© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Oprør i Familien.
Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenterforeningsballet, hvor han havde holdt fem og trediveaarigt Jubilæum som Visedigter, og ved Souperen var blevet baaret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset Tyrolervals med Fru Gravesen, der saa' ud som en tyndslidt Degnekone ved en landlig Barsel.
– Tak, sagde Frøken Frederikke Gravesen – der var tre Frøkener Gravesen tilstede; i blaa Atlaskesliv og hvide Tarlatansnederdele -: nu blir det mig dog for hedt med de gamle. Frøken Frederikke trak sin teologiske Student ud paa Trappen til Afkøling ...
Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu have Toddy. De tre hjemmeblevne Frøkener kom tilsyne i Natnet og Sengetæpper for at høre Beretning og faa et Glas med. Hr. Gravesen var saa bevæget, at han kaldte sin Kone 231| for »Lise-Mo'r«, og Fru Gravesen havde Taarer i Øjnene. Hun sad og saa' paa sine seks:
Ved saadanne højtidelige Lejligheder kælede Fru Gravesen jo dog for det stille Haab, om »en brav Mand« ikke alligevel skulde finde et af hendes Pigebørn.
»Pigebørnene« satte »den gamle« Studenterhuen paa, og Frøken Amalie sad paa Skødet hos »Støderen«:
Det blev til »en lille Dans«, før Hr. Gravesen vidste af det.
De næste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; hver af Frøknerne havde sin Liste i Notebøger og paa Nodehefter; op og ned ad Trappen gik det, mens Dørene smækkede. Der var aldrig Fred ved Gelænderne.
– Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, skingrede det fra anden Sal.
– Hm, vi skal maaske ha' alle dine »Kirkesangere«, sekunderede Frøken Frederikke.
– Du maatte vist være glad til, Frederikke, haanede Frøken Amalie fra Stuen.
Dørene smækkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun vidste allerede hverken ud eller ind:
– Det værste bli'r Opvartningen, sagde hun.
– Theodora bli'r i Køkkenet, afgjorde Frederikke Spørgsmaalet om Serveringen. Fru Canth kan vel nok laane os sin Stuepige – som hun bli'r fodret med Billetter paa »Bladet« 232| ... Og saa ta'er vi forresten en Lejetjener, sluttede Frøken Frederikke.
– Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun tænkte kun paa »alle de fremmede Øjne« paa sine Ting. Der bliver noget ruineret i et Hus i otte og tyve Aar, og svært er det at faa fornyet: Ja, ja, sagde hun. Fru Canth véd vel ogsaa, hvad det vil sige – og hvad der gaar i Løbet i Aarene ...
Hvad Theodora angik, indsaa' Fru Gravesen nok, at hun var ikke rigtig egnet til Festiviteter.
Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire Gange om Aaret. Men det var og blev trods al Skiften den samme Race af smaa pandekrøllede og uvaskede »Underjordiske«, som de stadig fik i Huset og hvortil ogsaa Theodora hørte.
Theodora, der altid var i Slæber, glemte en Spildevandsspand paa hver Trappe og havde altid ubeskrivelige Privatejendele til Tørring paa Køkkentrappegelænderet i Gaarden, hvor hun holdt Stævnemøder med vandkæmmede Kærester, der snedigt fralokkede hende hendes otte Kroners Løn om Maaneden.
Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstændig uberørt af »Ballet«, og ubekymret sang videre i sin Kælder, saa hun undertiden overdøvede alle Frøknerne.
233| Indbydelserne var sendt ud, og Frøken Frederikke skulde indrette Værelserne.
– Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens hun begyndte at inspicere Huset. Dagligstuen var allerede et modent Værk af Frøknernes Arrangementstalent: med Sofaen ud paa Gulvet foran en fantastisk Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre Skillings-Kineserparasoller – omslynget af to kække Chenilletørklæder, der en Sommersæson havde draperet Frøknerne, naar de gik til Bad. Iøvrigt var der mange trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande, indleverede »Bladet« til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik at »reservere« sig« og samle. Paa Væggene strakte sig »Vifter« af rammeløse Fotografier; og det Hele henlaa i en klædelig Dunkelhed, da de to Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hinanden for Mørke
– Dagligstuen bli'r, som den er, sagde Frederikke ret fornøjet. Men værre var det i Stueetagen, hvor der skulde danses: De grønne Gardiner er umulige, naar Møblerne bliver flyttede ud, sagde Frøkenen.
– Ja, sagde Fru Gravesen – de synede begge de grønne Gardiner, der havde holdt ud fra hendes Bryllup -: de er jo slemme.
– Umulige, sagde Frøken Frederikke afgørende.
Der maatte købes Sækkelærred og broderes 234| en Kant med Uldgarn, raadede Vilhelmine, – det saa' udmærket ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede allerede i Huset med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og fra Kontoret med Posen:
– Jeg spørger dig, sagde hun mat: tror du, det er for min Fornøjelse, Gravesen? (man saa' det paa Fru Gravesen, at det vel strengt taget ikke var »til hendes Fornøjelse«).
To Dage før Ballet begyndte Frederikke at omkalfatre hele Huset. Alle Stuer – undtagen Balsalen – skulde indrettes i Dagligstuens Billede med Møblementet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de Gravesenske Møbler trængte nok til lidt Støtte af Væggene, man turde heller sjældent se dem fra alle Sider:
– Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Frøken Frederikke rasende; Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slæbte.
– Ja, ja – Børn, sagde Fru Gravesen tyssende, hun saa' hjælpeløs til. Frederikke dækkede opfindsomt Smaaskaderne med smaa, let henkastede Kretonnestumper – Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis – og hun var ret tilfreds med sit Arrangement. Gud du – hvad sér man ved Lys, sagde hun til Vilhelmine, der assisterede.
– Kandelabrer laaner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at træffe sin Scheele, 235| sagde Frøken Vilhelmine, som i det hele taget laante rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde større Fornøjelse end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal. Om Formiddagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente Urtepotter hos alle Naboer til en Blomsteropstilling paa Trappen:
– Bevar' os vel for Riskoste, sagde Frøken Amalie, der kom hjem fra Sang ved en Begravelse.
