88|III.

Det var efter Middag, og rundt i Porte og Døre til Lader og til Stalde laa eller sad i Skovridergaarden tause Soldater ved deres Piber. Lars Forkarl skulde i Marken igen, og mens han sindig fik Bæsterne frem og fik lagt dem i Tøjet og kom afsted, flyttede Folkene, alle, langsomt Øjnene efter ham, hvor han gik – til han var ude og Gaarden var tom igen. Et Par Ord var der blevet vekslet om Dyrene, ovre i Laden.

Sofie kom frem i Bryggersdøren med en Spand og skulde til Brønds. Hun var næsten altid uden »Tørklædet« nu og havde et Par Tilløb til AlexandralokkerN bag Ørene, udenfor Nettet:

– Ka' En maaske komm' frem, spurgte hun Soldaterne paa Trappen; hun havde faaet en egen smidskende og koket Manér at tale paa, som om hun altid talte med Trut89|mund; og Folkene fulgte rundt fra deres Pladser »Skørtet« over Gaarden.

Ogsaa ved Brønden hængte et Par Soldater, som begyndte at hjælpe hende med Spanden.

– For Mandfolk er der allevegn', sagde Sofie hver Time paa Dagen til Tine, mens hun smidskede: En gaar rent og falder over Mandfolk.

Hun fik Spanden fyldt og gik tilbage over Gaarden, hvor Soldaterne, tause, stirrede paa hendes Ryg, til hun igen var inde.

– Naa – én Gang brænder det vel løs, sagde i Dagligstuen en Kaptejn i Sofaen og strakte de lange Bén utaalmodig fra sig paa Gulvet; de talte vel for tusinde Gang om »dem« derovre og om Uvirksomheden.

– Ja, det gør vel saa, svarte sindig Sidemanden, der rejste sig og slog ind i Kredsen af tre-fire andre Officerer, som midt i Stuen gik rundt og rundt paa Gulvet med en egen Slingren som paa et vuggende Skibsdæk.

Ellers hørte man kun Kortenes Fald i den evige Whist, der ovre ved Vinduerne 90| var begyndt efter Middag, og Tines Stemme, der kom med Kaffen:

– Tak, Hr. Lieutenant, sagde hun, Tak. Der var altid et Par Lieutenantsbén at komme forbi i Dørene, naar man skulde ud eller ind.

Der blev en høj Latter ude i Gaarden, og Officererne kom til Vinduerne. Det var Wrangel, som havde tabt sit Gevær. »Wrangel« var et Slags Fugleskræmsel, Folkene havde lavet oppe paa Tagryggen af nogle Stave med en Hat paa og et gammelt Tæppe; en Kost havde været Geværet – nu havde Blæsten revet det løs og slaaet det ned.

Soldaterne derude lo af fuld Hals ligesom Officererne – til de igen vendte tilbage til deres Pladser og Whisten, der ogsaa var afbrudt, begyndte paany.

Tine var med Kaffen naaet til Havestuen, hvor to Kaptejner sad paa deres Senge og stirrede dovne frem paa deres udspilede Bén eller paa sletingenting; ude i Haven travede to Officerer rundt om Plænen, stadig skiftende for ikke at blive svimle, med Hænderne i Lommen – om og om 91| Plænen. Nu havde de vandret der en Time.

De to Kaptejner blev vækkede op af Tine – Officererne havde altid et Ord til hende og hun et Svar til dem. Der var jo stadig et Par med Epauletter paa, som kom til og snakkede med hende; hvad hun saa tog sig til, baade ude og inde – de stod hos: Man er ogsaa i Ilden, min Pige, sagde Tinka i Kroen til Tine og slog sig for Brystet. Det var saadan et Dusin Lieutenantsøjne, der ligesom altid hang ved dem: Hvorfor ska' man ikke la' dem? sagde Tinka og skuttede sig. Hun lod dem ganske gavmildt kysse sig væk bag Dørene.

– Ja, idag skal det være, Jomfru Bølling, sagde den ene Kaptejn og fik rejst sig af Sengen.

– Ja – Klokken seks vel? sagde Tine og smilte med ét, som hun stod.

