– – –
Det var næste Formiddag:
Tine gik bort fra Vinduet, da hun saá sin Moder komme gennem Gaarden.
Hun vilde gaa – bort – blot ikke sé hende. Disse syv Dage havde hun ikke været hjemme.
Hun løb ind i sit Kammer, men hun hørte allerede Moderens Stemme i Køkkenet, og hun aabnede Døren.
– Her er jeg, sagde hun i en Tone, der pludselig lød utaalmodig eller vred.
– Aa, Tine, saa længe vi ikke har sét dig, sagde Madam Bølling, der kom ind. Og din Fader har været saa syg – og din Fader har været saa syg .... saa længe, saa længe .... Aa – det har været slemt – det har været meget slemt.
225|Ordene kom ikke bebrejdende, kun saa bekymret. Men foran den ældede Moder – hvor blev hun ikke graa fra Dag til Dag – under dette Overmaal af Lidelse, sagde Tine i den samme Tone, utaalmodigt og haardt:
– Tror du, her har været bedre?
– Nej – aa, nej, sagde Madam Bølling, og, idet ogsaa hun pludselig faldt ind i Tines Tone, skændende eller hidsig, sagde hun:
– Men det er vel dit Hjem dog derhjemme, og man kunde vel blot sé dig.
Tine svarede og de blev ved at tale – hidsigt, om et Intet, der faldt for, højt, saa man hørte de skændende Stemmer ud gennem Døren.
Madam Bølling brød op.
Paa Tærskelen sagde hun, at Fru Appel var kommen og at det var forresten Lieutenanten, der gærne vilde sé hende.
Tine holdt ikke Moderen tilbage. Hun følte, da hun var gaaet, kun som ét stumpt Ubehag mér. Og lidt efter var det hende, som ogsaa det var hændet en Fremmed, et andet Menneske eller for længe siden ....
226|Rundtom gik Dagen sin Gang. I Stuerne vandrede Officererne, som havde de ikke blivende Ro noget Sted. Et Par Stabsofficerer var ridende i Gaarden – de kom fra Stillingen bedøvede og tilintetgjorte af Støjen blot. Blege og med korte Hilsener gik de ind til Majoren.
Officererne samledes i Klynger, og paa én Gang – ingen vidste, hvorfra Rygterne kom – hviskede alle, fra Mand til Mand, at Regimenterne, ét, to, havde vægret sig ved at gaa over Broerne.
Kanonernes Døn holdt ikke inde ét Minut. Kaptajnerne blev kaldt ind, og fra Majorens Stue hørtes korte, hastige Stemmer, mens de Unge ventede, raadvilde og tause.
Hans Højærværdighed rullede ind i Gaarden. Han var ophidset og søgte Majoren, men han maatte vente og vandrede op og ned mellem de Unge, mens alle lyttede efter Stemmerne derinde og i Gaarden Soldaterne gjorde deres Dont uden at sé og uden at tænke.
Og midt under Forvirringen og Larmen spiste de og drak de, i Hold, mens Sofie bar Mad ind og Mad ud. Døren til Ma227|jorens Stue gik op, og Højærværdigheden vilde styrte sig over de to Herrer af Staben. Men de gik ham forbi med en Hilsen, der brat brød hans Ordstrøm af, og de vendte tilbage til deres Heste. De følte ikke mer Dyrene under sig og ikke deres egne Lemmer, og deres Øjne brændte som hos en Lods, der strider med Mørket.
Kaptajnen vendte tilbage, men ingen turde spørge. Fra Majorens Stuer hørte de Højærværdighedens Stemme høj og ophidset. Han havde hørt, fra Hovedkvarteret hørt, at Skanserne, at Stillingen skulde rømmes.
Han vilde ikke tro det, det var ikke muligt og det turde ikke tænkes: Folkets Tro kunde ikke sviges for anden Gang.
