev hende væk ...

Hjemme betog siden Generalinden hende den Slags abnorme Lyster ...

– Gud være lovet, sagde Generalinden om Søndagen ved Kaffen: vi er en normal Familie – -

.... Dagen efter Restaurationsbesøget kom der et lille Brev fra Erhard, den næste Dag 215| endnu et; og et Par Uger efter svippede hun for første Gang herind ad Døren til de to Stuer ved Volden – halvt forskræmt og halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har faaet et nyt Bur.

Lidt efter lidt kom han ogsaa hjemme – i Begyndelsen, naar »han« var forrejst, og begge Piger var sendt ud:

– Marie Pige, sagde hun, stiv af Skræk, ved hver Lyd af en Dør. Marie Pige var hendes evige Angst – Provsten, som de kaldte hende.

Det var fra en Aften hjemme hos Mathilde, da Pigerne var sendt bort, og Mathilde krøb sammen i sit Hjørne med det lille Hviletæppe over Fødderne, mens Erhard fortalte Skolehistorier - Skolehistorier var Mathildes største Fornøjelse, og selv var hun evig fuld af Fortællinger om Skolen og »Søstrene« -:

Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde bygget Løvhytte i Byskoven (det havde iøvrig været hans eneste og sære Anfald af saadanne umiddelbare og naive Drengepassioner) med Stedets Højærværdigheds to Sønner, hvor de saa havde røget og brygget Punsch for Indtægten af solgte Ordbøger, saa de kom snurrende hjem, indtil de en Dag blev opdagede af den forfærdede Provst...

Erhard skildrede Provstens Forfærdelse, og Mathilde lo, saa det klukkede – da de med ét hørte Marie Piges Trin i Spisestuen, og Mathilde fo'r op:

216| – Hys – Provsten, sagde hun.

Og Erhard maatte listes ud – Mathilde gik i Forvejen – gennem den mørke Gang; han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: Men Provsten – men Provsten, til han var vel ude.

Saa løb Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen:

– Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet end Fru Mathilde.

– Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev greben, strax blev aldeles forfjamsket – jeg vilde kun føle, om min Kaabe ..., var vaad endnu efter Regnen.

Erhard paastod, »Fru Mathilde« var aldrig saa sød, som naar hun løj: hun saa' først saa ganske hjælpeløs ud, til hun gjorde en lille resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver Gang saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindæg:

– Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Fingrene i Luften: det er vel det første, man faar lært...

Efterhaanden blev de kækkere, og der var en sand Legen Skjul i hele Huset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en daarlig Fod og ikke kunde gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde Hovedkvarter i Badekamret med Bord af et Brædt over Karret.

217|En Gang imellem spillede de Kort, ved højlys Dag. Det var en af Mathildes Glæder:

– Du, sagde hun og spillede ud paa Brædtet: Stik. »Hjemme« havde hun og Søster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden:

– Saa spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, skønt Døren stod paa Klem til Mo'r.

Hvert tiende Minut humpede hun geskæftig ud paa den syge Fod og gik nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Køkkenet, tjattende paa den laasede Badekammerdør.

Stern kom hjem, mens hun endnu havde den daarlige Fod, og hun kvidrede om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i »Tampen brænder« har gemt Tampen.

– Han, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe, paa sin syge Fod. Stern »begreb s'gu ikke, hvad der var kommet for en Støj over Konen«.

Men nu var Foden rask, og »han« rejst igen over til Gaarden i Blekingen.

... De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saa' paa Mathildes Fødder, som hun strakte som en Danserinde, naar hun stødte fra Gulvet. Han maatte ned paa Gulvet og kæle for Fødderne – »de smaa Kid«, som han kaldte dem. Men hun rev sig løs og flygtede op paa sin Yndlingsplads – i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen støttet mod Knæene.218| Der sad hun saa og kiggede ind i »Hytten« – som de kaldte Stuen -:

– Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en Stol ved Siden af hende, naar du sidder pænt...

Erhard sad saa nogenlunde »pænt«, og de saa' begge, ved Siden af hinanden, ind paa »Hytten«.

– Du, sagde hun pludselig og saa' ned paa ham næsten som et Barn, der første Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien:

– Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet.

Det gav næsten som et Ryk i Erhard, og Blodet skød ham som en Strøm op i Ansigtet – de plejede ikke at benytte det Verbum at elske -:

– Ja, sagde han; og begyndte at kysse hendes Hænder ...

– – Det maa være en senA Labansalder, der er kommet over Erhard, sagde Professorinden ved Frokostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe og blev bombarderet med Brødkugler af Lille-Gerster.

– Du ser s'gu ud som en Palmesøndags-Konfirmand, sagde Lange, der mødte Gerster ved Volden.

– Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de stærkt hjulede Ben.

219| – Det manglede s'gu blot, du skulde faa røde Kinder, sagde Lange.

Dem fik Lille-Gerster dog ikke.

