144| V.

Paa Pladsen røg Soldaterne deres Piber i Solen. Officererne laa i aabnede Vinduer baade i Kroen og Skolen.

Tine fik Bølling ned ad Trappen og støttede ham, mens han orkede ned forbi Længen.

– Nej, Bølling er snavs, sagde Madam Bølling, der stod og saá efter dem fra Krodøren – hun var kommen over til Madam Henrichsen lidt i det milde Vejr.

Madammen stod og blev ved at sé efter Manden og Datteren; hun syntes ikke heller Tine »stod det rigtig ud«; hun sad mest kun hos Bølling og puslede om ham baade tidlig og silde.

– Hun kommer jo baade Middag og Aften, sagde Madam Bølling, og kært er 'et jo, rigtig saa kært ... aa, hun er jo saa go'e ... at hun hæger sin Fa'er, 145| for ingen kan lægge Bølling en Pude til rette som Tine.

– Men »dernede« sagde Madam Bølling – hun hørte Skovriderens Stemme over Pladsen, han kom saa tidt og besøgte Officererne i Skolen, nu, om Eftermiddagene – ; men »dernede«, sagde hun bekymret, bliver alle Lofter sorte.

Madam Henrichsen svarede ikke; hun havde sit Øre efter Gæstestuen, hvor Tinka lo og glanede.

– Og saa taler hun dog om at ta'e til Lasarettet, sagde Madam Bølling efter en Stilhed, aa Herregud, at ta'e til Lasarettet, som om her ikke ... aa Gud hjælpe det ... var Lasaret nok alle Vegne.

Madam Bølling sad og rystede paa Hovedet som En, der ikke forstod:

– Som om hun behøvede at ta'e til Augustenborg for at finde Syge at passe, sagde hun. Men vi gaar alle om – alle om i dette her og blir helt sanseløse, sagde hun.

– Ja, sagde Madam Henrichsen, der var inde i sin Tankegang og stadig havde Øret efter Tinka i Gæstestuen; iaar gaar der Skaar i no'en skøre Potter.

146|– Og jeg si'er det, sagde Madam Bølling, hvis Tanker stadig gik ud og ind og ikke rigtig kunde hitte Rede, jeg si'er hende det: Skovrideren kommer her, fordi han ikke finder nogen Hygge dernede ...

– Men Tine, sluttede Madam Bølling, er jo blevet saa taus, som var der slaaet en Laas for hendes Mund.

Begge Madammer stod tause og saá hen for sig – inde slog Tinka leende Døren i for Næsen af et Par Lieutenanter.

Ude paa Pladsen begyndte Solen saa smaat at gaa bort. Nogle Artillerister red deres Heste tilvands ved Kæret i snavsede Trøjer. Madam Bølling gik hjem til sit.

Berg sad ved Vinduet nærmest Trappen – der kunde man se hele Længen, hvor Bølling, støttet af Tine, blev ved at stotre frem og tilbage i den sidste Sol:

– Ja, der kravler han, sagde Madammen, der kom op ad Trappen og fulgte Bergs Blik – : aa, ja han faar dog slikket lidt Sol.

Berg gik ud, ned over Pladsen til Længen. Ja, her er Læ, Skovrider, her er Læ, sagde Bølling og tog hans Hænder i 147| sine. Og Tine støtter mig – Tine hun har Kræfter.

De blev ved at gaa, Berg ved Siden af Bølling. Den Gamle lod ikke den svære Tunge stanse. Han talte og talte – om »den gamle Tid«:

– Næ, næ – det husker De ikke – det var før Deres Tid – det var jo Aaret før Forstraadinden døde – Tine var ikke større end saa – – det var det Aar, den nye Krolænge brændte, du husker, Tine – du havde de hvide Duer, de to hvide Duer, som fløj i Ilden – de spiste af Haanden, da du ikke var større end saa ....

– Ja, Faer, ja, sagde Tine ligesom tyssende paa ham – hendes runde Arm laa om hans Liv, mens de vendte tilbage over Pladsen.

Men Bølling blev ved – han kunde begynde med hvad det saa var, ved Tine endte det alt. Berg fik Rede paa hendes ganske Liv, naar han sad hos Bølling om Eftermiddagene nu.