Provsten blev ved at tale, men Majoren svarede ham ikke. Han sad kun med Blikket fæstet paa Vinduet: i Alléen gik de stilfærdige, ludende Soldater og paa Vejen sled de Nysaaredes Konvoi sig langsomt frem i Solen.
Hans Højærværdighed saa' intet. Han gik kun ophidset op og ned med store Skridt som paa Offerdage i sit Sakristi og 228| talte højere og højere: Stormen var jo alles Haab og nu taltes om Tilbagetog.
– Men Regeringen vil kende sin Pligt – den viger ikke tilbage – den vil ikke taale et nyt Dannevirke – den vil give sine Befalinger.
– Den har netop givet dem, Hr. Pastor, sagde Majoren, der ikke tog Øjnene bort fra de Døendes Tog, som førtes hjem i Solen.
Begge Herrer taug og Hans Højærværdighed brød, lidt forvirret, op: han vilde køre om ad Hovedkvarteret.
Han gik gennem Stuen forbi Grupperne af tause Officerer, ud i Gangen, hvor han mødte Berg og Baronen. Stilheden i Huset trykkede Hans Højærværdighed – det var, som ingen mer turde tale rigtig højt næsten: kun hans Tribun-Røst lød lige fyldigt op med Kanonerne.
Døren til Køkkenet stod aaben; ved Bordet arbejdede Tine, Sofie og Maren i samme Række – de vaskede de skidne Tallerkener i et Par Baljer og slog Affaldet ud.
Højærværdigheden talte til Tine og spurgte til Bølling.
229|Hun løftede kun sit Ansigt og saá paa ham som forstod hun ikke, med et Blik som En, der gaar i en hemmelig Vildelse.
Og Provsten sagde til Baronen, mens han lod Øjnene glide hen over Sofies og Marens forasede Figurer:
– Ja – ogsaa Kvinderne har taget deres Del af Byrden.
Hans Højærværdighed vendte sig og gik ud til sin Vogn. Baronen kørte med: man maatte dog have Efterretninger.
– Ja, sagde Hans Højærværdighed, da de bøjede ud af Alléen: Om blot Hæren stod ret paa Højde med vor Regerings Energi.
Berg hørte ikke den bortrullende Vogn – han saá kun Tines Ansigt, da hun løftede det mod Provsten. Forgæves gik han to Gange frem over den lyse Gaard, hun saá ham ikke og rørte sig ikke. Han taalte ikke, han udholdt ikke at sé paa denne Stilling og dette Ansigt.
Og han slog paa Ruden:
– Kom, sagde han, vi gaar op paa Højen.
Hun løftede kun det samme Blik mod 230| Ruden og mekanisk, som om hun fulgte en Befaling af En, hun ikke kunde modstaa, slap hun Arbejdet og tog sit Sjal.
Hun hørte ikke, hvad han sagde, mens han gik paa Stien bag hende; heller ikke hans Stemme naaede hende længer. Hendes forvildede Tanker tænkte kun ét: han elsker ikke mer. Og Sjæl og Legeme følte kun én Smerte: Gyset fra inat.
Fuglene sang over Engen; alle Buskes klæbrige Knopper lyste – i Udspring – i Solen.
Lidt efter lidt var Berg træt holdt op med at tale; han fik jo intet Svar. Og mens han gik bag ved hende – hun gik saa tungt, med halvbøjet Hoved – spurgte han kun sig selv, hvordan han vel nogensinde havde kunnet attraa dette Menneske.
De naaede Højens Fod, og Skridt for Skridt voxede Kanonernes Døn. Saa saá de fra Toppen det hærgede Land, mens de stod ved Siden af hinanden.
De grønne Agre var nedtrampede og Flokke af herreløst Kvæg løb hen over Markerne. Vejene laa som mørke Sumpe og de afbrændte Huses sværtede Mure gabede op imod dem.
231|Bag Skoven stod Rønhaves Brandsøjle op som et Sørgebaal, der naaede Himlen.