Kaptejnen nikkede og strakte sig en Smule: Og godt er det, sagde han. Det er altid en Forandring, forklarede han med en Tone, der blev lavere; og han stod et Øjeblik, seende frem i Stuen som saá han for sig de evige Skanser, som de nu, Uge efter 92| Uge, var dragne ud til og komne hjem fra, i Storm og under Regn og under Himlens Kulde, paa Udkigspost om Dagen, paa Lyttepost om Natten – kun ventende, uden knap at løsne et Skud.

– Men det kommer vel en Gang, sagde han og satte Koppen lidt haardt fra sig.

Idag er det nok Lieutenant Bergs Tur at drage i Kantonnement, sagde den anden Kaptejn.

– Ja, sagde Tine og fór lidt sammen: idag kommer Skovrideren hjem – – Kl. 6; og hun nikkede to Gange med Hovedet mens hun saá ud i Luften.

Tine vendte sig og gik med Bakken. Ude i Gangen, der var fuld af Kapper og Kufferter og Bagage, ventede et Par af Officererne, siddende paa en Kasse; de plejede at fange Tine der til en lille Passiar, naar hun gik ud og ind. Men idag løb hun dem forbi.

– Jeg skal hjem, sagde hun blot og lo, mens hun snoede sig ud af en Arm – hun fik saa let saadan en Lieutenantsarm halvt ned om sig, hvor hun stod.

Lidt efter kom hun over Gaarden med et 93| Tørklæde om sig, som Blæsten tog i. Da hun naaede Enden af Alléen, sprang Lieutenant Appel over Havegærdet ud til hende: Maa jeg følge med Dem? spurgte han med en høj Stemme næsten som et Barns og begyndte at gaa ved Siden af hende.

Appel var det alleryngste Blod, og han var lige kommen til Hæren, saa han havde ikke været med ved Dannevirke og aldrig i Ilden. Blandt Officererne talte han aldrig, men sad kun, genért eller drømmende, hen og smilte saa undertiden med et Par store Øjne, som saá han et pludseligt Syn; eller han rejste sig og gik med ét og uden Anledning ud af Stuen ned om Dammen, hvor der var énsomt – rundt om Dammen.

Der traf han Tine en Dag, da hun kom hjemmefra, over Gærdet, og med hende begyndte han at tale – halvfrygtsomt eller kun nølende – om det, som han altid og uafladelig talte om: om Viborg derhjemme.

– Om Vejen langs »Søen« – det er saadan en dejlig Sø, sagde han, med et Smil, som saá han den pludselig for sig fuld af Sol – hvor »de unge Piger« kom, om Eftermiddagene og om Søndagen efter 94| Kirke, to og to – »for de gaar saadan i Viborg«, sagde han ...

Saa taug han lidt, bestandig smilende:

– Aa – de unge Piger er saa kønne i Viborg, sluttede han saa langsomt og taug igen.

Efter den Dag fulgte han stadig Tine; mest kom han i Mørkningen; hun sad i Skovriderens Stue – der var dog lidt Fred – og havde forsøgt at faa skrevet til Fru Berg; saa kom Appel og satte sig og talte, mens Tine blev siddende med Hænderne i Skødet og stille tænkte paa Brevet endnu, om hun ogsaa havde faaet skrevet alt: om Skovrideren og om alting ...

Appel sad og fortalte:

– Det var i Julen; de havde været til Bal; om Natten var det stjerneklart og saa var de gaaet hjem ad Gaderne – Herrer og Damer – allesammen i én Flok – for saadan er de i ViborgA – hjem til Appels Forældre at drikke Vin, allesammen ... Og de blev samlet til Morgen ...

– Ja, ja, sagde Tine, naar Appel taug, hun og De kommer nok overens, Lieutenant.

Hun lo lidt, til han pludselig rejste sig 95| og begyndte at gaa frem og tilbage, længer henne i Mørket, med ét paany greben af Tanken, han ikke turde tale om – ikke til nogen, og som pinte ham bestandig; Tanken om »Ilden«, om »naar det kom« og hvordan det vilde blive, naar det kom:

– Naar mon det dog bryder løs? sagde han og blev ved at gaa.

Han satte sig paany, men længere fra hende og han sagde igen:

– For det maa dog bryde løs! Og de taug begge, i Skumringen.

... Idag gik de tause henad Vejen – Tine saa rask, at hun næsten løb.

– Saa skal vi ud, sagde Appel med ét som i et Ryk.

