previous next

257|X.

.... Til ud paa sidste Nat havde de hørt de Saaredes Jammer, der slæbtes forbi til Hørup Hav – nu hørte man hver Stønnen saa langt gennem Stilheden.

Og saa var alt blevet tyst.

Dagen kom. Det var, som var Pladsen død. Smedjen stod tom, og Smeden kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dør.

Madam Bølling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun stirrende og stumme. Nu og da rejste Madam Bølling sig og, raadløs, gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen – som et sygt Dyr.

– Vil du ikke spise? sagde hun.

– Nej Tak.

Atter satte Madam Bølling sig. Bølling vaagnede. Ordene blev kun til utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om 258| Postillen, indtil Tine tog den og læste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke hørte.

Faderen faldt hen. Gang paa Gang rejste Madam Bølling sig og gik medløs rundt, i sin Krog.

– Vil du ikke gaa derned? sagde hun.

– Hvad skal jeg der, Moer? sagde Tine med samme tonløse Stemme.

Og de sad, i deres Krog, igen.

Saadan var Dagen gaaet – som vogtede de et Lig.

Nu var det snart henimod Aften.

Tine gik ud.

I Gyden, paa Pladsen, i Gaardene, paa Marken, var der intet Liv. Fjælene til Kisterne laa forladte paa Smedens Lod mellem den nedtrampede Rug. Kun de herreløse Køer brølede uroligt paa de fremmede Marker.

Tine gik frem ad Vejen. Hun havde kun én Tanke: Hun vilde sé ham, der var død. Han var ikke kommen tilbage – saa var han død.

Alting var stille.

Selv Fuglene taug. Og den opblødte 259| Jord, hvor ingen traadte mer, var størknet som et dødt Tæppe.

Hundene sprang frem over Skovridergaardens Gærde og fulgte Tine; hun mærkede dem ikke. Hun gik forbi Huse og Gaarde og saá dem ikke. Hun vilde kun til Ulkebøl, hvor Staben var; i Staben vidste de Besked.

Men i Ulkebøl var alt forladt, og Præstegaarden stod øde som et tomt Værtshus. Gaardhunden gøede ikke, da hun kom og gik.

Foran Kirkegaardsporten brølede noget forvildet Kvæg. I Taarnet begyndte Klokkerne at ringe.

Tine gik ind; hun saa' den store Kirkedør stod aaben. I Koret laa der Lig ved Lig. Tine gik op ad Gangen: hver enkelt af de Døde saá hun ind i Ansigtet og gik ham forbi.

Ved Alteret stødte hun mod en fremmed Mand, hun saá ham næppe.

– De Tapre, sagde han paa et fremmed Sprog – hun hørte det ikke.

Hun saá den næste Række – én efter én; Hundene slikkede tøvende Ligenes nøgne Fødder.

260|Hun gik ud igen; den fremmede løste bag Kirken sin Hest og saá efter hende, saa længe hun øjnedes.

Hun gik kun videre – ud af Byen:

– Saa maatte Staben være i Augustenborg – Staben vidste Besked.

Tine blev ved at gaa og Hundene fulgte. Solen var nede og mellem Hegnene begyndte det at mørknes. Men ingen hilste Godaften ved Husenes lukkede Døre.

Saa halsede Ajax og saa Hektor. De løb frem ad Vejen. De fulgte et Spor og løb atter tilbage – ind over Marken mod den nærmeste Gaard. De sprang tilbage op ad Tine og gøede.

Hun vendte om og fulgte dem; hun vidste ikke, at hun faldt i Knæ som en Haltende to Gange, mens hun gik.

I Gaardsrummet var der ingen; stille løftede hun Dørklinken. I Stuen blev et Barn vugget, og en Mo'erlille rejste sig ved Ovnen. Hun kendte Tine, og hun begyndte at græde.

– Er Skovrideren her? spurgte Tine kun.

Konen græd blot og Hundene blev ved at gø.

261|– Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen.

Den Gamle aabnede Mellemstuedøren og Tine fornam den kvalme Lugt af Blod: Dér – i Alkoven laa han.

Tine saá kun hans graablege Ansigt. Gaardkonen stødte hun bort og tog Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rødt af hans Blod.