Signalerne begyndte at lyde og de klang magtløse mod Kanonernes Brag. Skanserne kastede Røgen tyk ind over Landet, som vilde de indhylle det i Nat.
Berg stod taus; i pludselig komne Tanker saá han ud over den skændede Ø og sagde sagte:
– Hvor Marie dog elskede denne Plet.
Tine hørte det og hun forstod saa vel. Men nogen ny Lidelse følte hun ikke. Hun syntes kun, at Solen smertede hende og Himlens Blaa gjorde hendes Øjne ondt.
Tropperne begyndte at samles og lidt efter lidt kom Afdelingerne frem mellem Hegnene, der knoppedes. Alle Veje blev fyldte af Kolonnerne, der paa den dønende Jord gik tause og Skridt for Skridt, som lange Ligtog, mens Kanonerne rungede over dem i den sollyse Luft som Lyden af tusinde vældige Malmklokker.
Tine var gaaet ned ad Højens Kam.
– Hvor gaar De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vaagnede.
– Jeg gaar hjem, svarede Tine blot og pegede over mod Skolen.
Det var som det ene Ord ramte Berg som et pludseligt dirrende Slag, og han vilde kalde, men han kunde ikke. Under en næsten ulidelig Smerte saá han alt, hvad han havde gjort.
Hundrede Billeder – og hvert stikkende som en borende Naal – kom op i det Nu: Billedet af de Gamle, den lallende Mand, af Madam Bølling, af hendes Øjne, hendes Øjne, der ikke mer kunde græde, og af hende, af Tine, saa livløs, som var Sjælen død i hendes Krop.
Hele deres Liv, der var levet for ham og hans, hele deres Hus, som tilhørte ham og hans – saá han Plet for Plet; og han saá deres Ansigter, de gode Ansigter; og han hørte deres Stemmer, de gamle Stemmer.
– Det var ham, ham de havde elsket som en Søn ....
Det var, som hans Sjæl var saaret, Kanonernes Døn lød som et fjernt og et ligegyldigt Bulder og Kolonnerne saá ud som noget kravlende Smaat.
– Ham havde de elsket som en Søn.
En Officer stødte til hans Arm:
233|– Kanonaden stiger, sagde han.
Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham:
– Synes De? sagde han.
Og han gik bort fra Højen.
Officeren saá efter ham – Berg næsten vaklede, mens han gik.
– Naa, ogsaa han, sagde Officeren til sig selv og saá efter sin Vaabenbroder.
Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden. Han var paa Paradisvejen. To Timer flakkede han rundt og vogtede paa Skolens tændte Lys.
Saa vendte han hjem.
Og inde i sin egen Stue gav han sig til at skrive, langt, Side paa Side, ømme, brændende Ord til sin Hustru.
.... Tine var gaaet frem over Engen, ind gennem Gaarden og gennem Alléen, forbi Officerer og Soldater, som hun ikke saá.
Henne paa Vejen stansedes hun af et Vogntog.
Det var Naturalforplejningen, Kød og Mel og Brød, der transporteredes forbi paa mange Vogne. Tines Øjne faldt paa de Heste, der gik hende nærmest. De sled 234| sig, laadne og vanrøgtede, duvende frem, med matte og udslukte Øjne, mens de træge Kuske lod Piskene jævnt falde ned over deres Ryg.
Men Dyrene gik kun som før i samme trætte Skridt – som om Slagene ikke kunde smerte dem mere.
Tine blev staaende og hun fulgte med Øjnene Spand efter Spand.
Langt fremme paa Vejen hørte hun endnu Kuskenes trevne Raab, naar de lod Piskene falde sløvt over Dyrenes Rygge.
Pludselig sprang Taarerne frem af hendes hede Øjne.
......
Hun naaede Pladsen. Den var tom, og i Kroen var der stille.