– Ja, Tine har Kræfter, sagde han – hun næsten løftede ham op ad Skoletrappen – : hun har Kræfter.

148|– Hun er vel ikke køn, sagde han og stansede paa Trinet og saá paa hende, men hun er sund, Skovrider, hun er sund.

– Naa, Fa'er, sagde Tine, naa, Fa'er.

– Og god, sagde Bølling og tog hende om Haaret.

Ringeren gik over Pladsen, og Soldaterne samlede sig foran Kirkegaardsporten i en stor Klynge. Langsomt begyndte Klokkerne at lyde. Gamle Bølling var stavret ind, paa Trappen stod Berg og Tine alene ved Siden af hinanden.

Paa Pladsen var der stille, nogle af Karlene havde foldet Hænderne under Klokkeklangen. Kun fra Kroen hørte man Tinka – hun var som i en evig »Tagfat«.

Klokkerne holdt op at ringe. I Smaaklynger begyndte Soldaterne at drive hjem.

– Bliver De her, spurgte Berg, der gik ned ad Trinet, pludselig hastigt.

– Nej ....jeg kommer vel ned ....

Der var kommet som en hastig Rødme over begges Ansigter; det kom der let nu, naar de talte med hinanden, ligesom sagtere, noget sky og helst, naar Tredjemand var tilstede.

149|– Tak, sagde Berg kun kort og gik ned, over Pladsen.

Tine var indeom i Kroen for at tage Tinka med, da hun gik.

– Jeg kommer gerne, min Pige, sagde Tinka og tog Sjal paa sig.

– Krohold er der jo allevegne, sagde hun: men hos Jer er der lystigst.

– Ja, sagde Sofie, hvem Tine og Tinka traf sammen med en Sergeant i Bryggersdøren: En gaar og ta'er 'en med Ro nu. Skytset ska'er ikke Værkerne .... Sofie blev frygtelig smittet med tvivlsomme Vittigheder i Sergeantstuen.

Tinka lo himmelhøjt ad Vittigheden og slog sig ned i Tines Kammer.

– Naa, sagde hun, nu sidder da hele Familien Vagt. Der var kommet et nyt Billede op ved Siden af Fru Bergs over Sengen: det var Herluf, der sad paa Skovriderens Knæ.

Men Tinka blev ikke længe i Ro – hun hørte, Løvenhjelm var inde hos Tine i Spisekammeret. Den røgede Skinke skulde ned fra Loftet, og Tinka satte op ad Trappen med Lieutenanten i Hælene.

Tine gik frem og tilbage og lavede til; 150| ind gennem Dørene saa' hun Skovrideren, som sad og skrev ved sin Lampe.

En Officer kaldte til Bords ved i Gangen at dundre paa en gammel Bakke, og Tinka tumlede ned ad Trappen med Skinken og et slukket Lys. Tinka var altid forpustet og hed, naar hun saadan havde hentet noget i Krogene, og rystede sig som en Topand, der kommer af Vandet.

Majoren, der kom ind, kildede i Forbigaaende Tine gammelmandsmæssig ned under Hagen, hans gamle Fingre naaede ikke længer:

– Det er det bløte Als, sagde han, det bløte Als – og gik ind til Bordet, mens Tine raabte paa Sofie, der stadig blev i Sergeantlokalet.

– Det er ikke saadan at slippe for de Krigere, sagde hun, da hun endelig kom og gik ind med Maden.

Tinka satte sig med skrævende Bén paa Blokken og pustede:

De har 'et jo saa haardt, min Pige, sagde hun til Tine, hun havde maaske en Fornemmelse af, at der kunde tiltrænges en Undskyldning for hendes Tilstand.

Efter Bordet sad Tine og Tinka i Kam151|meret. Berg kom derind. Først blev han staaende i Døren, længe lænet til Karmen og rygende; indtil Tine sagde, med bøjet Hoved:

– Men vil Skovrideren dog ikke sidde? og rejste sig op fra Stolen. Men Berg satte sig hurtig, ligeoverfor, paa Kanten af hendes Seng. Bliv De dog siddende, sagde han.

Det var Tinka og ham, der talte – og mest ham. Han fortalte næsten altid om sin Ungdom nu: om da han var paa Skolen og da han blev Lieutenant – om »de første Aar«, »de glade Dage«, sagde han.