Har han talt? spurgte hun.

Gaardkonen græd.

– Aa ja, aa ja, han kalder jo paa Fruen – paa Sønnen og paa Fruen – de to, de er i hans Tanker – aa Gud, for Sorg – aa Gud, for Sorg.

Tine sad som hjemme, tæt ved Sengen – ubevægelig stirrede hun paa hans Ansigt.

– Han vaagner, sagde hun.

Hendes Liv var kun ét Haab: at han vilde kende hende igen.

Men den Døende slog blot Øjnene op og saá paa hende som paa den tomme Væg.

– Marie, Marie, kaldte han svagt, Marie, tag Herluf ved Haanden – han græder – han græder ....

Han blev ved at hviske. Hundene 262| rejste sig ved Lyden af hans Stemme og klagede sagte.

– Sé de Umælende, sé de Umælende, græd Gaardkonen. Det var, som om den Døende mærkede sine Hunde og vilde dreje det saarede Hoved: han smilede halvt.

Tine rørte sig ikke.

En Time sad hun. Hun ventede, han skulde nævne hendes Navn – blot i en Forbandelse, der aabenbarede hendes Skændsel.

Men han huskede hende ikke mer.

Saa stod hun op. Bliv her, sagde hun til Konen. Jeg vil hente Hjælp.

Og hun gik alene. Hundene blev ved hans Seng.

Natten var mørk og der var ingen Stjerner. Hun faldt over Vejens Milestén og hun rejste sig igen.

Moderen var oppe, da hun kom hjem. Bleg og forknyt sad hun paa samme Plet.

– Hvor længe du blev, Barn, sagde hun.

– Jeg har ingenting hørt, sagde Tine og lagde Sjalet. Moderen skænkede Kaffe og rakte hende den.

263|– Tak, svarte Tine og drak begærligt.

– Hvor du er bleg, sagde Moderen.

Hun begyndte at tage Sengklæder frem og lægge dem paa Sofaen – til Seng for Tine.

– Nej, Moer, sagde Tine – bestandig i den samme Tone, der gjorde Madam Bølling saa bange – jeg sover oppe.

Hun beredte alt til at gaa til Ro. I Tanker satte hun Stolene hen paa Plads som i gamle Dage. Hun tog Lyset fra Hylden og tændte det; og pludselig var det, som hun vaagnede: hun saá alt om sig, og hun vidste, at alt var sket.

Hun saá Stuen og de gamle kendte Møbler som for første Gang i lange Tider – og sin Fader og Moderen, dem, hun nu skulde forlade.

– Hvor du sukker, Barn, sagde Madam Bølling og tog hende mildt om Haaret: hvor du sukker.

Tine holdt Moderens Hænder saa fast over sit Haar som til et langt Kærtegn:

– Ja, Mo'er, ja, Mo'er, hviskede hun ud i Luften.

Længe stod hun ved Faderens Seng. Alle Bevægelser gjorde hun lange og dvæ264|lende, ligesom om hun maalte dem og iagttog hun dem selv.

Hun kyssede Moderen til Godnat og hun tøvede endnu et Øjeblik – saa gik hun op. Hun bar forsigtig Lyset over Loftet – for den spredte Halms Skyld – og hun var inde.

Hun saá paa alt, paa Gardinerne, der var blevet skidne og graa, paa Gulvet, der var slidt af de mange Fødder, og sin Seng, hvor fremmede Mænd havde ligget.

Her havde hun levet hele sit Liv.

Hun blev siddende stille paa Kanten af sin Seng foran det brændende Lys. Nede hørte hun Moderen sysle og snakke med sig selv og komme til Ro.

– Er du i Seng? spurgte hun hviskende op for ikke at vække Bølling.

– Ja! svarede Tine.

– Saa Godnat, Barn.

– Godnat, Mo'er.

Alting blev stille. Tine blev siddende paa sin Seng. Hun hørte kun de to Gamles dybe Aandedrag op gennem Huset.

......

265|Det første graa Dagsskær faldt ind i Kamret, og Lyset var næsten brændt ned, da Tine stod op og slukkede det. Hun gik stille ned og aabnede varsomt Døren. Hun saá Kroen og Kirken og Smedens Hus og vendte sig mod Skolen – en sidste Gang:

Der var Moders Plads bag Ruden og Randen af hendes Stol.