– Ja, svarte Tine blot: De skal jo det.

– Og de siger, »de« kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og saá mod Jorden.

Tine hørte vist ikke rigtig – der var altid saa mange Ting, som skulde huskes lige i de sidste Timer før Skovrideren han kom, og Afdelingerne drog jo altid ud og kom hjem, og der var saa længe sagt, at nu kunde de ventes – :

– Hvor skal De ud? spurgte hun kun.

– I Nr. 2,N sagde han hastig, og en 96| stærk Rødme slog pludselig op i hans Ansigt. Han taug og de gik nogen Tid; saa sagde han, mens han saa ud i Luften – to Gange:

– Saa er man der paa én Gang – saa er man der paa én Gang.

Tine løb op ad Skoletrappen og Appel vendte om og gik ned ad Krogyden. Han vilde ikke være sammen med nogen – han maatte være alene; han var ikke sikker paa sig selv; og han blev ved at gaa frem og tilbage paa det samme lille Stykke Vej mellem to smaa Huse – frem og tilbage, som skulde han skridtvis opmaale det, mens han kun tænkte én Tanke: nu er det der, nu kommer det – Ilden, Ilden, hagende sig i det ene Ord.

Tine gik ind i Stuen, hvor Officererne sad som i Skovridergaarden. Inde i Stadsestuen, hvortil Døren stod aaben, laa et Par Kaptejner med opknappede Uniformer paa Sengene.

Madam Bølling var ved Opvaskningen i Køkkenet. Hun saá saa inderlig træt ud, med mange smaa Rynker om Øjnene. Hun førte en endeløs Kamp med »alt det Smuds« i sit Hus – det kom jo ind baade paa 97| Gulve af Støvler og paa Vægge af Kapper og paa Borde af Piber – i alle Kroge.

– Man har ikke det Sted for sig selv, sagde hun, man har ikke det Sted for sig selv ... Men vi skal vel ikke klage, vi skal vel ikke klage.

Hun havde sat sig, men hun rejste sig op igen. Hun kom i Tanker om det, hun »havde« til Skovrideren:

– Idag kommer han jo hjem, sagde hun, idag kommer han jo hjem ...

Det var det, Tine var kommen for. Madam Bølling plejede at lave lidt Extra de Dage, Skovrideren kom hjem – nede i Skovridergaarden fik man jo aldrig Tid, saa stor Indkvartering der var.

Moderen fik hentet en Skaal. Det er saa lidt, sagde hun. Men hvordan skal man faa det lavet, min Pige, hvordan skal man faa det lavet?

– Og Bølling, og Bølling – Madammen sagde nu alting to Gange, det var en Slags Træthed i Hjernen – ja gaa ind til ham, min Pige, gaa ind til ham.

Gamle Bølling sad i Sovekamret, der var det eneste Rum, som de havde for sig 98| selv, henne ved Vinduet. Han havde slet ikke kunnet forvinde den Nat den sjette – det var, som trak han tungt paa det højre Ben, og Laaget vilde ikke rigtig op fra det højre Øje.

Tine satte sig med Skovriderens Skaal paa Skødet: Naa, hvordan gaar det dernede? sagde han; ogsaa Mælet var blevet lidt besværligt.

Tine fortalte op om alting med en munter Stemme, mens hun lagde Tæppet bedre sammen om hans Ben: Du maa ikke fryse, Fa'er, sagde hun: du maa holde det om dig.

Og hun fortalte.

Ude i Stuerne begyndte de at bryde op og der blev Støj i hele Huset, oppe og nede.

– De skal jo rykke ud, Fa'er, sagde Tine ind i hans ØreA.

Men Bølling, der ikke hørte efter mere, sagde kun med sin svære Tunge: Ja – hvordan skal det ende, hvordan skal det ende? mens han stirrede paa Tine med et Par tomme Øjne.

Tine stod og glattede hans Haar og 99| smilte: Naa, Fa'er, det kan jo blive godt endnu – man maa jo haabe.

Tine gik ud paa Trappen. Foran Kroen var der stuvende fuldt af Soldater, der købslog i sidste Nu om Tobak og fik Feltflasken fyldt. Rundt bag Hegnene kom de i Delinger fra alle Gaarde, mens Signalerne lød, kaldende, højt, ud over Markerne.