– Da man følte det raske Hjerte banke, Hr. Skovrider, sagde Tinka og gav sig selv et antageligt Rap til venstre.

Og Berg lo og blev ved at fortælle.

Tine taug og førte kun ved den lille Lampe stille Traaden ud og ind – lykkelig i Bevidstheden om, at han talte til hende.

Hun rejste sig og hun bragte Mælkepunschen ind og tre Glas; og de drak, ved det lille Bord, med det hvide filerede Tæppe – mens Tinka og Berg blev ved at tale.

Hen gennem Huset hørte man Løvenhjelms Klaver og Majorens Stemme.

– At tænke sig, der er saa kort der 152| ud, sagde Berg; der havde været en lille Stilhed:

– Hvor her er Fred, sagde han og saá rundt i det lille Kammer.

– Ja, her er rart, sagde Tinka og slog Hænderne mod sit Skørt.

Berg rejste sig igen, men blev atter staaende længe i Døren, før han gik.

– Nu ka' man da »fatte« ham, sagde Tinka om Berg, da han var gaaet: De Mandfolk faar Skik paa sig, du, i Krigstid.

– Men Smuds bringer de med sig allevegne, sagde hun og slog til Sengetæppet, hvor Skovrideren havde siddet.

Tine tog et Brev fra Fru Berg op af Lommen. Hun læste dem saa urolig og flygtig nu, naar de kom, hun ligesom fløj bare hen over hver anden Linje. Hun gik saa rundt med dem i Lommen og ventede Dage, til hun kunde læse dem »i Ro«. Og saa blev det oftest, naar Tinka var der, at hun med ét tog dem op og læste dem højt.

Inde i Dagligstuen begyndte Lieutenant Løvenhjelm at synge. Man hørte Ordene hélt herud:

Brevet var mest Spørgsmaal, fulde af Angst, og Talen om »gamle« Dage med »Husker De?« og »Husker De?« igen.

Tinka sad og vuggede i Hofterne til Løvenhjelms Sang, mens Tine blev ved at læse det lange Brev – Side efter Side.

– Ja, du, sagde Tinka, da hun sluttede, og tog Vejret: det er længe siden.

– Ja, sukkede Tine og slap Brevet: Længesiden.

Nej – hun hørte ikke mer Fru Bergs Stemme i Ordene og hun saá ikke hendes Ansigt mellem Linjerne, hvor gerne hun saa vilde. Det var saa langt borte det altsammen. Og der var som ingen Hjælp nu hos Minderne mer.

Inde i Dagligstuen sang Løvenhjelm og slog i Tasterne til; Tinka kvædede med, mens hun lo:

154|Sangen holdt op.

– Du, sagde Tinka og slog ud med Haanden, ind mod Dagligstuen: Han er dejlig.

Tine løftede Blikket fra Brevet, som endnu laa foran hende. Hun vidste ikke, at hun læste og læste atter og atter de samme Ord deri:

»Hvorfor skriver Henrik saa sjældent, og naar han skriver, saa kort og hastigt? Det er, Tine, som om der slet ingenting stod i hans Breve i den sidste Tid.«

– Om vi saa fik gjort ved Sengene, sagde hun og satte Punschen bort.

... Hun kom ind i Skovriderens Stue for at rydde op.

Under Lampen i den aabnede Mappe laa Brevet til Fruen endnu – det, han skrev og skrev paa og ikke fik afsted.

– Heller ikke idag havde han faaet det sluttet og bort.

Tine stod ved Lampen, blussende – og lykkelig lukkede hun Mappen.

.... Tinka skulde gaa, og Tine vilde lade Sofie følge hende.

– Nej Tak, min Pige, vi løber Storm i Mørke, raabte Tinka og løb.

155|Ude ved Havehøjen sprang Løvenhjelm over Gærdet for at følge.

.... To Gange gik Berg – som i Tanker – rundt om sine Længer iaften. Natten var stille. Kun en enkelt Gang rullede fjernt et enligt Drøn tungt gennem Luften. Fjenden var vaagen.

.....

Alle Veje var fulde af Regimenter, der sang. Sværtede, blege, tyndede vendte Tropperne hjem med Sang.

Kun om de Saaredes lange Tog forstummede Glæden, mens det sagte rullede frem gennem Landet.