– Saa – mener du? vrissede Vilhelmine.
– Gud fri os for Stank – det var Amalie, der var gaaet videre og havde aabnet Døren til Balsalen, hvor Frøken Frederikke og Frøken Sofie draperede de Sækkelærreds; selv Frøken Frederikke kunde ikke paastaa, at de just duftede -: Naa – saa vi skal forgives, skingrede Frøken Amalie og pustede.
Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af fuld Hals, og alle seks kom til og skændtes. Man tog Parti for Frederikke:
– Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Frøken Ida...
– Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhelmine.
– Hun har ikke rørt en Finger ...
– Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og svajede op ad Trappen. Amalie havde hos Adolf bestilt Kotillonsarrangementet: Til Redaktionssekretær Gravesen, ved »Bladet«, havde hun sagt.
236| – Børn dog, Børn, sagde Fru Gravesen beroligende op fra Køkkentrappen. Hun havde Kogekone og gik og skammede sig nede i Køkkenet for hvert nyt »Kar«, der manglede.
Striden hørte pludselig op, da det ringede. Det var Frøken Michelsen, Damefrisørinde, der skulde tage Frøkenerne i Arbejde og som blev installeret i Kælderen i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne laa udbredte paa Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med Frøken Ida, den yngste.
De færdige Frøkener gik hvileløse rundt i Huset i Frisérkaaber, stivho'dede for ikke at skade Frisurerne.
– Den evige Ringning her er, sagde Frøken Amalie, som stadig flygtede fra Gangen ind i Balsalen.
Det var et Bybud, Theodora havde hentet til Fru Gravesen, som ringede.
– Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gaa herind? hun aabnede Døren til Værelset bag Balsalen og lukkede den efter dem igen.
– Det var, sagde hun – det var (og hun tog hastig et Etui op af Kjolelommen), om De maaske vilde være saa god ... at bringe denne hen – et Sted (hun aabnede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvid Perle)... Men, sagde hun, et sikkert Sted...
– Strax, hviskede Bybudet forstaaelsesfuld: i Løbet af et lille Kvarter, Frue.
237| – Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet han stak Etuiet til sig.
– Ja.. .jeg véd ikke, sagde Fru Gravesen helt ulykkelig.
– Ta'r saa meget, vi kan faa .... Er besørget Frue, er besørget, opmuntrede Bybudet. Han havde saadan en egen Maade at gøre sig halvt usynlig paa – henad Gangen; og Forstuedøren lukkede han sagte med et nyt Nik.
Det var Fru Gravesens »Hædersgave«, Brochen med Perlen; hun havde faaet den til Sølvbryllupet af Redaktionspersonalet. Men det var det eneste, hun kunde tænke sig at skaffe Penge paa:
Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det var, som Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hendes Fingre. Ja, ja, det er ingen Sag, naar man kan ta' til fremmedes Ting, tænkte Fru Gravesen.
– Nu kommer jeg, nu kommer jeg, raabte hun ind i Strygestuen, hvor Døtrene allerede begyndte at klæde sig paa.
– Og der var ogsaa Lejetjeneren at betale endnu, og Drikkepenge til Stuepigen og Frisørinden... Fru Gravesen regnede, mens hun gik.
– Hvad fik De? sagde hun til Bybudet, da han kom tilbage (hun var faret sammen, hver Gang det ringede): Tre Tiere, hviskede han fortroligt med Haanden op for Munden.
Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det 238| mindste glad, at hun ikke behøvede strax imorgen at gaa til Gravesen: Naar det blot er et sikkert Sted, sagde hun igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte Laaneseddelen i sin hemmeligste Chiffonière-Skuffe under Gravesens Breve fra Forlovelsestiden, som laa dèr i Bunker, omvundne med blaa Baand.
Klokken halvsyv kom Hr. Gravesen hjem, han havde i tre Døgn holdt sig udenfor Skudvidde og kun været hjemme om Nætterne.
– Maa jeg spørge, sagde han til Fru Gravesen, hvor der er et Sted, hvor man kan tage en Kjole paa?
– Ovenpaa, Gravesen, sagde Fru Gravesen. Ovenpaa betød et lidet Hul tæt under Taget, hvor Theodora plejede at opbevare skident Vasketøj, men hvor idag de ægteskabelige Senge var opstillet for Natten.
Hr. Gravesen brummede. Der, sagde han i en meget fornærmet Tone og rakte barsk en Pakke til Fruen, idet han gik op ad Trappen. Det var den humoristiske Vise til Bordet.
– Den gamle! raabte Frøken Ida, og to paaklædte Frøkener Gravesen, der hørte Faderens Trin paa Trappen, retirerede hastigt tilbage til Dagligstuen. De ønskede helst ikke, at Hr. Gravesen saa dem i den megen ødsle Stads, før der var kommet et Par Gæster.
Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Det var et Bud med Vin: Ja, ja – det 239| er rigtigt, raabte han fra Trappen: Ja, ja, ja ... det er seks Flasker bedre Vin (Hr. Gravesen var saa nervøs som de andre) ... Redaktøren sagde, han saa' herud en Timestid, sagde han.
– Du skulde vel ha' din Broche paa, sagde han og mønstrede sin Kone.
– Gud, Gravesen, hvem véd, hvor den er gemt ned, sagde Fruen, der forskrækket løb ind til Døtrene og sagde:
– Redaktøren, Børn ... Redaktøren kommer herud, Fru Gravesen maatte sætte sig ned, ved Tanken, inde i »Balsalen«.
– Naa – vrippede Frøken Amalie – gør han os den Ære? Det var svært! hun drejede paa Hælen og forsøgte at fløjte.
Fru Gravesen var allerede paa Vejen til Kælderen igen for at sørge for, at det store Fad med Mayonaise blev sat til en Side.