Langsomt gik hun hen ad Vejen; ved Højen steg hun over Gærdet ind i Skovridergaardens Have, hvor Træerne og Buskene og Roserne, som var indvundne i Maatter, stod som Spøgelser i Skumringen.

Tine gik op ad Havetrappen, og hun saá ind gennem Døren. Hun kendte hver en Plet, og hver en Plet var lagt øde.

Tanker havde hun ikke – de var vel allerede døde. Hun bad heller ingen om Tilgivelse. Hun vidste kun: nu maatte det være forbi.

Hun var allerede gaaet ned, men endnu en Gang vendte hun tilbage; hun holdt Panden mod Ruden til sit eget Kammer og saá længe ind.

Hun kom forbi Pigernes Vindu. Sofie sov med mange Tørklæder om sig, ene, i den store Seng.

266|Hun hørte Kvæget blive uroligt i Stalden og Hanen galede højlydt; og hastigt gik hun ned imod Dammen.

I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun elskede, talte til hende paa én Gang. Hun tænkte paa Herluf og paa Aftnen, da de rejste, og paa Dagen, da Berg og hun gik her forbi over Gærdet; og paa Morgensangen, de sang i Skolen, da hun var ganske lille; og paa Appel, der var død og paa Faderen og Moderen, som nu skulde sidde alene.

En Gru greb hende og rejste alle Nerver – her skulde hun dø – dø.

Nej, hun kunde ikke, hun maatte leve – kunde ikke – tusinde Udveje, tusinde Paaskud, tusinde Udflugter drev hende hjem til Livet i ét Nu ....

Men saa skød hun langsomt Skoene af sine Fødder. Angsten var død under hendes Hjertes trætte Smerte.

Hænderne havde hun foldet, Læberne bed hun sammen. Med Blikket mod det lille Lysthus gled hun ned i Dyndet.

.... Nu var Dammen rolig.

Dagen kom.

– – –

267|Madam Bølling var vaagnet; Bølling havde sovet saa roligt og laa saa godt endnu.

Hos Tine var der ogsaa stille. Madam Bølling hvilte selv et Kvartérstid til, før hun bankede med en Stok i Loftet for at vække Tine.

Men der blev ikke svaret.

Madam Bølling stod op. Tine kunde nok trænge til Søvnen. Det var intet Under, om hun sov ud en Gang. Moderen vilde lave Kaffen og bringe den op, naar hun vækkede hende – saa kunde hun drikke den paa Sengen.

Saa mange Gange hun havde bragt Kaffen op, Vintermorgener, naar det var altfor koldt og Tine dog saa gerne laa lidt længe.

Madam Bølling gik og talte med sig selv, mens hun fik alt i Orden. Men saa vaagnede Bølling, og han maatte have sin Morgendrikke først.

– Aa, Herregud, aa Herregud – saa snavs det er – Madam Bølling talte med sig selv – saa snavs det er – man maa snart made ham nu – som et Barn – naa, Bølling, naa ....

268|Han tog ikke mere om Koppen, han kunde ikke holde om nogenting.

Tilsidst kom Bølling dog lidt til Ro igen, og hun fik Kaffen paa Bakken og gik op over Loftet.

Hun saá den tomme, urørte Seng, og et Øjeblik stod hun forvirret uden at forstaa, før hendes Ben begyndte at vakle og hun løb hen over Loftet og raabte, meningsløst, ind i Gavlkammeret, ud af Lugen:

– Tine, Tine!

Saa taug hun igen. Hun tænkte: Bølling hører det.

Hun søgte at besinde sig, faa fat blot i en Tanke:

– Hun er naturligvis hos de Syge, sagde hun. Hun er hentet ned til de Syge.

Hun gik ned, hendes Bén vilde ikke bære hende. Hun aabnede Døren, og hun saá, hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun ventede ikke paa Svaret.

Hun sagde Gang paa Gang:

– Hvor det er Uret af Tine at gøre mig saa forskrækket. Og greben af ny Angst sagde hun:

269|– Men hvor er hun da? hvor er hun da?