– – –

Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Frøknerne i Forretningen støvede af i Mangel af andet at tage Vare. Der vilde ikke komme rigtig Vind i Sejlene iaar, skønt det var midt i Sæsonen.

– Billighed vil de ha'... Billighed raaber de paa... Forretning er der nok af, sagde Adolf, der havde en vidunderlig Evne til at fylde det hele Lokale med Støj, naar der var blot saa meget som to enlige Kunder i Butiken:

– Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og søgte hidsigt paa Pulten.

– Der lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehaanden i Forretningen, en sagtegaaende, slank og køn Dame, der gerne dvælede et Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saa distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet.

Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin »havde taget sig for meget paa«: Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.

– Hvad mener du, Adolf? spurgte hun Manden.

– Ja, ja, min Pige, man maa lade dem 220| skalte, sagde gamle Adolf. Han blev mest inde i sit Rum hos Kineseren og talte Mærker. Og naar Konstantin ikke var der – for han holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting – listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem: den stemte. Og de andre Bøger førte jo nu allesammen Spenner.

– Ja, ja – sagde gamle Fru Adolf Der er kun saa mange Slags Mennesker, Adolf.... Gamle Fru Adolf gav ingen nærmere Oplysninger om, hvad hun mente, og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermiddagskaffen alene; Konstantin spiste ude i »Victoria« for Nemheds Skyld.

Fru Adolf gik sjældent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa Teatret.

Hun sad paa en Stol ved Disken hos Frøken Hansen - de to var blevet gode Venner – og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her er saa godt »besøgt« mere, sagde hun og saa' ængsteligt op paa hende.

– Naar Sæsonen først kommer rigtig i Flor, sagde Frøken Hansen.

– Ja – naar den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blev Tavshed, til hun gik.

Lidt efter kom Berg for at spørge efter Adolf. Han var allerede gaaet ud paa Victoria, sagde Frøken Hansen; straks imorges gik han.

221|Hun gik med Herluf op i Kontoret – Dørene blev altid trukket til i den sidste Tid ude paa »Victoria« og i Forretningen -: Han er der ikke, sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa' hen mod Tapetdøren.

– Hr. Spenner fik saa Bøgerne ud igaar, sagde hun.

– Hm, ja, naar det hjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med en tør Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige Venligheder til hinanden – Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord, man vovede mod »Kompagnonerne«.

– Og hvad nyt ellers? sagde Berg.

– Penge blev her hentet igen igaar, sagde Frøken Hansen.

– Hm – og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse med Pennen.

Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. Han maatte komme strax, blev der sagt. Theodor Franz var paa »Victoria«.

– Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet ligesom tungere i Benene, naar de skulde rejse sig.

– Farvel, Frøken, sagde han.

– Farvel, Frøkenen fulgte ham til Dørs. Man vekslede med Frøken Hansen – og i det hele i Victoria-Kredsen - ejendommelige forstaaelsesfulde Haandtryk i den sidste Tid.

Berg hørte Hr. Theodor Franz's Røst helt 222| ud paa Trappen, og da han aabnede Døren, saa' han Impressarioen, der under afgørende Forhandlinger fik nogle pludselige og højst besynderlige Ghetto-Bevægelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Næsen blive betænkelig fremtrædende i Fysiognomiet – atter trykke Silkehatten ned i Panden som til Opbrud:

– Mine Herrer, sagde han med genvunden Værdighed, en Patti synger ikke paa Kredit.

Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han krænket: Koncertsalenes Patti ...

»Koncerttribunernes Patti« var en halt »belgisk Nattergal«, Hr. Theodor Franz vilde føre til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde have Garantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes i Banken.

Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen ...

Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til sin Ledsager, en langhalset Pianist af et særdeles »polsk« Ydre, som Berg først nu blev vaer i en Krog.

Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev Døren op og sagde helt forpustet af Alteration: At »Hein« ventede dernede. Og Adolf og Berg sagde paa én Gang:

– Hvad?-Hvor?

og var ude, før man fik set sig om, mens Adolf 223| hastig havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og Pianisten.

Impressarioen saa' sig indigneret om: Ja – saa gaar vi vel, sagde han med Værdighed.

Hr. Spenner forklarede ham, at en nødvendig Samtale – at en meget afgørende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz rejste dog sikkert ikke idag ...

– Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to tre Minuter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som en Skildpadde, der trækker sig i Skal.

Han gik med Pianisten.

Udenfor Façaden blev han staaende foran de store Plakattavler, hvor der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer – Hr. Theodor Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et Plankeværk, mens han betragtede disse mange Rester af kønne Plakater -:

– Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede Pylades: Her gives for mange »populære Koncerter«, sagde han og vendte sig.

Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor han havde glemt ham for et saare muntert Selskab - med Brodersen og Blom i Spidsen – der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde spise godt til Middag.