Men Sangen tog paa igen – højt i den foraarsfriske Luft – mens Folk og Børn løb ud fra Gaarde og Huse med bare Hoveder og med svingede Huer:

Tine stod paa Markhøjen og vinkede med sit Sjal. Stormen paa Dybbøl var afslaaet.

Huset genlød allerede af Tummel. I Gaarden løb Baronen rundt og trykkede hver Mand i Haanden, mens han spurgte hver Menig:

– Men hvad »følte« De? Hvad »følte« De, min Ven? – og lovede Punsch.

Sofie, der løb stundesløs hid og did og lo til alle, sagde:

– Ja, En maa gør' de Krigere en munter Aften – de har fortjent en munter Aften.

Rundt om i Stuerne kastede Officererne sig paa deres Senge, fuldt paaklædte og dødtrætte, mens de blev ved at tale – fra Stue til Stue, højt og glad. Ude fra Vejen hørte man Afdelingerne, der sang.

Berg var gaaet ud i Tines Kammer. 157|Der saá hun ham, da hun kom – han sad foran den lille Ovn.

Hendes skinnende Øjne blev fulde af Taarer, og han tog begge hendes Hænder:

– Ja, sagde han og beholdt hendes rystende Haand: det har været en lykkelig Dag.

Hun taug et Øjeblik, hun kunde ikke tale. Saa sagde hun mildt og sagte:

– Hvor Fruen vil blive glad.

Berg stod lidt:

– Hvor De er god, sagde han. Og han slap hendes Hænder. Tine vidste ikke, at Taarerne løb ned ad hendes Kinder.

.... Baronen var i Kroen for at købe Rom til Punschen. Tinka og Jessens Augusta aste selv afsted med Ankeret i to Hanke. Soldaterne, som kogte Suppe udenfor Længen, hilste dem med et langt Hurra, da de arriverede.

Tinka og Gusta kom, i Køkkenet, med i Arbejde: Piskejern og Sløve gik rapt i alle Fade. Gennem Døren til Bryggerset saá man Maren midt i den tætteste Os.

Ude i Gaarden blev Soldaterne ved at synge; Baalene, som de kogte ved, lyste i Mørket nu:

– Rask maa det gaa, rask maa det gaa, raabte Tinka, der arbejdede med opsmøgede Ærmer, saa Piskejernet i Rørægsfadet klang, mens hun satte i med Løvenhjelms Vise:

Det var ret, det var ret, sagde Sofie, der gik omkring og samlede Tallerkener og satte dem fra sig igen: En maa skaff' dem en munter Aften.

Tine stod i Spisekamret og skar Steg ud; stille og smilende nynnede hun uden at vide det Tinkas Vise med.

159|Baronen – der ogsaa ventede sine Englændere, som vilde rejse nu og kørte omkring for at sige Farvel – begyndte at brygge Punschen, mens Officererne spiste, og Tinka og Gusta og Sofie bragte Drikken ned i Loen, hvor Lars Avlskarl havde hængt et Par Lygter op under Bjælkerne.

Soldaternes lange Hurra'er slog ud i Aftenen hver Gang, de fik en ny Forsyning.

Sofie gik rundt og opmuntrede dem med mange Nik.

– Tøm bar' Bægern', sagde hun, saa En sér Bunden.

Tre, fire Soldater fik Harmonikaer frem – hver spillede i sin Takt, mens de andre blev ved at synge. Ingen hørte Ørenlyd; Harmonikaerne slog ind i en Trippedans, og Maren sang til.

Pludselig dansede alle Soldaterne med hinanden, midt i Loen – Fodtrampen hjalp paa Takten – saa Støvet stod op i det gamle Rum under de dinglende Lygter.

Officererne kom ned og saá til i Døren.

En havde budt Sofie op, Marens Kavalerer dansede holdende hende om Halsen.

– En gaar fra Arm til Arm, sagde 160| Sofie, der pustede, saa hun næppe kunde staa og foer villig afsted med den næste. Harmonikaerne hylede og Soldaterne trampede Takt.

– Det var jo en Synd at si' Nej, sagde Sofie til Gusta, hun fløj afsted igen.

Ude i Gaarden hørte man gennem et aabnet Vindue Løvenhjelms Klaver.