Nede foran Smedens lille Lod stod der en Klynge Menige – Blæsten bølgede den stærke grønne Rug paa Lodden, mens Karlene drøftede dens Kvalitet.

– Det er jo fin Jord, sagde En sindigt.

– Ja-a, svarte en Anden langt.

– Men saa givtig som paa Lolland er hun li'godt ikke, lagde en Tredje til.

– N-ej, saa givtig som paa Lolland er hun ikke, gentog de andre langsomt; og tause stod de alle lidt, seende frem over den grønne Sæd, støttede til deres Geværer.

– Farvel, Moer, raabte Tine, der skulde bort igen, ind fra Trappen.

– Farvel og hils ham, svarte Madam Bølling, som løb ud i Døren.

Tine gik ned over Pladsen, hun hilste og nikkede Farvel – hun kendte jo de halve af alle Ansigterne. Langs Vejen kom 100| Kompagni efter Kompagni forbi hende; ind gennem Skovridergaardens Have lød Geværernes Raslen og de Marscherendes Trin og Officerernes Raab.

Skovridergaarden var allerede øde. Tine gik rundt og slog Vinduer op i de tilrøgede Stuer. Der skulde ogsaa Lagener lægges paa Skovriderens Seng. Ude fra hørte hun Kommandoraab og en Afdeling, der begyndte at synge.

Saa kom Appel løbende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast og bleg, og løb hen, hvor hun stod:

– Ja, de kan ventes, sagde han og kunde næppe tale, medens han tog hende om Haandleddet, saa det smertede: Adjudanten har sagt det – de kan ventes.

Og han stod kun et Øjeblik stirrende paa hende, forvildet med hendes Haand krampagtig i sin, før han løb igen, ud gennem Gaarden med flagrende Kappe – han havde blot maattet sé ét Menneske og sige det, før han skulde derud.

Tine fulgte uvilkaarligt efter ham, ud paa Trappen og over Gaarden. Men saa vendte hun og gik gennem Leddet. Fra 101| Markbakken kunde man sé Regimenterne, naar de kom hjem.

Solen var ved at gaa ned og Luften var kold og klar. Saa langt som Øjet gik over det vide Land, saá hun paa Bakker og paa Veje og bag Hegn Kolonnernes sorte og levende Myldr, der drog ud og kom hjem. Al Luften var fuld af Kommandoraab og Signaler, og Bataillonernes Trin tabte sig bag Højderne som Drøn.

Dér var Appel – midt paa Vejen svingede han sin Sabel.

Fremme over Bakkerne igen lyste Bajonetterne som Lyn, og langt borte hørte hun de Hjemrykkendes Sang. Saa sang ogsaa de, der drog ud – i kortere Stød.

Tine vidste ikke, at hun selv sang med, højt, fra Toppen af sin Banke. Hele Luften var fyldt af Soldaternes taktfaste Trin, Vaabnenes Klirren og Sang, mens Solen gik ned.

Saa saá hun Skovriderens Folk – der – paa den næste Bakke – jo, jo, det var dem. Hvor de sang!

Og Tine løb ned og hjem.

......

Officererne var kommet tilbords om de dampende Fade, og Tallerkenklirren og 102| Latter og Tale lød gennem Huset, naar Sofie gik ud og ind. I Borgestuen spiste Underofficererne Nadver, opvartede af Maren; og ude i Gaarden løb glade Soldater højrøstet frem og tilbage.

Berg sad, med skrævende Ben, paa Huggeblokken ved Skorstenen hos Tine, der stod og spejlede Æg. Det var næsten blevet hans bedste Plads, naar han kom hjem – her ved Skorstenen i den dejlige Varme, hvor Tine brasede, med blussende Ansigt. Der var jo saa mange Ting at spørge om og faa nøje at vide; og her var da saa nogenlunde Fred.

– Tine da, raabte Berg og trak hende bort med Armen; det saá ud, som Flammen fra Veddet skulde slaa hen og tage i hendes Kjole.

Men Tine lo og blev ved at fortælle.

I Borgestuen begyndte Sergeanterne at synge, og en voldsom Os af stegt Flæsk med Æbler stod ud i Gangen, naar Maren gik med Døren.

– En kan ikke fylde dem, sagde Sofie, som kom fra Officererne igen, med tømte Fade.