De øvrige Familiemedlemmer blev ved at trippe rundt i de to Værelser paa første Sal med forskellige mærkelige Underlivssymptomer, ikke ulige Begyndelsen til Søsyge – til det ringede.
Gæsterne begyndte at arrivere, og man kom hverken frem eller tilbage i den smalle Gang, hvor Herrerne skulde tage Tøjet af og spærrede for Damerne, der hang fast med Kjolerne i Vilhelmines Blomsterarrangement, naar de gik op ad Trappen. Inde i Stuerne var der en jævn Højtidelighed til Klirren af Thekopper (Fru Canths Stuepige bød Sukker og Fløde rundt 240| saa stram, som om hvert Knips med Sukkertangen betød en Krænkelse af hendes Værdighed) mens Frøkenerne Gravesen standsede al Passage ved stadig alle seks at slaa ned om samme Indtrædende for at overøse ham med en indholdsløs Henrykkelse – højlydt som Skader for at hæve Stemningen.
Herrerne havde allerede maattet rømme Stuerne og rykke ud paa Gangen for at give Plads for Damerne, der ikke vilde sætte sig før Dansen, men stod op rundt om Møblerne, lidt generte af de moderne Silkekjoler, der var syede hjemme med Dessiner erobrede i Butiks-Udstillingerne, og som ubekvemt stramte og pinte baade hist og her som alt hjemmegjort. Og der blev stadig ved at komme fler Gæster, mens Døtrene trak i Fru Gravesen for at præsentere:
– Ja, her er saa snævert, sagde hun undskyldende, saa meget snævert.
Hun tænkte stadig paa Maden, regnende med Fadene, angst for at der ikke skulde være nok, og to Gange kaldte hun Amalie ud paa Gangen:
– Men, hvor mange er der nu? sagde hun ængstelig. Er de ikke snart kommen alle?
– Du véd jo, der kommer atten Par, Mo'er ...
– Ja, ja – atten Par – og saa dem, din Fa'er har bedt, sagde Fru Gravesen resigneret 241| og nikkede halvforstyrret til Herrerne, som garnerede Vilhelmines Blomsterpotter, mens hun gentog sit:
– Ja – her er saa snævert, mine Herrer, sagde hun.
– Hed bli'r den, tilstod en af Herrerne halvhøjt; Kavalererne, der mest var yngre Fordansere fra Foreningen, pustede allerede i den stærke Varme, der var gennemtrukket af en let Duft af Benzin fra de mange Handsker.
Nede i Stueetagen gik Hr. Gravesen og drejede uroligt foran Balsalsdøren ventende paa Pianisten.
– – –
Da Herluf ringede paa Klokken henimod elleve, blev der lukket op af en hed Danser. Nedenunder blev der polkeret i begge Stuer; det var Amalie, der »snart havde faaet de Genstande ryddet til Side« i Kabinettet, og de dansede i begge Rum, saa hele »Æsken« rystede. Alle Kakkelovnene flyttede Fødderne helt op paa anden Sal, hvor Herrerne drak Toddyer, opvartede af Theodora, som dog i sidste Øjeblik havde maattet rykke ud af Kælderen til Undsætning, og som viste sig med Barmen fuld af mystiske Kniplinger og krøllede Baandsløjfer, der syntes at have oplevet adskillige bevægede Øjeblikke.
De Herrer politiserede.
242|Hr. Gravesen selv sagde kun en Gang imellem nogle fraværende Ord: Ganske vist, ganske vist, og nikkede, mens han stadig lyttede efter Dørklokken, om Redaktøren ikke kom. Men Kaptajn Petersen, der med Kjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran Kakkelovnen (det var en Yndlingsbeskæftigelse hos Kaptajnen og hensatte ham i den Illusion, at han varmede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at det var en Levebrødsinstitution – én eneste Levebrødsinstitution hele Venstre ...
Stæhr, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en brudt Mand i sin Lænestol, sagde nu:
– Og jeg skal sige Dem, Kaptajn – det er netop det, der mangler os ... Højre mangler Mænd, der lever af det.
– Hvad siger De, Mand? raabte Kaptajnen. Hvad siger De?
– Jeg siger, Højre mangler Mænd, der lever af det, sagde Stæhr. Politiken er os en Biting: vi skulde ha' ti-tolv Stykker, der levede af den...
Kaptajnen fo'r indigneret frem fra Kakkelovnen og lod Kjoleskøderne falde tilbage paa deres Plads, mens Stæhr arrigt sagde:
– Ja – før er Partiet ikke lige. Han tav igen og lod Kaptajnen raabe.
Krans, der havde undersøgt Aftennumret, sagde: Ja – hvad er vi Mennesker? De har skaaret sig nogle nette Levebrød; og Gravesen 243| gentog sig: Ganske vist, mens han saa' paa sit Uhr under Bordkanten.
Der blev nogle Øjeblikke stille, og Kaptajnen, der fra Toddyglasset vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde:
– Nej – vor Svaghed er den, at vi stoler for meget paa vor retfærdige Sag.
Berg havde kun kigget ind ad Døren til Herrerne og gik ned ad Trappen igen, da han mødte Fru Gravesen, der smilte over hele Ansigtet, saa inderlig lettet ved: at det nu »gik«:
– De vil nok sætte lidt Humør derinde, sagde hun fortroligt og pegede paa Døren til Dagligstuen; selv gik hun videre.
Berg gik ind og saa' seks-syv Medarbejder-Fruer, der sad i en noget trykkende Luft, tavse og som levende Billeder paa Folks stille Krænkelse, der har taget deres bedste Tøj frem for at sidde i Krogene.
Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtægter og om to Veninder, gifte i Handelsstanden, som for anden Gang i fire Aar skiftede Møblement og »tog nyt« – og hun sluttede med sin forbitrede Stemme:
– Ja – der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrængte Udtryk i Ansigterne. Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplingsgarninger: Vi, 244| sagde hun med et Blik paa de andre, saa Berg undertiden tænkte, den Kone river dem en Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for Aldersgrænsen, maa klæde os derefter, sagde Fru Petersen.