Tine gik og tog ud i Dagligstuen, og Tinka og Gusta kom op og hjalp. Officererne var først nu som rigtig vaagnede; Dørene stod aabne mellem alle Stuer; Latter og Støj lød fra Rum til Rum.

Majoren havde Tinka inde i en Krog, hvor hun hvinede af Latter. Ovre fra Loen hørte man Folkenes Lystighed.

– Jensen, en Polka, raabte Løvenhjelm og sprang op fra Klaveret.

Lieutenant Jensen satte i paa Klaveret, og Løvenhjelm var ude over Gulvet med Tinka. Officererne trak deres Stole tilbage og flyttede ind imod Væggen for at give Plads. Gusta kom paa Gulvet – og Tine; de dansede tre Par.

Rundtom blev Officererne ved at samtale. To Kaptajner kom med deres Toddyglas frem i Døren til Havestuen. De talte 161| igen om det attende Regiment, der havde holdt sig saa bravt.

Lieutenant Jensen slog over i en Vals, Herrerne skiftede, skiftede igen. Inde fra Bergs Stue nynnede Officererne med. Og midt i Støjen sov inde i Havestuen en udmattet Lieutenant trygt, liggende udstrakt paa sin Seng.

– Saa er det vel os, sagde Berg, der pludselig stod foran Tine.

Svimmel saá hun kun hans Ansigt.

– Ja, sagde hun blot, og de begyndte at danse.

Hendes Svimmelhed svandt bort og alting saá hun og hørte hun om sig som med hundrede Sanser – og saá dog kun ham, hvis Øjne hvilede paa hendes Ansigt, mens de dansede – længe.

Majoren fortalte Historier igen, og hun hørte de to Kaptajners Stemmer. Inde i Bergs Stue blev Officerernes Nynnen til Sang.

Og Baronen foer ud og ind. Hans Englændere var komne i en Vogn.

Berg talte ikke; han saá kun ufravendt og fast paa hendes Ansigt, mens de blev 162| ved at danse og ovre fra Loen de høje Hurraer lød igen.

Saa stansede Berg – et Nu beholdt han krampagtigt hendes Hænder i sine.

Englænderne var fra Gangen kommet frem i Døren og trykkede Alverden i Haanden:

– Den troskyldige Glæde, den uskyldige Glæde, blev de ved at raabe. Løvenhjelm svingede Gusta over Gulvet.

Tine gik de Fremmede forbi, stille gik hun ud i sit Kammer.

..... I Loen var der stille og inde i Stuen holdt Musiken op. Tinka kom ind og satte sig midt i Sengen; et Par Knapper i Kjolelivet fik hun op og pustede, mens hun snakkede og spurgte.

Tine svarede med tankeløse »Ja«, mens Munden knap stod paa Tinka.

Saa sagde hun med ét og tog ikke Øjnene fra det brændende Lys:

– Tinka – kunde du – kunde du ikke nok sé til hernede?

– Hvor? spurgte Tinka, som var inde i en helt anden Historie, og lod Armene falde ned paa sine Bén.

163|– Her, sagde Tine i samme stille Tone og uden at tage sine Øjne fra Lyset. Jeg vilde ta'e til Lasarettet. Og endnu sagtere sagde hun: de trænger til Folk derhenne.

Der blev stille lidt. Saa sagde Tinka:

– Ja – hjemmetil kunde der vel nok skaffes et Kvindfolk. Hun gav sig til at knappe sit Kjoleliv:

– Ja – saagu', min Pige, sagde hun, Lasarettet ka' kanske være sundere ...

Hun talte i en helt anden Tone, og ogsaa hun saá ind i Lyset.

– Man maa jo »redde sig«, sagde hun. For de blir nærgaaende. Tinka slog Sjalet om sig med en resolut Bevægelse, som om hun værgede sig.

– Godnat, da, sagde hun.

Tine rejste sig, og hun fulgte hende ud gennem Alléen. Alting var stille, og man hørte kun et Par Hundes Glam og Tinkas Skridt, der gik bort ad Vejen.

Tine vendte tilbage. Hun traadte hastig ind i Skyggen, da hun kom til Længen:

– Er det Dem? spurgte Berg, der gik den vante Runde.

164|– Ja.

Det var, som tøvede de begge tæt ved hinanden, uimodstaaeligt, Hundrededelen af et Øjeblik.