Kun paa Smedens Lod, hvor der laa friske Høvlspaaner mellem den nedtrampede Rug, arbejdede fem-seks Soldater. De slog hvide Fjæl sammen og bestrøg dem med Sort.
Tine gik op ad Trappen og hun løftede Klinken til Skolen, hvor Luften var tung og sødlig-ram. Fru Appel sad ved Sengen hos sin Søn.
235|Timevis havde hun ikke rørt sig, fra hun kom, ikke spist og ikke drukket: hun sad kun stum og saá paa Sønnens Ansigt, der var blevet saa lille som da han var Barn, og paa hans Hænder, hans urolige Hænder.
Madam Bølling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjælpe.
Men Fru Appel blev kun siddende ubevægelig, og Madam Bølling stod raadvild – med Koppen med Suppe – til hun gik igen.
Kun én Gang havde Fru Appel løftet Hovedet og, mens Taarerne brød ud af hendes Øjne, havde hun sagt:
– Han er jo saa ung.
.... Tine havde sat sig – hun vidste ikke, om Fru Appel havde hørt hende, for hun havde ikke hilst og ikke rørt sig. Men saa sagde hun:
– Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han.
Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste Ord, hun sagde, maatte kalde dem frem.
Tine talte ikke; og begge sad tause, 236| som grebne af den samme Sorg, og stirrede paa det blege Ansigt.
Sygepasseren bragte de Saarede Mad. Aftenklokkerne begyndte at ringe – man hørte dem knap gennem Kanonernes Larm.
Saa blev der atter stille i Stuen, og Skumringen begyndte at lægge sig over Rummet.
Fru Appel sad kun som før – foran sin slumrende Søn.
Madam Bølling kom ind; hun turde næppe hviske. Men hun sagde dog til Tine ganske sagte, med sin forknytte Stemme:
– Du kommer dog ind? du kommer dog ind?
Og hun gik igen. Saa bleg og stiv dog Tine sad der!
– Aa – ja, aa – ja, sagde Madam Bølling, her er Elendighed nok til os alle.
Det var næsten blevet mørkt. Fra Sengen hørte man de Saaredes sagte Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes hun var bedst. Her var Fred, her, hvor et Menneske døde – – og Livet var forbi.
– Han vaagner, sagde Fru Appel.
Halvt i Søvne begyndte han at klage.
237|Tine stod sagte op og tændte stille Lampen og satte sig igen.
Den Døende slog Øjnene op, men han saá ikke mér – de store Øjne var brustne og han jamrede svagt under sagte Rallen.
Moderen laa ned ved hans Seng:
– Ja, Max, ja – gør det saa ondt? gør det saa ondt? hviskede hun.
– Ja, Max, Ja – gør det saa ondt?
Døren gik. Det var Madam Bølling igen. Hun vilde kun se efter Tine – saa var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind.
Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Mørket og saá paa sin Datter, til hun stille vendte tilbage.
Den Døende rallede højere:
– Ja, Max, ja, gør det saa ondt? gør det saa ondt?
Han blundede igen og atter vaagnede han.
Ude steg Kanonernes Lyd som et rullende Vejr. Men om Sengen var der dog som forunderlig stille.
– Løft ham, løft ham, hviskede Moderen – selv holdt hun hans Hænder.
238|Hvor hans Aande blev svag og hans Hænder stive.
– Annie, Annie, hviskede han ganske sagte.
– Ja, Max, ja.
De lyttede begge efter Aanden, som kom saa svært, saa tungt; Moderen havde rejst sig – saa kastede han sig tilbage.
– Læg ham – læg ham.
De lagde ham ned igen. Saa var det, som vilde han løfte Hovedet og han søgte om Ord:
– Annie – Mo'er – Annie – hører I Fuglene?
Og idet han strakte de stivnende Hænder frem og smilte, sagde han:
– Ja, hvor Livet skal blive smukt.
Munden lukkede sig med et Suk – det unge Hoved faldt helt tilbage.
Saa sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livløse Søn. Tine trykkede hans Øjne til.
Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Hænder, der var stive, og hans Ansigt, der var koldt – længe, Time paa Time.
Tine havde rejst sig. Langsomt gik 239| hun bort fra Sengen: hun vidste ingen Trøst.
Madam Bølling var ikke gaaet til Ro. Hun sad paa Køkkenstolen bag Døren. Der kunde hun høre, naar Tine gik.
– Der var hun – nej – hun kom ikke ind.
Madammen tog efter Lyset, hastig, og gik ud i den lille Gang, hvor Tine allerede var ved Døren.
– Skulde du ikke se din Fa'er? sagde hun.
– Mo'er, jeg maa jo hjem, svarte Tine kun.
Madam Bølling gik hen til hende.
– Aa, Tine, skal vi nu ogsaa gaa og være vrede paa hinanden, sagde hun, skal vi nu ogsaa være vrede paa hinanden ....
– Nej, Mo'er, nej – Tine rev sig løs – men nu er det jo silde .... Godnat.
Hun talte i den samme utaalmodige eller forpinte Tone som om Morgenen og Døren slog til. Hun var borte.
Madam Bølling vendte tilbage. Hun kom ikke længer end til Stolen ved Døren. Der faldt hun hen – en stum og uvis Angst holdt det stakkels, tunge Hoved 240| vaagent. Rundtom hørtes de Søvnløses Skridt over Gulvene; Officererne fandt ikke Hvile mer.
Uden at vide det begyndte Madam Bølling at vandre som de – en rokkende Skygge frem og tilbage foran det osende Lys: hun vidste ikke Rede mer, hun vidste ikke Rede.
Kanonerne gav ikke Fred et Minut. Som skulde Taget styrte, rystede Skolen i sin Grund.
Kun Fru Appel sad stum og rolig foran Sengen hos sin døde Søn.
......
I Skovridergaarden var der stille.
Tine hørte kun nogle rastløse Skridt over Gulvene i Gavlen, mens hun gik gennem Huset.
Hun gik rundt og hun stillede paa Plads. Saa undredes hun pludselig, hvorfor hun gjorde alt det – og lod alting ligge uden Tanke.
Hun aabnede Døren til Dagligstuen og hastig vég hun tilbage.
Skovrideren sad ved sin Lampe og skrev.
241|Hun sagde til sig selv til hvem, og dog led hun ikke mere. Sagte gik hun tilbage til sit Kammer.
Gaaende op og ned – og undertiden pludselig stansende som vilde hun besinde sig eller blot fange en eneste Tanke – samlede hun alting sammen, Stykke for Stykke, som En, der bryder op og skal rejse.
Kort efter Daggry gik hun hjem.
– At du kommer, at du kommer, sagde Madam Bølling, der var i Køkkenet, og slog sine Hænder om den tause Datter.
– Ja, jeg er just staaet op, ja, jeg er just staaet op, sagde hun; hun vilde ikke fortælle, at hun ikke havde været i Seng, det vilde jo bare gøre Tine urolig.
Tine gik ind til sin Fader.
Han havde faaet en ny Tidsfordriv. Tines gamle Skrivebøger var blevet taget frem – dem med Løve- og Tigerjagterne paa Bindet.
Dem sad han og læste i – Time efter Time.
Tine sad ved hans Fødder – hun stirrede paa de store Barnebogstaver.
»Du skal ikke have andre Guder for mig« – stod der i Linje efter Linje.
242|Bølling fulgte Linjerne med rystende Fingre. Tine maatte vende Bladet:
»Du skal ære din Fader og Moder« – »Du skal ære din Fader og din Moder«, læste den Gamle Gang paa Gang, med sin svære Stemme.
– Hun skrev godt, hun skrev godt, sagde han og saá over paa Madam Bølling.
– Ja, Bølling, ja, du har jo lært hende det, svarte Madammen.
– Ja, hun skrev godt, gentog han. Og han læste igen.