– Der, der, sagde Tine og gav hende 103| de nye Æg paa et Fad. Berg læste ved Tællelyset et Brev op fra Fruen. Underneden havde Herluf skrevet med paaholden Pen mellem to Streger et »Hils Tine« med store Bogstaver.

De talte om Fru Berg – længe, med halvdæmpede Stemmer. De talte jo næsten altid om hende.

– Men hun trives ikke derovre, sagde Berg.

– Nej, hun faar ikke Sol nok, sagde Tine.

– Det er Tingen, nikkede Berg og stirrede ind i Ilden: Marie skal have saamegen Sol.

Inde i Dagligstuen var Officererne færdige med at spise. Der blev spillet paa Klavér og ved Kakkelovnen slog man paa Brændestykker til. Ude i Borgestuen hørte man Sergeanternes Viser. Hele Huset var fuldt af Madlugt og munter Støj. Ude i Gaarden lyttede et Par Soldater til. De røg ved Leddet en sindig Pibe, før de i Laden skulde lægge sig.

Berg blev siddende paa sin Blok – Baronen var jo Vært – , der gav han sig ilag med Madam Bøllings Frikassé.

104|– Den Mad gør Underværker, sagde Sofie, som bevægede sig gennem Køkkenet ud i Borgestuen. Dér havde hun sit Hovedkvartér. Hun begyndte hver Samtale med Sergeanterne med et forklarende:

– Ja, jeg er nu fra Horsens; og stod, med Hænderne under Forklædet, trippende foran Soldaterne, ikke ulig visse Hønsefugle før Parringen.

– Tak for Mad, Tine, sagde Skovrideren og tog Tines Haand. Han var færdig med Madammens Høne.

– Det er jo Mo'er, som har sendt det, sagde Tine. Velbekomme.

Berg lænede Hovedet tilbage og saá efter Tine, der havde Toddyvandet paa Ilden nu og satte Glas frem:

– Ja, I er saa gode, begge to, sagde han blødt og langsomt.

Og han kunde knap bekvemme sig til at rejse sig fra sin gode Krog – der ved Ilden.

Inde i Dagligstuen sad Officererne rundtom, i store Røgskyer fra deres Piber, saa mætte og saa inderlig varme. De talte ikke saameget mér, sad kun og nød stille 105| Stuen og Ilden og deres gode Plads, mens Tine gik rundt imellem dem i sit hvide Forklæde, sund og stærk, og bød Toddyvand om. Officererne bøjede sig frem og hviskede paa hendes Vej til hende, mens Lieutenant Løvenhjelm blev ufortrøden ved at hamre »El Ole«N paa sit Klavér.

Henne ved Kakkelovnen talte to Kaptajner med en Korrespondent fra København – en jødisk udseende Person, der skulde berøve Berg hans gode Seng inat for at faa Lejlighed til »at sé et landligt Kvartér« – om Fægtningen igaar: Det var attende Regiment og det havde staaet sig godt. Men Kaptainerne vidste ikke, om man nøjere kendte Rapporten.

– Tre Døde, Hr. Kaptain, sagde Løvenhjelm og holdt et Øjeblik op at spille.

Den gamle Major, der talte inderlig holstensk, sad i Sofaen og beklagede sig for Berg: hans to Døtre vilde nu ogsaa herover – til Ambulancen.

– Ok hvat skal Fruentimmer hier? Er det nogen Platz for Fruentimmer hier? blev Majoren bekymret ved – da de pludselig gennem hele Stuen hørte Tine sige 106| med sin høje, glade Stemme nede ved Klaveret til Løvenhjelm et:

– Nej Tak, Hr. Lieutenant – – saa de alle lo himmelhøjt, Tine ogsaa; Majoren gik bort fra Themaet »sine Døtre« og lagde Haanden over paa Bergs Knæ, der sad ved hans Side:

– Niedelich, niedelich, sagde han og fulgte med Øjnene Tine i det skinnende Forklæde – ligesom Berg, der ikke tog Øjnene fra hende.