De andre var ungdommeligt paaklædte, halvt som Teaterdamer, i farvede Silkekjoler, men syede af underlig tyndtraadede, strammede Stoffer, der uvilkaarligt mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispudder, der lugtede som Kongerøgelse.
De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog: Ja – de tjener deres Penge let... Men ingen véd vel endnu, hvordan det ender, sagde hun.
– Min Broder Etatsraaden, siger, han skulde ikke sætte sine Penge i Centralbanken.
Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om Konferentsraad Hein: Han havde jo i Sommer paa Journalisternes Tur bedt dem alle ind paa sit Landsted i Rungsted:
– Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med.
De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Værelserne: der var en Stue for hver Tidsalder ... Og Fru Petersen sagde:
– Ja, han begyndte – i Nibe – bag en Disk.
Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, hvor hver réusseret Mand havde begyndt.
245|Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste og gav et Par Kulissehistorier tilbedste for at opmuntre Selskabet. Nedenunder blev der valset, saa Frøken Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem Dansetrinene og Musiken – Pianisten slog i Klaveret, saa det hvæsede – hørte man den opførende Herres Skratten:
– Damen – fem Damer, Damen – fem Damer.
Frøken Vilhelmine med fire Damer i Hælene kiggede ind ad Døren og fik Fru Arnesen af Landbruget til »den femte Finger«:
– Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele Flokken fo'r afsted.
Det var Hr. Andersen, som førte op. Hr. Andersen var en lille sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opførende Kavalér rundt paa Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Væggene.
Herluf blev ved at fortælle, mens Damerne lo.
– Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gaaet ind i den anden Stue, de Mennesker lever lystigt...
Herluf fo'r sammen, da han hørte en Stemme bag sig, han troede ikke, der var nogen i Kabinettet.
– Jo, det er mig, sagde Fru Duncker.
246| – Er De her? sagde Herluf forbavset.
– Ja, jeg kommer her i Huset, sagde hun, ved højtidelige Lejligheder. Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det ogsaa er længe siden, vi har set hinanden; og hun begyndte at tale og spørge og le ad en hel Del Ting, hun slet ikke tænkte paa, med en stakaandet Stemme næsten som en brystsyg, til hun tav med ét. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden, mens Herluf tænkte: Hvor hun dog har tabt sig. Det var, som om Øjnene havde brændt sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet sammen, saa Kindbenene stod frem.
Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden at vente paa noget Svar tilføjede hun:
– De véd vel, at Scheele ikke kommer mere hos os?
Herluf vidste det. Hele Kredsen havde ikke talt om andet den ganske Vinter end om Rivningerne hos Dunckers: saa kom Scheele der, og saa kom han der ikke. Saadan er det, naar det bliver for hedt, lille Herluf, tilføjede Fru Canth.
Berg nikkede kun, og Fru Duncker sagde sagte: Nej – vi har ikke set hinanden i to Maaneder.
Berg svarede intet og de tav igen. Neden under hørte man Hr. Andersens kommanderende Røst; han var naaet til sit store Numer, Kæde gennem Huset, og man hørte allerede Parrene som et vildt galopperende Dragonregiment trampe 247| op ad Trapperne. Damerne hvinte, mens Hr. Andersen fo'r forrest hen forbi Førstesalsdørene, videre, opad Trappen, med den hele Række.
Toddyherrerne kom ud for at se til – Damerne gispede, og Herrerne sled – Rækken fløj videre:
– Nej – ikke dér, skreg Frøken Frederikke; Andersen havde aabnet Døren til det lille Rum med de ægteskabelige Senge, der blev belyst af en enlig Løbelampe, som stod ved Siden af de seks Flasker bedre Vin, hvilke Hr. Gravesen havde bragt i Sikkerhed herop.
Døren blev staaende aaben, mens de suste videre ned igen.
De kom just i Gangen paa første Sal, da det ringede. Hr. Gravesen, der havde holdt sig i Stueetagen i det sidste Kvarter, lukkede op. Og da »Redaktøren« kom ind med Redaktør Scheele fra »Dagen«, saa' han den hele Kæde, Damer og Herrer, med strakte Arme, aandeløse, flyve nedad Trappen; inde i Salen begyndte Valsen:
– Naa, sagde Redaktøren, det er det glade København.
Fru Duncker havde hørt Dørklokken, som med en utrolig Sans, selv gennem Larmen:
– Der er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte sig igen, og de hørte Stemmerne paa Trappen.
– Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint 248| af denne Feber, som hun slet ikke forsøgte at skjule.
– Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redaktørernes Stemmer.
Han var kommet frem midt i Stuen, da Scheele stod i Døren; og før han naaede ud, hørte han Fru Duncker, der havde rejst sig, da hun saa' Scheele, sige med en ubeskrivelig Stemme, ubeskrivelig ydmyg og mild, saa Herluf vilde have givet meget til, han havde turdet vende sig og se hendes Ansigt:
– Er De virkelig der, sagde hun. Det er længe siden.
Anden Dans var forbi, og der blev klappet tilbords. Man skulde spise ved smaa Borde, som var stillet op i alle Stuer mellem de skraa Møbler, lige for Dørene, saa ingen kunde komme ind eller frem, mens alle raabte og lo: der var ingen Stole – og der var ingen Tallerkener.
Tre, fire Herrer tog en Stabel Tallerkener af Armen paa Lejetjeneren og løb med Brød og Servietter og Gafler, de ranede allevegne, ud paa Gangen for at slaa sig ned paa Trappen med deres Damer.
Og i et Nu var hele Gangen fuld af en leende Karavane, der brød op med Glas og Tallerkener og Fade og slog sig ned paa Trappen, fra øverst til nederst. Herrerne sprang, og Damerne fik Slæbene flænget, til man kom til Ro.
249| – Brød, Brød her, raabte Andersen helt oppe, svingende med sin Serviet, som paa en Restauration.