224|Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den anden Prioritet i »Victoria« og alt dets Inventarium. Hein undte gerne Konsortiet Hjælpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men paa den anden Side tøvede han dog og kunde ikke beslutte sig: Foreløbig vilde han nu lade Filialdirektørerne fra Provinserne, som kom sammen til Halvaarsmøde her i næste Uge, spise til Middag herude.

Saa kunde man altid sé, hvordan det videre vildeA udvikle sig.

Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdøren og saa' over Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de opdækkede Borde ventede pretentiøse og stive med de vifteformede Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tøjroser. De to fede Kellnere stod ved Midtdøren, ørkesløse og ubevægelige, hver paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i deres Brunelsstøvler. Portièren over Døren hang allerede slatten i Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Røgen af Allemands-Tobak. Martssolen var slem: allevegne saa' man var der slidt paa Møbler og Inventar et Par Kanter hist og et Par Kanter herA.

Konferensraaden maatte undre sig – saa hurtigt det gik. Men Publikum sled.

225|Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvæg. Nu stak der et Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende godt til sig – Kellneren bragte Vin og lukkede Fade.

Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at staa ved Glasdøren og se ind, hvor »Bygmesteren« sad og gjorde sig til gode alene midt i sin tomme Sal. Først en Hilsen af Brodersen udenfor vækkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen.

Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Lænestolene saa' man forvitrede Pletter paa Betrækket dér, hvor Folk havde siddet. Konferensraaden var saa interesseret, at han begyndte at føle rundt paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtraade, som flossede. Men i Portièrerne havde Stoffet holdt sig – de var foret med dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld.

Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Døren til Spejlet, til han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentræsben stak op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens opadvendte Bagside graahvid – det upolerede Fyr.

Konferensraaden blev staaende, perplex, foran de to Borde med de opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden 226| gik fra det ene til det andet og løftede de kønne - shirtingforede – Bordtæpper og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere:

– Dette var for usolidt gjort.

Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdørene og var løbet op i Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de følte strax, der var noget ramt i Luften.

– Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde Konferensraaden.

– Han var blot kommet for at tale om en lille Middag – for de Bank-Delegerede – man agtede at spise herude ...

Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret Samtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale om Middagen: I al Tarvelighed – i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er saavist ikke til andet; og Adolf var lidt for urolig-underdanig.

Indtil Konferensraaden rejste sig – han havde nu anslaaet en helt spøgende Tone og talte om Martens's Frokost -:

– Jeg saa' til, sagde han og lo. Og helt i forbigaaende, mens han kom hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han berørte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok:

– De der, bedste Bygmester, er forhaaben227|lig ikke mellem de »Ibentræsborde«, der repræsenterer 43 Kroner pr. Styk paa vor Inventarieliste ...

De tre havde alle i samme Nu, endnu før han talte, set den ulykkelige Bagside – Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martens talte først, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i Lektien:

– Jo – – jo, sagde han ... De er betalt med 43, sagde han.

– Ja, Leverandører benytter sig af Omstændighederne, sagde Konferensraaden. Og idet han gav sig til at halvlé igen, sagde han: Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paa deres Penge...

Konferensraaden traadte gennem Glasdøren ud paa Gangen. Inde bag de modsatte Spejlruder saa' de Restavrationssalen: der var blevet fuldt ved Bordene; Fade, Glas og Kølere blinkede allevegne – og Solen stod ikke paa mere. De graa Stuk-Søjler løftede sig stilfuldt og fornemt, bærende Loftets pompøse Ornamentur.

Og med et virkeligt Smil – i en Følelse af Beroligelse – sagde Konferensraaden:

– Dog et smukt Billede.

Han blev staaende lidt, og i den samme Følelse, paa samme Tid af Beroligelse og Samhørighed, vekslede de alle Haandtryk her foran Salen og skiltes.

Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa 228| sin Side af Pulten, efter at Dagskassen var gjort op.

– Men noget maa der gøres, sagde Adolf. Men hvad? ... Satan, han holder Øje med hele Driften ... Ja, naar vi kunde spille et Par Maaneder med fuldt Hus, saa fik vi vel Prioriteten ...

– Vi maa ... lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner.

– Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s'gu ikke Fattiglisten.

– Nej, sagde Spenner: ikke – saa længe vi stempler dem.

Adolf saa' op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt.

Spenner svarede ikke, og Adolf saa' igen ned i Hovedbogen: han stirrede, uden at tænke paa det, paa Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa Klatpapiret.

... Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paa Kontoret.

Han sad genért og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens han talte med Kassereren. Det var ikke nødvendigt, sagde han, at stemple alle Fribilletterne – foreløbig.

– Vi maa s'gu ha'e »ægte« Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo.

Berg mødte Billetkassereren i Døren: Hvad gaar her for sig? sagde han.

– Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf. Farvel, Jespersen.

229|Berg var gaaet hen til Pulten:

– Saa, sagde han; han havde sét ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han saagu ogsaa Autografer.

Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrende Navnetræk ...

Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke længer stemplet med det lejdegivende »Fri«. Victoriateatret betalte i Stilhed Fattigskat af sine Fribilletter.