Majoren brød op, og de andre fulgte. Der blev et Løb paa Trappen og en Støj oppe i Gæsteværelserne, Støvler blev slaaet haardt af i hele Huset. Lieutenanterne i Havestuen kladskede som i Ferieglæde de flade Hænder mod Væggene, til Signaler – det var som alle Livsaander slap løs først nu, de kom af Klæderne igen og i de gode Senge, hvor de laa i rene Skjorter mellem Lærredslagener. Glad Staahej var der i alle Stuer, og i Seng krøb de i hver en Krog.

– – Hva', det gør godt i Lemmerne, skreg de fra Havestuen og slog i Væggen. Oppefra bankede de med Sablerne i Gulvet om Ro.

107| Tine regerede ude i Fadeburet: det var blevet hendes Kammer. Hun tog Madratsen op af sin Seng; den kunde Skovrideren da i det mindste faa til Underlag paa sin Sofa.

Hun begyndte at rede op inde paa Skabsofaen under Kongerne – i Stuen sad kun den énarmede Baron med Korrespondenten. Baronen underholdt ham om sine Englændere. Den Enarmedes Englændere var to skindklædte og gravitetiske Gentlemen, som var paa Als for at »se paa Krigen«, og som Baronen foer om med ved Dag og ved Nat, paa Øen og i Skanserne, med Tungen ud af Halsen – ivrig som en Foreviser.

– Ja – kære Ven, sagde han, er det ikke rørende ... de siger: vore Tropper – de taler om: vore Saarede, som var det deres egne, kære Ven, deres egne Landsmænd – ja – det er rørende ....

Baronen taug et Øjeblik og Korrespondenten sagde:

– Ja, de Herrer føler for vor Sag.

– Og De kan rolig nævne dem i Deres Avis, sagde Baronen, De kan rolig nævne demA, min Herre, deA vil intet have imod det, vedblev Baronen, som var det en 108| kongelig Indrømmelse af de Skindklædte, at de maatte nævnes i en Avis.

Korrespondenten noterede deres Navne, før han lagde sig i Skovriderens Seng.

Tine var færdig med Skovriderens Leje; rundtom var der blevet stille i Huset. Kun inde i Havestuen snakkede og røg de endnu siddende op i Sengene. En Lieutenant, der hørte lidt Støj i Dagligstuen og aabnede Døren fra Fodenden af sin Seng, raabte et: Hvem der? ind i Dagligstuen.

– Mig, raabte Tine højt og løb léende sin Vej; hun var saa vant til Kantonnementslivet nu.

I Gangdøren kom Skovrideren imod hende. Han var altid saa bange for Ild og Lys med de mange Mennesker, og han kom fra en Vandring rundt om sine Lader.

De stod et Øjeblik sammen paa Trappen. Natten var mørk, saa de kun som Skygger saá Gaardens Længer, og alting var stille; kun et Kreatur skrabede i sin Baas. Saa lød der ligesom en Puslen henne ved Bryggersets Dør:

– Hvad er det? spurgte Berg, som foer han let sammen.

109| – Aa, det er vel Borgestuedøren, svarte Tine og blev med ét – for et Øjeblik – forvirret. Det altid ligesom puslede, ud og ind, hen paa Aftenen, henne i Bryggerset, hvor Maren havde sit Paulun.

De stod et Øjeblik endnu tause i det dybe Mørke.

– Godnat, sagde Berg saa og rakte frem efter hendes Haand.

– Godnat.

Tine gik ind, hun sad paa sin Seng endnu, da det rørte ved hendes Dør.

– Tine, det var Skovriderens Stemme – nu har De taget Deres Madrats igen og lagt ind til mig ...

Tine foer op: Nej, sagde hun, vist ej!

– Ja, lød Stemmen blødt, og det er alt for meget – alt for meget ... Tak.

Hun hørte hans Trin fjærne sig, mens hun sad igen paa Sengekanten; hun havde faaet Taarer i Øjnene. Saa klædte hun sig af og gik i Seng, langsomt og stille.

Det var saa godt og trygt, naar Skovrideren var hjemme. Andre Aftener, naar han var ude, kunde hun saa tidt blive 110| bange, saa dumt bange mellem alle de mange Mennesker, som sov og drog Aande her oppe og nede; det var, som om Huset selv blev levende, syntes hun, det døde Hus.

Og Skovrideren, han var »derude«, og man vidste ingenting.

Men nu var det trygt, iaften var her stille og trygt ......