Hun havde ikke sin Forstand mer, og hun begyndte at løbe gennem Huset, som ledte hun om en bortkommen Naal. Paa én Gang forlod hun alting og hun løb ned over Pladsen, ind gennem Krostuerne.

– Hvor er Tinka, raabte hun, hvor er Tinka? – som om Tinka vidste Besked.

Og da Tinka kom, kunde hun ikke mere faa Ordene frem, men stod kun hjælpeløs, med rokkende Hoved.

– Hvad er der? hvad er der? raabte Tinka.

– Tine – hvor er Tine? – Tine er der ikke .... Og pludselig begyndte Madam Bølling at græde.

Hvor er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. Hvor ikke?

– Ja – hvor? hvor? gentog Madam Bølling forvirret og hun fortalte, tonløst, gentagende samme Ord, i Sætninger uden Mening:

– At hun var der ikke – at hun var gaaet op – iaftes – og var der ikke – hun vilde sove deroppe – iaftes – og 270| nu var hun der ikke – nu var hun der ikke ....

– Saa er hun i Skovridergaarden, sagde Tinka og rev Sjalet om sig; hun rystede over hele Kroppen.

Madam Bølling stod et Nu – og gav sig saa til at lé gennem Kuldegysningerne.

– Ja, ja, ja, sagde hun halv lallende, det er hun, det er hun .... At man ikke tænkte paa det strax. – Hun har villet ha'e Efterretning – hun har jo villet ha'e Efterretning – om Skovrideren – om Skovrideren – –

Hun begyndte at gaa, følgende efter Tinka, der løb hen ad Vejen, gentagende de samme Ord, mens hun løb: Skovrideren, Skovrideren, Skovrideren ....

Men med ét stansede hun, og hun førte Hænderne som til Slag ind mod det graa Hoved: Mistanken gryede i hende som en dump Angst.

Hun greb Tinka om begge Arme, og, forvildet, saá hun hende ind i Ansigtet, som vilde hun tale, spørge: Sandheden gennemborede hende som et pludseligt Sværd.

– Kom, kom, bad Tinka angst.

271|Men Madam Bølling rev sig løs – med en stille Klynken som et fældet Dyrs, der synker – og hun løb. Hun havde forstaaet.

– Ja, nu forstod hun alt og alt mindedes hun. Nu var alt styrtet sammen.

– Det var Skovrideren – det var ham, som havde taget hendes Barn.

Hun løb ind over Gaarden, op ad Trappen, Døren slog hun op. Han havde taget hendes Barn.

Hun faldt ned i en Stol og hun sad i de øde Stuer. Hun mimrede Ord, hun ikke vidste selv; saa forbandede hun dem; saa jamrede hun over hende; saa bad hun »Fruen« om Tilgivelse – løftende de rystende Hænder.

– Aa, Gud, aa Gud, for min Skyld – hun har vel ikke vidst, hvad hun gjorde – Gud, aa Gud, for min Skyld .... hun har ikke vidst, hvad hun gjorde.

Hun blandede »Fruen« og Gud i ét og hun bad til dem begge med samme Ord:

– Gud, o, Gud, jeg be'er, jeg be'er, jeg, som har født hende, jeg, som har født hende – be'er – jeg be'er.

Og Ordenes evige Gentagelse løste Taare272|strømmene, saa hun hulkede med Hovedet ned imod Bordet, mens hun blev ved at bede.

......

Tinka havde kaldt paa Lars. De søgte – Husmanden ogsaa – i Huset, i Haven. Sofie løb bagefter, jamrende, med begge Tørklæder i Haanden.

Det var hende, der fandt Tines Sko i Græsset.

Lars stagede fra Bredden med Stænger i det tætte Mudder. Husmanden hjalp til, da de fik Liget trukket op.

Tinka lagde sig hulkende ned paa det grønne Græs og glattede Haaret bort fra det skæmmede Ansigt: Kom og løft hende, sagde hun, og de lagde den Døde op paa et hentet Sejl. Tinka løste sit Hovedklæde og bredte det over Venindens Ansigt.

De bar hende ind; Dynd og Vand sivede ned over Gulvene.