– Brød her, lød det nedefra. Og Fadene blev løftet frem over Hovederne i oprakte Arme, mens de lo og klinkede og spiste med Tallerkenerne i Skødet. Højst af alle kvidrede Frøknerne Gravesen, ellevilde af Sukces'en og Dansen: Ida var saa kaad, at hun kildede Andersen i Nakken med Spidsen af sin Sko:
– Andersen, Andersen, raabte hun (han sad paa Trinet under hende) Vin, Vin...
Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne aldrig set Mad.
– Pys, om de aad lidt mere, sagde Theodora, der bragte et nyt tømt Fad ned i Køkkenet til Fru Gravesen. Fru Gravesen var helt forstyrret: hun fyldte de sidste Snitter paa et Fad med fem Andegumpe.
– Men der er ikke mer, sagde hun fortvivlet. Det var Amalie, der raabte paa endnu mere Ragout i Køkkendøren.
– Hva'?... Ikke mere? sagde hun og lod Øjnene rask gaa hen over de rensede Fade:
– Saa maa vi synge Sangen, sagde hun resolut, og løb op for at finde Sangbunken.
– Vin reddet, raabte Andersen, der havde beholdt de seks Flasker Vin oppe ved Sengen i Kikkerten og paa en Rekognoscering endnu havde fundet de to; Hr. Gravesen vilde 250| først forsøge med fire flasker. Vin reddet, raabte Andersen og arbejdede sig frem oppe fra, mens han holdt to Flasker op over Frøken Idas Ansigt.
– Gud, sagde hun, Redaktør-Vinen. Gem den – gem den, sagde hun og skød Skuldrene op. Den ene Flaske blev gemt ind til Væggen bag et Kjoleslæb.
Mens Redaktørvinen blev trukket op, kastede Amalie fra Afsatsen Sangen ud over Hovederne; og der blev et stort Hurlumhej, mens alle rejste sig og greb efter de flagrende Blade og raabte:
– Melodien? Melodien?
– Vi kys-ses, blev der svaret: »Her kysses vi, som har Jour – her kysses vi – og gør Kur«.
– Vi kysses, lød det Trappen op, vi kysses – her kysses vi ...
Amalie løb gennem Balsalen, hvor »de Gamle« spiste, ind i den anden Stue for at spille Melodien igennem paa Klaveret.
Scheele og Fru Dunker sad ved Væggen derinde - Fru Dunker sad lænet frem mod hans Ansigt, med de foldede Hænder paa hans Knæ – og Scheele rejste sig:
– Undskyld, sagde Frøken Amalie med sit mest medvidende Smil og satte sig til Klaveret. Ude paa Gangen nynnede de paa Prøve, mens hun spillede.
»De Gamle« rejste sig fra Bordet og traadte hen til Døren, mens de Unge sang. Paa Afsat251|sen stod Amalie og to anden Tenorer fra Kirkekoret – langstrakte og tynde Gestalter med vel fremarbejdede Adamsæbler – og dirigerede.
Opad hele Trappen, frem bag Gelænderet, saa' man Hoved ved Hoved, Damernes brogede Liv og Herrernes hvide Bryst – ved Enden af Versene lo de og applauderede.
Andersen svingede Glasset med den gode ranede Vin:
– Dacapo – dacapo, raabte han.
– Et ægte Stykke København, Frue, sagde Redaktøren, som stod forrest i Døren, komplimenterende til Fru Gravesen.
Da Sangen var forbi, og der var raabt »leve« for Forfatteren og Hr. Gravesen havde takket, gik »de Gamle« ind, og Kaptajn Petersen lukkede Døren til Gangen:
– Han vilde, sagde han, gribe Lejligheden til at sige et Par Ord – et Øjeblik ... med Udelukkelse af de glade Unge – et Par Ord, som han trængte til at faa sagt – Kaptajnen udtalte Ordet »trængte« saa inderligt som havde det været selve »gamle Dannebrog«, og tav saa lidt, før han gik videre og sagde:
– Det kunde ikke her være upassende at tømme et Glas... at tømme et Glas, med et Par alvorlig følte Ord – for den danske Presse.
– Jeg har endnu kun kort Tid, sagde Kaptajnen, arbejdet blandt Dem, mine Herrer, men 252| jeg regner det for en Ære, en gammel Soldat til Ære – at tjene, mine Herrer, i Deres ... i dette Blænkerkorps for det aandelige Arbejde i Fædrelandet.
– Ja – sagde han og hans Stemme blev endnu bredere under Fylden af hans Overbevisning – Pressen har sandelig gjort sit Arbejde i disse sidste Aar. Den har været som en Herold – eller – nej, mine Damer og Herrer ... De vil forstaa mit Billede – som en Tyrtæus har Pressen været for vort Samfund – mens det gik fremad og fremad, mod nye Maal, ad nye Baner – disse sidste Aar ... De har, mine Herrer, sat alle Deres bedste Kræfter ind paa dette Førerskab mod et stort Maal. Og Deres Del i Arbejdet, det Arbejde, der er fuldbragt og endnu fuldbringes i denne By og i dette Land, er saa stor, at – ja, man tør sige det – det hele danske Folk bør vide Dem Taknemlighed for Deres Værk.
Selskabet sad tavst, med Ansigterne mod Taleren, der holdt inde et Øjeblik (Krans, der var placeret lidt afsides, førte langsomt højre Tommelfinger op til Næsebenet, som om han tog en lille Snus) før han vedblev i en noget anden Tone:
– Der siges undertiden, sagde han, som et Bevis paa Hæderligheden hos vor Presse, at den er ubestikkelig. Men det er en mager Ros, denne – og – jeg kan sige det – den er ufor253|tjent ringe. Der er et andet og større Bevis paa vor Presses moralske Modstandsevne, mine Damer og Herrer, paa dens sædelige Lødighed: det er dens Holdning i Konkurrencens daglige Fægtning – dér staar den sande, den svære Prøve for en Presses Moral.
De Herrer raabte Bravo, og med stigende Røst sagde Kaptejnen:
– Og her har vor Presse, mine Venner, Samvittigheden ren. Derfor fortjener den sin umistelige Del af Æren for Udviklingen i vort Land.