Tine laa og smilte. Hun tænkte paa Brevet og paa Herlufs »Hils« og paa Skovrideren, som han havde siddet der ved Skorstenen.

Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for Skovrideren.

.... Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-Gangen. Det var Maren.

Saa blev der ganske tyst i Huset.

......

Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Køkkenet paa bare Ben, som hun var.

Det første Horn havde hun hørt i Søvne og var faret op.

111| Jo – det var – det var Allarm ...

Alle kom op, oppe og nede. De løb allerede i Storm over Gaarden.

Tine fandt intet Lys, fik Klæderne om sig, raabte ud i Gangen:

– Sofie, Sofie.

Skridt lød inde og ude. Stemmer allevegne. Tine raabte igen:

– Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik tændt et Lys, som Trækken slukte.

I Gangen løb Officerer forbi i Mørket. Oppasserne foer gennem Stuerne med flagrende Lys. Midt paa Gulvet stod Løvenhjelm; bleg og raadløs knappede han Uniformen til og knappede den op igen.

– Tine, Tine, raabte Berg, der kom fra Køkkenet: Sæt Lys i Vinduerne. Rask rask!

– Ja, ja, svarte Tine, ja ....

– Bliver det? spurgte hun sagte Berg, der var stanset et Nu.

– Maaske! Og han gik.

Signalerne lød bag Længet, allevegne, Hestene blev ført ud i Gaarden nu.

Tine tændte Lys paa Lys. Officerer og Soldater løb i Gaarden blege, forbi Skæret. Ovenpaa hørte man endnu Stemmer 112| gennem de kladrende Døre – i Gaarden lød Majorens Kommando, som Blæsten tog.

Og Baronen skreg paa en Vogn.

Korrespondenten løb forvirret frem og tilbage og klædte sig paa midt i Stuen, trippede op og ned og gned Hænderne, mens han sagde:

– Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt.

– Tror De? spurgte Tine angst og vendte sig fra Lysene.

– Ja, alle venter, at det skal gaa løs, blev Bladsjælen ved og kom ikke i Vesten for Trippen.

– Tine, Farvel, sagde Berg pludselig bag hendes Ryg og tog hendes Haand, et Nu, saa fast.

Tine saá kun paa ham; saa fulgte hun ham, til han var ude.

Huset var tomt. Man hørte kun deres Trin, der ilsomt drog bort ad Alléen ....

Sofie kom ind med et Lys, i Nattrøje.

Hun sagde:

– At de skal lad' deres Liv – at de skal lad' deres Liv, og gik omkring og græd fra Gangen til Stuen.

113| Tine hørte hende ikke. Hun løb ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde aldrig været saa angst. Hun foer i Mørket paa et Træ, ind i et Busket, men hun blev ved med at løbe – op paa Højen.

Kun som en stor Skygge saá hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi.

Hun stod længe; hun vilde skelne et Ansigt, men saá intet. Taus gik den lange, ukendte Skygge forbi – forbi og forbi, ud i Mørket, hvor Trinene døde.

Saa gik Tine ned og ind. Lysene brændte bag Ruderne endnu; Trækken stod ind gennem alle Døre. Foran de forladte og uredte Senge stod et Par flakkende Praase.

Ude i Køkkenet havde Sofie sat sig paa Blokken, hvor hun nikkede; og i Borgestuen laa Maren paa Slagbænken, oppustet, sovende, saa lang hun var, ved Siden af sit Lys.

Tine havde ingen Ro og kunde ikke sove. Hun slukkede Vindueslysene og vilde forsøge at skrive – paa Brevet til Fru Berg, som hun havde liggende.

Men hun skrev ikke; læste kun det Skrevne, bøjet under Lampen:

114| Ja – det var om Skovrideren alt, hver Sætning – alt.

Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i Havestuen i Mørket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord og græd ....

Dagen meldte sig med sit første Skær. Graa listede Morgenen sig frem over de uredte Senge og det vansirede og forladte Hus.

Dørene stode aabne endnu og klaprede oppe og nede.

Men Tine rejste sig ikke. Stille sad hun i den graa Dag.

Ude hørte hun igen Horns Signaler, som Stormen sønderdelte, saa de lød som Fugles Skrig.

Saa pludselig smilte hun: hun tænkte paa hans »Farvel«.

.....

Den Dag op paa Formiddagen begyndte Kanonaden fra Broager.