Sofie løb – hun turde ikke røre ved Liget. Men Tinka og Maren ordnede i Kammeret om den Døde: hun laa med foldede Hænder paa sin Seng under Fruens Billede.

273|Tinka gik ind til Madam Bølling. Det var, som Madam Bølling var blevet affældig paa den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen kendtes ikke igen.

Hun saá kun op paa Tinka og rejste sig.

– Hvor er hun, spurgte hun.

Tinka kunde ikke svare.

Moderen saá Vandpyttene i Gangen og hun spurgte:

– Er hun i Kammeret?

– Ja, hviskede Tinka.

De gik begge derind. Madam Bølling løftede Lagenet fra sin Datters Ansigt.

– Barn, Barn, hviskede hun ganske sagte. Smaa Taarer løb ned ad hendes Kinder, og, som vilde hun trøste hende, sagde hun, mens hun lod Haanden glide ned over hendes Haar:

Det har jo været ham – det har jo været ham ....

Og hun havde tilgivet alt.

Under sagte Klager, der ikke var Ord, græd hun med Hovedet ind mod sin Datters Seng.

Saa rejste hun sig, og, mat, som om hun talte i Søvne, sagde hun:

– Nu skal hun hjem.

274|Hun bredte selv Lagenet over Baaren. Lars Avlskarl og Anders Husmand bar Tine hjem, bag Husene og over de stille Marker.

– – –

Det var blevet stille i Skolen. Gennem Huset hørte man hvert Hammerslag, hvormed Tinka og Gusta i Salen fæstede de hvide Lagener.

Sofie listede ind i Køkkenet, hvor Husmandskonen syslede, ræd for hver Støj.

– Hun ska' da vel i ordenlig Ligtøj? hviskede Sofie, som var hun angst for sin egen Stemme. Det var da en Dødsens Synd, om hun ikke skulde i ordenlig Ligtøj.

– De gaar jo og klæ'er hende, hviskede Husmandskonen tilbage.

– Herregud, gaar de og klæ'er hende, klynkede Sofie sagte med et eget tilfredsstillet Tonefald midt i Bedrøvelsen. Hun fik Skoene af, mens Bøllings lange Lallen lød gennem Huset. Hun sneg sig ind gennem Stuen og aabnede Salsdøren uden Lyd.

Tinka og Gusta gik blege om i det sære Lys fra de mange Lagener.

275|– Maa En sé hende, hviskede Sofie skræmt og sky.

Tinka og Gusta svarede ikke, men drejede kun Hovedet om mod den hvide Baare.

Sofie græd en Tid, mens hun løftede Lagenet fra det stille Ansigt. Saa gik hun rundt om Sengen og eftersaá længe »Klædningen«.

– Saa ska' der Lagener over det Hele? sagde hun hviskende.

Men de svarede hende ikke.

Klokkerne begyndte at ringe til Lieutenant Appels Begravelse, og ovre i Kroen stod Fru Appel af Vognen indhyllet i sine lange Slør.

Madam Henrichsen kom ud for at hjælpe hende og sagde, at »Tine i Skolen« var død til Morgen. Fru Appel spurgte: Naar? med et Ansigt, som hørte hun ikke og uden at vente paa Svaret – som om der ikke fandtes andre Døde end hendes Søn.

Sofie vendte tilbage til Køkkenet.

– Ja – nu har de klæ'et hende, sagde hun grædende og fik Skoene paa igen: Hun ligger forresten rigtig kønt – – i lutter hvide Tæpper.

276|Hun tørrede sine Øjne, og pludselig sagde hun i en helt anden Tone:

– Gi'es her ikke en Kop Kaffe? – En taver rent sin Fatning under all' de Sorgens Tildragelser.

Husmandskonen begyndte at tilberede Drikken helt inde i Dybet af Skorstenen, for hvis Madammen skulde komme ud.

Men Madam Bølling kom ikke ud. Hun sad hos Bølling og klappede og klappede hans famlende urolige Hænder. Helst havde hun begravet sig – langt, langt borte. Hun var saa angstfuld og saa bange for alle de Folk, der nu kom sammen, og Præsterne, der vilde komme – nu skulde de alle »dømme over hendes Tine«.