– Godnat, sagde saa Berg og gik videre.

– Godnat.

Tine gik ind. I Køkkenet begyndte hun at sysle. Hun slog Smørret i Kanderne og samlede Brødet til »Tønden« og lagde Osten i Klæde.

For oppe maatte hun blive – oppe og gaa omkring.

Saa kom hun i Tanker om Tøjet, der skulde i Blød ved Daggry. Hun maatte vække Sofie og give hende endnu en Besked.

Hun gik ud i Bryggersgangen gennem Borgestuen og aabnede Døren til Pigekamret.

Den store Dobbeltseng var tom.

Tine kastede sig pludselig paa Knæ ned paa Stengulvet, og, med Hovedet boret ned i den snavsede, forkrøllede, misbrugte Seng, hulkede hun fortvivlet.

Bryggersdørene klaprede stadigen, hid og did, paa deres villige Hængsler.

165|– – –

Næste Dag kom der et Par Feltlæger til Skolen. Der maatte lægges Syge i Skolestuen. Tine maatte indrette alt.

De Syge kom om Eftermiddagen. Det var Saarede, der hidtil havde ligget paa Augustenborg; fra Vognene blev de bragt op ad Trappen i Baarer. Lieutenant Appel var iblandt dem.

Tine vilde ikke have kendt ham igen. De runde Kinder var faldet ind, og Øjnene var mælkede som hos én, der har grædt baade Dage og Nætter. Han var truffen i Siden og Lungen var ødelagt.

De seks var alle haardtsaarede, og Transporten havde givet dem Feber. Nu og da hørte man deres Stønnen gennem Huset, og Saarenes kvalme Stank stod ud i Gangen.

Tine kom ikke et Minut ud af Skolestuen mér.

– Og alligevel snakker hun om Augustenborg, sagde Madam Bølling, der gik ud og ind, fra Sovekammer til Køkken og talte til Bølling og til sig selv og til Hus166|mandens Petra – for nu var da alting af Led, nu vidste hun ikke, hvad af Ondt der kunde komme mer.

– Derinde sidder han og kan knap flytte paa Foden, sagde hun, og ovre har vi dem til at gi'e Aanden op – og Huset er fuldt, Huset er fuldt. – Og saa vil Tine rejse. Hun stansede for hundrede Gang foran Husmandens Petra med rystende Hoved.

Det var det, hun ikke forstod, og som hun kredsede om.

– Og Blod tørrer de paa min Trappe, sagde hun og begyndte at vandre igen.

Det var Baarerne, der var fulde af gammelt Blod, som Ambulancesoldaterne havde stillet op mod Huset og Trappen.

Selv Munden stansede tilsidst paa Madam Bølling – hun var helt forknyt og sad rokkende hen ligeoverfor Bølling paa den anden Side af Sengen.

Saa tænkte hun pludselig paa Skovrideren: til ham kunde hun gaa. Han havde da »Magten over Tine« – ja, til ham kunde hun gaa. Og hun lod alting staa og gik – hun vilde strax derned.

167|Hun tog kun et Sjal over Kappen og gik.

Hun blev ved at snakke med sig selv om Bølling og de Saarede og om Vejen.

– Der er ikke banet Vej, sagde hun, der er ikke banet Vej. Og et Øjeblik efter gentog hun paany:

– Og saa vil Tine rejse .... som om det stod i Forbindelse med Vej og Blod paa Trappen og alle Spørgsmaal under Solen.

Berg gik rundt i sin Stue, da Madam Bølling kom.

– Er det Dem? sagde han hurtig og stansede sin Gang.

Madam Bølling begyndte at gøre saa mange Undskyldninger, mens hun satte sig, fordi hun »altid skulde plage ham og hver havde nok i Sit« ...

– Men det er det, at Tine vil ta' bort, brød hun ud. Og hvad ska' vi gøre?

– Bort? sagde Berg; der kom en egen, besynderlig, lys Klang over det hurtige Ord.

– Ja, til det Lasaret.

Der blev en lille Stilhed, mens Madam 168| Bølling ventede. Men Berg sagde kun i den samme hastige Tone og vendte sig:

– Ja – de trænger til Hjælp derude.