– Et Leve – ja, mine Damer og Herrer, et taknemmeligt Leve for vor danske Presse.
Kaptajnen havde forladt sin Plads og aabnede Døren til Gangen. Vendt ud mod Trappen, udbragte han – med et Par Ord – »Levet« endnu en Gang, og alle rejste sig, raabte Hurra og viftede.
Fru Petersen, der sad til venstre for Redaktøren, var ved sin Mands Tale blevet afbrudt i nogle Bemærkninger om Krigsbestyrelsen, men tog nu Emnet op igen:
– Kære Frue, sagde Redaktøren, det vil være Kaptajnens største Lykke, at han har forladt den aktive Tjeneste ....
Fru Petersen saa' paa ham.
– Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde han, og nu vil han – Redaktøren bøjede Spidsen af sit brune Overskæg om sin Finger 254| – nu vil han have Tid til at gøre den gældende ....
Han drak en Smule Vin og smilte – Hr. Gravesen holdt aldrig af dét Smil og var ganske hed i Hovedet; han havde maattet skænke i i sin Overordnedes Glas af den ringere Vin, som Redaktøren nu lige smagte paa -:
– Han vil gøre Nytte, Frue, sagde Redaktøren, stor Nytte. Vær vis paa det.
.... Berg kørte hjem med Scheele. De første ti Minuters Tid talte de om ligegyldige Ting, til Konversationen døde hen, og de sad tavse, hver i sit Hjørne.
Saa sagde Scheele pludselig i en Tone, der skulde være satirisk:
– Hm – Tror De egenlig, at Kvinderne hertillands er saadan rigtig anlagt paa at elske?
– Ja, sagde Berg og vendte Hovedet imod ham; han hørte igen Fru Dunckers Stemme, da hun hilste paa Scheele, og følte den samme Lyst, at han dog havde set hendes Ansigt: det tror jeg, sagde han.
Og lidt efter, idet han strakte sig i Sædet, tilføjede han – og i den samme halv satiriske Tone som Scheele -:
– Jeg véd meget mindre, hvad jeg skal sige om Mændene, sagde han.
Scheele drejede hastigt Ansigtet og saa' frem mod ham i Mørket:
255| – Nej – saagu, sagde han saa, og de faldt atter hen i Tavshed, til Drosken standsede ved »Axelhus«, hvor Scheele boede, og de stod ud.
.... Frøknerne Gravesen var forsamlede i Køkkenet; de havde en Ulvehunger: siddende op paa Køkkenbordene, gik de de tømte Ragoutfade efter med Brødskorper – det Gravesenske Køkken var ganske udtømt.
Hr. Gravesen kom omsider ned i Køkkendøren med et Lys og spurgte: om vi ikke endelig skulde se at komme i Seng: Ja, ja, Gravesen, sagde Fru Gravesen, men Børnene var sultne.
– Det er vi vel alle, sagde Hr. Gravesen just ikke blidt og gik op ad Trappen med Lyset. Rundtom i alle Stuer stillede den søvndrukne Theodora Senge op til Frøkenerne.
Fru Gravesen ventede længe nedenunder; hun haabede, Gravesen nu var faldet i Søvn. Men han var vaagen og var meget veltalende. Endelig blev han lidt efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen endnu en Gang og sagde: Du véd vel, at der er taget Forskud, saa du indretter dig derefter....
Fru Gravesen, der saa' ud som en plukket Fugl, naar hun var i Nattøj, havde ladet ham tale. Hun havde blot én Gang vendt Hovedet om fra Spejlet, hvor hun flettede Haaret i to halvgraa Fletninger, tynde som Musehaler:
256| – Ja, ja, Gravesen, sagde hun, Pigebørnene har jo dog haft en Fornøjelse.
.... Frøknerne Gravesen sov nedenunder rundtom paa Valpladsen. Theodora havde set prøvende paa sit Sengeleje: der var sat skidne Tallerkener til Side paa Dynerne i Skyndingen ...
Hun foretrak at sove paa Køkkenstolen ved Siden af Komfuret.
– – –
Livet i »Victoriaetablissementet« var længst døet ud, og alt var slukket undtagen i Kontoret, hvor Adolf blev siddende, ørkesløs, Kvarter efter Kvarter, bøjet over en Bog, uden at bekvemme sig til at bryde op – med Spenner ligeoverfor sig ved Pulten: søvnig skrev Bogholderen Regninger ud, Regning efter Regning.
Det var blevet Adolfs Vane at hænge her i Kontoret til ud paa Natten kun med Selskab af den halvsovende Spenner, der tavs kradsede i sine Bøger. Og naar det var blevet for koldt og snart hen paa Morgenen, maatte Spenner følge ham hjem, gennem hele Byen, lige til hans Dør; skønt al deres Samtale var et Par Tal, Spørgsmaal og Svar, Summen paa en Veksel eller paa en Regning – mens de gik.
Adolf strøg Snese Vokssvovlstikker af, før han hjemme kom op ad Trappen og ind i sin Stue ved Siden af Forældrenes Sovekammer. 257| Fru Adolf syntes, han gav sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Men hans Dør var drejet i Laas, og hun kunde ikke komme derind
– Ja, sagde han om Morgenen. Man maa vel have Lov at være ene, naar man sover.
Straks efter Morgentheen gik Konstantin; og de to gamle blev alene i Stuerne, der var blevet saa underlig ubeboede og forladte at se til – som var »Herskabet« forrejst, saa stille var der, mens de to gamle sad modløse, hver i sin Krog.
– Aa ja, aa ja, sukkede gamle Adolf halvsagte mellemstunder.
– Gaar du i Forretningen, Adolf? sagde hun.
– Ja, min Pige, sagde han og gned sig over Panden ... Ja – min Pige, strax. Og han blev siddende igen, med Hagen ned mod Brystet, og gentog sit sukkende og tankeløse: Aa – ja, aa – ja – til han endelig kom op og fik Tøjet paa.