Ude paa Pladsen begyndte Koner og Piger at samles. De var krøbet frem fra Husene for første Gang efter Dybbøldagen og hørte nu om Ulykken. De listede stille omkring, som om de ikke turde træde paa Fødderne, og hviskede med sky og skræmte Stemmer foran de tre lagendækkede Vinduer.

Sofie var kommen ud i fri Luft og gik og græd rundt fra Klynge til Klynge. Hun gav hver Besked under en ustanselig Snøften.

277|– Saa sér jeg jo hendes Sko at staa der paa Græsset – og saa begyndte jeg jo strax at skrig' .... Aa – Gud, for Syn – Gud, for Syn ....

De tre Gaardkoner, der om Søndagen drak Kaffe i Skolen, gik tause og stive op ad Trappen. De blev uden at sige et Ord i den forreste Stue, til Tinka kom, og de avancerede ind omkring Liget i Gaasegang, gravitetiske og tause. De græd ikke, men saá kun ud, som maalte de Væggene, til de vendte tilbage til den forreste Stue, hvor de satte sig i Rad. De havde ikke bevæget en Mine.

Gusta havde blottet det stille Ansigt paa dets Pude.

Ude paa Pladsen hørte man Æreskompagniet, der rykkede op, og de første Præsters Vogne, som holdt ved Skolen.

Tinka tog imod dem; men Madam Bølling var allerede ude i Køkkenet – ved Lyden af de Vogne: De skulde jo ha'e Kaffe, de maatte jo ha'e Kaffe – alle Pastorerne.

Er der mange, Tinka? spurgte hun og skjalv helt ved det. Hun var bange for hver eneste.

278|Ja, ja, saa maa der ta'es den store Kande .... ja, den store Kande .... aa, gør De det .... Og Søndagskopperne .... ja, gør De det.

Madam Bølling var saa angst for Præsterne.

– Tinka, sagde hun og tog hende til en Side, mens hun saá paa hende med sine smaa Øjne, der snart ikke var Øjne mér:

– Hvad har de talt? spurgte hun saa angst og skræmt.

Præsterne havde ikke talt meget. Selvmordet i en Degnegaard generede dem lidt og de nød Kaffen, som Tinka fik budt om, i Stilhed. Gamle Pastor Gøtsche sagde til Tinka i en Krog:

– Hun ligger vel derinde? Lad mig sé hende.

Og han gik derind med Tinka. Den gamle Præst saá paa de hvide Træk.

– Aa, Herre Gud, sagde han. Jeg konfirmerede hende. Ja – ingen Spurv falder til Jorden uden Vorherres Vilje, som er i Himlene.

279|Han pudsede Næsen og vendte tilbage til de andre, med foldede Hænder.

Ude var Pladsen ganske fuld af Kvindfolk og Soldater, som kom i Skarevis ovre fra Østsiden. Sofie var paa sin Runde naaet til Kroen, hvor hun havde endt sin Beretning og sagde efter en Stilhed:

– Ja – Gud véd, hvorfor hun har søgt til de sorte Vande.

Madam Henrichsen stod bag Klyngen i sin Dør. Hun saá ud, som havde hun meget stor Lyst til at hugge i Sofie.

– Ja – hun var det grønne Træ, sagde hun og saá ufravendt over paa Skolens hvide Lagener. Der skulde noget til, før Madam Henrichsen tog sin Tilflugt til Bibelord.

Der blev en større Bevægelse, da Højærværdighedens Vogn kørte frem. Provsten havde tænkt, der kom vel en Del Embedsbrødre sammen og var saa ogsaa taget herhen. Øjeblikket var vigtigt og det var godt at have Rede paa Stemningen – for at retlede efter Evne.

Paa Trappen fik han Ulykken tilhvisket af en Kapellan.

Hans Højærværdighed stod et Par Se280|kunder konsterneret og meget uvis. Men saa gik han ind, hvor alle Præster modtog ham i Taushed

– Det er jo en Sorg, jeg hører om, sagde han og hilste paa den Nærmeste .... Ja – Sindsforvirring kan vel falde paa de Svage. – Og ogsaa for Kvinderne har Gud haft en Prøvelsens Tid .... en møjsom Tid, sluttede Provsten.

Præsterne samstemmede, ligesom lettede, og Klokkerne begyndte at ringe igen.