Madam Bølling saá op, som om hun ikke havde forstaaet ham:

– Trænger? trænger? sagde hun. Hvem? hvem?

– Var'et de Syge? Var'et de Syge? – var Bølling da ikke syg?

Og Madam Bølling begyndte pludselig at tale i en høj, skændende, fortvivlet og gennemtrængende Tone, som Berg aldrig havde hørt:

– Hvem skulde hjælpe, naar hun rejste? hvem? Var her da intet at hjælpe? her – baade her og der? hvem? Saá han da ikke sit eget Hus, sit Hus, der forfaldt? Der var ingen Krog uden Smuds, ingen Væg uden Plet – og Fruens, Fruens dejlige Ting blev lagt øde ....

Hidsig blev hun ved at tale, pegende paa Gardinerne, der var graa, paa Gulvtæppet, der sledes bort, paa Bordene, som var støvede – skældende foran den blege Berg, som førte de knyttede Hænder op og ned foran sit Bryst uden at kunne tale – – til hun pludselig brast i Graad:

169|– Aa, nej, aa, nej, men ingen staar det ud, ingen staar det ud, jamrede hun, mens hun græd.

– Men hun skal jo blive, hun maa jo blive, sagde Berg, blev han ved at sige, forvirret, pint, uden at vide, hvad han selv sagde; for blot at faa dette Menneske til at holde op, der græd, faa stanset den Graad, den ulidelige Graad.

– Hun maa jo blive hos ham, sagde han; det er klart.

Han gik op og ned, op og ned.

– Og der er jo ingen Grund til at rejse, sagde han tilsidst.

Det var, som Berg selv følte en pludselig Ro, efter mange Timers stumme Hidselse, ved sine egne Ord.

– Nej, det har jeg jo sagt, det har jeg jo sagt .... Ogsaa Madam Bølling blev paa én Gang roligere og begyndte at tørre sine Øjne; og, ligesom undskyldende sig paany, sagde hun:

– Aa – ja – sé, man gør jo meget af lidt, meget af lidt, Skovrider .... Men, hvem har sine Sanser – hvem har sine rigtige Sanser?

– I disse Tider, sagde hun.

170|Madam Bølling rokkede hjemad. Skovrideren havde lovet at tale med Tine.

Han havde staaet paa Trappen da hun gik og set ud i Luften:

– Nej, vi kan ikke undvære hende, havde han sagt.

– Nej, det kan vi ikke, havde Madam Bølling svaret. Og saa var hun rokket hjemad.

Tine sad ved Appels Seng, da Berg kom – hun saá, hvor bleg han var:

– Kan De gaa med mig en Timestid? sagde han lidt hastig. De trænger til Luft.

– Er Vejret smukt, spurgte Appel.

– Ja, svarede Berg og tænkte: Hvor hun har lidt.

– Skinner Solen?

– Ja.

– Saa gaa dog – saa gaa dog, sagde Appel. Og Tine rejste sig uden Ord.

De gik ud og de bøjede bort fra Pladsen, hvor Soldaterne støjede, ned langs Kirkegaardsmuren, hvor der var Stilhed – uden at tale.

Men pludselig stansede Berg. Og ligesom med et Ryk begyndte han at tale – løsrevet, som om han talte med sig selv. 171| Han gav Ord til alle Tankerne, der pinte ham, og han undskyldte sig med alle de Undskyldninger, han havde ophobet en lang Nat. Han forklarede den Lidenskab, han ikke nævnte; han forfulgte den med sine Ord lige til dens Fødsel i sine Tanker – han forsvarede sig med alt, skældende Nætterne, Værkerne, Vagterne; Krigen, som ikke var Krig, Dagen, der ikke havde Arbejde, Nætterne, der ikke kendte Søvn.

Han gik igen hurtig, saa hun næppe kunde følge; stille forstod hun alt. Men ligesom tyssende paa ham, bortvejrende hele det Forsvar, han ikke behøvede, sagde hun blødt og næsten bebrejdende:

– Hvorfor vil De dog sige mig alt det?

Berg stansede – to Gange mumlede han hendes Navn.

– Hvorfor vil De da rejse? sagde han saa, hastigt som forpustet: Jeg har talt med Deres Mo'er.

– Vi to, sagde han, behøver vel ikke at være bange for hinanden.