– Ja – saa gik vi vel, min Pige, sagde han og kyssede hende.
Men det varede en rum Tid, før han naaede op i Forretningen; og tit kom han slet ikke længer end paa Vejen, fordi han faldt i Prat med den halve By paa Gaden og gik snakkesalig op og ned, saa med den og saa med den – timevis; det var gamle Anekdoter, han fortalte; fra det ene kom han i det andet, uden Ende. Man talte om, han begyndte vist at gaa lidt i Barndom, gamle Adolf.
258|Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Frøken Hansen. Der var ingen Kunder i Butiken, og de tre Frøkener færdedes ørkesløse i det udstafFerede Rum. Fru Adolf gik op med Frøken Hansen, og de sad begge to tavse i det mørke Kontor.
– Ja. Frøken, sagde den gamle, inde i sin evigt samme Tanke. I Teatret er der fuldt.
– Ja, sagde Frøken Hansen.
De tav igen, fortsættende hver sine Betragtninger til Fru Adolf sagde sagtere:
– Men – Frøken, sagde hun – hvor bliver Pengene af?
Frøken Hansen fo'r sig med Haanden over Øjnene i Mørket: Aa – der skal jo meget til, sagde hun beroligende.
– Ja – ja, der skal meget til, svarede den gamle. Og paa Konstantin hviler det – paa ham hviler det.
– Ja, naar blot Kapitalen maa slaa til, sagde hun og rejste sig.
Hun gik hjemad, begyndende forfra paa den samme Tankegang, der endte med samme Spørgsmaal – Dag og Nat. Om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin ikke var der, gik hun ud paa Victoriaetablissementet under Paaskud af at søge ham; og hun gik gennem Salene, op ad Trapperne og langs ad Gangene, som maatte hun kunne finde i Murene selv de hemmelige Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus.
259|En Dag gik hun under et Paaskud ned i Køkkenet, og gennem et Par Døre saa' hun Fru Martens, der sad i Konservesrummet, uden Overtøj, med Ansigtet vendt ud mod det store Køkken. Det gav et Ryk i gamle Fru Adolf; de lod, som de ikke saa' hinanden, og hilste ikke; men gamle Fru Adolf forblev ganske ophidset hele Dagen, og da Konstantin kom hjem, sagde hun:
– Jeg var ude paa Victoria idag ... Saamæn helt nede i Køkkenet... for at spørge Kokken om et Raad, sagde hun hastigt.
– Fru Martens saa' jeg derude ... Hun havde slaaet sig til Ro, tror jeg.
– Ja, sagde Konstantin utaalmodigt: det er ogsaa en Fruentimmer-Idé: hun sidder bag Døren til Bagtrappen og inspicerer ...
– Det er maaske meget fornuftigt af hende, sagde Fru Adolf og smilte.
Om Eftermiddagen fortalte hun Frøken Hansen om sit Besøg i Køkkenet:
– Fru Martens har nok taget Plads derude, sagde hun – som Køkkentrappe-Inspicient.
– Hun tænker vel, Affaldet er ogsaa godt paa saadant et stort Sted ... Der er jo mange Børn hos Martens, sluttede hun.
... Martens selv saa' man ikke meget til i Konsortiet: han kneb mest ud af Kontoret ned i Konversationssalen, hvor han bredte de farvede Planer til sit Sommerhotel ud paa Bordene, for260|klarende for hvem der vilde høre det: byggende Broer over Strandvejen med Armene i Luften, farveblændet foran den tænkte Spisesal i mavrisk Stil med blaat og Guld.
Desuden havde han nok at gøre i sine Huse: Lejerne skreg paa Reparationer og Reparationer – saa lang Ugen var, i ét Kor.
Om Søndag Eftermiddagen, naar han sad hjemme i Stuen med Hædersgaverne, kunde han pludselig blive som rasende, slaa i Bordet og bryde ud i lange, hidsige Forbandelser af Leverandørerne, af Spenner, af Adolf – det hele Slæng; og han svor og bandte som i Svendedagene og skældede dem baade for Tyve og Røvere.
Fru Martens gik stille rundt paa Løbetæpperne og vendte tilbage til sit Børnekammer. I sin bestandige Angst, som skulde Taget styrte over dem, rugede ogsaa hun kun over den samme Tanke: At man bestjal dem. Og Tanken gled efterhaanden i hendes Hjerne bestandig sammen med hint ene Billede fra Festaftenen: af det store Køkken og den fremmede Kok med hans Hjælpere. Det blev en fiks Idé hos hende, at det var her, de blev bestjaalet, af denne fede Kok, som smed det gode Kød ned at forkulle i Asken.
Og ogsaa hun begyndte at færdes ude i Etablissementet, først under Paaskud – eller paa Lur om Aftenen, naar hun kiggede ned fra For261|tovet, gennem Kælderristene, i det lyse Køkken, fra Vindu til Vindu – til hun en Dag, da Fadebursjomfruen blev jaget væk for Tyveri, aabent tog hendes Plads. Hun installerede sig i Forraadskamret bag et Glasøje i Døren og holdt Øje med Køkkenet og Trappen.
Hun saa' hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der skaltede dobbelt højrøstet i sit Savoyard-Maal, saa det lød hen gennem hele Rummet: han vragede hidsigt mellem de mægtige, røde Kødstykker og slog det ævrede Smør op i Kasserollerne med de bare Hænder.
Det var efterhaanden Madam Martens, som om det store Komfur med de hundrede Kar, hvori de rødho'dede Medhjælpere rørte, og som de flyttede og vekslede; som om dette store, gloende Uhyre kun lod det altsammen, Smørret, den dyre Vin, Champignoner, Oliven og Trøfler – Kokken gød de dyre Sager ud med sine travle Hænder, som fo'r fra det ene i det andet, saa var de i Melet, og saa blev de skyllet i Vandbækkenet – gaa op i en eneste Røg, en Damp, som stod om Kokkene, mens alting snærrede sammen til elendige Smaaportioner, Kellnerne bar bort paa Fade, store som Tallerkener.