Provsten og flere Præster gik ind i Salen, hvis Dør blev staaende aaben, saa det hvide Ansigt paa sin Pude laa som stirrede det opmærksomt frem gennem begge Stuer.

Hans Højærværdighed mumlede et Skriftsted, og Præsterne havde foldet Hænderne.

Saa vendte Højærværdigheden sig, og henne ved Vinduerne talte han, omgiven af Embedsbrødrene, om Hærens Bevægelser og Konferencen i London. Han talte halv højt, med en bekymret Stemme, mens han vuggede sit Cæsar-Hoved frem og tilbage.

– Naar man nu blot var vis paa, at vore Befuldmægtige fandt den rette Tone, sagde 281|han. Hvad det nu frem for alt gælder, er, ikke at opgive Nationens Værdighed.

Han blev ved at tale – højere, henover det stille Hoved, der laa, som det lyttede paa sin Pude.

– Ti endnu er vi ikke ydmygede, sagde han. – Og hver Plet af denne Jord vil koste Blod.

Ude paa Pladsen var der næsten blevet Trængsel. Den Krøblede var kommen og rullede, skrigende, omkring med sit 01 mellem Klyngerne.

– Men hun ligger kønt, sagde Sofie, der nu var naaet tilbage i Nærheden af Skoletrappen: Hys – der er de.

Provsten og alle Præsterne kom ud og gik ned ad Trappen. Bagefter vandrede de tre Gaardkoner, som indtil dette Øjeblik ikke havde rørt sig fra deres Plads.

Alle gik gennem Kirkegaarden ind i Kirken. Sofie foretrak at vende tilbage til Køkkenet: Det var snart, som En var blevet tidig til en Kop Kaffe – nu igen.

Solen skinnede ind i Køkkenet og Sofie fik Vinduet op.

– Maaske ka' En hør' lidt af Talen, sagde hun. Provsten har forresten saadan 282| en opbygg'lig Tank'gang i alle Ligprækener, lagde hun til i en Slags Parentes.

– Og En ka' osse ha'e godt a' at sidd' lidt stille i Solen, sluttede hun.

Hun fik Kaffen.

Madam Bølling havde fra Sovekamret hørt, at nu var der blevet roligt. Skræmt aabnede hun Døren: Nej – nu var der ingen.

Det var, som hun aandede op .... Og endelig gik hun ind til sin Datter og lukkede.

Tinka havde sat sig i Sovekamret hos Bølling.

De begyndte at synge i Kirken. Ogsaa Tinka havde aabnet Vinduerne – det var, som den stærke Sang vilde fylde det tause Hus.

Hvo véd, hvor nær mig er min Ende?
Sé, Tiden meget hastig gaar,
hvor let og snart kan det sig hænde
at jeg mit Vandrebudskab faar.
Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro
i Afskedstimen Trøst og Ro.

Gamle Bøllings famlende Hænder faldt lidt til Ro, og det syntes næsten, som han lyttede.

283|Madam Bølling havde rejst sig; hun aabnede alle Vinduer bag Lagenerne med hastige, rystende Hænder som en Tyvs: den fremmede Sang turde hun da lukke ind over sin Datter.

Hjælp mig i Tide at bevare
mit Hjerte fra Letsindighed,
at, naar du kalder, jeg kan svare:
Ja, Herre, sé, jeg er bered.
Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro
I Afskedstimen Trøst og Ro.

Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for at se, hvem det var, der kom saa silde.

– Lise, Lise, raabte hun og var saa altereret, at hun maatte sætte sig strax ved Døren: det er Bispen – det er Bispen.

Lise løb ind, gennem Sovekamret, ind i Salen, helt forvirret:

– Madam, Madam, sagde hun forpustet, det er Bispen.

Madam Bølling rejste sig langsomt fra sin Datter, hun forstod slet ikke. Saa sagde hun: »Bispen« – og begyndte at ryste.

Benene vilde næppe bære hende ind i Sovekamret til Tinka: Hun kunde ikke sé ham – hun kunde ikke sé ham ... nej ...

Men hun maatte jo: Det var Bispen. 284|

Og hun maatte have sin sorte Kappe paa .... De fik den frem; men Madam Bølling kunde næppe faa den paa med sine stakkels Hænder.