– Nej, hviskede Tine og løftede Hovedet.

De talte ikke mer, men gik tause ved Siden af hinanden. Luften var mild og 172| Himlen mod Solnedgangen lys, som naar der nærmer sig Foraar. Kanonerne taug. Kun et enkelt Drøn bares hen i den klare Luft med en Lyd, som var en raslende Vogn rullet tungt forbi dem.

De gik ned over Engen og steg ind over Gærdet. De saá Dammen og Lysthuset med de hvide Søjler, hvor Rosernes Ranker hang nøgne ned – og de tænkte det samme.

Gennem Laagen i Buxbomhækken kom de ud til Længen.

Fra Dagligstuen lød Klaveret med en Vise, Sofie, der fjasede i den halvaabne Vaskehusdør, rykkede væk fra sin Sergeant. Men Maren blev staaende ubekymret, højt fnisende, midt i en Kreds af Soldater, ovre ved Leddet – de fulde Spande havde hun stillet fra sig.

– Kom afsted med Deres Spande, raabte Berg som i en pludselig Forbitrelse. Og Maren satte ind efter – uden en Lyd – saa Skørterne fløj om hendes Lægge og Mælken skvulpede; Officererne, der drev paa Gaardstrappen, skoggerlo, da hun løb.

Berg og Tine skiltes.

Hun vendte ad Alléen hjem til Skolen. 173| Den sødligt kvalme Luft fra de Saaredes Stue stod ud i Gangen. I Dagligstuen spillede Officererne Kort.

Madam Bølling var i Køkkenet – hun kogte Hønsekødsuppe til »dem derovre«.

– Det er smaat – det er smaat med dem derovre, sagde hun.

– Jeg har talt med Skovrideren, sagde Tine stille.

– Aa, saa Gud ské Lov, aa, saa Gud ské Lov, sagde Madam Bølling og satte sig af Bevægelse.

– Og her er jo ogsaa nok at gøre her, sagde Tine som før.

– Aa ja – er det ikke sandt? – Aa – saa Gud ske Lov ... Bølling, Bølling, raabte Madammen ind højt og glad, vi beholder hende – aa, jeg vidste det, aa, jeg vidste det, naar han lovede det.

– Naa, min Pige, naa, min Pige, sagde gamle Bølling tyssende. Tine havde hélt krampagtig slaaet Armene om hans Hals.

..... Tine havde bragt Suppen ind og sad ved Appels Seng.

Rundtom var de Syge ved at falde til Ro.

174|Kun henne ved Vinduet skrev en Sygepasser endnu, bøjet ned ved et Tællelys, for en Saaret, der dikterede Brev til sin Kæreste, siddende halvt op i Sengen. Det gik saa langsomt baade med at tænke og med at skrive.

Appel havde talt om Viborg og dem derhjemme. Nu laa han med lukkede Øjne.

Henne fra Vinduet hørte man den Saaredes Stemme, der udtalte alle Bogstaverne, ligesom om han stavede.

Appel slog Blikket op:

– Aa – De véd ikke, hvor hun har kønne Øjne, sagde han og saá op mod Lampens rolige Lyskreds, mens han smilte.

Lidt efter sov han, og Tine rejste sig stille.

Hun gik hjem til Skovridergaarden. Aftenen var mild. Bag Smedens Hæk brød en af Kroens Piger frem, fulgt af en Soldat.

I Mørket stod en Haandvogn midt paa Vejen. Det var Krøblingens Vogn med Øllet – han var paa Vejen hjem. Han kendte Tine, og han begyndte at tale til hende, siddende mellem de to Hjul foran den tomme Tønde:

175|– Jo, den gik godt nok – om man saa'n ku' hold' 'en gaaende – Ane forstod'et at bland' det tynde Øl ....

Den Krøblede blev ved at snakke.

Tine gik fra ham: Han havde været til Kros.

.....

To Nætter efter blev Tine hentet hjem.

Det var Madam Bølling selv, som kom og slog paa hendes Rude. Det var rent forskrækkeligt med Bølling. Mælet havde han ligesom faaet helt let igen, men med Hovedet var det galt. Forvirret talte han og var ikke til at holde i Sengen.

Lægen, der kom, sagde, det var en Blodknude paa Hjernen.

Tine maatte blive derhjemme.