.... Madam Martens sad bag sit Glas, forarget og raadløs.
Personalet begyndte at knurre af Misfornøjelse; fordi den blev jaget bort og den blev 262| sagt op; de var grebne i Hustyverier: den havde fyldt en Lomme med skaaret Sukker, og den havde slæbt skært Kød ud af Huset i en Skindtaske, skjult under sine Skørter.
Oldfruen maatte gaa fra sin Plads, fordi hun havde syet sig to Uldklokker af Flonel, indkøbt til Kaffeposer; Kellnerne maatte skifte, fordi de stjal af Fadene paa Trappen foran Anretterværelset.
Men Hr. Desgrais selv blev, som en uundværlig Støtte for Huset, med sine fem Procent af alle Indkøbene – valtende foran Madam Martens, der blev bleg og hulkindet af Kælderluften i sit Kammer ved Trappen ...
... Da Herluf Berg skiltes fra Scheele, gik han ned forbi Victoria-Etablissementet og saa' Porten stod aaben. Han gik ind i Gaarden; der var virkelig Lys i Kontoret endnu.
Da han aabnede Døren, fo'r Adolf forskrækket op fra Stolen – han var i det hele saa nervøs, saa han skræmtes ved hver Lyd i denne Tid-:
– Naa – man kommer da ikke ind paa denne Tid, sagde han vredt, uden at banke paa.
– Jo – Tyve og Røvere, sagde Berg og lo.
Hr. Spenner pakkede sine Sager sammen og sagde: Ja – saa ser jeg vel at komme hjemad, og de to andre blev ene, siddende ligeoverfor hinanden ved Pulten; Berg lod Benene dingle ned fra Kontorstolen:
263| – Naa – hvad sagde de saa om os derude? sagde Adolf.
– Lykønskede os til vort fulde Hus, svarede Berg.
– Hm, smilte Adolf og slog Slanger med Pennen hen over Klatpapiret.
De tav lidt. Der hørtes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran sig saa' Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten:
– Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skød han en Sten fra sit Bryst ved Spørgsmaalet, der havde pint ham i Stilhed saa længe:
– Hvor bliver vore Penge af? sagde han.
Adolf saa' op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han.
– Fattigskatten? – hvad vil det sige?
– Har De virkelig troet paa vort »fulde Hus«? sagde Adolf og slog en ny Slange hen over Papiret.
– Hvad vil det sige? sagde Berg igen og lagde Hænderne frem over Pulten: De mener vel ikke, vi har betalt Skat af usolgte Billetter? sagde han heftigt.
– Jo, svarede Adolf blot.
De tav lidt: Og hvorfor? sagde saa Berg med en Stemme, der rystede lidt.
– En Gang maa vi vel ha' den anden Prioritet, sagde Adolf utaalmodigt.
264| – Vi maa gøre Penge, sagde han hidsigt og kastede Pennen.
– De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var saa alvorlig, sagde Berg.
De tav lidt igen, mens Berg stadig saa' over paa Adolf, som blev ved at holde Ansigtet ned over Pulten:
– Alvorlig? – alvorlig? sagde han. Men jeg kan ikke i al Evighed blive ved at tage til, hvad Fa'er ejer... Naa, sagde han i en anden Tone og stod op: saa gaar det vel hjemad; det er vist paa Tiden.
De gik ned ad Trappen ved en Haandlygte, som Adolf slukkede igen og stillede indenfor Døren i Stuen. Nede paa Gaden blev Adolf munter paany, talte om Sommerfelttoget og om sin Idé at danne et Koncertbureau:
– Skilt ud fra os, sagde han; som kunde tage alting med – uden at genere os – – Trawlfiskeri gennem Provinserne.
– Spenner var god til det, sagde han.
Berg svarede ikke. Da de havde gaaet noget – Berg fulgte Adolf uden at tænke derover – sagde Adolf:
– Tingen er, Terrænet er dog lille.
– Ja, sagde Berg.
Før de tænkte paa det, var de paa Kongens Nytorv, og Berg vilde endelig hjem.
– Aa – nu kunde han ogsaa gaa det Stykke, sagde Adolf og tog hans Arm.
265| De kom forbi en Plakattavle og blev et Øjeblik staaende:
– Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det - her gik vi ogsaa den Gang efter »Prinsessen af Bagdad«.
– Ja, sagde Adolf
Da de kom ned til Adolfs Hus i Tordenskjoldsgade, standsede de paa det modsatte Fortov: hele Huset var mørkt. Vinduerne sad saa besynderlig dybt i Muren, syntes det, nu i Natten.
– Herluf, sagde Adolf pludselig; og midt paa Gaden, mens han saa op mod Forældrenes Vinduer, slog han Armene knugende om Bergs Hals.
Berg blev ganske angst; og i samme Øjeblik, mens Adolfs Ansigt laa tæt ind til hans, tænkte han: Hvor han ligner Gerster. Han havde ganske det samme Udtryk som Gerster – i Øjnene.
– Hvad er der dog, Adolf? sagde han ængstelig.
– Aa, man er overanstrængt, sagde Adolf og løsnede Armene fra Bergs Hals for at gaa over mod Gadedøren, hvor han begyndte at søge efter Vokssvovlstikker i alle Lommer.
– Naa, sagde han. Godt er det, at den gamle har samlet en Formue .... Der kommer vel bedre Tider igen ...
De skiltes, og Berg gik endelig hjemad. Han blev ved at sige til sig selv: Ja, ja – ja, ja – den gamle har jo Formue – og fo'r sam266|men hvert andet Minut ved Lyden af sine egne Skridt, saa urolig var han.
– – – Ud paa Foraaret blev der dannet et Koncertbureau, som havde Spenner til Chef og alle Nordens umuligste Provinsbyer til Slagmark. Alle Aviser bragte daglig Depecher om udsolgt Hus og Begejstring. Navnlig i Sverig var Concert-Bureau- og Spenner-Veksler hele Sommeren ikke vanskelige at anbringe.