– Det var Bispen, Bispen – nu var de der da alle til Doms.

Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste Stue. Hun kunde ikke tale, og hun turde ikke sé op i hans Ansigt

– Jeg hørte om Deres Sorg, og saa vilde jeg dog sé herind, sagde Biskoppen langsomt og mildt og tog begge hendes rystende Hænder: Stakkels Barn – Deres stakkels Barn.

Madam Bølling løftede Øjnene imod ham, og et ubeskriveligt Smil lagde sig som et pludseligt Lys over hendes Ansigt.

– Aa Gud, aa Gud, mumlede hun og kyssede hans Hænder.

Bispen tog dem bort og traadte hen til Tine. Længe stod han med sine Øjne fæstede paa det stille Hoved som sunken hen i en smertelig Andagt.

– Ja, sagde han og løftede de foldede Hænder næsten op til sit Hoved: Gud tilgive os – Gud tilgive os alle.

285|Madam Bølling havde bøjet sit Hoved ned mod sin døde Datters Pude. Og angst og ganske sagte som gjaldt det Frifindelsen for selve den højeste Dom, hviskede hun, mens hun igen førte sine Læber hen mod hans Hænder:

– Og maa .... ogsaa Klokkerne ringe? Bispen løftede Hovedet.

– Hvorfor skulde de ikke ringe? sagde han. Hun skal vel høre sine egne Klokker – sidste Gang.

Madam Bølling sank ned i Graad, mens Biskoppen klappede hendes Hoved.

I Kirken sang de igen – stærkt lød de mange Stemmer. Biskoppen rørte sig ikke:

»Hvor er Lammet, Offerlammet?«
spurgte Isak, syg i Sind,
da Slagtofret var berammet
med ham selv paa Bjerget ind.
Bange for sit unge Liv,
paa den blanke Offerkniv
peged han og sagde: »Lammet,
hvor er det, til Død opammet?«
Her er Lammet, Offerlammet,
siger Jesus, ydmyg spag,
i min Faders Raad berammet
er den store Offerdag.
Bange vel af Hjertens Grund
er jeg for den mørke Stund
Men for hele Verdens Brøde
Den Uskyldige maa bløde.

286|Sangen var ophørt, men Biskoppen stod endnu ved den stille Seng. Fra Kirkegaarden lød Æressalverne knitrende over Graven.

Folk brød ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen hørte man mange Stemmer – Præsterne vendte tilbage, faamælte og overraskede. De havde genkendt Bispens Vogn.

Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede Hans Højærværdighed Døren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og Præsterne bukkede tause.

Bispen rakte gamle Gøtsche Haanden og sagde mildt:

– Vore stakkels Bøllings – vore stakkels gode Bøllings.

Og sagtere, overmandet af en pludselig Bevægelse, sagde han, mens han hastig og næsten krampagtig førte Hænderne op til sine Øjne:

– Ja, ja – »Se vi er kun dine Tjenere – giv os at fatte dine Vidnesbyrd«.

Han gik ud med et Par korte Nik og han steg op i sin Vogn.

Sværmen var borte, og Landet var atter stille. Som død laa den stivnede Jord.

En Vogn næsten jog ind mod Bispens, 287| saa Biskoppen stak Hovedet ud af Kaleschen for at sé, hvem det var.

Det var Madam Esbensen, der blev saa forfærdet ved at sé Bispen, at hun formelig gav sig til at neje foran sin gumpende Stol. Hun var højrød og foraset. Hun var evig i Forretning: Det gik jo alt i ét – i disse Skrækkens Tider.

Hun blev ved at neje, til hun var helt inde paa Sidevejen.

Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have kendt hende.

Foran ham kørte Fru Appel. Hun sad alene paa et underligt, højt Køretøj, mens Vinden tog i hendes lange Slør og løftede det højt – op over Vejen.

Men Madam Esbensen blev ved at sidde og dreje Hovedet for at stirre efter »den Højærværdige«, mens hun gyngede, i fuldeste Fart, hen over Markvejen i sin Fjederstol – bort til sin Forretning.





... »Giv os at fatte dine Vidnesbyrd«.